Kartofler og trækasser

-kom lige, skynd dig!

Sømanden lød så intens og insisterende ude fra køkkenet, at jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne og halsede derud.

Måske havde han skåret sig!

Hakket sig i fingeren eller snittet sig på mandolinjernet.

Sømanden stod bøjet foran den nye ovn.

Jeg var lettere forpustet og en lille smule forvirret.

-se, hylede sømanden og pegede ind i ovnen, -kartofler!

Jeg kiggede ind i ovnen.

Kartofler.

Skåret i nydelige både og drysset med noget krydderihalløj.

Vi stod lidt og kiggede på kartoflerne.

Jeg følte, at jeg skulle gøre noget.

-de så er flotte, sagde jeg så.

-de er er ikke bare flotte, brølede sømanden begejstret, – man kan jo se dem. Lige der! Igennem ruden!

Han rettede sig op og satte selvfedt hænderne i siden.

Stod lidt og betragtede sit værk.

Tilfreds med tilværelsen.

-i den gamle ovn, forklarede han så pædagogisk,- der kunne man slet ikke se så tydeligt gennem ruden.

Jeg efterlod den glade mand i køkkenet og gik ind i stuen, endnu en gang sat til vægs af sømanden begejstring for hverdagens glæder.

Hans helt store kærlighed er i øjeblikket en avokadoplante.

Finn-Oles mors havde for et par år siden gang i at forspire en omgang avokado-sten.

Sømanden fik en med den fineste lille grønne spire. Den boede en plasticpose med vådt køkkenrulle og sit helt eget mikrosystem.

Han hjembragte den lykkeligt fra tankstationen og plantede den omgående ud i en urtepotte.

Nu er den den cirka 1 meter og tyve høj, og i sidste uge lavede den to nye skud.

Sømanden tjekker dagligt, om jeg nu også følger med i udviklingen.

Det gør jeg.

Det er faktisk lidt svært at undgå.

Og hvis jeg spørger, så kan jeg sikkert også få lov til at se han forkromede Raleigh cykel.

Special edition.

Jeg har set den mange gange, men jeg må gerne se den igen.

Anytime.

Og til jul fik han en radio af sin arbejdsplads.

Den har han ikke rigtigt brugt, men til gengæld er han rigtigt glad for emballagen.

For radioen kom i den fineste trækasse, som passede perfekt til hans samling af mikroværktøj.

Små skruetrækkere, tænger og pincetter, til reparation af små ting.

Han har skrevet “Small Tools” uden på med en sort sprittus.

Marinasoldaten var dybt misundeligt på den fine æske.

Sømanden er en rig mand og har jænne gue sauer, som man siger på nordjysk.

Og det prøver jeg tappert at lære noget af.

Finde glæden i en trækasse  og føle mig rig, når der er ild i brændeovnen, kattens snorker og jeg kan se, at kartoflerne snart er færdige.

Sommetider kan jeg nemlig godt miste overblikket lidt.

Blive forvirret, drukne i komplicerede relationer og have svært ved at finde glæden lige foran mig.

Så tyer jeg til sømanden.

Krammer ham lidt, imens han fortæller mig om vintergækkerne ude i haven, avokadoens fremskridt og spørger om han skal hente et tæppe eller om jeg måske skal have repareret min cykellygte.

De vigtige ting.

De små, store ting.

Og måske laver han et badutspring for at muntre mig op og sammen får vi lige lagt alt det unødvendige støj i en kassen, som vi sætter ud til storskrald.

For livet findes jo lige foran os, dagen er jo lige her, og når man både både har ny ovn, en avokadoplante og en trækasse til small tools, så kan man da kun være i godt humør.

xxx