Jeg har fødselsdag til april og det eneste jeg ønsker mig er, at vores kat Fister Løgsovs får fjernet stemmebåndet.
Den har altid været et jamretræ, men efter at pigerne er blevet store og har fået deres eget liv, så er det stukket helt af.
Hun kan ligesom jamre sig på udåndingsluften.
Trække vejret helt ned i lungerne, for derefter udstøde en lang og klagende lyd.
Imponerede lang faktisk.
Og i flere tonelejer.
Så trækker hun vejret ind og kommer derefter med en serie af små klager, inden hun igen trækker op til den helt store tur.
Sømanden og jeg er efterhånden blevet lidt bekymrede.
Er hun ensom?
Dement?
Savner hun pigerne?
Sømandens hovedteori er, at hun bare er røvirriterende.
Træls og snotforkælet.
Det er værst, når hun bliver lukket ind om morgenen eller når vi kommer hjem om eftermiddagen.
Så synger hun og fortæller lange historier om den rædsel og horror, som hun har gennemgået i den lange mørke nat, læggende ude i den hule, som sømanden omhyggeligt har foret med gamle tæpper og bløde puder.
Vi er nået til den konklusion, at hun har et udpræget dramagen.
Hun sætter sig flere gange dagligt hen foran sine fodreskåle, fyldt med frisk vand og tørfoder, og jamrer anklagende ud i luften.
Hentydningen er klokkeklar og budskabet hænger i luften.
Hun har aldrig nogensinde fået hverken vådt eller tørt.
Hun er udsultet og hulkindet, og dehydreret.
Vi har prøvet at ignorere hende, hælde hende ud af døren eller pædagogisk vise, at skålen er fyldt og vandet er frisk.
Hun mener, at det er fake news, og helmer ikke, før vi har drysset tre ekstra stykker tørfoder i skålen.
På de dovne dage nøjes sømanden bare med at ryste skålen lidt.
Så stopper klagesangen og hun udvælger omhyggeligt fem stykker tørkost, som hun spiser langsomt og omstændigt.
Som regel smider hun 20 styks på gulvet.
For effektens skyld.
Så er der stille i cirka 30 sekunder.
Så jamrer hun, fordi hun er hudsulten og aldrig nogensinde er blevet kløet bag ørerne.
Aldrig-nogen-sinde.
Ever.
Og så klør vi hende, imens hun vrider sig henført og er vi heldige, så falder hun i søvn midt i det hele.
Udmattet af dagens strabadser og tør i halsen af al den jamren.
Så får hun en 30 minutters lur på skødet, inden hun træt og lækkersøvnig glider ned på gulvet og kravler ind i sin hyggehule, hvor hun snorker sig igennem resten af aftenen.
Og næste dag, så starter det hele forfra.
Det er skruen uden ende.
Vi har overvejet at få en kat mere, men hun er en ældre dame på 12 år, og hun levede i mange år i et voldeligt forhold, indtil vores ældre mere dominerende kat Findus afgik ved døden forrige efterår.
Så på en eller anden måde, synes jeg, at hun har fortjent en alderdom, hvor hun ikke skal kigge forskræmt rundt om hjørnerne, ydmygt lægge sig i passende afstand og modtage impulsive lussinger.
Studievejlederens kat kigger forbi på daglig basis, og de to har været i klammeri flere gange, og vi må bare se i øjnene, at vores Fister aldrig kommer til at vinde en nævekamp. S¨å vi frygter, at hun vil leve sine sidste år i ydmygt retræte, imens den nye kat indtager tronen.
Var det en jamrekonkurrence derimod, så ville hun løfte trofæet.
Og sådan har vi jo alle forskellige talenter, sømanden er god til badutspring, katten kan jamre sig og jeg er rigtigt god til ikke at lave mad.
xxx
