John-Henry har spist to blomsterløg.
Det var af typen vibeæg, som giver de fineste små ternede blomsterhoveder.
Løgene var en del af en forsinket fødselsdagsgave, som jeg gav John-Henrys mor i sidste uge.
I glæde over forårets komme, havde hun så plantet dem ud i en fin kurv, sammen med blålilla hornvioler.
Så var det, at John-Henry kom forbi.
John-Henry er en bassethund i lømmelalderen.
Han kunne ikke stå for fristelsen, så han åd dem.
Blomsterløgene.
Og nu er der kun to stængler tilbage.
De er sat i en vase, i håbet om at de alligevel blomstre og trods alt kommer til at sprede lidt glæde.
Og imens sidder John-Henry og slår mave, uden at skamme sig.
Og det kan vi andre måske godt lære lidt af.
Den der med at gå efter guldet, uden nogen form anger.
Overveje hvad det er vi allerhelst vil have, også gå efter det.
Skamløst.
Selvfølgelig med Kardemommeloven i mente, det er klart.
Men den der med at kigge lidt mindre ind af de andres vinduer og lidt mere ud af vores egne, den kunne jeg da godt blive lidt bedre til.
Mærke efter sine egne drømme, ønsker og planer.
For eksempel har jeg altid drømt om at deltage i Vild med Dans.
Ikke fordi jeg regne med, at de ringer i morgen, men jeg gad da godt lige gå en runde i den kjolegarderobe.
Og var jeg rig nok, så ville jeg straks leje en helikopter og flyve verden rundt, for at besøge alle broer i verden.
For broer er noget af det sejeste, og jeg elsker en god bro.
Og havde jeg tid og tålmodighed, så ville jeg sy et kæmpe patchworktæppe ud af alle sømanden aflagte t-shirts.
Og hvis ikke Nutella var så usundt, så ville jeg spise et helt fransbrød med Nutella hver dag.
Og så drømmer jeg om at få nogle flere redekasser til småfugle sat op på stakittet i gårdhaven. En hel lille landsby af redekasser.
Det kunne jeg godt tænke mig.
Så selvom jeg aldrig har tænkt på blomsterløg som en lækker snack, så har jeg respekt for John-Henrys valg.
Han så noget, som han godt kunne tænke sig, også gik han efter det.
Uden at holde sig selv tilbage og for fuld skrue.
xxx