Nye vaner..

Sømanden og jeg har fået en ny vane.

Og nye vaner er vigtige, for med nye vaner følger udvikling, forandring og nye tider.

Og når man, som sømanden og jeg for nylig har passeret 24 år bryllupsdag, (Jeps -det er sølvbryllup næste år) så er det vigtigt at finde på nye ting sammen. Gøre nye ting, skabe nye ting, grine sammen og flytte sig en lille bitte smule.

Så vi er begyndt at aftenbade.

Nu er vi jo omgivet af strand på næsten alle sider, så konceptet er ret enkelt.

Efter aftensmaden så ligger sømanden sig ind foran fjernsynet i 25 min. Jeg tosser lidt rundt i haven, og tøserne lukker sig inde på deres værelser.

Når de obligatoriske 25 minutter foran fjerneren er passeret, så materialiserer sømanden sig på terrassen. Han står lidt, kniber øjnene sammen imod solen, klør sig i skægget, hiver lidt op i bukserne og siger så: “Nå, vil du med?”

Og det vil jeg gerne.

Så smutter vi i badetøjet, smider et håndklæde i cykelkurven og drøner ned på stranden.

Det er famne lækkert at få sådan en aftendukkert.

Der er som oftes ikke andre end os, og så dykker vi og flyder rundt i vandet i en 10 minutters tid og bare nyder det.

Så en aften, fik sømanden den ide at smide badebukserne.

Inspireret  af ham, så smed jeg bikinien.

Vi var ude i vandet og der var ikke andre.

Det er dejligt at bade nøgen, men også lidt mærkeligt, for alting flyder opad!

Tilsynekomsten af andre badegæster gjorde, at vi tog badetøjet på, imens vi var i vandet.

Ingen skade sket.

Men så var det, at vi kom til at tænke på hvilken skade der kunne ske?

Da vi var unge i 80’erne, var det jo helt naturligt at bade nøgen, eller i hvert fald topløs. Vi købte jo kun bikinitrusserne, eller bunden, som det hed dengang, for toppen, den brugte vi jo ikke alligevel.

Det var også dengang at børn i førskolealderen bare var nøgne på stranden, og sådan var det.

Men så skete der noget op i gennem 00’erne.

Folk blev bornerte, generte og skamfulde.

Måske er det den teknologiske udvikling og den evige tilstedeværelse af et mobilt kamera, kropsidealer og ideen om at folk skal passe ind i en norm, opfundet af selvfede fitness-guruer med patent på sandheden og en skabelon til den rigtige krop.

Måske.

Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at det er lækkert at bade nøgen.

Jeg ved, at det er skønt at smide det våde badetøj i sandet,  og stå lidt for at lufttørre, inden man trækker i tørt tøj.

At det er dejligt, at nyde aftenssolens sidste stråler på hele kroppen, uden at trække maven ind og  bekymre sig om andres menneskers holdning til min krop.

Heller ikke, selv om der er andre gæster på stranden, der tydeligvis kommer lidt i tvivl om deres egne øjne, og ville ønske, at de havde taget en kikkert med.

For det er pissesundt at være i sig selv.

Ja, min store hvide røv lyser op dernede på stranden, og ja, min krop lever ikke op til idealet og nej, jeg synes ikke det er pinligt at være nøgen.

Det er ikke seksuelt, det er ikke pinligt, det er bare nøgen.

xxx

 

 

 

Cykleri

Kender I den der med, at man cykler i modvind, iført tøj af tynd kvalitet, og bare kan mærke hvordan stoffet smyger sig om kroppen, ind i alle folder og synliggør ting, som man ellers gør sig umage for at skjule.

Når jeg cykler i en tynd sommerkjole, så føler jeg nogen gange, at jeg ligeså godt kunne være nøgen!

– og jeg forsøger forgæves at trække lidt ud i kjolen, sådan drapere den kamuflerende og diskret, udover mavens manglende muskulatur og bløde områder.

Men to tramp i pedalerne senere, så sidder det hele igen som var det limet på.

Skammer jeg mig over min krop?

Det synes jeg egentligt ikke jeg gør, og hjemme på matriklen vandre jeg fuldstændigt upåvirket nøgen rundt.

Faktisk i sådan en grad, at den ældste af tøserne, i sin konfirmationstale, titulerede sømanden og mig, som sine ” lidt for nøgne” forældre!

Men tager jeg tøj på, og bevæger mig ud i offentligheden, så starter der automatisk en afdækningsmanøvre. Ting bliver fremhævet, og andre ting bliver skjult, for at opnå det bedst mulige resultat.

– og så er det jo bare pisseærgeligt, når sådan en cykeltur ødelægger illusionen.

For på en eller anden måde, så har jeg åbenbart et behov for at opretholde en illusion over for tilfældigt forbipasserende bilister.

Åbenbart er det vigtigt for mig, at de ikke ser mine deller på maven.

Måske fordi jeg har al den tid i verden, når jeg selv sidder i en bil.

Især hvis jeg er passager.

Så kan jeg rigtigt sidde og kigge på dem vi kører forbi.

– og skrue op og ned for radioen. Det bruger jeg faktisk en del tid på. Jeg skruer på radioen og så tager jeg min cardigan af og på.

Og glor uhæmmet og kommenterer højlydt folk, som befinder sig uden for bilens lydtætte rum.

– og jeg er stensikker på, at en masse andre bilister gør det samme.

Selvom det ikke er en undskyldning.

Men hvorfor er jeg så hård en dommer, både overfor mig selv og andre ?

Når jeg kigger på Instagram, og ser overvægtige kvinder, som klæder sig i stramt kropsnært tøj, som ikke bare viser, men også fremhæver de områder der ikke lever op til idealet, så fyldes jeg både af beundring og forundring.

Og misundelse.

For hvordan går de?

Hvordan tør de?

Er det en provokation, en test, en personlig udviklingsrejse, eller hviler de bare så meget i sig selv, at de ikke engang tænker over det?

Og hvor har jeg brugt mange timer af mit liv, på at få min krop til at passe ind, istedet for bare at være i den.

At forme min krop sådan, at tilfældigt forbipasserende bilister ikke finder fejl og mangler hos mig, når de suser forbi.

Hvor er det egentligt åndssvagt !

xxx