Tag: kat

Ingenting

I dag er en ingentingdag.

Så skal jeg ikke noget.

Ingenting.

Kalenderen er tom og dagen strækker sig ud, som en nystrøgen perleplade.

Dagen starter allerede forventningsfuldt, når jeg ikke behøver at sætte vækkeuret aftenen før.

Så ved man bare, at ingenting venter forude.

Så kravler jeg under dynen velvidende, at jeg kan blive liggende, så længe jeg har lyst.

Så vipper jeg lidt med tæerne, trækker dynen op over ørerne og sover til jeg vågner.

Bliver liggende i sengen, indtil jeg ikke orker længere.

Står op og tager noget udkneppet tøj på. Det skal helst ikke passe sammen, være lidt for stort og gerne med et par mindre huller.

Det er som om, at jeg slapper bedre af, når mit tøj ikke fordre noget som helst.

Når jeg så finder brødristeren frem, så ved sømanden godt, hvad klokken er slået.

Han kan kende en ingentingdag, når han ser den.

Han skynder sig som regel at slubre morgenkaffen færdig, inden han smutter diskret ud af døren.

Ingentingdage startes nemlig bedst alene.

Så sømanden tager på havnerundfart, på arbejde eller på besøg hos Den Rejsende Onkel Max, imens jeg omhyggeligt rister rugbrød og finder osten frem.

Så laver jeg te, vender rugbrødet på brødristeren og tager smør og syltetøj ud af køleskabet.

Jordbær-rabarber, det er min yndlings.

Så vender jeg rugbrødet igen, det skal have mindst fire gange på hver side, laver et glas kold vand, finder en banan eller skærer et stykke agurk.

Så har aktionsniveauet også nået sit højdepunkt, og jeg sætter mig på køkkenbænken og vender rugbrødet endnu en gang.

Radioen skal stå på den helt rigtigt lydstyrke og der skal være tændte stearinlys.

Så spiser jeg langsomt mit ristede rugbrød med ost og nipper til min skoldhede te med honning.

Jeg har ikke travlt, for jeg skal ingenting.

Jeg har ingen aftaler, jeg skal ikke gå 10000 skridt, støvsuge eller i Matas efter håndcreme.

Jeg sidder der bare.

Min bh er uden bøjler og mine trusser er lidt slappe i elastikken.

Sokkerne hænger om anklerne, og håret er viklet op i en hurtigt knold.

Jeg sidder der længe.

Drikker det sidste te og få fanget en rugbrødskerne med en tandstik.

Når jeg begynder at få lidt ondt i ryggen, så rydder jeg op efter morgenmaden, og sætter mig ind i stuen eller ud i haven, alt efter vejr og vind.

Måske sætter jeg noget vasketøj over, måske gør jeg ikke.

For jeg skal jo ikke noget.

Så glor jeg ud i luften, imens jeg overvejer at læse en bog eller sy nogle korssting.

Måske bliver jeg bare siddende.

Katten plejer at holde mig med selskab. Hun er så dygtig og erfaren til ingenting, at hun sikkert kunne få en ledende konsulentstilling i et internationalt firma, hvor hun kunne blive ingenting-konsulent-manager-noget, men det ville jo skære benhårdt i mængden af ingenting, så det er hun ikke interesseret i.

Så sidder vi begge to der og laver ingenting sammen.

En ingentingdag går faktisk forbløffende hurtigt.

Eftermiddagen glider igennem stuen, og pludseligt bliver ingenting afbrudt af sømanden, der rumstere med potter og pander i køkkenet.

Så laver jeg ingenting, imens han laver mad.

Så spiser vi og bagefter laver jeg ikke rigtigt noget, imens han vasker op.

Som regel er der ingenting i fjernsynet, det ser vi så, imens vi hviler fødderne på fodskamlerne og katten snor sig kælent på vores skød.

Og så går jeg i seng, velvidende, at jeg ikke har lavet en skid hele dagen.

Intet.

Ingenting.

Jeg har ikke skabt nye minder, fået oplevelser eller blevet socialt stimuleret.

Jeg har ikke gjort rent, syltet marmelade eller ordnet have.

Jeg har sådan set bare siddet på min røv og spist ostemadder.

Og det har været for fedt.

Akkurat som dage med oplevelser, ture, udflugter og socialt samvær kan være opkvikkende, fornyende og give en masse energi, så kan ingenting også byde ind med noget.

Refleksionen, roen, stilheden og nulstilling af nervesystemet er essentielt for min væren i verden.

Og det kan jeg ikke nå med ti minutters intensiv meditation, 15 minutters powernap eller 30 minutters pause spenderet på de sociale medier.

For mig tager det tid at lave ingenting, det er noget, som jeg dyrker, en uddøende kunstart, der langsomt bliver spist af fyldte kalendere, sociale medier og Netfix-serier, der aldrig slutter.

Så har du spildt din fridag med at lave ingenting, er dagen smuldret bort, gledet dig af hænde, så har du måske i virkeligheden brugt dagen godt.

For ingenting kommer før noget.

xxx

 

 

 

 

 

 

Det eneste jeg ønsker mig

Jeg har fødselsdag til april og det eneste jeg ønsker mig er, at vores kat Fister Løgsovs får fjernet stemmebåndet.

Den har altid været et jamretræ, men efter at pigerne er blevet store og har fået deres eget liv, så er det stukket helt af.

Hun kan ligesom jamre sig på udåndingsluften.

Trække vejret helt ned i lungerne, for derefter udstøde en lang og klagende lyd.

Imponerede lang faktisk.

Og i flere tonelejer.

Så trækker hun vejret ind og kommer derefter med en serie af små klager, inden hun igen trækker op til den helt store tur.

Sømanden og jeg er efterhånden blevet lidt bekymrede.

Er hun ensom?

Dement?

Savner hun pigerne?

Sømandens hovedteori er, at hun bare er røvirriterende.

Træls og snotforkælet.

Det er værst, når hun bliver lukket ind om morgenen eller når vi kommer hjem om eftermiddagen.

Så synger hun og fortæller lange historier om den rædsel og horror, som hun har gennemgået i den lange mørke nat, læggende ude i den hule, som sømanden omhyggeligt har foret med gamle tæpper og bløde puder.

Vi er nået til den konklusion, at hun har et udpræget dramagen.

Hun sætter sig flere gange dagligt  hen foran sine fodreskåle, fyldt med frisk vand og tørfoder, og jamrer anklagende ud i luften.

Hentydningen er klokkeklar og budskabet hænger i luften.

Hun har aldrig nogensinde fået hverken vådt eller tørt.

Hun er udsultet og hulkindet, og dehydreret.

Vi har prøvet at ignorere hende, hælde hende ud af døren eller pædagogisk vise, at skålen er fyldt og vandet er frisk.

Hun mener, at det er fake news, og helmer ikke, før vi har  drysset tre ekstra stykker tørfoder i skålen.

På de dovne dage nøjes sømanden bare med at ryste skålen lidt.

Så stopper klagesangen og hun udvælger omhyggeligt fem stykker tørkost, som hun spiser langsomt og omstændigt.

Som regel smider hun 20 styks på gulvet.

For effektens skyld.

Så er der stille i cirka 30 sekunder.

Så jamrer hun, fordi hun er hudsulten og aldrig nogensinde er blevet kløet bag ørerne.

Aldrig-nogen-sinde.

Ever.

Og så klør vi hende, imens hun vrider sig henført og er vi heldige, så falder hun i søvn midt i det hele.

Udmattet af dagens strabadser og tør i halsen af al den jamren.

Så får hun en 30  minutters lur på skødet, inden hun træt og lækkersøvnig glider ned på gulvet og kravler ind i sin hyggehule, hvor hun snorker sig igennem resten af aftenen.

Og næste dag, så starter det hele forfra.

Det er skruen uden ende.

Vi har overvejet at få en kat mere, men hun er en ældre dame på 12 år, og hun levede i mange år i et voldeligt forhold, indtil vores ældre mere dominerende kat Findus afgik ved døden forrige efterår.

Så på en eller anden måde, synes jeg, at hun har fortjent en alderdom, hvor hun ikke skal kigge forskræmt rundt om hjørnerne, ydmygt lægge sig i passende afstand og modtage impulsive lussinger.

Studievejlederens kat kigger forbi på daglig basis, og de to har været i klammeri flere gange, og vi må bare se i øjnene, at vores Fister aldrig kommer til at vinde en nævekamp. S¨å vi frygter, at hun vil leve sine sidste år i ydmygt retræte, imens den nye kat indtager tronen.

Var det en jamrekonkurrence derimod, så ville hun løfte trofæet.

Og sådan har vi jo alle forskellige talenter, sømanden er god til badutspring, katten kan jamre sig og jeg er rigtigt god til ikke at lave mad.

xxx

 

 

 

 

 

Kartofler og trækasser

-kom lige, skynd dig!

Sømanden lød så intens og insisterende ude fra køkkenet, at jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne og halsede derud.

Måske havde han skåret sig!

Hakket sig i fingeren eller snittet sig på mandolinjernet.

Sømanden stod bøjet foran den nye ovn.

Jeg var lettere forpustet og en lille smule forvirret.

-se, hylede sømanden og pegede ind i ovnen, -kartofler!

Jeg kiggede ind i ovnen.

Kartofler.

Skåret i nydelige både og drysset med noget krydderihalløj.

Vi stod lidt og kiggede på kartoflerne.

Jeg følte, at jeg skulle gøre noget.

-de så er flotte, sagde jeg så.

-de er er ikke bare flotte, brølede sømanden begejstret, – man kan jo se dem. Lige der! Igennem ruden!

Han rettede sig op og satte selvfedt hænderne i siden.

Stod lidt og betragtede sit værk.

Tilfreds med tilværelsen.

-i den gamle ovn, forklarede han så pædagogisk,- der kunne man slet ikke se så tydeligt gennem ruden.

Jeg efterlod den glade mand i køkkenet og gik ind i stuen, endnu en gang sat til vægs af sømanden begejstring for hverdagens glæder.

Hans helt store kærlighed er i øjeblikket en avokadoplante.

Finn-Oles mors havde for et par år siden gang i at forspire en omgang avokado-sten.

Sømanden fik en med den fineste lille grønne spire. Den boede en plasticpose med vådt køkkenrulle og sit helt eget mikrosystem.

Han hjembragte den lykkeligt fra tankstationen og plantede den omgående ud i en urtepotte.

Nu er den den cirka 1 meter og tyve høj, og i sidste uge lavede den to nye skud.

Sømanden tjekker dagligt, om jeg nu også følger med i udviklingen.

Det gør jeg.

Det er faktisk lidt svært at undgå.

Og hvis jeg spørger, så kan jeg sikkert også få lov til at se han forkromede Raleigh cykel.

Special edition.

Jeg har set den mange gange, men jeg må gerne se den igen.

Anytime.

Og til jul fik han en radio af sin arbejdsplads.

Den har han ikke rigtigt brugt, men til gengæld er han rigtigt glad for emballagen.

For radioen kom i den fineste trækasse, som passede perfekt til hans samling af mikroværktøj.

Små skruetrækkere, tænger og pincetter, til reparation af små ting.

Han har skrevet “Small Tools” uden på med en sort sprittus.

Marinasoldaten var dybt misundeligt på den fine æske.

Sømanden er en rig mand og har jænne gue sauer, som man siger på nordjysk.

Og det prøver jeg tappert at lære noget af.

Finde glæden i en trækasse  og føle mig rig, når der er ild i brændeovnen, kattens snorker og jeg kan se, at kartoflerne snart er færdige.

Sommetider kan jeg nemlig godt miste overblikket lidt.

Blive forvirret, drukne i komplicerede relationer og have svært ved at finde glæden lige foran mig.

Så tyer jeg til sømanden.

Krammer ham lidt, imens han fortæller mig om vintergækkerne ude i haven, avokadoens fremskridt og spørger om han skal hente et tæppe eller om jeg måske skal have repareret min cykellygte.

De vigtige ting.

De små, store ting.

Og måske laver han et badutspring for at muntre mig op og sammen får vi lige lagt alt det unødvendige støj i en kassen, som vi sætter ud til storskrald.

For livet findes jo lige foran os, dagen er jo lige her, og når man både både har ny ovn, en avokadoplante og en trækasse til small tools, så kan man da kun være i godt humør.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

Tik-tak

Så tog den yngste af tøserne på rygsæksrejse.

Vi satte hende på toget kl. 5.23 forleden morgen og vinkede stolte farvel igennem ruden.

Toget forlod raslende stationen, og efterlod os på perronen.

Vinden hylede koldt og jeg trak halstørklædet tættere om halsen, inden vi traskede tilbage til bilen og kørte hjem til matriklen.

Sømanden overvejede at køre i motionscenteret, når nu han alligevel var oppe.

Jeg spiste morgenmad, pakkede min taske og cyklede på arbejde.

Da jeg kom hjem igen, var der status quo.

Mig, sømanden, katten og stueurets sagte tikken.

Vi sad lidt i køkkenet.

-nåe, sagde sømanden og kiggede tomt ud i luften, -hvad kunne du så tænke dig til aftensmad?

Jeg foreslog halvhjertet en kyllingesalat.

Sømanden lavede svinekoteletter. Med salat og stegte kartofler.

Vi fik vand til.

Bagefter satte vi os ind foran fjernsynet.

Og det er jo vidunderligt, at ens døtre har mod på at flytte ud af byen, begynde på en uddannelse, rejse ud i verden med rygsæk, trives og starter deres eget liv.

Man kan jo kun blive helt stolt og glad.

Og så sidder man der stuen, og prøver på at huske, hvad man egentligt lavede, dengang man selv bestemte over sin kalender.

Før forældremøder, skolehjemsamtaler, skolefodboldsweekender og gymnastikopvisninger, kombineret med fødselsdage, Fårup sommerland og lektielæsning og hente og bringe seancer. Efterfulgt af gymnasietiden, med fester, eksamen og corona-lockdown.

Hvad lavede man egentligt dengang?

Hvad talte vi om?

Hvad fik vi tiden til at gå med?

Vi kan ikke rigtigt huske det, til gengæld minder kattens jamre os om, at vi nu er de primære omsorgspersoner i et luksusliv levet i varme børnedyner og med nus og kæleri i overflod. Og nu må den nøjes med sømanden, der forbarmer sig og tager den på skødet, mest for at slippe for det højlydte klynkeri.

Vi skal nu selv fylde kalenderen, samtalerne, weekenderne og aftenerne.

Så vi er begyndt at se Peaky Blinders.

En serie på Netflix, som yngste barnet satte os i sving med, ind hun smuttede til Indien.

Problemet var bare, at vi ikke havde Netflix, og sømanden, som har et meget anspændt forhold til streaming tjenesternes prisniveau, afviste kategorisk at installere endnu en app.

Efter benhårde forhandlingerne blev de enige om at afmelde Viaplay og installere Netflix.

Så nu er vi beskæftiget og hun er rejst.

Så sidder vi der, i hver vores lænestol og følger med i familien Shelbys kriminelle aktiviteter.

En imponerende energi den familie lægger for dagen.

Meget opfindsomt.

Og når stueuret slår 22, så går vi i seng.

Vi er helt udmattede af dagens strabadser og lægger som skudt, der i mørket.

Ind imellem varierer vi med programmer om kanalsejlads, Rick Stein og verdens smukkeste togrejser.

Så snakker vi lidt om vejret og lukker katten ind og ud, og ind og ud igen.

Jeg har undersøgt, hvor man kan gå til linedance og sømanden har været med konstablen i Frederikshavn.

Men lige nu, vi er lige der, hvor vi skal være, med en følelse af, at vi selv kan forme tiden og fremtiden.

Det er en ny dør, et nyt kapitel og der mange muligheder at vælge imellem.

Så vi ser Peaky Blinders og sidder lidt i sofaen.

Mærker efter og lytter efter lyde i stilheden.

Og så har vi besluttet, at vi ikke trækker det åndsvage stueur op mere, for det er da ikke til at holde ud at høre på det tikkeri.

xxx

 

 

 

 

 

 

Gaveregn på en lørdag

I går eftermiddags piskede sømanden afsted, sammen med den yngste af tøserne, for at handle ind til aftensmad.

Imens lavede jeg en kop kaffe og tændte et par stearinlys, og satte mig i min røde lænestol.

Fødderne op og en kat, der gav udtryk for sin generelle tilfredshed med livet, ved at spinde højt og gennemtrængende. Skumringen trak til udenfor og livet stod på pause et øjeblik.

Det blev imidlertid brat afbrudt af sømanden, der rødkindet og iført islandsk sweater, kom væltende ind i stuen.

-vi har købt en gave til dig, brølede han og viftede ivrigt med en lille plasticboks.

-næh, hvorfor skal jeg have en gave, spurgte jeg, og rakte forventningsfuldt hånden frem.

-det er da fordi, at vi godt kan lide dig, proklamerede sømanden og lagde stolt den lille gennemsigtige plasticboks i min hånd.

Det var  en æske tandstikker!

Lilla tandstikker.

Dem med spids i den ene ende og tandtråd i den anden.

-der er mere, jublede sømanden, og fòr spændt ud i køkkenet efter den næste gave.

Det viste sig at være en pose ristede løg.

-det er et godt mærke, påpegede sømanden, imens han rodede intenst i indkøbsposen, for at finde den tredje og sidste gave.

En lille flaske chilisovs, nedsat til 5 kr.

Og så sad jeg der, i min røde lænestol, og kiggede på ristet løg, tandstikker og chilisovs.

Jeg ved godt, at det ikke er sko og diamanter, weekendophold eller moderne porcelæn, men nu bruger jeg faktisk en del tandstikker, desuden er ristede løg og chilisovs er blandt mine livretter, så i min verden er det gode gaver.

Især fordi nogen havde tænkt på mig.

Fordi der er nogen, der har stået et sted ude i byen, og tænkt, at det var da lige noget, købt det og hjembragt det, udelukkende fordi de gerne ville glæde mig.

Det er da den ultimative gave.

I min verden.

xxx

Kim, støvsugning og ABBA

 I dag tændte jeg for mit anlæg.

Pillede en jule-cd ud og satte en med ABBA i afspilleren.

Så oldschool er jeg nemlig. Jeg kan godt lide at høre sangene i den rækkefølge de er tænkt, i den sammenhæng som musikerne har tænkt, jeg kan godt lide at høre cd’er.

Så jeg skruede op for ABBA.

For fuld knald.

Så ved tøserne godt, hvad klokken har slået.

Så skal der nemlig støvsuges.

Det er en cd fra filmen Mamma Mia. Det er ikke Agnetha og Anni-Frid der synger, men et udvalg af skuespillere fra filmen.

Hvilket givet musikken et strejf af amatør, viljestyrke, plads til at fejle og mod til at turde.

-den lyder af helvede til, var sømandens kommentar, første gang jeg satte den i afspilleren.

Men skruer jeg op, tænder for støvsugeren og skråler med og danser som en åndsvag.

Pigerne lukker dørene til værelserne, og kattene tigger om at komme udenfor.

Så jeg har det hele for mig selv, og det er da ikke så værst.

-åh, for satan, hvor jeg elsker at støvsuge! Som min svigerinde begejstret råbte, da hun engang, i et pludseligt anfald af rengøringslyst, tændte for støvsugeren, imens vi drak kaffe.

-prøv at se hvor nemt det er! -jublede hun, imens hun ivrigt kørte frem og tilbage med støvsugeren.

Og hvor har hun ret! En støvsuger er da en skide smart opfindelse, og hvis man kombinere den med god musik, og en hel masse dans, så kan man faktisk godt komme i helt godt humør.

Og ikke et ord om høj puls, motion og antal skridt, for så lægger man jo bare pligt ovenpå pligt, og hvem gider det?

Jeg går efter glæden, dansen og musikken.

Jeg bruger mundstykket som mikrofon, danser salsa ned af gangen, og svinger med ledningen i takt til musikken. Jeg vrikker med rumpetten, når jeg støvsuger sofaen, og laver piruetter når jeg fanger spindelvæv i loftet.

-Livet er, hvad man gør det til, som Kim Fupz Aakeson engang har udtrykt det.

Livet er, hvad man gør det til!

xxx

Julen sig nærmer…

Huset står juleklart, træet er pyntet, gaverne købt og maden godt i vej.

Der er ikke gjort hovedrent, bagt julesmåkager eller lavet konfekt.

Der er købt juleslik, set James Bond film og hørt latterligt meget julemusik.

Der er blevet pyntet til jul og hængt kulørte lyskæder op.

Der er blevet indkøbt gavepapir, bånd og til-og-fra-kort med guldtema, og pakket gaver ind.

Der er ikke blevet drukket et eneste glas gløgg.

Der er blevet indkøbt frosne æbleskiver.

Der er blevet optøet frosne æbleskiver i microovn.

Og bagt Luciaboller.

Og spist Luciaboller.

Og appelsiner med kanel.

Der er ikke noget juletræstæppe under juletræet.

Der er blevet spist risengrød af tøserne og sømanden, imens jeg har siddet med kvalmen oppe i halsen i rummet ved siden af.

Der er indkøbt et stk. julestjerne, som efterfølgende er placeret på spisebordet.

Der er vundet en and i et lokalt lotteri og indkøbt en and.

Der er blevet stegt to ænder.

Der er to katte, der er blevet maniske og hyperaktive ved duften af stegt and.

Der er set julemadlavningsprogrammer i fjerneren. Gået i uldne sokkker, gået lange ture og cyklet rundt havnen. Købt juleugeblade, læst bøger og grinet i sofaen. Foldet juletstjerner i guld og indkøbt en pytknap. Spist sildemadder og drukket nisseøl.

Der er helt sikkert nullermænd i hjørnerne og støv i vindueskarmen. Vi har ikke rigtigt styr på, hvad vi skal i juledagene og den julekjole jeg har bestilt hjem, kan jeg ikke passe.

Der er drukket litervis af kaffe alene og med gode venner og snakket om alt mellem himmel og jord.

Der er blevet lyttet til Mads og monopolet, og talt om alverdens juledilemmaer. Og nået til den konklusion, at vores jul, har den form vores jul skal have. Med den grad af socialt samvær, forberedelser og mængde af gavebytteri som passer os.

I vores lille familie.

Xxx