Måned: maj 2021

Må vi godt?

-skal vi tage til blueskoncert i aften? Spurgte sømanden i et akut anfald af genåbningsiver, -vi må godt!

Og det tog mig lige et sekund at erkende, at manden havde ret.

Vi må godt.

Siddende koncert med coronapas og mundbind.

Men vi må godt.

-JA! Råbte jeg ude fra badeværelset, hvor jeg forsøgte at tæmme mit coronahår, -ja, det vil jeg gerne.

Også var vi lammede et øjeblik, indtil sømanden gav sig til at lede efter et muligvis udløbet gavekort.

Han fandt det i skænken.

Chokerende nok var det ikke udløbet.

Og chokerende nok var billeterne heller ikke udsolgt.

Så nu har vi bestilt billetter.

Sådan blev man til sådan nogle typer, der har planer.

Sådan nogle typer, der skal noget.

Og måske får vi også en fadøl.

Og måske ser vi nogle nye ansigter.

Vi skal godt nok blive siddende på vores pladser og må hverken cirkulere eller danse, men bare det at være i rum med mennesker, som ikke er i vores sociale bobbel, er nok til at løfte mit humør allerede nu.

Så i aften skal vi op på cyklerne, og ud af huset.

Simpelthen.

Måske drikker vi et par fadøl.

Hører god musik.

Nikker høfligt til de andre, der heller ikke må rejse sig.

Går på toilettet med mundbind og håndsprit.

Hører mere god musik.

Drikker en ekstra fadøl.

Og når det hele er slut, så tager vi mundbind på og går ud til vores cykler.

Tager vores mundbind af og cykler hjem i den lyse sommeraften.

Måske tænder sømanden et bål på terrassen, når vi kommer hjem.

Så sidder vi der lidt, kigger på bålet og ser natten træde i karakter.

Måske går vi bare i seng.

Hvem ved, med sådan nogle crimeriders, som sømanden og jeg.

Sådan nogle vilde typer.

Og i morgen, når vi vågner, så har vi rent faktisk oplevet noget.

Så skete der noget i weekenden.

Og efter uendeligt mange aftener foran kukkassen, millioner af genudsendelser og hus-til-salg-programmer, så er det saftsuseme tiltrængt.

Men vi er lidt forvirrede over det, sømanden og jeg.

Tænk engang.

Vi har planer.

Og i morgen så er vi måske lidt trætte, fordi vi er sådan nogen typer, der går i byen lørdag aften.

Måske har vi endda lidt tømmermænd.

Men det er vel prisen, for at leve et liv på kanten?

xxx

Altså..

Hvor bliver foråret af?

Det vil jeg gerne vide.

Er det aflyst eller hva´?

Hvorfor skinner den sol ikke?

Jeg ved godt, at det er et ilandsproblem, men nu bor jeg altså i et iland, og jeg synes bare, at vinteren har været så uendelig langtrukken og kedsommelig, så nu vil jeg bare gerne lidt udenfor.

Uden termotrøje, uldsokker og paraply.

Er det for meget forlangt?

Bare lige sol nok til, at jeg kan sidde i hjørnet på den røde terrasse med en kop kaffe og en god bog.

Det er jo ikke 40 grader og afbrændingsforbud, som jeg beder om.

Bare lige, så man kan mærke, at nu er foråret på vej.

Og i år trænger vi jo ekstra hårdt til lidt luftforandring.

Men det er tilsyneladende for meget at be´om.

Åbenbart.

Så lige nu er jeg da taknemmlig for, at det ikke står ned i stænger, som i sidste uge, hvor vores tørresnor knækkede, fordi et intenst regnskyld gjorde håndklæderne så våde, at snoren brød sammen.

Jeg kunne selvfølgelig godt have valgt at løbe ud i regnen og bjærge vasketøjet, inden det blev så vådt, at snoren sprang.

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg valgte at kigge resigneret ud af vinduet og tænke, at det da sikkert blev tørt igen, når regnen holdt op.

Men regnen stoppede aldrig og tilsidst blev det for meget for snoren, der valgte at give op og sige farvel til livet som tørresnor.

Men her til formiddag holder regnen en lille pause. Den har flekset ud et par timer, men har meldt sin ankom igen over middag.

Så det benytter jeg mig af.

Dynerne bliver luftet, vasketøjet tørret og jeg har gået en runde i haven og konstateret, at bladene nu alligevel springer ud, selvom baggrundstæppet er gråt.

Og det er jo ikke fordi, at jeg er den store soldyrker. Når sommeren kommer, så foretrækker jeg skyggen, modsat sømanden, der kan sidde stille i solen, som et andet vekselvarmt dyr, der får batterierne opladet.

Jeg holder sjældent mere end 15 minutter i direkte solskin. Så har jeg vendt og drejet mig 37 gange, taget ekstra solcreme på, taget hat på og af, rettet på håndklædet og smurt læbepomade med solfaktor på mine brændende læber.

Til sømandens store lettelse, så trækker jeg som regel hurtigt ind i skyggen og dermed væk fra ham.

-lig nu for helvede stille, brølede han en sommerdag, da det var særligt slemt, -det er jo som at ligge ved siden af et roterede grillspyd.

Men det kunne jeg ikke, så jeg trak ind i skyggen med min bog, imens sømanden blev liggende i solen med sin radio.

Det kan man også se på os, når sommeren går på hæld og sømandens hudfarve nærmer sig varm chokolade og min har lidt samme farve som koldskål.

Og det gør ikke noget, det er helt fint, og det er heller ikke en hedebølge jeg efterlyser.

Bare lidt fornemmelsen af forår.

Bare lige nok til at lægge hynderne i havemøblerne, plante blomster i krukkerne og drikke en kom kaffe med studievejlederen i eftermiddagssolen.

Det er bare det.

Det vil jeg gerne be´om.

xxx

Så rykker vi!

Så er man kommet i den gruppe, der snart skal vaccineres.

Min alder ligger og roder et sted mellem 45 og 50, så nu spænder vi hjelmen, ruller ærmet op og flekser overarmen.

Jeg er ikke blevet inviteret endnu, men sjældent har jeg glædet mig så meget til en indbydelse.

Den invitation vil jeg gerne bede om, og jeg overvejer helt, om det nu er passende at tage en værtindegave med.

Skal man gøre lidt ud af sig selv den dag?

Lige gejle den lidt med en smule rød læbestift og et par fancy sko.

Skal vi drikke champagne, når vi kommer hjem?

Efterhånden kender man jo flere og flere, der har fået det famøse prik, og som dermed endnu tættere på et permanet coronapas.

Jeg ved ikke med jer, men jeg glæder mig i hvertfald til at slippe for alt det der testeri.

Vatpinde i snart sagt alle åbninger, proppet ind af søde unge mennesker, der tappert forsøger at holde den gode stemning kørende med festlige bemærkninger og små peptalks.

Flere gange om ugen står man der på række og knuger sit lille prøveglas, imens man pludselig er vidne til at éns naboer, kollegaer og ham der styrer fejemaskinen i Netto, får kørt en meget lang vatpind henover deres hårdt prøvede slimhinder.

Så er der nogle gule tapekrydser på gulvet, der bliver ledige, og man rykker frem i køen, hvor man venter, imens poderen spritter af og skifter handsker. Og det lille plasttrør mærkes tydeligt i den svedige håndflade, imens man minder sig selv om, at man er voksen og det er da ikke noget at pive for.

Man har jo prøvet det mange gange før, og det gør jo ikke ondt eller noget.

Så meddeler poderen, derinde bagved vesir og mundbind, at man gerne må komme nærmere, så det gør man så.

Tager sig sammen, skraber sit samfundssind op fra gulvet og stiller sig på det sidste kryds.

Tager mundbindet af og åbner munden.

Arhhhhh…

Personligt har jeg en tendens til at gå baglæns, når vatpinden rammer halsen, hvilket jeg er begyndt at advare min poder om.

-hvis jeg går baglæns, så skal du bare følge efter, informerer jeg altid om, inden seancen går i gang for alvor.

Og det gør de så.

Følger efter mig, imens de koncentreret stirrer ned i gabet og roder efter brugbart materiale.

Og det tager jo ikke mange sekunder, før det hele er ovre og jeg kan spænde mundbindet på igen.

Jeg er bare ikke ret god til det, og det bliver jeg heller aldrig.

Og jeg er fuld af respekt for de unge mennesker, der har stået på benene i månedsvis, udsat sig selv for smittefare og som efterhånden har fået et nært forhold til hele familien Danmarks drøbler og næsebor.

Bagefter, når man har afleveret sit lille plasticrør og gået ud en anden vej, end man kom ind, så skal man bare vente.

Påvist, ikke påvist, negativ, positiv, inkonklusiv.

Og alt efter svaret dømmes man til 72 timer i frihed, ny test eller en uge i isolation.

Og får man 72 timer, så kan de fråses bort på frisørbesøg, cafebesøg eller et smut i biografen.

Og i den mere seriøse ende betræde borgerservice, komme til undersøgelse på sygehuset eller få afleveret bøger på biblioteket.

72 timer bliver man tildelt, inden det hele er slut og man igen er nødt til at stille sig i kø, med sundhedskortet og det lille blå plasticrør.

Men nu har de heldigvis meldt ud, derinde fra borgen, at man har fast coronapas 14 dage efter første stik.

Så nu holder sømanden og jeg bare blikket stift rettet mod e-boks.

Venter på brevet, indbydelsen, friheden og kan forsigtigt optimistisk spotte et muligt lys der for enden af tunnelen.

Så er der jo kun et spørgsmål tilbage.

Hvad skal al den frihed bruges til?

Har halvandet års hjemmeisolation betydet for vores vaner?

Vores lyst til nye eventyr?

Står vi og tripper for at komme på all-inklusive på Kreta, eller er vi blevet nyomvendte campister med fastlæggervogn?

Skal vi fise weekenden af med cafebesøg, eller vil vi hellere blive hjemme for at holde vores surdej i hånden?

Kan vi genkende vores venner og kollegaer og kan de genkende os?

Kan vi genkende os selv?

Uanset hvilken sti der betrædes, så er glæder jeg mig til, at jeg igen har at valg.

Til at være spontan.

Til at være fri.

xxx

Olde i Aalborg

Under det store, krogede træ nederst i haven, stod havemøblerne. Træstammen var enorm, barken var revnet af ælde og de tykke grene dannede en tagkonstruktion, hvor det grønne løv dækkede for himlen og skabte en svalende skygge. Under træet på græsplænen, stod fire stole med sæder af plastikstrimler i falmede pastelfarver og ventede på gæsterne. Til at holde stolene med selskab var der et rundt vakkelvornt havebord. En rund voksdug med elastikkant og frynser var trukket på bordet, og efter en hurtig aftørring med en fugtig opvredet klarkuld, stod alting klar til kaffedrikning og eftermiddagskage. Her sad vi så, med kaffe, citronvand og oldemor, alting arrangeret sådan, at synet af fast ejendom og tryghed kunne nydes sammen med kaffen.

De årlige visitter ved Olde i Aalborg var en tilbagevendende begivenhed. Med min mor ved rattet, os på bagsædet, og kabinen fuld af formaninger og løftede pegefingre.

Negle blev tjekket og rottehaler strammet, inden vi gik de tre trin op til hoveddøren.

Så bankede vi på, skruede de pæne smil på og ventede på, at vores lillebitte oldemor forsigtigt lukkede døren op og lukkede os ind i historien.

Hvis solen skinnede, blev kaffen drukket i haven under træet.

Lille, rundrygget og med kridhvide permanentkrøller, bar min slægt bakken med rosenmønster, kaffe og småkager hen over græsplænen og ned til træet. Vi andre bar de ekstra klapstole, der omhyggeligt blev fordelt rundt om bordet, inden kaffeceremonien kunne gå i gang.

Her delte min bror og jeg præcist og nøjagtigt en citronsodavand i to kaffekopper, imens vi i smug stirrede på mors onkel Egon, der aldrig var flyttet hjemmefra.

Han var stor og grov, og hans stemme lød som et ekko af en bjørns brøl. De fremskudte brede tænder var enorme, buede og blanke af spyt, der hang i trævler i mundvigen. Overlæben var kort og de strittende tænder var for evigt blotlagte, omgivet af fugtige, kødfyldte læber, og udsat for andre menneskers mening. Hans kæmpesko sad på hans kæmpe fødder, og hans kæmpe hænder kunne kvæle min lillebitte oldemor uden besvær, hvis han en dag skulle få tanken. Han redte håret tilbage og var mentalt tilbage. Lo med en rungende latter på de forkerte tidspunkter, gik i ternede skjorter der hang hen over ryggen, der var rundet af hårdt arbejde og sov i samme rum som sin mor, indtil den dag hun døde.

Separate senge, ens sengetøj.

-Egon er skraldemand, og han hæver kun af sin løn en gang om måneden. Han bruger pengene på at købe en kogt hotdog og besøge en sort prostitueret, forklarede min mor på hjemvejen, for at bringe lidt lys over Egons liv.

-Oldemor styrer ham fuldstændigt, og han må ikke flytte hjemme fra, tilføjede hun, imens hun styrede bilen hjem fra Ålborg.

Jeg sad der, med mine blå øjne i bilen på vejen hjem, og vidste ikke hvad en sort prostitueret var.

-en negerluder, hviskede min storebror og kneb øjnene sammen, og jeg tænkte, at han vidste alt i verden, for det vidste jeg ikke.

-han giver hende penge, også boller de, supplerede han og så spændt på mig, imens han afventede en reaktion.

Jeg tegnede mønstre på den duggede bilrude, og tænkte på den sorte dame, der skulle finde sig i at onkel Egon rørte ved hende, imens han lugtede af hotdog med rå løg. Måske havde hun taget sine fineste smykker på og smurt læbestift på de runde læber. Iført tøj med pailletter og frit kig til navlen, stod hun der i sit lille gule køkken og ventede på besøg. Måske vandede hun sine grønne planter, imens hun trak det gule undergardin forsigtigt til side og kiggede ned til pølsevognen på den anden side af vejen, hvor onkel Egon stod og spiste en hotdog og vinkede glad og forventningsfuldt op til hende. Jeg håbede, at onkel Egon tørrede sennepspletten af skjorten, inden han betalte pølsemanden, og gik op af den gamle knirkende trappe af solbleget træ, og bankede tungt på døren, hvor den blå maling skallede af i store skrøbelige flager. Måske trak hun vejret dybt, inden hun åbnede døren og inviterede onkel Egon indenfor og ind bag forhænget. Med hatten i hånden skulle han jo nok dukke nakken, for at komme ind i den lillebitte lejlighed, hvor alt det solskinsgule blev til sennepsgult, når den brede ryg og de store tænder trådte over dørtrinnet.

-ad, tænkte jeg, og havde ondt af damen, som ingen bekymrede sig om, men sagde ingenting, og damen med duften af onkel Egons hotdog forsvandt i lommen, med de erindringer man aldrig helt forstår.

Senere døde Olde i Ålborg af alderdom, millioner af år gammel, rap i replikken og ligefrem til det sidste. Hun sørgede personligt for, at alle kvinderne i familien fik et slag på selvtilliden, inden hun lukkede sine øjne, og vi aldrig mere kom på besøg i huset af røde mursten med det store træ i haven.

Egon arvede alle møblerne, sofapuderne, de skårede kaffekopper, de gamle fotografier på væggene, de sidste citronvand og flyttede for første gang i egen lejlighed.

Jeg glædede mig på Egons vegne og kunne næsten lugte hans frihed. Onkel Egon i hans nye lejlighed, hvor nu var der plads til sorte prostituerede damer i oldemors seng, og hvor duften af kogte hotdogs kunne sive ud igennem de åbne vinduer. Men Egon døde hurtigt af hjertesorg og ensomhed på gulvet i sin nye lejlighed, og en nevø arvede alle møblerne, de skårede kaffekopper, de gamle fotografier på væggene og de sidste citronvand, som tak for hjælp med testamentet.

Min mormor var knust, forvirret og skuffet over den historie.

Ikke engang en teske arvede hun efter sin mor.

Det gentog hun tit, min mormor, med gråden i halsen, imens hun strøg imaginære krummer af sine mørkeblå garbardinebukser med pressefolder og høj talje.

-jeg fik ingenting, ikke engang en teske efter min egen mor!

Og min mor redegjorde for hele forløbet, en lang og indviklet historie med tusind løse ender, og tusind generationer af søskende jalousi.

-men hvem vil arve alt oldemors gamle ragelse, spurgte jeg forundret mig selv, når jeg igen var alene i mørket, og tænkte på de slidte møbler, skårede kopper og tre resterende citronvand i skabet.

-hvorfor vil hun have flere teskeer?

Jeg længtes oldemor hus, efter at mærke min egen historie, når jeg kiggede på hendes ansigt, hvor huden lå i folder og øjnene kiggede ud på en verden, der var fyldt af hårdt arbejde.

I huset med de stuen, hvor der var slidte, men rene møbler med stribet uldbetræk og buede armlæn af mørkbejset træ. I stuen, hvor vi sad yderligt og forsigtigt og forsøgte at få citronvanden til at strække, hvis det ikke var vejr til at sidde i haven. To store vinduer mod gaden, broderede puder i sofaen, grønne planter i alt for små potter med guldkant og et gammelt køkken med så mange lag maling på panelerne, at det var begyndt at slippe i hjørnerne, for at gå sine egne veje.

Den brune trædør stod altid åben ind til soveværelset, hvor de to redte senge med lyst betræk og teaktræsgærder stod skubbet op af hver sin væg. To natborde og det løse tæppe på gulvet imellem sengene, markerede det usagte, og de adskilte senge fortalte tavse om et liv, der aldrig rigtigt var blevet levet.

-nej, de er jo ikke gift, var min mors svar, da jeg spurgte, hvorfor sengene ikke stod sammen, som en dobbeltseng,-olde er jo Egons mor!

Sommetider så tænker jeg på onkel Egon, med de store tænder og den dybe stemme.

Var han lykkelig, når han vågnede om morgenen i sin side af det fælles soveværelse?

Hvad tænkte han, når han vågnede tidligt for at passe sit arbejde som skraldemand?

Talte han dagene i lykke eller stod han bare op, drak sin morgenkaffe og tog afsted?

Var han en tilfreds enfoldig mand, der trak vejret, til han ikke gjorde det længere, eller havde han en hemmelig skattekiste af uforløste drømme og håb, som han bar med sig, imens han bar andres affald ud.

Jeg husker Egon, jeg husker Olde i Aalborg og jeg husker det store træ i haven.

Jeg husker de gule citronvand, hvor kulsyren kildede i næsen og trak tårer i øjnene, fadet med småkagerne og kaffen til de voksne.

Jeg husker.

xxx

Så klipper vi

Jeg har haft gang i saksen.

Jeg har klippet perler af mine underbukser.

3 bitte små, hvide plasticperler, omhyggeligt monteret fast på en lille delikat sløjfe.

Hele herligheden var så syet fast på forsiden af mine underbukser.

En eller anden designer har siddet på et eller andet kontor og fået den ide, at mormortrusser da også lige skal have lidt gejl og lir.

Så har han simpelthen opkøbt en pose hvide plastic perler et ukendt sted i Kina, fået produceret en masse små sløjfer og derefter fået hele herligheden syet på forsiden af en bunke gode, brede, højtaljede trusser i solid kvalitet.

En sløjfe og tre perler per trusse.

Det var, hvad det kunne blive til.

Syet solidt og stramt fast med machende sort sytråd.

Den mikro lille sløjfe og de ultra små perler står i hjerteskærende kontrast til underbuksernes design og udformning.

Og det faktum, at jeg ligger et godt stykker fra en størrelse ekstra small, betyder også, at forskellen mellem trusse og dekoration bliver ganske markant.

En mormortrusse, som i en snæver vending også kan bruges til opbevaringsnet, pyntet med perler så små, at forstørrelsesglasset kan blive en nødvendighed.

Så i første omgang havde jeg slet ikke opdaget dem.

Perlerne.

Eller sløjfen.

Jeg havde bare med vanlig effektivitet, rykket trusser ned af hylden i A-Z og kylet dem i indkøbsvognen sammen med hårshampoo, vatrondeller og kattemad.

Men så er det bare, at jeg har en forkærlighed for fiskenetsstrømper.

Altså dem med de små huller.

Præcis store nok til at perlerne kan krybe ud igennem hullerne og sætte sig fast.

Det betød, at et helt almindeligt toiletbesøg udartede sig til et mindre hovedbrud, der mest af alt mindede om et super irriterende IQ-puslespil.

Udført med fyldt blære og utroligt dårlig belysning i en klaustrofobisk toiletbås.

Så nu har jeg klippet dem af.

Både perler og sløjfer.

Så fungere tingene lidt bedre.

Det er mere praktisk.

Måske havde designeren tænkt, at tykke damer også skulle have lov til at være lidt fine.

Pyntede.

Sexede.

Eksklusive.

Måske.

Men jeg vil bare gerne påpege, at når man købe trusser i den størrelse og form, i elastisk stof med en god fast linning, så er det ikke de tre bitte små perler der gør en forskel på handlen.

Eller en matchende sløjfe.

Så er man der, hvor det handler om funktionalitet og effektivitet på en god lang arbejdsdag med en cykeltur i begge ender.

Og perlerne.

De røg i skraldespanden.

Sammen med sløjferne og et helt læs restriktioner.

xxx

Tørt

Hver dag kl. 14.05 stirrer jeg på min telefon, indtil mine øjne bliver så tørre, at jeg bliver nødt til at blinke.

Jeg holder telefonen i et fast greb, indtil mine knoer bliver hvide og sveden begynder at pible frem inde i håndfladen.

Jeg bliver en lille smule tør i munden og er tabt for omverdenen, indtil jeg finder det jeg leder efter.

Nogle dage bliver jeg lidt skuffet, andre dage er bedre.

En god dag ligger op ad de fyrre tusinde, mindre gode dage kryber ned mod de sytten.

Men selv det mindste tal er positivt og giver lige humøret et tak opad.

Hver eneste vaccine tæller, og hver gang nålen er hamret i armen på en ventende borger, så er vi jo et skridt tættere på.

Tættere på friheden, livet og al verdens muligheder.

Så jeg kigger hver dag lige efter klokken to.

Stirrer på tallet og hvisker det højt for mig selv.

17317

39567

27341

Kigger længe på antallet af påbegyndte vaccinationer og procentandelen af fuldt vaccinerede i Danmark.

11,1%

Sjældent har kurver og statistikker interesseret mig så meget.

Selvom om både sømanden og jeg tappert prøver at lade som ingenting. Vi prøver at lade være med at tale alt for meget om det, og taler forsigtigt optimistiske om alt andet.

Efterhånden er vi blevet ret trænet i at undgå dårlige coronanyheder. Vi går let henover pressemeddelser, undgår alvorlige debatprogrammer og scroller hastigt forbi krigeriske kommentarer på de sociale medier.

Det er bare fordi, at det er så udmattende og trælst. Det er somom, at nyhederne kører i båndsløjfe og de samme 5 mennesker bliver interviewet om de samme 5 ting, af de samme 5 journalister.

Og det er alt sammen meget vigtigt og interessant og alt muligt, men vi er bare så slidte. Coronakvalmen sidder i halsen og vaccinekalenderen svinger efterhånden så meget frem og tilbage, at det føles som en tur i Det flyvende Tæppe i Dahlgårds Tivoli.

Og af alle de planer, som jeg har lagt i mit liv, både de gennemførte og dem der blev ved drømmen, så har corona aldrig været en del af det.

Det kom bare, som en uønsket gave fra et fjernt familiemedlem, hvor byttemærket er revet af og størrelsen ikke passer.

Der er åbenbart ingen returret.

Men hvor underlige urtepotter, mystiske lysestager og bekymrende grimt tøj, kan sniges ud af bagdøren og henlægges til genbrug, så sidder corona der i stuen og lægger en dæmper på alting.

Kan man aflevere en global pandemi på den lokale genbrugsplads?

Skal den i småt brandbart eller over i kassen med kemiske væsker?

Kan man tillade sig at stille den i spejdernes genbrugscontainer eller kan man bare stille den ud til storskrald?

Allermest har jeg bare lyst til at skylle det hele ud i toilettet, klappe brættet ned og vaske mine hænder.

Så vil jeg slukke lyset, lukke døren og fortsætte med mit liv.

Det er det jeg allerhelst vil.

Men indtil da, så må jeg nøjes med at kigge på dagens vaccinetal.

Som et lille lys, lige der, for enden af tunnelen.

xxx

Uh, spændende!

Hvis man træder et skridt tilbage, kniber øjnene sammen, holder vejret og står helt stille, så kunne det måske godt se ud som om, at vi ganske langsomt nærmer os en genåbning.

Man tør jo næsten ikke sige det højt, i hvertfald ikke uden at banke under bordet, lade være med at træde på stregerne og smide salt over skulderen.

Den tredje bølge ligger jo og lurer, som en angrebslysten russisk los i det høje græs.

Det mindste fejltrin og den sidder lige i struben.

Så vi må gøre os umage og holde tungen lige i munden.

Man tør jo næste ikke tro på det.

-for hvordan gør man egentligt? Spurgte studievejlederen helt perpleks en dag, hvor vi endevendte verdenssituationen.

Jeg var lige lidt forvirret et øjeblik.

-ja, du ved, fortsatte hun, kan vi huske at være spontane, impulsive og sociale, uden at det er planlagt, udmålt og afvejet på forhånd. Kan vi huske, hvordan man gør?

Den stod vi lidt og tyggede på.

Og jeg kan da kun give hende ret.

For selvom genåbningen sniger sig ind af dørsprækken og man efterhånden både kan blive klippet og gå på cafe mod fremvisning af en ren profil på sundhed.dk, så kræver det jo planlægning, afstand og mundbind.

Så den store frie folkefest er langt bag i køen og lige nu kan en tur i det lokale supermarked føles som en uhåndterlig folkemængde, der vælter formålsløst rundt mellem hylderne.

For vi er ikke længere vant til at stå tæt, kramme og smage hinandens drinks.

Men heldigvis er vi jo en nation af omstillingsparate borgere, der kan arbejde målrettet og koncentreret med nye retninglinier.

Det kan vi da allesammen skrive på vores cv efter sådan en omgang pandemi.

Kreativ, opfindsom og i stand til at underholde sig selv er vel også kompetencer, vi allesammen har trænet siden d. 11.marts sidste år.

Ligesom gåture, fjernsynskiggeri og håndvask er højt på listen.

Så nu skal vi bare vænne os til at være sammen med andre mennesker.

Så derfor er jeg begyndt at rydde op i mit tøjskab.

Joggingtøjet, striktrøjerne og trusserne uden elastik bliver foldet sammen og lagt bagerst i skabet. Sammen med hyggesokkerne, strithåret og forvaskede bh’er med helt utroligt lange stropper.

Frem i rækken med kjolerne, strømpebukser og pæne sko, der føles helt underlige og anderledes på fødder, der har levet deres eget liv, siden hjemmekontoret blev åbnet.

Strygejernet er kommet i sving og makeup-skuffen er åben.

For jeg trænger til at gøre lidt ud af mig selv.

Hejse op og hive ind, sætte hårnåle i og gøre lidt ud af det.

Bruge hårlak og læbestift.

Neglelak.

Drysse guld og glimmer, rød farve og leopardmønster ud over den hverdag, der lurer lige om hjørnet.

For det trænger jeg til.

Efter et år klædt som et fattiglem fra Katholt, med en frisure skudt ud af firserne, så skal kjolerne altså luftes.

Og den røde frakke.

Og de lyseblå laksko.

For måske smækker døren i lige om lidt og vi bliver nødt til at kravle hjem i hulen, og så ville det da være ærgerligt, hvis man ikke nåede at bruge de nye glimmersko.

xxx