Værnemidler DIY

SE! Brølede sømanden og væltede ind i stuen, med et stykke sort stof stramt viklet om hovedet.

-nu skal vi ikke være bekymret for at mangle værnemidler, vi kan bare lave dem selv, meddelte han stolt og stirrede forventningsfuldt på mig.

Nu var jeg ikke lige i en situation, hvor værnemidler var akut påkrævet, men det er jo altid dejligt at være forberedt.

Sømanden rankede ryggen og var svært tilfreds med sig selv.

-er det et par underbukser? Spurgte jeg så forsigtigt, efter lidt betænkningstid.

-jep! Råbte han lykkeligt, og drejede rundt om sig selv, så jeg kunne se vidunderet fra alle sider.

-jeg lærte det, da jeg var soldat, konstaterede han, ovenud tilfreds med at kunne aktivere færdighederne fra tiden som marinesoldat.

-når temperaturen faldt, så var det alle mand ind til siden og på med underbukserne, fortalte han, imens han lige blev nødt til marchere et par skridt og stå ret, der midt i stuen.

Herefter fulgte der et lille informativt kursus, hvor jeg blev instrueret i at omdanne et par herreunderbukser til et brugbart værnemiddel, hvor kun øjnene var synlige.

-du må gerne låne et par, sagde han og nikkede flot i retning af soveværelset, du tager bare, – og du må godt tage et par rene!

Altså, hvor heldig kan man være!

Xxx

Åh, elastik

Jeg er på jagt efter en god elastisk underbuks.

Sådan en par, der hverken strammer eller gnaver.

Og jeg er fuldstændigt ligeglad med, om der er en nydelig blonde, om de inspirerer sømanden, eller om det er en delikat silke.

Jeg vil gerne have noget der holder om, holder op og holder fast.

Og som kan kogevaskes.

Og som indeholder en tilpas grad af elasticitet, som gør, at de kan give sig i løbet af dagen.

For det har jeg brug for engang imellem.

Hvorfor er det så svært at finde?

Er det for meget at bede om?

Og når jeg endelig finder en model, som lever op til de fleste kriterier, så lever jeg i underbuksehimlen.

Der hvor jeg står op om morgenen, uden at spekulere over, om jeg har rene underbukser af den gode slags.

Indtil tiden er gået, elastikken er gået og hullerne har spredt sig, og jeg må erkende, at de ikke længere er virksomme.

Og så går den vilde jagt.

Jeg kunne selvfølgelig købe den samme model igen.

Men det er her, at udviklingskonsulenterne kommer ind i billedet.

For de skal jo gøre sig berettiget til deres løn, som min mor altid har udtrykt det.

Så de er jo nødt til at forandre, omforme og udvikle.

Ellers er der jo ingen grund til, at de kommer på arbejde.

Det gør det bare svært at købe det samme produkt to gange i træk.

Og jeg synes egentlig ikke, at det er for meget at bede om.

Underbukser magen til dem, jeg købte sidste gang.

Min svigerinde, grillbarsindehaveren, fortalte forleden begejstret om en underbuksemodel indkøbt i USA.

Ikke nok med at de var behagelige, der var også andre farver end sort og hvid at vælge imellem.

Sådan nogle kunne jeg da godt tænke mig.

Men det er alligevel en lang tur, bare for at købe underbukser.

Så imorgen har jeg lokket sømanden med i A-Z, under påskud af mangel på kattemad og stearinlys.

Så hvem ved ?

Måske er der held i sprøjten..

Xxx