Måned: marts 2021

Cowboy’er

Så er der simpelthen cowboy’er-uge i flimmeren.

Nogle programplanlæggere på DR2 har ganske enkelt fået den geniale ide at fylde påskens sendeflade med western-film.

Om det er af økonomiske grunde eller ren og skær dovenskab, står hen i det uvisse, men når vi nu alligevel sidder der hjemme, så kan vi ligeså godt gøre det med John Wayne og Geronimo.

Har de åbenbart tænkt og klistret en stribe westerns i enden af hinanden, trykket på startknappen, og drønet på påskeferie.

Og jeg klager ikke.

Jeg kan godt lide cowboy-film.

Det er en særlig blanding af lejrbål, heste, frynser og gnavne heltetyper, der lader seksløberen tale.

Og de rammer plet hver gang.

Skurkene falder om på en helt særlig dramatisk måde, der er minimum af blod og begrænset ansigtsmimik.

Og det kunne jo være skønt, hvis det var var sådan i det virkelige liv.

Hvis vi lige forestiller os, at Søren Brostrøm var sheriffen, med stjerne på brystet, hjulben og de der læderovertræksbukser med frynser.

Så kunne Mette F. være borgmesteren med den høje hat og det snoede overskæg.

Og i stedet for at tale om bølger, restriktioner og retningslinjer, så kunne Søren bare lige trække sin gun.

-sagde du stigende incidenstal?

Pow-pow

-glemte du at spritte af?

Pow-pow.

Så kunne borgmesteren sætte en dusør på Red Coronas hoved, og det vil straks fange en masse dusørjægeres opmærksomhed.

Søren Sherif vil samle et slæng af ukendt og mystisk oprindelse, udnævne dem til vicesheriffer, fylde saddeltaskerne med mundbind og ride ud på prærien for at nakke Red Corona.

Om aftenen vil de lave bål, komme op at skændes, spise bønner og drikke sprit, indtil de falder i søvn med sadlen som hovedpude og hatten ned i øjnene.

Uden den mindste smule tømmermænd, dog en anelse angerfulde, vil de sadle op dagen efter og fortsætte jagten.

Så krydser de måske et indianerterritorie. Det kommer til at stresse dem lidt, men heldigvis kender Søren Sherif allerede den øverste medicinmand, Henrik-taler-med-pap-stykker.

Da indianerne også er rigtigt trætte af Red, så trækker de i krigsmaling, pakker tomahawken og deltager i jagten Red, der mildest talt er ved at være lidt presset.

Til sidst er der en koncentreret ildkamp, hvor begge parter gemmer sig bag ved nogle dekorative klipper og fyrer løs med deres pistoler.

Pow-pow

Der er også rifler og pile involveret.

Pow-pow og swisshh

Det hele ender med en nævekamp mellem Red og Søren.

Red er en fej banan, så han ypper kniv.

Men Søren er en ærlig sjæl, så han vinder, nakker Red og rider ud i solnedgangen på sin trofaste ganger, som han har opkaldt efter borgmesteren.

Det hele bliver selvfølgeligt fulgt af et hold sortklædte tegnsprogstolke, der skiftes til at tolke, efter en præcis og stramt tilrettelagt tidsplan.

Borgmesteren vil gerne uddele dusøren, men sheriffen er allerede langt væk, så dusøren bliver proppet i pengekassen, som ærligt talt også er blevet lidt tørlagt efter den omgang.

Så står der “The End” på skærmen, for en af de gode ting ved western er, at der aldrig er en cliffhanger. Historien slutter, døren lukkes og der koges ikke mere suppe på den pølsepind.

Sådan er det jo ikke i virkeligheden, hvor historien om borgmesteren, sheriffen og Red fortsætter som et hamsterhjul.

Med en træt, skævbenet hamster, der efterhånden har svært ved at se meningen med det åndsvage hjul.

Så hvis du trænger til en pause, en anden fortælling, her i påsken, så skal du måske overveje at tænde for John Wayne og hans seksløber.

Så kan du jo altid lave dig en whisky og se den med støvlerne på.

xxx

Bee There

-ååhh, hylede sømanden, imens han skrubbede løs på det honningglas, som han var ved at rengøre.

-folk der ikke kan lide honning, de skulle satme skydes ved daggry!

En lidt voldsom udmelding, men vi har jo alle sammen nogle ting, som vi brænder for.

Sømanden brænder for honning.

Lokal lynghonning, indsamlet af flittige bier på Hulsig hede, opsamlet og slynget af en lokal biavler og hans dansk-svenske gårdhund. Herefter hældt på glas, påsat etiketter og bragt til vores matrikel, i den fineste lille papirspose med motiver af nuttede bier og fine blomster.

Og du giver en femmer i pant for glasset, som du får retur, når du afleverer et rengjort glas med intakt låg.

Det er et koncept, som sømanden kan forstå.

Vi tømmer så mange honningglas om året, at det næsten nærmer sig religiøs fanatisme.

Og når man tænker på, hvad folk ellers får nedlukningen til at gå med, så er det da forholdvist uskadeligt.

Honningspiseri er vel på line med surdejsbagning, strikning og vandreturer.

Modsat sortklædte demonstrationer, galdegylperi på sociale medier og alle de indre Gerda’er, som får frit løb i de lokal supermarkeder.

Og jeg forstår godt behovet for at gøre noget.

Bare et eller andet.

Jeg forstår godt, at man kan blive helt stram i kroppen, når folk glemmer at spritte af, ikke holder afstand og alt det der.

Det er jo bare fordi, at man vil jo så gerne have, at det snart går over.

For vi gider jo ikke rigtigt mere, og for fanden hvor jeg glæder mig til den vaccine.

Så jeg holder Gerda i rigtig stram snor lige for tiden.

Og når jeg kan mærke, at hun rumsterer og gerne vil ud, så rækker jeg hende min hånd, og så får vi lige en lille snak.

Så kigger vi lige på agendaen og intentionen bag ved det verbale udbrud, der ligger og lurer.

Er det reelt en kommentar, der kommer til at gøre en forskel, eller er det bare fordi, at det vil give lidt luft for alle de frustrationer, som vi alle sammen efterhånden slæber rundt på.

Og hvis det er det sidste, som det nok oftes er, så sætter jeg lige Gerda til at tælle til 38, inden hun åbner sin mund.

Tælle til ti er sjældent nok og tælle til hundrede er for langt tid til at hidse sig op i.

38 er det perfekte tal.

Så når hjernen lige at blive afledt, men man når ikke at begynde på intense og indædte grublerier.

Bagefter går vi hjem, Gerda og jeg, og måske kigger vi lidt på en solsort, der sidder på stakittet og spiser af det æble, som sømanden troligt sætter frem hver dag.

Laver en kop kaffe, tænder for P8 Jazz, smækker benene op og prøver at finde lidt ro, i en verden af lave.

Og hvis vi er heldige og sømanden er hjemme, så kan det være, at han tilbyder at smøre en ostemad.

Med honning på, naturligvis.

xxx

Det var en overraskelse

Kender I det, når man ser et foto af sig selv, og så bliver man sådan helt forbavset.

-er det virkelig mig, tænker man så og prøver desperat at få det indre til at matche det ydre.

Og det er ikke noget med, at man er blevet gammel, lidt for tyk eller har begyndende hårvækst på helt nye steder.

Det er mere det, at det ikke lige var det, man regnede med.

Og man får lyst til at spørge fotografen, om der ikke lige kan blive taget 20 billeder mere, så man kan vælge det bedste.

Eller bare et, hvor man ikke ligner Slush-Puppie.

Men man vil ikke fremstå som et forfængeligt menneske, så man siger bare, at det er fint, imens man spekulerer over, om man er besat af en dæmon, der tager over, så snart blitzen blinker.

Så var det altså lidt nemmere, dengang i firserne.

Det havde man 24 chancer, og de skulle spredes ud over hele ferien.

Og når man kom hjem fra ferien, så gik der tit 14 dage, før man kom i tanke om, at de skulle afleveres til fremkaldelse.

Og så gik der to uger mere, inden de færdige billeder kunne afhentes i det lokale supermarked.

Så var tålmodigheden også opbrugt, og man endte som regel med at flå kuverten op ude på parkeringspladsen.

Hvis man var heldig, så var 14 brugbare fotos ud af 24.

Resten var enten helt sorte, fotos af fortovet eller indersiden af tasken, eller totalt overbelyst, fordi man var kommet til at åbne kameraet for tidligt.

Ud af de 14 var der 7 så af udsigten, hotellets reception og buffén fra den spanske grisefest.

Intentionen har helt sikkert været god, da billederne blev taget, men bagefter så ved man jo ikke rigtigt, hvad man skal med de billeder.

3 af de 7 var slørede, fordi datidens kamera havde en lang lukketid, og derfor mistede alle levende væsener tålmodigheden og begyndte at bevæge sig, inden fotoet var taget færdig.

Så var der fire billeder tilbage.

Som ofte taget på for lang afstand, så man kom lidt i tvivl om det er et ansigt eller en vindrue, derude i svømmepølen.

Så det eneste tidspunkt, hvor vi rigtigt så os selv gengivet på papir, var ved den årlige skolefotos-seance.

Så stod vi på række, for at blive fotograferet af en tydeligt irriteret mand, der nok havde startet sin karriere med drømme om årets pressefoto, og nu stod midt i virkeligheden på en landsby skole, lidt uden for Horsens.

Og når der så var gået urimeligt mange dage, så uddelte klasselæreren kuverter med klassefotoet og klip-selv ark, hvor ens barneansigt var gengivet cirka 38 gange i forskellige størrelser

Billederne med det skæve pandehår og den stribede t-shirt blev behørigt klippet ud med køkkensaksen og delt ud som julegave til trætte bedsteforældre. Det største beholdt forældrene selv, det blev sat i glas og ramme og banket op på væggen over fjernsynet.

Det var det.

Vi var taknemmelige over, at det blev et foto, og det betød ikke så meget, for det blev jo alligevel indenfor familiens rammer.

Og året efter, så kom skolefotografen forbi igen, for hvert år mere bitter end det forrige, tog nye fotos, og så blev rammerne taget ned og billederne skiftet ud, og hele herligheden hængt op på væggen over fjernsynet indtil næste skoleår.

Det var ikke noget der fyldte ret meget, det var bare billeder.

Ikke som i dag, hvor man kan tage hundrede fotos på få minutter, vælge det bedste og lægge et filter på.

Og hvor alting potentielt kan ende på internettet, og blive delt millioner af gang på alverdens uartige voksen-sites.

Nu tror jeg ikke rigtigt, at et uheldigt shapshot af mig vil ende på sådan en side, men derfor kan man jo godt blive både forbavset. forvirret og en lille smule skræmt, når man ser sig selv udefra.

xxx

Fordele ved alting

Jeg bor i Skagen.

Det blæser næsten altid heroppe, og hvis der er en enkelt vindstille dag, så stiller vi os alle sammen måbende ud på terrassen, imens vi venter på, at det starter igen.

Der er mange fordele ved at bo i Danmarks nordligste by.

Pigerne har for eksempel gået i Danmarks nordligste skole.

Altså, det er jo ikke rigtigt en oplysning man kan bruge til så meget, men som sømanden siger, så kan man jo prale af alting.

Hvis man vil.

Det kan også være et stærkt kort at have på hånden, hvis man får en indbydelse til et selskab.

Sådan en indbydelse, som afsenderen tydeligvis selv har lavet på computeren.

Printet ud på fotokopipapir og foldet, så det næsten ligner et købekort.

På forsiden er der ofte et morsomt billede af fødselaren.

Man kunne næsten fristes til at kalde det for et fjollet billede.

Ved siden af det festlige foto er der altid placeret en aflang firkant, fyldt med dekorative blomsterelementer, gerne i grå og hvide farver.

Måske er det også et lille klistermærke.

Så åbner man indbydelsen og indser, at man godt kan den dag.

Man kan godt.

Så melder man til, køber en gave og begynder måske også at glæde sig en lille smule.

Og når dagen oprinder, så går man i bad, friserer sit hår og hvis årstiden er til det, så kan det være, at man oven i købet ofre et par af sine gode nylonstrømper.

Og så sætter man sig ind i bilen, sammen med sømanden, der har været klar til afgang i lang tid, men som alligevel finder på noget uopsætteligt i sidste øjeblik.

Når man så ankommer til festen, har afleveret sin gave og givet hånd de samme mennesker flere gange, så skal man finde sin plads.

Der er bordkort, og man håber bare, at der ikke er alt for mange lejlighedssange.

Forretten er en helt utrolig kold fiskeanretning, med hvidt flutés skåret på skrå.

Og kuvertsmørret er skåret ud med en ostehøvl.

Så snipper man lidt af hvidvinen, der er så sur, at man får en lille smule tårer i øjnene.

Og når forretten er spist og hvidvinen er drukket, så er man kommet til det punkt, hvor det meste af selskabet skal ud for at ryge.

Sådan var det i hvert fald i gamle dage.

Men nu er der jo ingen, der ryger mere.

Så vi bliver siddende.

Drejer lidt rundt med vinglasset, bøjer bordkortet og forsøger at komme i tanke om et neutralt samtaleemne, inden den berømte engel ikke bare går igennem stuen, men simpelthen vælger at slå sig ned ved bordet.

Så er der altid en, der får et genialt indfald, og smider bomben.

-nå, men hvor kommer I så fra? Spørger de og håber at englen sætter sig ved nabobordet.

Og det er jo et dejligt stikord, når man bor i Skagen.

For de fleste folk har en holdning til Skagen.

De har selv været der, eller så kender de nogen, der har været der. Måske vil de gerne derop, og hvordan er det nu med uge 29?

Så er der lidt at snakke om, og folk vil altid gerne sikre sig, om det nu er helt rigtigt, at sømanden og jeg bor deroppe hele året.

Både sommer og vinter.

Og det gør vi jo.

Om vi så kender deres mors onkel?

Han flyttede godt nok derfra i 70’erne, men alligevel.

Måske hed han Jens eller Niels, eller måske Claus?

Og hvor ufatteligt det end lyder, så er det så sikkert som amen i kirken, at sømanden ved hvem han er.

Og på den måde, kan samtalen så åbne sig i alle retninger, alt efter hvem man deler bord med.

Kunstnerkolonien, de gule huse, andre kendte feriesteder, folk fra København, Sverige, alt muligheder står åbne.

Og pludselig er hoveretten på vej, og man håber bare, at grøntsagerne ikke er alt for udkogte.

Og måske er rødvinen helt utroligt tung, og der kommer flere lejlighedssange, og nogen af dem har måske så mange vers, at det har været nødvendigt at trykke på begge sider af papiret.

Men det gør ikke så meget.

For nu har man fundet et fælles tredje, som studievejlederen kalder det.

Så går aftenen lidt nemmere.

Man kommer helskindet til både desserten og natmaden, og ind imellem er man måske blevet budt op af en danseglad bordherre, der svinger én rundt og rundt i dansen, så man er en lille smule svimmel bagefter.

Og når det hele ovre, så siger man farvel og ja til, at folk må kigge ind, hvis de kommer derop, og nej til, at de må overnatte med 4 af deres bedste veninder i uge 29.

Og måske har man lejet et hotelværelse, eller måske har man holdt sig ædru, så man kan kører hele vejen hjem igen.

På den øde motorvej.

Imens man hører P4-aften, kigger ud i mørket, endelig når til Frederikshavn og indser, at det stadigvæk mangler 45 km.

Inden man er hjemme.

Der hvor man bor hele året.

xxx

Påske med løg på

Så kom påsken snigende.

Med alle mulige løfter og muligheder, som sikkert ikke bliver til noget.

Forårsolen kiggede lige frem i ugen der gak, og lovede varme og tøj der kunne tørres på tørresnoren.

Men som alt andet i denne tid, så trak solen sig tilbage, gik i hjemmekarantæne, isolation og efterlod os andre med drypregn, grå himmel og dage, hvor alting bare ligner hinanden.

Men vi trænger satme til det forår.

Og nu er Mette F. og hendes bande begyndt at linde på døren, løfte låget og en spinkel solstråle kan anes derude i den virkelige verden.

Men tør vi tro på det?

Orker vi at tro på det?

Når man har tabt tilstrækkelig mange gange, så er det jo ikke længere så sjovt at spille på rouletten.

Så kan man vælge at trække sig fra bordet eller satse alt på rødt.

Og har man ikke flere jetoner, så må man låne.

For vi er jo nødt til at fortsætte spillet.

Lægge de sidste slidte brikker på filtdugen, lukke øjnene og håbe.

Håbe på at børnene kan komme i skole, at cafeerne åbner og at vi snart kan blive klippet igen.

Håbe på, at den lille irriterende sølvkugle endelig lander på det felt, som vi spiller på.

At vi snart kan høste vores investering.

For vi er godt nok ved at være slidte.

Og vi har godt nok været meget sammen med vores familie.

Hjemme på matriklen.

Det har vi.

Så nu vil jeg godt snart prøve det der “jeg-er-ikke-hjemme”-noget.

Jeg har hørt, at det skulle være sjovt.

Det er noget med at tage bh på, børste tænder og gå ud af døren.

Det involvere omgang med ukendte faktorer, som for et eksempel andre mennesker, spytpartikler og spontanitet.

Jeg har hørt, at det skulle være sjovt og oplivende, men efter mange, mange, mange dage med ekstremt begrænset kontakt med andre mennesker, så er jeg en lille smule utryg.

Hvordan omgås man egentlig andre mennesker?

Hvordan er der nu, at man giver hånd?

Krammer?

Hilser?

Kan ens sociale kompetencer visne og dø?

Skal man starte forfra, eller er det som at cykle?

Op på hesten og i gang, så kommer det hele tilbage.

Men på den anden side, så kan det vel ikke nytte, at vi tænker for meget over det.

For i morgen er der sikkert et eller andet der lukker ned og sættes i karantæne.

Så nu starter jeg med at øve mig på de små ting.

I dag har jeg for eksempel taget to ens sokker på.

Det er da fremskridt.

xxx

Snacks

John-Henry har spist to blomsterløg.

Det var af typen vibeæg, som giver de fineste små ternede blomsterhoveder.

Løgene var en del af en forsinket fødselsdagsgave, som jeg gav John-Henrys mor i sidste uge.

I glæde over forårets komme, havde hun så plantet dem ud i en fin kurv, sammen med blålilla hornvioler.

Så var det, at John-Henry kom forbi.

John-Henry er en bassethund i lømmelalderen.

Han kunne ikke stå for fristelsen, så han åd dem.

Blomsterløgene.

Og nu er der kun to stængler tilbage.

De er sat i en vase, i håbet om at de alligevel blomstre og trods alt kommer til at sprede lidt glæde.

Og imens sidder John-Henry og slår mave, uden at skamme sig.

Og det kan vi andre måske godt lære lidt af.

Den der med at gå efter guldet, uden nogen form anger.

Overveje hvad det er vi allerhelst vil have, også gå efter det.

Skamløst.

Selvfølgelig med Kardemommeloven i mente, det er klart.

Men den der med at kigge lidt mindre ind af de andres vinduer og lidt mere ud af vores egne, den kunne jeg da godt blive lidt bedre til.

Mærke efter sine egne drømme, ønsker og planer.

For eksempel har jeg altid drømt om at deltage i Vild med Dans.

Ikke fordi jeg regne med, at de ringer i morgen, men jeg gad da godt lige gå en runde i den kjolegarderobe.

Og var jeg rig nok, så ville jeg straks leje en helikopter og flyve verden rundt, for at besøge alle broer i verden.

For broer er noget af det sejeste, og jeg elsker en god bro.

Og havde jeg tid og tålmodighed, så ville jeg sy et kæmpe patchworktæppe ud af alle sømanden aflagte t-shirts.

Og hvis ikke Nutella var så usundt, så ville jeg spise et helt fransbrød med Nutella hver dag.

Og så drømmer jeg om at få nogle flere redekasser til småfugle sat op på stakittet i gårdhaven. En hel lille landsby af redekasser.

Det kunne jeg godt tænke mig.

Så selvom jeg aldrig har tænkt på blomsterløg som en lækker snack, så har jeg respekt for John-Henrys valg.

Han så noget, som han godt kunne tænke sig, også gik han efter det.

Uden at holde sig selv tilbage og for fuld skrue.

xxx

Nå, men teløk!

Så har corona officiet blandet sig i vores liv i et helt år.

Som en anden irriterende grandfætter, har den skruet sig ind i alle sammenhænge. Familiefester, arbejde, juleaften, begravelser, konfirmation og alt det der imellem.

Som den der gæst, man ikke rigtigt gider at have med, men som man alligevel inviterer, fordi det giver alt for meget pangel, hvis man ikke gør.

Et helt år med corona på slæb.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg var blevet klogere.

At jeg ikke ville have været corona foruden.

At jeg har gravet dybt i mit indre, lært mig selv at kende og kommer ud på den anden side, som et nyt og bedre menneske.

Men det er bare ikke sket.

Jeg har kedet mig, været bange, optimistisk, pessimistisk, foldet en jahat og haft alvorlige samtaler med Gerda.

Jeg har strikket klarklude, lagt puslespil, stirret på de sociale medier, indtil mine øjenæbler blev tørre og fulgt intenst med i dagens coronakurver.

Jeg har siddet hjemme.

I et helt år.

Jeg arbejder ikke på et hospital eller i et supermarked, så min opgave under pandemien har været at dyppe mig selv i sprit, blive hjemme og holde mig i ro.

Så det har jeg gjort.

Låst Johnny Fisskarl inde i kælderen, og set dyreprogrammer med Dovnekurt.

I et helt år.

Og af respekt for dem der kæmper ved fronten, skal jeg nok fortsætte.

Hvis det er det, der gør en forskel.

Men når jeg sidder på et plejehjem om mange år, i en øreklapstol med et hæklet tæppe om benene og et glas portvin på det lille bord ved siden af, så kan det være, at jeg får besøg at nogle unge studerende.

De er måske ved at skrive afgangsprojekt, om dengang i 20’erne hvor den globale pandemi hærgede.

Og nu har de fundet mig.

En gammel krage på 121 år, en lille smule bimmelim af portvin og med et par gigantiske glimmer øreringe i ørerne.

De har sikkert forberedt en masse kloge spørgsmål, som de vil bruge til deres interview.

Også vil jeg lukke øjnene og tænke tilbage på dengang, vi alle sammen havde utroligt grimt hår.

Dengang vi sprittede alting af, gik med mundbind og så så mange dyreprogrammer i fjernsynet, at man til sidst troede, at den russiske los var med i huset sociale boble.

Dengang ens sociale liv døde fuldstændigt, hvor man kun forlod matriklen for at handle ind og husets eneste gæst var den mus, katten slæbte med hjem.

-var det spændende? vil de unge studerende nok spørge om.

-nej, det var det ikke, vil jeg så svare, det var naturligvis hårdt, særligt for dem der kæmpede i fronten, men for os, der bare skulle blive hjemme, var det allermest bare røvsygt og kedeligt.

-hvad lærte du af pandemien? vil de så nok spørge om, imens de forventningsfulde vil kigge på mig, for at se min utrolige selvindsigt folde sig ud.

-ikke en skid, vil jeg så svare og drikke resten af min portvin, ikke en skid.

Og så vil jeg pege på flasken henne på skænken, hvor plejepersonalet har stillet den, for at begrænse mit indtag.

Den mest vakse af de unge studerende vil hente flasken og fylde mit glas op.

-det var bare ulideligt, grimt og forfærdelig at se folk blive syge, virksomheder gå op i røg og mærke hvor hurtigt folks sociale kompetencer skrumper ind, når de ikke bliver brugt. Det var ikke spor morsomt, styrkende eller udviklende. Det var bare trælst. Med joggingtøj på.

Og så vil jeg drikke resten af portvinen og falde i søvn midt i samtalen.

Og de to unge studerende vil stille liste ud, og på vejen hjem vil de overveje, om de kan bruge interviewet til deres opgave.

De vil være i tvivl om, der er kød nok på min fortælling.

Og de vil undre sig over, at jeg ikke kom med alle mulige spændende guldkorn og universelle indsigter, når jeg nu havde overlevet den store pandemi i 20’erne.

Men det er fordi, der ikke rigtigt er nogen indsigt.

Der er ingen guldkorn.

Det er bare været mørke og stueurets sagte tikken.

Og en ubeskrivelig kedsomhed.

xxx

Et træktøj

Jeg har snart fødselsdag og jeg ønsker mig en trækvogn.

Det var en oplysning, der fik sømanden helt op i det røde felt.

-en trækvogn, brølede han, imens han intenst piskede i en kasserolle, hvor han havde gang i noget sovsehalløj, hvad fanden skal du nu bruge en trækvogn til?

-årh altså, forklarede jeg og kunne godt mærke at timingen måske ikke var så god, jeg skal bruge den, når jeg maler på stakittet. Så kan jeg lige have alle mine grejer i den, når jeg går frem og tilbage.

Jeg synes selv, at det var en fantastisk ide.

Nu stod sømanden helt stille.

Han var holdt op med sit piskeri og havde lukket øjnene.

-kan du da ikke bare ønske dig noget normalt, bare for en gangs skyld, sukkede han og trak vejret dybt.

-en trækvogn er da meget normal, protesterede jeg, og hvad er i øvrigt normalt? Er det de normale, der er gale og de gale, der er normale. Er det ikke Klaus Rifbjerg der har skrevet..

Nu smed sømanden piskeriset ned i vasken.

-kan du ikke bare ønske dig noget, som jeg kan købe på vej hjem fra havnen?

Han kiggede på mig med et desperat blik.

Så fik han et pludseligt snedigt indfald.

-hvad med en ny mobiltelefon? Den gamle er jo i udu.

Han var meget tilfreds med sin ide.

Og det er jo sandt. Der er noget galt med min telefon, der kun virker via højtaleren og hvis man engang imellem giver den en ordentlig rusketur.

Men jeg gider ikke at ønske mig en ny telefon. Og jeg gider ikke have en ny telefon.

Jeg ønsker mig en trækvogn, og som jeg påpegede overfor sømanden, så kan han sikkert købe en i jem&fix, og det ligger da på vejen.

Næsten.

For jeg forestiller mig, at en trækvogn vil kunne løse rigtigt mange problemer i mit liv.

Så kan jeg trække rundt med ting og sager.

Malergrejer, pensler og en lille skammel til at sidde på. Den kan også bruges til havearbejde, hvis man skal samle flasker eller når der er storindkøb af toiletpapir i Remse.

Alt muligt.

Faktisk havde jeg pludseligt svært ved at forstå, at vi havde overlevet så mange år, uden en trækvogn på matriklen.

Sømanden var ikke så begejstret.

Han mente, at jeg kunne bruge christianiacyklen til den slags. Og i øvrigt ville sådan en trækvogn udløse et opbevaringsproblem.

Hvor stiller man en trækvogn, når den ikke bliver brugt?

Nu er der heldigvis lidt tid endnu, inden jeg fylder år, så måske kan vi bruge ventetiden på at rydde op i skuret.

I ved, sådan ordne, sortere og smide ud.

Så der kan blive plads til en trækvogn.

xxx

Er det dét?

-synes du, at jeg er blevet for tynd? spurgte jeg optimistisk sømanden, og vendte siden til, imens jeg trak maven ind.

Sømanden skulede mistroisk hen over sin bærbar.

-for tynd?

-ja, jeg vil jo ikke fremstå sådan helt udmagret, forklarede jeg og forsøgte at stille mig i en positur, der eftersigende skulle virke slankende.

Sømanden dykkede ned i den bærbare og undlod taktisk at fortsætte samtalen.

Jeg stavrede ind foran det store spejl i soveværelset og konstaterede, at der nu alligvel var et stykke vej, inden jeg kom til at fremstå direkte udsultet.

-synes du, at sort undertøj er sexet, råbte jeg til sømanden, der var ved at være godt irriteret over mit kværneri.

-årh, jeg er sgu ligeglad, svarede han, bare du tager af!

Så hang den sætning i luften og dryssede glimmer på alle de kendte forestillinger om at holde liv i ægteskabet med romantiske weekendophold, middage i stearinlysenes skær, sexet undertøj og lakerede negle.

For det, der for de fleste, står som indbegrebet af romantik og kærlighedserklæringer, er måske bare hentet direkte ud af reklamer, amerikanske film og benhård markedsføring.

Reklamer fra hoteller, undertøjsfirmaer, makeup, skrabere, slankeprodukter, guldsmede og blomsterbutikker. Snedigt placeret i film og sociale medier, som håndgribelige symboler på den ægte kærlighed.

Eller som løsningen, når kærligheden er begyndt at falme eller bare trænger til at blive pumpet op.

Den synlige begribelige romantik, som kan fotograferes og fremvises på sociale medier.

Det er måske ikke alt fra en romantisk weekend, der egner sig til offentligheden, men blomsterbuketten og hotelværelset er da flittigt brugte motiver.

Men er blomsterbuketten og det sexede undertøj ikke bare kulturelt bestemte symboler på kærlighed og romantik?

Er det for at overbevise andre og ikke mindst os selv, om den evige kærlighed?

Hvad nu, hvis vi vedtog, at det mest romantiske i verden var at ligge på sofaen og spise Ritter-sport?

Så tror jeg da nok lige, at romantikken scorede 12-taller hjemme hos os.

Så istedet for at jagte idealer og forbilleder, så kunne man måske sætte sine egne mål.

Selv definere og mærke efter, hvornår det føles godt.

For hvornår er det, at en anden person er attraktiv?

Er det når alting står knivskarpt og lever op til idealet?

Materielt, kropsligt, karrieremæssigt og hvad man ellers kan sætte flueben i.

Eller er det, hvis personen griber dig, når du falder?

Får dig til at grine?

Sætter dine tanker igang og giver dig modspil?

Selvfølgelig kan man have det hele, og heldigt for dem der har det, men hvis man bruger alle sine vågne timer på at kæmpe indædt for et kulturelt fastsat ideal for krop, karriere og kærlighed, hvor spændende er man så egentlig at snakke med?

Er det attraktivt?

Er det sjovt?

Nogle gange er det bare midt i rodet, med to forskellige sokker, ingenting i fjerneren og en halv plade Ritter-sport, at man er der.

Der på sofaen, med strithår, fedtede briller og ondt i maven af grin.

Så er man der.

For hinanden.

xxx

Kedelig med drys på

For et par dage siden, befandt jeg mig pludselig i en situation, hvor jeg sad med et aflagt ugeblad imellem hænderne.

Og jeg kan helt ærligt sige, at der ikke var en eneste artikel i det blad, der på nogen måde var interessant. Ingen af artiklerne peakede, nåede et point of no return eller i det mindste bare var en historie med løg på.

Det var simpelhen kedeligt.

Med drys på.

Det er muligt, at den manglende sammenhæng imellem mine personlige interesser og bladets tophistorier, har påvirket min oplevelse, men det fik mig til at tænke på en bestemt type mennesker, som man ind i mellem er så uheldig at støde på.

De kedelige mennesker.

Med drys på.

Kedsomhedsdrys.

Man behøver jo bare at tænke på en situation, hvor der en gruppe mennesker samlet.

Rundt om et bord

Så er vi jo nogle, der tager ordet med det samme, og vi snakker rigtigt meget. Kværner derud af, og vi kan være rigtigt svære at afbryde. Det kan ikke betale sig at vente på, at vi tier stille, for det kommer ikke til at ske.

Ved der bord, kan der så sidde nogle mennesker, der ikke kommer til orde. Måske fordi de er generte, venter på at det bliver deres tur og bare er helt almindelige høflige.

De mennesker, kan jo sagtens være interessante at høre på, og derfor er der en optimistisk pædagogtype, der har opfundet talestokken.

Kort fortalt er det en pind, jeg forestiller mig lige, at den er pyntet med indianerfjer, og den der holder pinden, er den der har ordet.

Fair nok, så er der nogle der får taletid og andre der kommer til at tie stille lidt.

Det kan være sundt for os alle.

Men prøv så lige at forestille dig, at en af dem med drys på, får fat i pinden.

Kedsomhedsdrys, forståes.

Folk der i detaljer fortæller om indholdet af deres madpakke i sidste uge, dem der fortæller om, hvordan de hakker løg, hvad de måske fejler af spændende sygdomme og om hvor mange hundelorte de så, sidst de gik en tur.

Fuldstændigt uden ironi, glimt i øjet eller bare med en lillebitte pointe.

Så sidder vi andre der, med stjålne blikke på talestokken og prøver at holde rede i detaljerede og grundige fortælinger, uden fremdrift og fyldt af informationer, som vi sagtnes kunne leve uden.

Så er det altså, at det bliver kedeligt med drys på.

Akkurat som når man bestiller en softice, og tænker, arhhh..vi skal da lige helt i mål, så derfor beder man om at få drys på.

Kakaodrys for et eksempel.

Sådan noget drys findes der også til mennesker.

Festdrys, lykkedrys, grinedrys, trøstedrys, støttedrys og kedsomhedsdrys.

Når jeg møder mennesker, der er helt dækkede af kedsomhedsdrys, så bliver mine øjne sådan helt tørre. Min mund bliver tør, og tørheden kryber ned igennem luftrøret og spreder sig til mit hjerte, der bliver sådan helt lillebitte og indtørret.

Jeg får svært ved at trække vejret, og får lyst til at flå talestokken ud af deres hænder og give dem et ordenligt gok i nødden med stokken, så indianerfjerene flyver rundt i luften.

Men jeg gør det ikke, fordi jeg har gået i børnehave i 70’erne, hvor vi lærte at sidde pænt i rundkreds og vente på tur.

Jeg gør det ikke, fordi det er uhøfligt.

Jeg gør det ikke, fordi det er udemokratisk.

Jeg gør det ikke, fordi det udansk.

Respektløst.

Og flabet

Men jeg har satme lyst.

xxx