Værnemidler DIY

SE! Brølede sømanden og væltede ind i stuen, med et stykke sort stof stramt viklet om hovedet.

-nu skal vi ikke være bekymret for at mangle værnemidler, vi kan bare lave dem selv, meddelte han stolt og stirrede forventningsfuldt på mig.

Nu var jeg ikke lige i en situation, hvor værnemidler var akut påkrævet, men det er jo altid dejligt at være forberedt.

Sømanden rankede ryggen og var svært tilfreds med sig selv.

-er det et par underbukser? Spurgte jeg så forsigtigt, efter lidt betænkningstid.

-jep! Råbte han lykkeligt, og drejede rundt om sig selv, så jeg kunne se vidunderet fra alle sider.

-jeg lærte det, da jeg var soldat, konstaterede han, ovenud tilfreds med at kunne aktivere færdighederne fra tiden som marinesoldat.

-når temperaturen faldt, så var det alle mand ind til siden og på med underbukserne, fortalte han, imens han lige blev nødt til marchere et par skridt og stå ret, der midt i stuen.

Herefter fulgte der et lille informativt kursus, hvor jeg blev instrueret i at omdanne et par herreunderbukser til et brugbart værnemiddel, hvor kun øjnene var synlige.

-du må gerne låne et par, sagde han og nikkede flot i retning af soveværelset, du tager bare, – og du må godt tage et par rene!

Altså, hvor heldig kan man være!

Xxx

Karantæne

Så sidder vi her.

Sammen med resten af Danmarks befolkning.

For vi er hverken sundhedspersonale, statsminister eller politibetjente her i huset. Vi er mere dem, der bare skal blive hjemme.

Så det gør vi.

Bliver hjemme i sofaen, hjemme på matriklen, arbejder ved spisebordet, kun afbrudt af strejftogter for at skaffe mad og gåture med passende afstand til andre mennesker.

Imens vi vasker hænder, vasker tøj, vasker samvittigheden og bekæmper trangen til at vaske andres mund med sæbe.

Og keder os.

For sømanden, som har et medfødt højt energiniveau, er situationen særligt presset.

-skal jeg sparke dine briller af med et cirkelspark, spurgte han optimistisk i formiddags, da jeg var ved at gøre badeværelset rent.

For sådan er det, når man er isoleret med familien, og der efterhånden ikkke er mere at fortælle, når selv de mindste oplevelse er gennemtygget, både forfra og bagfra, og der sådan set ikke er sket noget nyt den sidste uge.

Og man har støvsuget under sengen, bagt boller, hæklet en klarklud og set alle film om Hobitten.

Så er det, at man pludselig kommer i tanke om, alt det man kunne være blevet, hvis man havde holdt fast dengang, da man startede til karate, klaver, glaskunst og håndbold.

Og en akut trang til at finde den gamle tennisketsjer frem, begynde strikke, løbetræne og sylte tomater melder sig.

Men det bliver ikke rigtigt til noget alligevel, for dagene glider ind i hinanden, imens man lytter til nyhederne og tæller minutterne til næste måltid.

Sømanden sidder hårdt på snacks-kassen her i huset, og selvom jeg har prøvet med både sweettalk og løfter om tørre tæsk, så bliver der kun åbnet for chokoladeindkøb om fredagen.

-men vi har jo aftalt, at vi kun skal have fredagsslik om fredagen, siger han helt fortvivlet, når jeg skuffet og irriteret spejder efter chokolade i hans indkøbsnet.

Så imens vi venter på næste måltid, den næste kop kaffe og et nyt opslag på de sociale medier, er vi overladt til at underholde os selv.

Så er det, at man pludselig imiterer en flagermus, imens resten af familien optimistisk gætter på kænguru og grævling.

Så er det, at man byder stilheden med oplysningen om, at ens kollega har fået bananpandekager til morgenmad.

Så er det, at resten af familien synes, at det er en spændende nyhed.

Så er det, at man bliver uvenner med sin mor, fordi de har sagt i radioen, at man skal ringe til de gamle familiemedlemmer.

Så er det, at man har hæklet fire klarklude på en uge.

Og haft alvorlige samtaler om kattes sovestillinger, skænderier om hvorfor lighteren ikke er lagt på plads, kigget i gamle fotoalbums og overvejet at lave kunstige blomster af gamle æggebakker.

Påklædningen bliver mere og mere sjusket, håret vikles i en knold og de gode bh’er får lov til at vente. Makeuppen ligger ubrugt i skuffen, man opdager, at man går i uens sokker, bliver forskrækket over sit eget spejlbillede og ser små film på telefonen, om aber i Thailand, der sulter, fordi turisterne ikke længere kan fodre dem.

Så er det, vi rider stormen af.

Hjemme på matriklen.

Det er da det mindste, vi kan gøre, når nu de andre kæmper ved fronten.

Xxx