Værnemidler DIY

SE! Brølede sømanden og væltede ind i stuen, med et stykke sort stof stramt viklet om hovedet.

-nu skal vi ikke være bekymret for at mangle værnemidler, vi kan bare lave dem selv, meddelte han stolt og stirrede forventningsfuldt på mig.

Nu var jeg ikke lige i en situation, hvor værnemidler var akut påkrævet, men det er jo altid dejligt at være forberedt.

Sømanden rankede ryggen og var svært tilfreds med sig selv.

-er det et par underbukser? Spurgte jeg så forsigtigt, efter lidt betænkningstid.

-jep! Råbte han lykkeligt, og drejede rundt om sig selv, så jeg kunne se vidunderet fra alle sider.

-jeg lærte det, da jeg var soldat, konstaterede han, ovenud tilfreds med at kunne aktivere færdighederne fra tiden som marinesoldat.

-når temperaturen faldt, så var det alle mand ind til siden og på med underbukserne, fortalte han, imens han lige blev nødt til marchere et par skridt og stå ret, der midt i stuen.

Herefter fulgte der et lille informativt kursus, hvor jeg blev instrueret i at omdanne et par herreunderbukser til et brugbart værnemiddel, hvor kun øjnene var synlige.

-du må gerne låne et par, sagde han og nikkede flot i retning af soveværelset, du tager bare, – og du må godt tage et par rene!

Altså, hvor heldig kan man være!

Xxx

Karantæne

Så sidder vi her.

Sammen med resten af Danmarks befolkning.

For vi er hverken sundhedspersonale, statsminister eller politibetjente her i huset. Vi er mere dem, der bare skal blive hjemme.

Så det gør vi.

Bliver hjemme i sofaen, hjemme på matriklen, arbejder ved spisebordet, kun afbrudt af strejftogter for at skaffe mad og gåture med passende afstand til andre mennesker.

Imens vi vasker hænder, vasker tøj, vasker samvittigheden og bekæmper trangen til at vaske andres mund med sæbe.

Og keder os.

For sømanden, som har et medfødt højt energiniveau, er situationen særligt presset.

-skal jeg sparke dine briller af med et cirkelspark, spurgte han optimistisk i formiddags, da jeg var ved at gøre badeværelset rent.

For sådan er det, når man er isoleret med familien, og der efterhånden ikkke er mere at fortælle, når selv de mindste oplevelse er gennemtygget, både forfra og bagfra, og der sådan set ikke er sket noget nyt den sidste uge.

Og man har støvsuget under sengen, bagt boller, hæklet en klarklud og set alle film om Hobitten.

Så er det, at man pludselig kommer i tanke om, alt det man kunne være blevet, hvis man havde holdt fast dengang, da man startede til karate, klaver, glaskunst og håndbold.

Og en akut trang til at finde den gamle tennisketsjer frem, begynde strikke, løbetræne og sylte tomater melder sig.

Men det bliver ikke rigtigt til noget alligevel, for dagene glider ind i hinanden, imens man lytter til nyhederne og tæller minutterne til næste måltid.

Sømanden sidder hårdt på snacks-kassen her i huset, og selvom jeg har prøvet med både sweettalk og løfter om tørre tæsk, så bliver der kun åbnet for chokoladeindkøb om fredagen.

-men vi har jo aftalt, at vi kun skal have fredagsslik om fredagen, siger han helt fortvivlet, når jeg skuffet og irriteret spejder efter chokolade i hans indkøbsnet.

Så imens vi venter på næste måltid, den næste kop kaffe og et nyt opslag på de sociale medier, er vi overladt til at underholde os selv.

Så er det, at man pludselig imiterer en flagermus, imens resten af familien optimistisk gætter på kænguru og grævling.

Så er det, at man byder stilheden med oplysningen om, at ens kollega har fået bananpandekager til morgenmad.

Så er det, at resten af familien synes, at det er en spændende nyhed.

Så er det, at man bliver uvenner med sin mor, fordi de har sagt i radioen, at man skal ringe til de gamle familiemedlemmer.

Så er det, at man har hæklet fire klarklude på en uge.

Og haft alvorlige samtaler om kattes sovestillinger, skænderier om hvorfor lighteren ikke er lagt på plads, kigget i gamle fotoalbums og overvejet at lave kunstige blomster af gamle æggebakker.

Påklædningen bliver mere og mere sjusket, håret vikles i en knold og de gode bh’er får lov til at vente. Makeuppen ligger ubrugt i skuffen, man opdager, at man går i uens sokker, bliver forskrækket over sit eget spejlbillede og ser små film på telefonen, om aber i Thailand, der sulter, fordi turisterne ikke længere kan fodre dem.

Så er det, vi rider stormen af.

Hjemme på matriklen.

Det er da det mindste, vi kan gøre, når nu de andre kæmper ved fronten.

Xxx

Valentinsdag, nu med gave !

Så er det Valentinsdag i morgen.

Normalt forbigåes Valentinsdag i tavshed her på matriklen, da det simpelhen strider imod sømandens religion at fejre det, som han med foragt kalder “en fis i en hornlygte”

Han har for mange år meddelt, at en fejring af Valenstinsdag bare ikke kommer til at ske, så længe han er i live.

Men man har jo som bekendt en holdning, indtil man får en ny.

Og i år er alting anderledes.

Sømanden er blevet angrebet af et pludseligt romantisk sindelag, og har udtænkt en personlig valentinsgave til mig.

Stolt af sig selv, og dybt imponeret over sin egen opfindsomhed, kom han til at afsløre det hele her forleden.

Selv om overraskelsesmonentet er ødelagt, så må jeg her afsløre, at jeg nu alligevel lidt glad for at være informeret på forhånd.

Sømanden har nemlig besluttet at give sig selv som gave.

Fredag d.14. februar fra kl.6.30 til 7.00, er han således til min disposition.

Han er ganske enkelt til fri afbenyttelse i præcis 30 minutter.

-du er simpelthen velkommen til at tage for dig af retterne, som han udtrykte det, imens han gned sig forventningsfuldt i hænderne.

Tidspunktet har han nøje udtænkt, så jeg både kan nå et bad bagefter og en portion havregryn med rosiner, inden jeg skal møde på arbejde kl.8.00.

Sjældent har han glædet sig så meget, til at give mig en gave.

Og som han påpegede, så er det gratis, god motion og så slipper han for at rode med gavepapir og sløjfer.

Det virker faktisk lidt om om, at han også selv glæder sig til, at jeg får den gave.

Jeg ved ikke rigtigt, om jeg sådan ligefrem glæder mig, men jeg er nu alligevel lidt taknemmelig for, at han kom til at afsløre det hele.

For på en eller anden måde, føles det nu meget godt at være mentalt forberedt på mængden af action, sådan en råkold morgen i februar.

Og sømanden.

Han glæder sig helt vildt til Valentinsdag.

Og han er allerede begyndt at snakke om at gøre det til en tradition.

Xxx

Shopping vol.2

Her på matriklen er det sømanden, der står for indkøb af dagligvarer.

Dagligt cykler han gaderne tynde og afsondrer byens supermarkeder for spotvarer, restsalg og madspildstilbud.

Og han er rigtigt god til det og hjembringer hver dag spændende ting, som med stor iver bikses sammen til lækker aftensmad. Og eftersom jeg hverken kan eller gider at lave mad, eller handle ind, så er det bare en win-win situation.

Her forleden havde han så opsnust et godt tilbud på toiletpapir.

Juletoiletpapir.

Med små påtrykte røde nissemænd og grønne grantræer.

Og vaniljeduft.

Det er godt nok meget at gøre ud af toiletpapir.

Tænk hvis det smitter af.

Og hele familien nu går rundt med aftryk af juletræer og nissemænd, der hvor vi er højst når vi plukker jordbær.

Og hvad med duften?

Dufter vi nu af vanilje private steder?

Af alle meningsløse ting i denne verden, så rangerer toiletpapir med nissemænd og vaniljeduft godt nok højt på min liste.

Hvem er det der går på arbejde hver dag, for at udvikle og producere den slags?

Findes der mennesker der ikke kan få en god jul, hvis de ikke har julepapir på toilettet?

Giver vanlijeduften en ekstra trang til vanlijekranse?

Og har toiletpapirsproducenten aktier i småkagefirmaet og drejer det sig i virkeligheden om en meget snedig form for nudging?

Papiret er brugt, vaniljeduften forduftet og sømanden er draget afsted på nye handelseventyr.

Og tilbage sidder jeg og spekulerer over, om jeg skal finde et spejl og tjekke om mønstret har sat permanent aftryk, eller om jeg hellere vil leve i lykkelig uvidenhed og håbe på det bedste…

Xxx

.

Åh, elastik

Jeg er på jagt efter en god elastisk underbuks.

Sådan en par, der hverken strammer eller gnaver.

Og jeg er fuldstændigt ligeglad med, om der er en nydelig blonde, om de inspirerer sømanden, eller om det er en delikat silke.

Jeg vil gerne have noget der holder om, holder op og holder fast.

Og som kan kogevaskes.

Og som indeholder en tilpas grad af elasticitet, som gør, at de kan give sig i løbet af dagen.

For det har jeg brug for engang imellem.

Hvorfor er det så svært at finde?

Er det for meget at bede om?

Og når jeg endelig finder en model, som lever op til de fleste kriterier, så lever jeg i underbuksehimlen.

Der hvor jeg står op om morgenen, uden at spekulere over, om jeg har rene underbukser af den gode slags.

Indtil tiden er gået, elastikken er gået og hullerne har spredt sig, og jeg må erkende, at de ikke længere er virksomme.

Og så går den vilde jagt.

Jeg kunne selvfølgelig købe den samme model igen.

Men det er her, at udviklingskonsulenterne kommer ind i billedet.

For de skal jo gøre sig berettiget til deres løn, som min mor altid har udtrykt det.

Så de er jo nødt til at forandre, omforme og udvikle.

Ellers er der jo ingen grund til, at de kommer på arbejde.

Det gør det bare svært at købe det samme produkt to gange i træk.

Og jeg synes egentlig ikke, at det er for meget at bede om.

Underbukser magen til dem, jeg købte sidste gang.

Min svigerinde, grillbarsindehaveren, fortalte forleden begejstret om en underbuksemodel indkøbt i USA.

Ikke nok med at de var behagelige, der var også andre farver end sort og hvid at vælge imellem.

Sådan nogle kunne jeg da godt tænke mig.

Men det er alligevel en lang tur, bare for at købe underbukser.

Så imorgen har jeg lokket sømanden med i A-Z, under påskud af mangel på kattemad og stearinlys.

Så hvem ved ?

Måske er der held i sprøjten..

Xxx

Forfængelig forfængelighed

– Årh, for helvede, udbrød sømanden og tog sig til hjertet, da jeg trådte ud fra badeværelset.

-nu må I kraftedme snart stoppe med det pandashit, brølede han, og hentydede til min nyligt lagte ansigtsmaske.

For sådan er det, når man er ene hane i kurven, og derfor udelukkende er omgivet af hunkøn på den hjemlige matrikel.

Så lever man med en evig cyklus af makeup, cremer, ansigtsmasker, hårprodukter og tusind andre mærkværdigheder på badeværelset.

Sømanden har valgt at kalde det hele for mascara.

-hvem ejer det mascara der ligger og flyder ude på badeværelset, spørger han jævntligt tøserne om, så ved de godt, at det kan dække over mange forskellige ting.

Og jeg elsker det.

Ikke rodet på badeværelset, men alle produkterne.

Hårlakken, marcaraen, øjenskygger i alle farver, røde læbestifter, krøljernet, cremerne og parfumerne.

Jeg synes, at det er skidesjovt at lege med, og sommertider er det bedste ved festen, når makeuppen skal lægges og håret ordnes.

Så ja, jeg er forfængelig, og du må gerne kalde mig pudderdåse, dulle og sminkekrukke.

For det passer sgu meget godt, og der er vel ikke noget galt i at være forfængelig.

Forfængelighed har jo mange ansigter og kan handle om alt fra indretning af hjemmet, børnenes præstationer, arbejdsindsats og ikke mindst, det vi ikke fortæller til andre.

Det handler jo i bund og grund om at fremstå fra sin bedste side, præsentere sig selv og fremstå bedst mulig.

Men et eller andet sted på vejen, er det blevet vedtaget, at den forfængelighed der handler om makeup og hår, er den laveste form for forfængelighed.

Den man griber til, når der ikke er andre muligheder.

-skal du nu male dig igen, som min mormor engang sagde, da jeg kom mascara på, inden vi skulle ud af huset.

Og ja, det skulle jeg.

Igen.

Og det bliver jeg ved med.

Ligesom jeg bliver ved med at gå i kulørte kjoler, krølle mit hår og bruge store øreringe.

Og det gør ikke noget, at I kommenterer det.

Både jer der henvender jer direkte, jer der tror, at jeg er døv og derfor ikke kan høre at I hvisker, og jer, der kigger sigende på jeres bedste veninde.

-nu skal du ikke grine, kommandere en kvinde spidst til hendes mand og nikkede i min retning, da sømanden og jeg i sommers boede på et hotel og deltog i morgenbuffeten.

-jeg griner ikke, svarede manden langmodigt, jeg kigger bare..

Og vi skilte os nok også lidt ud, sømanden og jeg, der ved morgenbordet, imellem de praktiske frisurer, stumpebukserne, velcrosandalerne og en meget udpræget mangel på farver.

Og man må heldigvis klæde sig som man vil i dette land, men jeg vil vove den påstand, at det også er udtryk for forfængelighed, når man for enhver pris vil undgå at skille sig ud.

Eller når man gerne vil signalere, at man da i hvertfald ikke går op i sit udseende.

Eller når man ikke vil indrømme, at man er forfængelig.

Så I er velkommen til at kigge, snakke, pege og glo med åben mund.

I må godt synes, at jeg er for meget, for kulørt, og for festlig klædt til en mandag morgen.

I må godt spørge om jeg er klædt ud, på vej til sølvbryllup eller om min livret er burger, fordi jeg har en polkaprikket kjole på!

Så skal jeg nok lade være med at spørge jer, om jeres valg af tøjstil, frisure og manglende makeup.

Det er jeg nemlig alt for forfængelig til!

Xxx

Lyt engang

Prøv at lytte.

Vær stille et øjeblik, hold vejret og lyt.

Kan du høre det ?

Derude i horisonten.

Det er julemusikken, der er begyndt at sende sine sprøde toner ud i universet.

WHAM!, Band Aid og Bing Crosby begynder snart at oplade deres røst og ord som white, christmas og snow er på vej til at strømme ud af højtalerne, som lynghonning på en ostemad.

Og jeg glæder mig.

Sømanden glæder sig knapt så meget.

Faktisk er han allerede en lille smule presset, ikke så meget over gaveindkøb, madlavning og planlægning.

Mere over min trang til at høre de samme julemelodier igen og igen.

Og igen.

Og igen.

For mig; en fredfyldt aktivitet som masserer den gode stemning og fylder huset med hygge.

For ham; en tvangsidiotisk handling, som bestyrker hans gryende mistanke om, at hans kones maniske juleri er taget til i styrke. Krydret med bekymringer og tanker om, hvad fanden der nu er indkøbt af glimmerskrammel til overpris, hvor mange lyskæder en stikkontakt kan trække og hvornår ragelset skal på loftet igen.

Imens jeg begejstret hjembringer glimmer, glaskugler og gamle bøjede piberensernisser fundet på et loppemarked.

Jeg elsker det hele.

Og de der regler med, at julen er rød, grøn og hvid, at kulørte lamper er dårlig stil og naturlig pynt er pænest, er ikke rigtigt noget for mig.

Smag og behag er jo som bekendt forskellig, og folk må gøre som de har lyst til, men jeg bliver bare så træt, når folk opfinder deres egne regler og bagefter påstår, at det er universelle regler, som alle skal overholde.

For der er jo så meget julegejl derude. Og hvorfor skal man lade noget ligge, bare fordi det ikke overholder julepynts-reglementet .

Det er jo ikke noget med politiet.

De kommer jo ikke og banker på døren med strenge, alvorlige ansigter og noterer i deres sorte bøger, imens de kigger misbilligende på dit pink plasticjuletræ.

Politiet er faktisk fløjtende ligeglade.

Og det er jeg også.

Med andres mening, altså.

For her i huset har julen alle farver, glimmeret hældes ud i lårfede stråler og jeg ønsker mig et pink plasticjuletræ.

For sådan kan jeg lide det.

Og det er jo mig, der bor her.

Og sømanden?

Han hjembragte forleden en glaskugle, formet som en syltet agurk.

Det er da true love.

Xxx

Lange meloner

-se, sagde den yngste af tøserne og pegede på de to butternut-meloner der lå på køkkenbordet, det ligner et par lange bryster!

Så stod vi der og kiggede lidt på de lange meloner, som lå til skue der på køkkenbordet, og måtte jo unægteligt give hende ret.

De lignede et par bryster, hvor tyngdekraften havde vundet og trukket nedad, hvorved brysterne var blevet smallest på midten og lidt mindede om to ottetaller.

Og sådan kommer bryster jo i mange størrelser og former.

Til stor bekymring for de fleste kvinder, som bruger timer på at spekulere over, om de nu er den rigtige form, størrelse og fasthed.

Og til stor glæde for de fleste mænd, som bare synes det er fedt, at han er i samme rum som en kvinde, og endnu federe, hvis han er i samme rum som en nøgen kvinde.

Og helt apropos, så hørte jeg et indslag i radioen, hvor en kvinde var bekrymret for hendes bryster, som var begyndt at hænge lidt efter en graviditet. Og kvinden og hendes kæreste havde åbenbart et af disse forhold, hvor man altid – ALTID – er helt super ærlige overfor hinanden.

(- måske er jeg oldschool, men jeg synes godt nok, at det lyder trættende, altså det med altid at være ærlig)

Så da hun havde spurgt kæresten, om han syntes, at hendes bryster var begyndt at hænge; så gæt lige hvad hans svar var ?

Prøv at gætte !

Det er her, at alt ærlighed skal smides overbord og den hvide løgn skal hives op af tasken.

Lyv, for satan, lyv.

Kvinden har lige født dig et barn, og selv om du er ligeglad med at hendes bryster hænger, og synes, at hun er den smukkeste kvinde på jorden, og I har aftalt, at I for evigt skal være helt super ærlige overfor hinanden, så er det nu, du skal lyve.

Det er altså bare et godt råd fra en kvinde der har været gift i 25 år, født tre børn ved kejsersnit, er opereret i maven og har ar i ansigtet efter et hundebid. Jeg kan ligeså godt sige det som det er; der er ikke noget der peger opad.

I hvertfald ikke uden hjælp.

Altså på mig, sømanden står for egen regning.

Og jeg er da heldigvis gift med en mand der er pissegod til at lyve.

Jeg spørger jo ikke for at få et ærligt svar, for det svar kender jeg jo godt.

Det er jo bare at kigge i spejlet!

Jeg spørger jo for at blive bekræftet, anerkendt, begæret, elsket…

Og jeg ved godt, at frie, selvstændige, stærke kvinder ikke skal være afhængige af bekræftigelse fra mænd, men hvile i sig selv og alt det, men engang imellem så er det bare rart, at nogen tager alle bekymringerne og putter dem i en bøtte med låg på, og låser den inde i et skab.

Nogen gange er det bare rart med en lille hvid løgn, et stort kram og et uærligt svar.

Nogen gange, er det bare det, man har brug for.

Og kvindekroppe kommer i alle former og størrelser, og der er jo heldigvis en til os alle, som min mormor altid sagde.

For det handler ikke om størrelse på det ene eller det andet, vægt, højde eller symmetri.

Det handler om at give den gas.

Det handler om at turde være her lige nu, gøre det man har lyst til og være her.

Tilstede.

For man kan selvfølgelig altid få hjælp til at stramme op, hive ind, løfte og fylde ud. Der er uendeligt antal muligheder, det er et frit land og man skal gøre, som man har lyst til.

Men med mindre, at det lige præcis er i dag, at du skal på operationsbordet, så kommer det jo ikke til at ske idag.

Så den krop du vågnede med i morges, er også den krop du går i seng med i aften.

Så skal vi ikke lige se at få det bedste ud af det.

Xxx

Natteroderi

Jeg vågnede i nat.

Ganske pludseligt og med en akut tissetrang.

Der var ingen vej udenom, så jeg stod op og listede ud på toilettet.

Bagefter smuttede jeg ind i sengen igen, parat til at slumre de sidste timer væk under den varme dyne.

Men den indfandt sig ikke rigtigt, søvnen.

Selvom jeg vendte mig ti gange, rystede min hovedpude og kørte op og ned med hovedgærdet, så skete der intet.

Jeg lå bare der i mørket og ventede på søvnen.

Så meldte sulten sig.

Aggresivt og voldsomt.

Jeg blev lysvågen, maven rumlede og faktisk fik jeg en lille bitte smule kvalme, af ren og skær sult.

Og det var ikke fordi jeg ikke havde fået aftensmad.

For det havde jeg.

Jeg havde også fået en aftenssnack.

To faktisk.

Så lå jeg der i mørket, og spekulerede over årsagen til min voldsomme og pludselig sult.

Overgangsalderen, bændelorm og dårligt stofskifte var alt sammen muligheder, som min hjerne lynhurtigt bryggede sammen og kogte suppe på.

Til sidst besluttede jeg mig tage skeen i den anden hånd og gøre noget ved sagen.

Jeg slog dynen til side og troskede ud i køkkenet, hvor jeg tændte lyset og fandt en overmoden banan.

Så stod jeg der.

I et oplyst køkken.

Klokken tre om natten.

Og spiste en banan.

Nøgen

Og tænkte på, at det var godt, at naboen ikke arbejder i natteholdsskift.

xxx

Ren glæde

-SE!

Brølede sømanden og trak noget orange stof op af en pose, hjembragt fra den lokale genbrug.

– se, jublede han endnu engang, sikke et fund!

Det orange stof blev stolt foldet ud, og et afrikansk mønster i orange, gule og røde farver åbenbarede sig på det ret store stykke bomuld.

Han holdt stoffet ud i strakt arm og viftede blæret med det i luften.

-hvad er det? spurgte jeg forundret, da min hjerne ikke kunne koble det afrikanske mønster med sømandens utilslørede glæde og noget der mest af alt mindede om en dug fra 70’ernes forgangne hippiedage.

– det er da en djellaba, hylede han og forsøgte at presse den ned over hovedet på mig.

-du kan sikkert også passe den, råbte han ivrigt, den er skide fin!

Da det ikke lige umiddelbart kunne lade sig gøre at skrue mig i de orange gevandter, trak han omgående blank inde på stuegulvet og iførte sig det hjembragte klenodie.

Så stod han der i stuen, iført fuldskæg, tatoveringer og en gulvlang djellaba.

I orange.

-fuck, den er fed, sagde han tilfreds, imens han vred sig i forskellige positioner, for sådan rigtigt at mærke den ubegrænsede bevægelighed, som det nye klædestykke gav mulighed for.

-den er da skøn, skat, sagde jeg, og sådan dejligt frisk i farven. Men hvad skal du bruge den til?

-til at stege fisk i, råbte han og drønede ud i køkkenet, for at afprøve sit nye fund i de rette omgivelser.

Og så sad jeg der i min lænestol, endnu engang sat til dørs af sømandens helt egen logik og praktiske sans.

For i hans familie er der nemlig en lang tradition for at stege fisk iført underbukser.

Fordi; når der steges fisk, så kan tøjet komme til at lugte af stegt fisk, hvilket betyder, at det skal vaskes bagefter.

Det er selvfølgelig frås, sådan at vaske tøj, hvis det ellers ikke trænger, så derfor strippes der ned til underdrengene.

Men så er der problemet med sprøjt fra panden, hvilket kalder på et forklæde.

Så derfor steges der fisk i underbukser og forklæde.

En forbavsende, men yderst praktisk kombination.

Især når der er sæson for småmakreller.

Men nu har sømanden fundet det perfekte stykke tøj, som løser alle problemerne på en gang.

Let, luftig og praktisk.

Og orange.

Men jeg tror nu, at jeg alligevel kommer til at savne synet af sømanden iført underbukser, forklæde og palet.

xxx