-hvad skal vi have til aftensmad? Spurgte jeg interesseret sømanden, der rumsterede intenst i skuffen med potter og pander.
Han rettede sig op og satte en stegepande på komfuret.
Smed en klat smør på panden og trak en bakke æg ud af køleskabet.
Jeg prøvede igen.
-hvad er du ved at lave?
Sømanden tog en stegespatel op at skuffen, kørte smørret rundt på panden og kiggede på mig henover brillekanten.
-pigerne er ikke hjemme, jeg gider ikke rigtigt lave mad, så du kan få pik og spejlæg.
Den tyggede jeg lidt på.
Smørret brusede på panden.
Sømanden fiskede et æg op af æggebakken.
Det var alligevel en ny kombination.
Altså jeg har da prøvet begge dele, men ikke rigtigt på samme tid.
Sømanden slog æg ud på panden.
-det er faktisk lidt dyrt, meddelte han så.
-pik og spejlæg?
Jeg var lidt forvirret.
Sømanden prikkede med en finger på låget af æggebakken.
-pik kan du få gratis, men æg er jo steget helt vildt.
Vi stod lidt i tavshed og kiggede på, at æggehviderne stivende.
-det er den skøre russers skyld, sagde sømanden så, -alting stiger.
Blommerne begyndte at stivne.
Jeg åbnede køleskabet.
-skal vi have ketchup til?
-ja, sagde han så og skubbede spejlæggene rundt på panden, -og rugbrød.
Jeg begyndte at dække bord.
Til to personer.
Får sådan er det, når ungerne står på kanten af deres eget liv, flytter hjemmefra, har deres eget sociale liv og skal alt muligt andet end at spise aftensmad med deres mor og far.
Så står moren og faren tilbage med en hel masse ledig tid, aftener foran fjernsynet, middage for to og eftermiddage, hvor man grubler over, hvor resten af familien egentlig er.
Så nu skal vi selv til at fylde kalenderen, sømanden og jeg.
Finde på, tage afsted og grave gamle hobbyer og interesser op af kælderen.
Men livet har ændret os, og livet har ændret sig, så vi skal alligevel genopfinde vores liv en lille smule.
For når man i mange år har haft kalenderen fyldt af pakkespil, gymnastikopvisninger, fødselsdage, forældremøder og legeaftaler, så kan man godt blive lidt forvirret over de ledige dage i kalenderen.
Eftermiddage, hvor man ikke rigtigt skal noget, søndag formiddage helt alene og den der med, at man ikke behøver at skynde sig hjem, for de kan godt klare sig selv.
Bortset fra katten.
Den jamrer sig en hel del, leder efter ledige hænder og kaster sig i grams for tilfældige forbipasserende i håbet om at få lidt tilfældig kærlighed.
Den er hudsulten og længtes efter bedre tider, hvor der var leg, børnehænder og putning på programmet.
Og selvom den fuld af selvmedlidenhed kravler op på skødet af sømanden hver aften, så bliver det bare aldrig rigtigt det samme.
Det er nye tider her på matriklen og når man lægger to år i coronafængsel til ligningen, så virker mulighederne endnu mere svimlende.
Så nu planlægger vi en smuttur til Berlin, sømanden og jeg.
Bare os to.
Det bliver spændende at se, hvad der er på menukortet dernede.
xxx