Kend dig selv!

Har du nogensinde prøvet at google dig selv?

Sådan lige tastet dit navnet ind i søgefeltet og trykket søg, bare for at se hvad der sker?

Det har jeg gjort engang.

Og da jeg ikke kender andre med min navnekombination, var det med en klar forventning om, at fotos og oplysninger om mig selv ville dukke frem på skærmen.

Det skete bare ikke.

For jeg har åbenbart en navnesøster i Amerika.

Som var blevet anholdt for at banke sin mand og to sønner med en stegepande.

I en trailerpark.

Politiet var blevet tilkaldt af nervøse naboer, og havde efterfølgende trukket hele familien med på stationen.

Det hele var omhyggeligt beskrevet i en avisartikel, som også var prydet med mugshots af hele familien.

Kvinden med stegepanden optrådte som den første, med langt permanentet hår, et markant underbid og ondskabsfuldt udtryk i øjnene.

Her efter fulgte fotos af hendes granvoksne sønner, der virkede både forskræmte, forslåede og lidt forvirrede.

Til sidst var der et foto af hendes trætte mand, med blåt mærke i panden, et træt blik i øjnene og et stort hvidt overskæg, der hang opgivende ned af hagen.

Nogen gange så tænker jeg på hende, min navnesøster, der over i Amerika.

Hvordan mon hun har det?

Hvordan ender man der, hvor man tæver to granvoksne sønner og en mand med en stegepande?

Er det noget hun gør tit, eller fik hun bare nok den dag?

Den anden dag fik jeg så en sms fra min veninde. Hun havde, ved et tilfælde, fundet en af mine andre navnesøstre, en webmaneger for fodboldklubben Brøndby.

Trods alt i den mere normale ende af skalaen.

Så nu er vi tre.

Måske skulle vi lave en klub?

xxx

Sov godt!

Sømanden har sendt mig til lægen.

Efter mange søvnløse nætter og intens søgen på internettet, mener han, at jeg lider af søvnapnø.

Tilsyneladende ligger jeg og holder vejret i lange perioder om natten, hvorefter jeg intenst og højlydt gisper efter luft.

Herefter vender jeg mig om på siden og sover fredeligt videre, imens han ligger lysvågen og venter på det næste anfald.

Desuden påstår han, at jeg begyndt at snorke og når det så toppes med mine mange og livlige mareridt, så er det en cocktail der betyder, at sømanden er begyndt at længtes efter en god nats søvn uden afbrydelser.

Det har taget mig lidt tid at anerkende muligheden for en diagnose, også fordi der rammer min forfængelighed, når han påstår, at jeg snorker.

Det er bare ikke lige det billede, jeg havde af mig selv.

Men så læste jeg, at Susse Wold også lider af søvnapnø, og som følge deraf har belastet sit hjerte.

Tilsyneladende har det noget at gøre med bløddele i ganen, og kan ramme alle uanset størrelse, vægt og alder.

Således informeret og opmuntret, bestilte jeg tid ved lægen.

Hun var faktisk lidt i tvivl proceduren, og bad mig om at bestille tid hos en øre-næse-hals-læge.

Så et par måneder senere ramte jeg venteværelset hos en øre-næse-hals-læge, hvor jeg sad og ventede blandt gamle ugeblade, en rodekasse med legetøj og de der koboltblå stole, som åbenbart er et krav, for at få lov til åbne en lægeklinik.

Jeg nåede lige at tænke over det med alle de udenlandske læger og deres kommunikations vanskeligheder, da en Laudar blev kaldt ind til konsultation.

Jeg rejste mig og fulgte efter den unge, kvindelige læge.

Efter lidt snak frem og tilbage, suppleret med lidt fagter, greb hun en metal dims og begyndte kigge i min hals.

-sig arh, sagde hun.

Så det gjorde jeg.

Sagde arghhhh.

Også sad vi der, sådan helt tæt på hinanden, mig med en metaldims i munden, og hende med et koncentreret blik på min drøbel.

-din garne hænger som gardin, konstaterede hun så, og tog dimsen ud af min mund.

-hva’, udbrød jeg, og var helt ærligt lidt forundret.

Som gardin!

Herefter fulgte et par andre undersøgelser, som bekræftede problemet.

Til sidst rullede hun lidt tilbage på stolen, lagde armene over kors og foretog en samlet vurdering.

-men du også har fedtdepot på hals, meddelte hun så og lagde hovedet på skrå.

-Fedtdepot på hals, gentog jeg og blev helt panisk ved tanken om en ny mystisk sygdom.

Hun kneb øjnene lidt sammen.

-måske du tabe nogle få kilo?

-årh, ja, tænkte jeg, det er vist ikke gjort med nogle få kilo, men den leg kan vi da godt lege.

Herefter fulgte en længere samtale, indtil vi fik opklaret, at Ålborg sygehus vil indkalde mig til yderligere undersøgelse via e-boks.

Også blev jeg hældt ud på gaden igen, og stod lidt der, med mit fedtdepot på hals.

Så nu venter jeg på besked i e-boksen, sømanden må vente lidt med den nattesøvn, og måske skulle man bruge ventetiden på at gøre noget ved den fedtdepot på hals.

xxx

Hvor svært kan det være?

Noget af det der kan fylde, når man er forældre til børn i børnehave-og skolealderen er den uendelige mængde af tvangssamvær.

Rækken af spiseaftner, julearrangementer, halloweenfester, forældrefester og sportsbegivenheder kan virke som et uoverskueligt bjerg af endeløs smalltalk, timer på hårde plasticstole og en konstant skæven til uret, for at se, om klokken for hulen da ikke snart er 21, så vi kan komme hjem.

Det boomer især omkring juletid, hvor mængden af arrangementer med lunken gløgg, stenhårde pebernødder, pakkespil og slatne æbleskiver hurtigt fylder kalenderen.

Her i huset toppede vi for et par år siden, hvor vi nåede 11 pakkespilsarrangementer i december.

11

Det er et hver anden dag lige indtil juleaften!

Til sidst tog jeg mig selv i at brøle til ungerne, at de ikke skulle åbne gevinsterne fra pakkespillet, men bare hælde hele lortet i en pose, så det kunne genbruges næste dag.

Men for to år siden, skete der pludselig noget nyt i den yngstes klasse.

Det var en forældrefest.

Hvilket i første omgang godt kan lyde som en tør kiks.

Med mad tilberedt i skolekøkkenet og ophængte papskilte med ølpriser.

 Men denne her gang lød konceptet på Running Dinner.

Et koncept, hvor man bliver delt op i hold og skal spise forret og hovedret forskellige steder, og med forskellige mennesker, hvorefter alle mødes, mere eller mindre feststemte for at spise dessert og feste på skolen.

Uden børn naturligvis.

Det kræver så, at der er nogen, der melder sig til at stå for forret eller hovedret i deres privat hjem.

Jeg meldte mig straks til at stå for en forret.

Hvilket fik sømanden til at gå helt agurk.

-du kan jo ikke lave mad, brølede han, og huskede opgivende dengang han måtte skrue komfuret fra hinanden, fordi jeg havde lavet lasagne.

Og det har han jo ret i.

Jeg kan ikke koge et æg uden at google opskriften først.

-og jeg kan godt sige dig, proklamerede han, da han så mit allerbedste fedterøvssmil, jeg hjælper dig famne ikke, den står for egen regning!

Jeg havde ellers kalkuleret med, at han skulle lave maden og stille den parat i køleskabet, så jeg bare skulle trække folien af og stille maden på bordet.

Jeg følte mig slået hjem i Ludo, og ringede til min mor for at få moralsk opbakning.

Hun kan heller ikke lave mad.

-det er da ikke noget problem, meddelte hun, du skal bare hælde en masse sprut på gæsterne, så er der ikke en sjæl, der tænker over det med maden!

Således inspireret drog jeg i Rema1000 for at overveje mine muligheder.

Og de havde mexicanske øl på tilbud.

Og nachos.

Så det blev menuen.

Iskolde mexicanske øl, vodka og nachos.

Sejren var i hus.

Ridende på den bølge af succes, meldte jeg mig endnu engang til at stå for en forret året efter.

Sømanden blev uendeligt træt, og kunne næsten ikke rumme min ukuelige optimisme, men denne her gang havde jeg en plan parat.

Sild og snaps.

Med karrysalat og hårdkogte æg.

Jeg måtte godt nok lige google det med æggene, men ellers var det jo bare at skrue låget af sildeglassene.

Så nu har jeg meldt mig for tredje gang.

Problemet er bare, at jeg er lidt tom for ideer.

Indtil videre er ananasringe med hønsesalat, rejecocktail med kinakål, makrelmadder med mayonnaise og havregryn med rosiner på listen, men det lyder alt sammen lidt besværligt, bortset fra det med havregryn, som bare lyder lidt for tarveligt.

Så nu er jeg gået i tænkeboks, og hvis alt andet glipper, kan jeg jo altid ringe til det lokale pizza-bud, som gerne kommer ræsende på sin sorte scooter.

xxx

Bonus

Kender I det, når man er ved at støvsuge, og så lige pludselig finder et stykke konfetti fra nytårsaften 2005.

Og man kan ikke engang lyve for sig selv, og påstå, at det er fra sidste nytårsaften, for der var man slet ikke hjemme.

-og desuden er årstal på, så det har tilsyneladende opholdt sig i stuen i 14 år.

I dag da jeg støvsugede, sad der lige pludselig en chokoladebar på tværs i mundstykket.

En chokoladebar!

Under almindelig støvsugning af stuen, lød støvsugeren pludseligt lidt mærkelig, og sugevnen var betydeligt nedsat, og en hurtigt inspektion af mundstykket afslørede en chokoladebar med smag af julekiks.

Det udløste en række af spørgsmål, som fx:

1.Hvordan kunne jeg overse en chokoladebar midt på gulvet?

2. Hvor længe har den ligget der?

3.Hvorfor er den ikke blevet spist?

4. Er det ulækkert at spise en chokoladebar, der har siddet fast i støvsugeren?

5.Skal jeg bare skynde mig at spise den og få den for mig selv, eller fortælle historien til resten af familien, og dermed risikere at skulle dele?

6. Hvad ligger der ellers på gulvet?

7.Ligger der andre værdifulde genstande i støvsugeren, -og kan de evt spises?

Chokoladebaren er ikke mere, problemet er løst, og støvsugeren kører fint igen, men hvor er det godt, at jeg ikke måler mit eget værd ud fra rengøringsstandarden i hjemmet.

For så vil det da godt stå skidt til!

I mere end en forstand.

På plussiden, så er det da altid rart at få lidt lækkert til eftermiddagskaffen.

xxx