Måned: april 2021

Skal vi lave en aftale?

Skal vi ikke lave en aftale?

Vi tager en dag om ugen, det kunne for et eksempel være fredag.

Så gør vi fredagen coronafri.

Vi skal selvfølgelig fortsat spritte af, holde afstand, bruge mundbind og alt det der.

Også om fredagen.

Men vi taler ikke om det.

Vi gør det bare.

Ikke et ord om incidentstal, pcr-test, kurver eller vacciner.

Eller Søren og Mette.

Vi lukker lige den skuffe i, bare en gang om ugen.

Så snakker vi om noget andet.

Sjove ting.

Og hvis du efterhånden helt har glemt, hvad sjov er, så er det noget med at grine.

Så kan vi fortælle sjove historier eller grine af åndsvage vittigheder.

Måske kan vi danse fjollet eller udvikle en ny gakket gangart.

Det eneste vi ikke må om fredagen, er at nævne corona.

Heller ikke i TV-avisen.

Eller på Facebook.

Om fredagen skal det simpelthen være forbudt at komme med radikale holdninger og hjemmestrikkede teorier om corona på de sociale medier.

Jeg forestiller mig, at det bliver en succes.

Et kæmpestort frikvarter.

En pause.

Og corona vil stadigvæk være der.

Folk vil stadigvæk blive syge, testet, vaccineret og alting vil stadigvæk være udmattende trælst.

Men det vil være et åndehul.

Bare lige én dag.

Om fredagen bliver det forbudt at tale om corona.

Det er mit forslag.

Og så kommer der lige en regel mere.

Fredagsregel nummer to.

For når vi ikke kan tale om corona, hvad skal vi så tale om?

Og det er her regel nummer to kommer ind i billedet.

Vi skal tale om noget, der er positivt.

Noget sjovt.

Fun.

Det kan ikke nyttet noget, at vi afløser coronasnakken med emner som skattetryk, mangel på lægeambulancer og snevejr i april.

Så nu tager vi os sammen og graver i hjernebarken efter positive historier.

Og det gør ikke noget, at det er genbrug.

Det gør ikke noget, at vi har hørt historien før.

Bare den er sjov.

For der er jo efterhånden lidt lavvande i kassen med nye sjove og underholdende oplevelser, men så er det jo heldigvis dejligt klimabevidst at recykle.

Så det kan du sagtens .

Hiv en gammel historie frem og underhold det nærmeste publikum.

Og hvis ikke historien er sjov nok, så finder du bare på noget selv.

Og kan du slet ikke huske noget, fra dengang man rent faktisk måtte opleve noget, så kan man altid gribe til telefonfis.

Telefonfis er altid sjovt.

Så skaber man en sjov historie lige der.

Og den historie, om dengang vi lavede telefonfis, den kan man jo altid genfortælle på næste fredag, når vi igen holder coronafri.

For lige nu trænger vi til at grine.

Længe.

Højt.

Og til vi får tårer i øjnene.

Så kan vi altid tale om corona imorgen.

Og det er jo ikke fordi vi går glip af noget på den front.

For når du vågner i morgen, så kan du være helt sikker på, at corona stadigvæk hænger i sofaen med en morgenbajer, som den allersidste gæst der bare ikke vil gå hjem.

For corona går ingen steder.

Men det gør dagen i dag.

Og dagen i morgen.

Så vi skal forsat gøre som vi gør, men derfor kan vi jo godt tale om noget andet.

Bare én gang om ugen.

xxx

Ufatteligt

Der er mange ting, som jeg ikke forstår.

Lavtaljede træningsbukser for et eksempel.

Hvad er meningen med dem?

Prøv lige at lave gymnastiske øvelser i sådan et par lavtaljede bukser.

Jeg foreslår squat.

Eller lounges.

Du vælger.

Forestil dig lige det.

Bar-øv, ikke bar-røv, bar-røv, ikke bar-røv.

Jeg fatter det ikke.

Man mister jo fuldstændigt koncentrationen midt i den dyrt betalte og entusiastiske gymnastiktime, fordi man bliver bekymret for, om dem der står bagved, får en helt anden oplevelse, end den de har betalt for.

Sådan har jeg det også med badedragter.

Værsågod, her er det et lillebitte stykke elastisk lommetørklæde med huller.

Så skal det nok holde sammen på det hele, imens du hopper fra vippen og kurer ned af vandrutsjebanen.

Ingen bekymringer der.

Men er er så mange beklædningsgenstande, som jeg ikke forstår.

Sokletter kunne vi også godt indlemme på den liste.

De der bitte små strømper, der kun lige dækker det yderste af storetåen og lige kysser det nederste af din hæl.

Supersvære at få på og umulige at beholde på, til gengæld så er de nemme at få af.

Det er en strømpe beregnet til damesko.

Hvis man da kan kalde det en strømpe.

Jeg vil nok snarere kalde det for at stykke mellemlægspapir.

Og nu vi er i køkkenregionen, hvad er ideen så med klumper i marmelade.

Så sidder man der med sin ostemad og får lyst til lidt marmelade ovenpå, så man stikker forventningsfuldt en ske ned i glasset, også får man sådan et deprimeret bær med op. Geleagtigt, udsplattet og med en hudfarve, der vil gøre ethvert lig misundelig.

Jeg forstår det ikke.

Og hvis man efterfølgende skulle få lyst til en leverpostegsmad med rødbede, hvem er det så, der har besluttet, at låget på sådan et glas rødbede skal skrues så hårdt fast.

Er det et lovkrav?

Selvom man bruger alle de trick man har samlet op fra Ude og Hjemmes husmoderbrevkasse, så giver det åndsvage låg sig ikke en tomme.

Man banker og skruer, pirker med en gaffel og holder det under varmt vand.

Og til sidst, når man er klar til at smadre det møgirriterende glas op ad væggen, så kommer sømanden lige forbi og skruer låget af.

Det er da om muligt endnu mere irriterende.

Akkurat lige så trælst, som når hverdagsting bliver væk.

Når man pludselig ikke kan finde sine briller, sin mobiltelefon, sin læbepomade eller den lighter, som man lige stod med i hånden.

Og man leder og leder, og stemningen nærmer sig hysteri, indtil man opdager, at det ligger på køkkenbordet.

Så bliver man lidt flov og en smule ærekær og insisterer på, at nogen har flyttet på noget, så man ikke kan finde sine ting.

Det med lighteren har sømanden dog fundet en løsning på.

Han har simpelthen lænket en lighter fast til pejsesættet.

Men en halvanden meter lang kæde i rustfrit stål.

Præcis lang nok til at den kan nå ind i brændeovnen og sætte ild til en tændbriket.

-så var det problem løst, meddelte han og fortsatte med dagens gøremål.

Og det er måske ikke verdens største opfindelse, eller den pæneste.

Men den virker.

xxx

Tittebøh

I går købte sømanden en dåse chokoladecigarer.

Det er en stor dåse, der indeholder en masse rør lavet af sprød kiks.

De ligner cigarer eller måske mest cerutter.

Inde i rørene er der så fyldt med nutella.

Altså, de må jo ikke kalde det for nutella, så de kalder det for hasselnøddecreme.

Men vi ved jo godt, hvad de mener.

I går aftens blev chokoladecerutterne så serveret til en portion is med hjemmepisket jordbærguf.

De fleste blev spist.

Resten blev i dåsen til en anden god gang.

Den gode gang er så nu.

Problemet er bare, at sømanden er cyklet en tur rundt havnen.

Og han har ikke fortalt mig, hvor han har gemt de satans cerutter.

Jeg har kigget mange steder.

I skabe og skuffer og oven på køleskabet.

Under viskestykkerne, bagved brødristeren og i skuffen med flåede tomater.

De er væk.

Jeg har gennemsøgt køkkenet, stuen og baggangen, og spekulerer nu over, om han måske har gemt dem i sin undertøjskuffe.

Vil det være for mærkeligt?

Hvor mange steder kan man egentlig gemme sådan en åndsvag dåse chokoladerør?

Hvor svært kan det være?

Åbenbart mange steder og man må påpege, at han er afsindigt god til at gemme chokolade.

Det er i hvert fald sindssygt svært at finde dem.

Men han har jo også øvet sig i mange år.

Cirka 28.

Og så kender man jo efterhånden hinanden.

Og det giver jo både fordele og ulemper.

Fordelen er for eksempel, at man bare kan ringe op på mobilen og brøle tandpasta, så ved personen i den anden ende godt, hvad det betyder.

Man har jo set hinanden nøgne tilstrækkeligt mange gange til, at høftlighedsplasteret er revet af for længe siden.

Altså, man skal da tale pænt til hinanden og alt det der, men nogle gange behøver man ikke så mange ord.

Man gør det bare.

Sætter kaffe over til to kopper, køber den rigtige type havregryn og fortsætter den samtale, som man begyndte på for 3 måneder siden.

Og gemmer chokolade på hemmelige steder.

Personligt har jeg ingen hemmelige chokolade-gemmersteder, for det vil jo kræve, at jeg rent faktisk havde noget chokolade at gemme.

Og det har jeg ikke.

For det vil kræve, at chokoladen overlevede længe nok til at blive gemt.

Og det kommer ikke til at ske.

Ikke på min vagt.

xxx

Fradrag

I gamle dage, da Danmark var et katolsk land, arbejdede man koncentreret med begrebet skærsilden.

Det var det helvede, som man skulle igennem efter døden og inden himlen.

Hvor lang tid man skulle tilbringe i skærsilden afhang af, hvor dumt et svin man havde været på jorden.

Og man behøvede faktisk ikke at være et specielt stort røvhul.

Bare et menneske.

Som laver fejl, dummer sig og skider i nælderne.

Mens man var i live, kunne man gøre nogle ting, som betalte af på gælden på forhånd, og dermed forkortede tiden i skærsilden.

Et slags fradrag om man vil.

Man kunne betale for opførelsen af en ny kirke.

Stort fradrag.

Man kunne kravle på knæene op til kirkedøren.

Lille fradrag.

Man kunne også gøre gode gerninger.

Hjælpe de fattige og den slags.

Men kirken foretrak dog kolde kontanter, for som de sagde: “Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af Skærsilden springer.”

Og for sin sidste skilling kunne man så købe et afladsbrev, en slags kvittering, som bevis på at vejen til himlen var blevet en lille smule kortere.

Nu er jeg ikke katolik.

Men evangelisk-luthersk bekvemmelighedskristen.

Her har vi lidt mere fokus på tilgivelsesbegrebet.

Og jeg betaler troligt min kirkeskat, går i kirke til jul og synger lystigt med på salmerne, men er det nok?

Hvad nu, hvis Martin L. tog fejl og skærsilden findes?

Har jeg så skaffet nok fradrag?

Har jeg gjort nok gode gerninger?

Har jeg lidt nok?

Det må da give en lille smule fradrag for hver gang, at man beder sine unger om at samle de våde håndklæder op fra badeværelsets gulvet.

For alle de gange, man fået serveret og drukket elendig lunken kaffe.

For alle de gange, man har kigget oplagt på andre folks superspændende feriebilleder.

For alle de gange, man har lyttet interesseret og høfligt til folks hjemmestrikkede teorier om dette og hint.

For alle de gange man ikke har gebet et gevær og skudt folk, der der siger: -nu er jeg jo ikke racist, men…

For alle de gange man har købt en avokado, fordi man troede, at den var moden.

Men det var den ikke.

For alle de gange, man har skulle gætte, hvad fanden folk nu er sure over.

For alle de gange, man har hørt folk fortælle om, at de ikke kan lave nummer to, når de er på ferie.

For de kan ikke lave det, men de har åbenbart ingen problemer med at tale om det.

For alle de gange, man stirret olmt på en printer, for at finde ud af, hvad der er nu galt med den åndsvage maskine.

For alle de lejlighedssange man har sunget.

For alle de gange man har stået i en helt sindssyg lang kø ved et ishus, og personen foran dig, først begynder at overveje hvilken smag de måske, måske, kunne tænke sig at få i deres kræmmerhus med to kugler, når de er nået helt op til skranken. Hmm, hvad kunne de så tænke sig i vaflen. Nej, vent lidt, måske vil de hellere have et bæger og hvordan smager isen med appelsinsmag egentlig?

Appelsin. Den smager af appelsin.

For alle de gange.

Det må da give en lille smule rabat.

Bare lidt.

Ellers så må jeg jo bare bide i det sure æble og tage elevatoren ned kælderen.

xxx

Knæhøj karse

Jeg bor på en vej, der forgrener sig ud i en masse små blinde veje.

Ved siden af ligger der en anden vej, fuldstændigt magen til.

Ind imellem de to veje er der et indviklet stisystem.

Med små grønne firkanter, en masse træer og en hengemt fodboldbane.

Et eller andet sted, dybt inde i hjertet af kommunens afdeling for vedligeholdelse af grønne områder, blev der sidste år taget en beslutning om at være lidt mere klimavenlige.

Derfor er Park og Vej begyndt på en ny strategi.

De slår ikke alt græsset.

Kun udvalgte områder som foldboldbanen og enkelte gangstier bliver fræst over af slåmaskinen.

Så har de sået blomster og forsøger i det hele taget at gøre området lidt mere naturligt og dyrevenligt.

De har også sat pædagogiske plancher op.

Der er bare det, at der her i kvarteret findes der folk, der simpelthen ikke kan sove om natten, hvis ikke græsstråene er nøjagtigt lige høje.

Det graver i deres sjæl, som en halsbåndsmus i en hengemt hasselnød.

De kan ikke klare det.

Så derfor står de op om natten og slår græsset.

Bare lige det stykke udenfor deres eget stakit.

Så er det i hvert fald ordnet.

Der er også en enkelt beboer, der vander rundt om kommunens træer med noget væske af ukendt oprindelse. Sådan, at der rundt om træerne er en fin brun ring af blotlagt jord.

Så ser det nemlig pænest ud.

Det har de vedtaget på “Mødet for Retningsliner for Havehold i Parcelhusområder”.

Der bliver vedtaget mange regler på det møde.

Og der er mange stærke holdninger om græslængde, stakitmaling, visne blade og tvangspræget kørsel med haveaffald til lossepladser.

Vigtige ting.

På det møde laver de også en årlig liste over dem, der ikke holder deres have.

Altså på den rigtige, pæne måde.

Og det står i vedtægterne, hvornår en have er pæn og velholdt.

Hvis du var i tvivl.

Og der er virkeligt meget, som de brænder for på det møde.

Hækken skal være klippet, bedene luget og revet med et tydeligt mønster i den blotlagte jord. Alt afklippet materiale skal køres på lossepladsen og der skal være rengjort imellem fliserne.

Så begynder det at ligne noget.

Så skal havemøblerne skrubbes og der skal sættes to krukker foran hoveddøren.

En lille og en stor.

Havens træer skal helst stå vinkelret, der skal luges under hækken og hvis naboens træer understår sig i uvedkommet drysseri, så er der en mulighed for konfliktoptrappende adfærd.

Det er nemlig alvor.

For tænk, hvis der kom en revne i den pudsede facade?

Hvis græsset fik lov til at gro, planter fik lov til at sprede sig og mosset listede sig ind i græsplænen.

Hvis naturligt forekommende planter fik lov til at være, i stedet for at få en ordentlig tur med brænderen.

Måske blev det lidt hyggeligere?

Mere afslappet.

Måske.

Men hvem har lyst til at tage den chance?

Folk kunne jo tro, at man ikke var rigtigt klog?

xxx