Måned: maj 2022

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, så lavede jeg en kop kaffe, tog min telefon og satte mig ud i gårdhaven.

Op med fødderne, frem med telefonen, klar til lidt afslapning.

Jeg var lidt på facebook, lidt på instagram og lidt på facebook igen.

Så var det, at jeg så det.

Det var en reklame for et firma, som meget elegant fremviste det nyeste produkt.

En lille stofpose var det.

4 gange 8 centimeter.

Posen var fyldt med tørrede lavendler og kunne lukkes med en snor i kontrastfarve.

349 kr.

Det var simpelthen prisen.

Trehundrede-niogfyrre-kroner.

Vi prøver lige igen.

349 kr.

Meget sympatisk var poserne var lavet af resterne fra deres tørklædeproduktion, så der var jo ikke engang fordi, at de skulle indkøbe nyt stof for at producere de poser.

De havde det allerede i forvejen.

Sådan en bette rest, der lige var fræset igennem på symaskinen.

De havde så godt nok fået en kunstner til at lirre det op, selvom det måske lige var lidt svært at gennemskue opdateringen.

Men der var garanteret tænkt store tanker.

Lavendlerne var så håndplukkede.

Det annoncerede de stolt i produktbeskrivelsen.

Hvilket ikke rigtigt kommer bag på en jyde.

For hvor meget lavendel skal de egentligt bruge til sådan et par poser på 4 gange 8 centimeter.

Det kan da ikke dreje sig om flere tons.

Allerhøjst et par hundrede gram, vil jeg tro, så der jo ikke rigtigt nogen grund til at trække mejetærskeren ud af garagen.

Til gengæld var poserne både upcycled, sommerfuglevenlige og helt ubeskrivelige unikke.

Og det er jo et dejligt produkt.

Sådan en lavendelpose.

En gammel klassiker, lige til at putte ned i underbukseskuffen.

Men 349 kr.

Så er den satme også betalt, som vi siger i nordjylland.

Men godt købmandsskab er det.

Og en lille smule kejseren nye klæder.

xxx

Jeg har et krater ved mit højre øre.

Det er på størrelse med en mindre svensk skovsø.

Og så dybt, at man nemt kan lave et hovedspring uden at brække nakken.

Jeg viste det til sømanden.

Først var han interesseret.

Tog læsebriller på, og alt muligt.

Rejste sig op og stirrede intenst på skovsøen.

Lige umiddelbart var han ikke skide imponeret.

En lille prik kaldte han det.

En prik`!

Jeg tvang ham til at mærke på det.

Han duttede med fingeren.

-argh, sagde han og trak lidt på smilebåndet, -det er vist ikke rigtigt noget.

-du mærkede ikke rigtigt efter, argumenterede jeg, -du skal ikke dutte, du skal stryge, sådan lidt følsomt.

Jeg demonstrerede omhyggeligt, men sømanden havde allerede mistet interessen.

Jeg kunne helt tydeligt mærke det enorme hul, og kom til at tænke på en film, jeg så for flere år siden, hvor der boede en helt lille landsby i et aflåst bagageskab på en togstation.

Jeg foreslog sømanden, at der boede en hel landsby i mit afgrundsdybe hul lige ud for mit højre øre.

Sømanden rejste sig op og gik ud i haven for at tisse.

Så sad jeg der alene tilbage i stuen, helt opslugt af mit selvopfundne drama.

Så var det at jeg kom til at tænke på min lilletå.

Neglen kan godt vokse lidt skævt, og pludseligt blev det uopsætteligt at tage strømpen af for at følge med i udviklingen.

-hvad laver du nu?

Sømanden satte sig i lænestolen med et lille suk.

Måske rullede han også lidt med øjnene.

Bare lidt.

Jeg følte hypokonderens åg på min skuldre.

-åh, ikke noget.

Jeg tog strømpen på og så sad vi lidt og kiggede på James Bond, der løb som en gal i ført smoking og blanke sko.

Han kan jo løbe åndsvagt hurtigt, ham James.

Han virker ikke umiddelbart som en, der døjer med huller ved højre øre eller skæve lilletånegle.

Til gengæld har han det fuldstændigt som prins Andrew. Han sveder aldrig.

Da James havde løbet op og ned af gader og vej i en rum tid, spurgte sømanden, om jeg ville med i seng.

Og det ville jeg gerne, for det gode ved en James Bond film er jo, at man altid kan se resten en anden gang.

For godt nok løber han stærkt ham James, men det kan godt føles, som om han løber lidt i ring.

Desuden var klokken kvart i ti, og vi skulle jo både børste tænder og kyle katten ud, inden vi blev alt for trætte.

Og så havde vi også lidt ondt i ryggen, jeg var lidt stiv i nakken og sømanden stirrede intens på sin finger, hvor han måske, måske ikke havde en flis.

Så tog vi brillerne af, børstede tænder og haltede i seng.

Så må vi jo håbe, at det bliver bedre i morgen.

xxx