Tag: Januar

Slut prut finale

Coronasåråbervipikogskrider episode 4, 2

Så er jeg satme ved at være færdig med 2020.

Det kan kun gå for hurtigt.

I skraldespanden med det, også glæder jeg mig ellers til januar.

Januar, som ligger grå og trøstesløs foran os, i alt sin mangel på festivas, ligegyldige hverdage, dårligt vejr og absolut ingen aktion.

Januar, jeg elsker dig.

Godt nok er vi hjemsendt, og der skal ikke ske en skid, men..men, men, så er der heller ingen forventninger.

Ingen fester der partou skal afholdes, ingen familiesammenkomster, ingen højtider og dermed forhåbenligt, også lidt mindre sure miner, lidt færre folk der slår sig i tøjret og knap så mange aggressive udbrud.

For vi har jo ikke rigtigt noget på spil i januar, ud over den traditionelle slankekur, som alligevel fordre en asketisk livsstil uden alkohol og abegilder.

Så januar passer jo som en fod i en hose, og personligt skal jeg da sidde i værkstedet med min bærbare, en elektrisk radiator og udsigt til et gammelt staffeli.

Føler jeg mig ene og alene forladt, så kan jeg jo altid finde en undskyldning for at Skype med en kollega, høre om studievejlederen vil med på en hurtig gåtur rundt om vejen, eller sende en kærlig tanke til sundhedspersonalet, lærere, pædagoger, falckreddere, skraldemænd, kasseekspedienter og hvem der ellers kæmper derude ved fronten, for at få det hele til at køre rundt.

Tænke lidt over min frisør og andre selvstændige, der hænger i med neglene, og varme mig lidt ved tanke om hjælpepakker og velfærdsstaten og alt det der.

Også vil jeg i øvrigt glæde mig over januars komme, at foråret og vaccinen er på vej, og spændt afvente den seksuelle tøjlesløshed og religiøse ligegyldighed, der har efterfulgt tidligere tiders pandemier.

Så vil jeg nuppe et par møder på teams, spise frokost i køkkenet og ind imellem starte cyklen op, for at varetage opgaver, der ikke kan laves hjemmefra.

Jeg har nemlig besluttet mig for at indrette mig efter betingelserne. Pandemien raser og alting sejler i håndsprit, og vi er jo bare nødt til at leve med det og i det.

Derfor glæder jeg mig til forventningsfrie januar.

Grå, røvsyge, triste og kedelige januar, som med sin underspillethed og diskrete charme måske kan vende skuden, og hvis ikke tingene løser sig i januar, så står februar heldigvis for døren, med sit sjapvejr, regnfulde eftermiddage og mudder på skoene.

Så er der en masse at glæde sig til.

Måske.

Godt nytår.

Xxx

Slankekur i januar og alt det der…

Januar står for døren og tiden er inde til restriktioner og en intens gruen for bikinisæsonen. Så skal der laves sund mad, meldes ind i fitnesscenter, steppes på badevægten og købes tøj i størrelse “det-passer-når-jeg-har-tabt-mig”! Ugebladene flyder over af slankekure og motionscentrene tilbyder vægttabsforløb, med inspirerede foredrag og fedtmåling.

Og det er jo synligt for enhver, at det ikke virker.

For satan, hvor har jeg hoppet på den mange gange!

Fulgt mærkelige kostplaner og motioneret som en gal.

Og billigt har det heller ikke været.

Slankekostplaner indeholder altid de mærkeligste megadyre ingredienser, og diætister og slankeklubber  kommer ikke på udsalg i januar.

Sådan nogle slankeklubber ledes altid af entusiastiske og overgearede mennesker, som holder motiverende oplæg, hvor de lokker, truer og belærer de tykke om vejen til vægttab og lykke.

Jeg husker tydeligt et foredrag, hvor en entuastisk diætist var helt blæst bagover af sit eget påfund. Hun sendte små poser rundt med krummer af mørk chokolade. Den helt mørke, som overhovedet ikke smager af chokolade, men af selvfedhed og arrogance. Os, hendes ydmyge publikum, skulle så fiske et lille-bitte stykke op og SUTTE på det.

Så stod vi 50 overvægtige mennesker, med chokoladekrummer i munden og suttede.

For at få smagen af chokolade!

Teorien var, at når vi havde fået smagen, så mistede vi lysten til mere chokolade.

Den mest åndssvage teori jeg nogensinde har hørt!

For det første, så går jeg ikke efter smagen af chokolade, jeg går efter virkningen! Tilfredsstillelsen når chokoladen pakkes ud af det knitrende papir, den SØDE smag, det syndige og følelsen af at forkæle mig selv.

Den oplevelser får man ikke, når man står og sutter på et halvt gram 80% mørk øko-cacao- chokolade.

For det andet, så tror jeg aldrig nogensinde, at jeg mister lysten til chokolade. Heller ikke, når jeg har gennemrodet køkkenskufferne, efter ungerne var puttet, for at finde noget kogechokolade, der var hvidt af ældre og så tørt, at det måtte skylles ned med vand.

Men tykke mennesker er høflige mennesker og vi ville jo så gerne, så vi nikkede og sagde :”.. hmmm..” og lod hende tro, at hun havde fundet nøglen til universet og  fedmeepidemien.

Imens jeg forsøgte at få chokoladekrummen til at smelte på tungen, kom jeg til at tænke på en kollega som engang foreslog, at jeg spiste et æble inden jeg spiste chokolade, for så kunne jeg nok ikke spise så meget chokolade.

Hver gang jeg tænker på den kommentar, så griner jeg højt for mig selv!

Men det mest åndsbollede jeg har prøvet, var et koncept der kom til byen, en klub, som  man for dyre penge kunne melde sig ind i.

Der var ugentlig kontrolvejninger, hvor det halve af byen stod i kø i den lokale sportshal. Man skulle medbringe et lille hæfte, hvor vægten blev omhyggeligt noteret. Hvis man havde tabt sig tilstrækkeligt, så udløste det et klistermærke!

Og ved ti kilo fik man en nøglering – wuhu..

Jeg kan ikke huske kostprincipperne, udover at det var noget med lever, sødemidler og en satans masse mayonnaise.

Da vi sad til et af deres motiverende og oplysende foredrag, så spurgte en af de andre deltagere ind til den store brug af sødemidler.

Hun havde hørt, at det var kræftfremkaldende.

Det tænkte foredragsholderen længe over, hvor efter hun leverede replikken:

” Men hvad vil I helst; have kræft eller være overvægtige..?”

Så gik jeg hjem..

Det mest effektive jeg har prøvet, var faktisk Slankedoktoren på nettet.

Ikke på grund af kost planen, eller diætisterne som fyrede floskler af og kom med “individuelle -skræddersyede – kostplaner-min-røv”, men fordi man var anonym og kom i gruppe med andre ligesindede. Man kunne udøse sit hjerte og der var altid støtte og opbakning. Det var de kærlige ord, støtten og omsorgen, der gjorde en forskel. Ikke unaturlige kostplaner, belønningssystemer eller afholdenhed, men venskaber og kærlighed.

Jeg tabte mig også rigtigt meget og kom på forsiden af et ugeblad og alt muligt – og tog det hele på igen bagefter.

For det handler ikke om kostplaner og chokoladesutteri, men om kærlighed og omsorg.

Den kærlighed man giver til sig selv, når man sætter grænser, siger fra, forlanger respekt og går sin vej, når tingene ikke er gode mere.

Så min badevægt er smidt ud og jeg går aldrig mere på slankekur eller til foredrag med jubel-idioter.

Jeg er ikke blevet tyndere af den grund, men det er en hel del billigere og så bliver  man sparet for en masse selvopfundet drama og det frigør mentale ressourcer.

Så jeg vil gerne fritage januar for titlen som årets slankekurs-måned og tilgengæld fylde hele året med selvrespekt og kærlighed til mig selv og min krop.

xxx