Måned: december 2020

Slut prut finale

Coronasåråbervipikogskrider episode 4, 2

Så er jeg satme ved at være færdig med 2020.

Det kan kun gå for hurtigt.

I skraldespanden med det, også glæder jeg mig ellers til januar.

Januar, som ligger grå og trøstesløs foran os, i alt sin mangel på festivas, ligegyldige hverdage, dårligt vejr og absolut ingen aktion.

Januar, jeg elsker dig.

Godt nok er vi hjemsendt, og der skal ikke ske en skid, men..men, men, så er der heller ingen forventninger.

Ingen fester der partou skal afholdes, ingen familiesammenkomster, ingen højtider og dermed forhåbenligt, også lidt mindre sure miner, lidt færre folk der slår sig i tøjret og knap så mange aggressive udbrud.

For vi har jo ikke rigtigt noget på spil i januar, ud over den traditionelle slankekur, som alligevel fordre en asketisk livsstil uden alkohol og abegilder.

Så januar passer jo som en fod i en hose, og personligt skal jeg da sidde i værkstedet med min bærbare, en elektrisk radiator og udsigt til et gammelt staffeli.

Føler jeg mig ene og alene forladt, så kan jeg jo altid finde en undskyldning for at Skype med en kollega, høre om studievejlederen vil med på en hurtig gåtur rundt om vejen, eller sende en kærlig tanke til sundhedspersonalet, lærere, pædagoger, falckreddere, skraldemænd, kasseekspedienter og hvem der ellers kæmper derude ved fronten, for at få det hele til at køre rundt.

Tænke lidt over min frisør og andre selvstændige, der hænger i med neglene, og varme mig lidt ved tanke om hjælpepakker og velfærdsstaten og alt det der.

Også vil jeg i øvrigt glæde mig over januars komme, at foråret og vaccinen er på vej, og spændt afvente den seksuelle tøjlesløshed og religiøse ligegyldighed, der har efterfulgt tidligere tiders pandemier.

Så vil jeg nuppe et par møder på teams, spise frokost i køkkenet og ind imellem starte cyklen op, for at varetage opgaver, der ikke kan laves hjemmefra.

Jeg har nemlig besluttet mig for at indrette mig efter betingelserne. Pandemien raser og alting sejler i håndsprit, og vi er jo bare nødt til at leve med det og i det.

Derfor glæder jeg mig til forventningsfrie januar.

Grå, røvsyge, triste og kedelige januar, som med sin underspillethed og diskrete charme måske kan vende skuden, og hvis ikke tingene løser sig i januar, så står februar heldigvis for døren, med sit sjapvejr, regnfulde eftermiddage og mudder på skoene.

Så er der en masse at glæde sig til.

Måske.

Godt nytår.

Xxx

Ny lærdom

Coronaforsatan episode 4, 1

Igår lærte sømanden mig, hvordan man puster stearinlys ud med næsen.

Vi har nemlig et par fyrfadsstager, som jeg, i et entuastisk øjeblik, smurte ind i glimmer i starten af december.

Stagerne er lidt høje og står på kaminhylden, hvilket betyder, at de skal løftes ned, når de skal tændes og slukkes.

Sømandens glimmerkvote er opbrugt, så derfor har han udviklet næsepuster-teknikken.

Så behøver han ikke at røre ved glimmeret.

Istedet stiller han sig foran kaminhylden, vinker ansigtet, så skægget ikke kommer i kambolage med glimmeriet, og afsender et kort, præcist og hårdt pust med næsen, som dermed slukker det lille fyrfadslys i bunden af stagen.

Man må sno sig, som ålen sagde, da den ikke ville have glimmer i skægget.

Således tilfreds med sig selv, slukker sømanden så det elektriske lys, losser kattene ud, og skrider i seng med en god bog.

Slut med den dag, og der afventes en ny begyndelse.

Og det kan vi heldigvis snart gøre med det herrens år 2020. Losse kattene ud, slukke lyset og vente på at det bliver en ny dag, et nyt år og en ny situation.

Jeg har været rasende, hidsig, ked af det og sur over 2020, men lige nu, så har jeg bare overgivet mig. Indrettet mig, imens jeg venter, der er slukket for alle forhåbninger og forventninger om, at 2021 bliver bedre.

Det pæne tøj hænger ubrugt i skabet, ligesom resten af 2020, og hvad næste år bringer, det må guderne vide.

Til gengæld kan jeg nu puste stearinlys ud med næsen, og man kan da aldrig får for mange kundskaber, og om ikke andet, så har 2020 da tvunget os til at strække kompetanceelastikken til det yderste.

Evnen til at spritte af, holde afstand og bruge mundbind, er jo efterhånden så indgroet en vane, at jeg blev helt forskrækket, da jeg så en genudsendelse i fjernsynet.

-prøv at se, sagde jeg forarget til sømanden, der var dybt begravet i sin bærbare.

-Se! De giver hånd, og de står godt nok tæt!

Sømanden satte sine læsebriller op i panden og studerende fjernsynet.

-jeg tror, at det er optaget før Corona, konkluderede han så, tog læsebrillerne på igen og forsvandt ind i en debat på Facebook.

Så sad jeg der, og kiggede ind i en fortid, hvor man både kunne kramme, give hånd og slikke folk i øret, uden at det havde konsekvenser.

Det var en anden tid, dengang sidste år, og vi har været nødt til at lære at gøre tingene på nye måder, ændre på det der var og det der vil blive, og finde på nye strategier, når lysene skal pustes ud.

Xxx

Baghjul

Julehvil

Så kom julen listende.

Sneg sig ind på os, i små grupper, uden sang om juletræet, julefrokoster og gudstjenester, men til gengæld med afstand, håndsprit og en vaccine, der drønede ind over grænsen i minus 70 grader.

Her giver sangen, “Drivning home for Christmas” da virkelig mening..

På vores matrikel minder tingene meget om sig selv, da sømanden og jeg ikke har de store familiejulefrokosttraditioner.

Faktisk var vi flere, end vi plejer at være, da vi fik en sidste-øjebliks-gæst, som måtte bøje sig for coronaen og melde afbud i den anden ende af landet.

Og sømandens julegave til mig, som han på forhånd spændt havde afsløret startede med s, viste sig at være en antik skrivemaskine. En gammel, smuk, sort Erika, som sømanden bestemt mener, at Lise Nørgaard brugte, da hun skrev “Matador”.

Han gav mig også en dåse spraymaling.

I guld.

For som han sagde: -du er jo så glad for guld, så nu kan du male det hele guld, hvis du vil!

Det er da en kærlighedserklæring.

For sådan er det jo med julegaver.

De bedste julegaver er jo dem, hvor der er lyttet, lagt mærke til og indkøbt gaver der handler om, at giveren har hørt og modtageren bliver set.

Så sømanden fik en urtekniv og den nye bog om Knud Rasmussen.

Og således begavet, afventer vi spændt det nye års komme.

Og da det tidligere i historien har vist sig, at der efter pandemier ofte følger seksuel tøjlesløshed, økonomisk opsving, omvendt religiøsitet, frisind og løssluppenhed, så kan det da vist kun blive et godt år, når vaccinen har gjort hovedrent og ryddet op efter 2020’s rodebutik.

Så det glæder vi os til, selvom 2020 i den grad har lært os, at man ikke skal glæde sig for tidligt.

Til noget som helst.

Ever.

Så imens vi venter på alting og ingenting, lægger jeg puslespil, spiser julekonfekt og kigger på to tilfredse katte, der forædte ligger foran brændeovnen efter julens andeskrogsfest.

Imens vi venter på alting og ingenting, kører et bornholmsk transport firma rundt i landet med håbet i kølebokse, Englands grænser er lukkede og fiskerne bander bander over fordelingen af kvoter.

Imens vi venter på alting og ingenting, så kan vi jo kun håbe på, at det bliver bedre i morgen, som Gertrud Sand altid sagde.

Xxx

Nå nå da da..

Coronahvisturerdet episode 3, del 6

Gæt lige, hvem der er kommet i skammekrogen og hvem der er blevet udnævnt til klassens duks?

Vi fik oven købet fedterøvspoint og blev nævnt som det gode eksempel.

Så kan man jo pudse sin glorie og mærke vingerne vokse ud på ryggen, og håbe på, at man får lov til at rense tavlesvampen, imens andre bliver sat udenfor døren. Hvor de ikke kan lave andet end at vente, slå hinanden oven i hovedet og bøje en gammel femogtyveøre.

Og vi kender det godt.

Vi ved godt, hvordan det er at blive sat udenfor døren.

Og vi ved også godt, at den hurtigste vej til klasseværelset er at gøre, som der bliver sagt.

For lærerne arbejder sammen, holder øje og gør notater, for at få styr på klassens enfant terrible, som smitter alle og spreder dårlig stemning.

Så uanset hvor selvfed man kan føle sig som nordjyde lige nu, hvor vi pludseligt bader i et hav af frihed, så er det jo altid lidt sjovere, hvis vi allesammen kan få lov til at svømme frit.

Så derfor, kære kjøwenhavnere (for det kalder vi jer, uanset hvilken kommune I kommer fra), så håber jeg, at det går stærkt.

Gå hjem og luk døren og ked jer halvt ihjel.

Det virker jo.

Det er den kedeligste medicin nogensinde, og man får lange meloner, lange løg og meget lang tid, fra man får fri fra arbejde til man skal i seng.

Uendeligt lang tid.

Tid til at minde sig selv om, at man elsker sin familie, selvom de smasker utroligt højt, når de tygger tyggegummi.

Tid til at ønske, at skraldespanden var fyldt, så man i det mindste kunne gå ud med den.

Tid til at lægge noget på plads, imens man hvisler ud mellem tænderne, at hvis folk for helvede bare ville rydde op efter sig..

Tid til at google alt i hele verden.

Tid til at rydde op i skabe, sortere sokker og folde den hadefulde retorik sammen og putte den i den nederste skuffe.

Timevis af uendeligt langsom tid.

Havde det været et yogaretreat havde det kostet mange penge, men så havde det selvfølgelig været uden familien!

Xxx

Snøft

Coronajeggåramok episode 3, afsnit 5

Her på matriklen er vi så ramt af influenza.

Vi er testet for corona, enkelte personer endda to gange, men det er bare i kategorien “almindelig forkølelse”.

Så det er også en af de fede oplevelser, som 2020 har budt på.

4 mennesker der på skift hoster, harker og snøfter, indespærret i et parcelhus, for enden af en blind vej.

Jeg går amok.

Også har jeg fået halsbrand af varm kakao.

Supermarkedet Lidl uddeler jo jævntligt en lille erkendtlighed til de trofaste kunder.

Sømanden er super trofast.

Så i sidste uge hjembragte han en pose kakaopulver.

Det skal røres op i varmt vand og smager et sted imellem automatkakao og tankstationskaffe.

Det er godt nok til mig.

For hvis det smager af automat og tankstation, så må det jo betyde, at man har fået lov til at komme PÅ UDFLUGT.

Så det har jeg drukket.

Og fået halsbrand.

Så det er jo super!

Pigerne er blevet friske igen, men sømanden og jeg er stadigvæk sygemeldte.

Og det er jo virkelig en kærlighedsbooster, sådan at være sammen hele dagen, imens man pudser næse, trækker vejret tungt og har så meget snot i hovedet, at man ikke rigtigt kan høre, hvad den anden siger.

Vi har delt huset imellem os, sømanden hænger foran fjernsynet og jeg sidder ved køkkenbordet, hvor jeg kan stirre irriteret ud af vinduet.

Og som alt andet i 2020, så venter vi bare på, at det går over.

Men jeg er så træt af at vente.

Og jeg ved godt, at jeg ikke kan være bekendt at sige det, for det er jo sådan set det eneste jeg skal, imens andre opfinder vacciner, lægger strategier og arbejder i døgndrift.

Vente og følge med i nyhederne, og mærke en snert af retfærdighedsfølelse, når stramningerne nu også rammer derovre på djævleøen.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at alle gør, hvad de kan, og det er ikke en pegen fingre af noget som helst, men bare et udtryk for den udmattelse og sociale isolation, som efterhånden er ved at få skovlen under os.

Vi når aldrig at komme i nærheden af målenstregen, før den bliver flyttet lidt længere væk.

Så skal vi lige løbe lidt længere, strække os lidt mere og vente lidt endnu.

Kirkerne er begyndt at sælge billetter til julegudstjenesterne, sjællænderne spekulere over, om de må holde Jul i Jylland og andre giver den gas med julebelysning og Gløgg med runkne rosiner, for hvad skal vi ellers gøre?

-man må sno sig, som ålen sagde, og der kommer jo en ende på alting, men jeg synes godt nok, at vejen er træls og lang at gå.

Xxx