-skal vi tage til blueskoncert i aften? Spurgte sømanden i et akut anfald af genåbningsiver, -vi må godt!
Og det tog mig lige et sekund at erkende, at manden havde ret.
Vi må godt.
Siddende koncert med coronapas og mundbind.
Men vi må godt.
-JA! Råbte jeg ude fra badeværelset, hvor jeg forsøgte at tæmme mit coronahår, -ja, det vil jeg gerne.
Også var vi lammede et øjeblik, indtil sømanden gav sig til at lede efter et muligvis udløbet gavekort.
Han fandt det i skænken.
Chokerende nok var det ikke udløbet.
Og chokerende nok var billeterne heller ikke udsolgt.
Så nu har vi bestilt billetter.
Sådan blev man til sådan nogle typer, der har planer.
Sådan nogle typer, der skal noget.
Og måske får vi også en fadøl.
Og måske ser vi nogle nye ansigter.
Vi skal godt nok blive siddende på vores pladser og må hverken cirkulere eller danse, men bare det at være i rum med mennesker, som ikke er i vores sociale bobbel, er nok til at løfte mit humør allerede nu.
Så i aften skal vi op på cyklerne, og ud af huset.
Simpelthen.
Måske drikker vi et par fadøl.
Hører god musik.
Nikker høfligt til de andre, der heller ikke må rejse sig.
Går på toilettet med mundbind og håndsprit.
Hører mere god musik.
Drikker en ekstra fadøl.
Og når det hele er slut, så tager vi mundbind på og går ud til vores cykler.
Tager vores mundbind af og cykler hjem i den lyse sommeraften.
Måske tænder sømanden et bål på terrassen, når vi kommer hjem.
Så sidder vi der lidt, kigger på bålet og ser natten træde i karakter.
Måske går vi bare i seng.
Hvem ved, med sådan nogle crimeriders, som sømanden og jeg.
Sådan nogle vilde typer.
Og i morgen, når vi vågner, så har vi rent faktisk oplevet noget.
Så skete der noget i weekenden.
Og efter uendeligt mange aftener foran kukkassen, millioner af genudsendelser og hus-til-salg-programmer, så er det saftsuseme tiltrængt.
Men vi er lidt forvirrede over det, sømanden og jeg.
Tænk engang.
Vi har planer.
Og i morgen så er vi måske lidt trætte, fordi vi er sådan nogen typer, der går i byen lørdag aften.
Måske har vi endda lidt tømmermænd.
Men det er vel prisen, for at leve et liv på kanten?
xxx