Jeg fik en rød kuffert af sømanden i julegave.
Jeg elsker den.
Den er knaldrød, en passende størrelse og med hjul og alting.
Der er også sådan en låsemekanisme til lynlåsen.
En lille dims der sidder på siden, hvor lynlåshåndtagene kan klikkes i, så lynlåsen ikke bliver lynet op ved et uheld.
Klik-klik siger det, og så forhindres en utilsigtet oplyning.
Man kan også vælge en kode.
3-cifret.
Sådan, at det kun er den person, der kender koden, der kan få lynlåsen til at gå op.
Fabrikken havde på forhånd valgt kombinationen 0-0-0.
Den har jeg beholdt, fordi jeg ved, at jeg omgående glemmer en eller anden fiks kode.
Desuden ville det jo også kræve, at jeg læste brugsanvisningen, og det kommer ikke til at ske.
Og da kufferten skulle i brug forleden, havde jeg faktisk allerede glemt, at det var en lås med en talkombination, og brugte derfor 30 minutter på at lede efter en nøgle.
Derfor var lettelsen stor, da jeg forsøgsvis indledte med kombinationen 0-0-0, og kufferten gik op med et fint lille smæld.
-ha-ha!
Brølede jeg stolt, til sømandens store forskrækkelse og lynede kufferten op, helt imponeret over min egen forudseenhed.
Tilfreds begyndte jeg at pakke, imens sømanden spurgte, om ikke den talkombination var lige lovlig nem at regne ud.
Og det må jeg da indrømme, at den er.
Især fordi jeg glemmer at dreje tallene rundt, når jeg aflevere kufferten i lufthavnen.
Så det er faktisk rigtigt nemt at bryde ind i min kuffert.
Man skal bare trykke på knappen.
Og hvis der er en enkelt, der får den tanke, så tror jeg faktisk, at vedkomne bliver en lille smule skuffet.
Alt det arbejde med at negle min kuffert, slæbe den hjem, smide den på sofabordet og måske brygge en kop kaffe, imens der spekuleres over min yderst hemmelige kode.
Med en varm kop kaffe i den ene hånd, så sætter han sig måske ned i sofaen og forbereder sig på en længere matematisk seance, hvor koden skal knækkes.
Han starter fra bunden med kombinationen 0-0-0.
Trykker på knappen.
Og iagttager målløst, at låsen går op med et lille raskt smæld.
Måske ryster han på hovedet over, hvor dårlige folk er til at passe på deres ting.
Så lyner han langsomt kufferten op, og glæder sig til at finde værdifulde ting og sager.
Det er så her, at skuffelsen sætter ind.
Jeg ejer ikke et eneste stykke mærketøj, mine smykker består af plastik og glimmer, men til gengæld er jeg indehaver af en stor samling mormortrusser.
Brede, elastiske og lidt slidte.
Der ligger også et par bh’er, der snildt kan bruges som indkøbsnet.
Noget udkneppet makeup og en halvflaske hårlak.
Der er ingen tandpasta, den ligger i sømanden kuffert, fordi jeg engang efterlod en næsten ny tube tandpasta på et hotelværelse.
Så nu må jeg ikke længere have ansvaret for Colgate Sensation White.
Herudover tænker jeg, at tyveknægten ville være den heldige vinder af vatrondeller, vatpinde, en gammel hårbørste og en dunk babyolie.
Med pumpe.
Nogle hyggesokker, en t-shirt og en lang batikfarvet tunika.
Lyseblå.
Den er jeg begyndt at tage med på ferie, efter at sømanden påpegede, at det kunne være lettere traumatisk for gæsterne på hotellet overfor, når jeg gik nøgen rundt, uden at trække gardinerne for.
Eller åbnede vinduet i en akut svedetur og ligesom ventilerede det hele.
Derfor medbringer jeg nu en tynd, meget løs tunika, der dækker det meste.
Folk skulle jo gerne komme udhvilede hjem fra deres ferie.
Og hvis du dertil lægger et læs creme, shorts og en negleklipper, så er vi nok ved at være igennem den samlede gevinst.
Så jeg kan godt forstå, hvis han bliver skuffet.
Efter alt det arbejde med at hugge kufferten, slæbe den hjem og op af trapperne.
Måske bor han på sjette sal.
Uden elevator.
Det er faktisk hårdt at slæbe en kuffert så langt.
Hjulene er jo ikke rigtigt til nogen nytte, når der skal stavres på trapper.
Så at låsen er nem at regne ud, er faktisk en lille velfortjent godbid.
En treat.
Til gengæld undgår jeg at blive hidsig, når destinationen er nået og kufferten skal låses op.
Jeg kunne jo godt blive en lille bitte smule irriteret på sømanden, hvis han stod der og trak vejret på en træls måde, imens jeg forgæves forsøgte at komme i tanke om en indviklet talkombination.
Eller ledte efter en nøgle, som slet ikke findes.
Nu skal jeg bare trykke, så går kufferten op, helt af sig selv.
Det er en win-win-situation.
Og en god start på ferien.
xxx