oktober 2022 – Laura Bork

Gang i løjerne

Så kom sømanden og jeg til at rode os ud i en partileder-debat.

Helt blåøjede og lidt naive havde vi tændt for fjernsynet i håbet om lidt uforpligtende underholdning.

Smækket benene op og tændt et par stearinlys.

Mærkelig nok var der ikke en hysterisk kendisquiz på plakaten, det fylder jo ellers efterhånden stor procentdel af sendefladen.

Der var heller ikke håndbold.

Til gengæld var der optakt til partilederdebat.

Den røde løber var rullet ud, og eksperter udtalte sig om løst og fast.

Programmet var ikke rigtigt gået i gang endnu, det var sådan mere programmet om programmet.

For lige at sætte stemningen.

Det mindede lidt om et set up til en større sportsbegivenhed.

Journalisterne spillede hele tiden hinanden gode, og sagde ting som: -tilbage til dig, eller -hvordan går det ude foran?

Også skiftede vi ellers lokation.

Og partilederne driblede ind på den røde løber med passende mellemrum.

Imponerende mange partiledere faktisk.

14 styks.

Jeg vidste ikke lige, at der var så mange.

Velsmurte, velformulerede, velfriserede og klar til kamp.

Der var også et par tidligere partiledere backstage, der udtalte sig om, hvordan man forberedte sig til sådan en kamp.

Så var det en af eksperterne fik lidt mikrofontid.

Og forklarede, at med 14 partier, så ville det sandsynligvis blive en regering sammensat af mange forskellige partier, holdninger og fokuspunkter.

Hun gav den kommende regering to år, så ville der sandsynligvis blive udskrevet valg igen.

Og igen.

Så skiftede vi kanal.

Tanken om mistillidsvotum, afgående statsministre, sure oppositioner og medier fyldt af valglir gav mig simpelthen helt utroligt lange løg.

Vi så “Unge Mose” i stedet for.

Der blev myrdet 4 personer indenfor 48 timer i en lille engelsk landsby med tilhørende nudistlejr.

På en eller anden måde virkede det mere virkelighedsnært og vedkomne end 14 voksne mennesker med hvæssede kløer og knivskarpe oneliners.

Og fotoshoppede valgplakater med friske slogans.

Mere af det, mindre af noget andet, veganer, landbrug og ældre eller børnefamilier.

En enkelt kandidat havde bare valgt at skrive: [indsæt valgfri tekst]

På en eller anden måde, synes han alligevel at have fanget grundstemningen i dette valg.

Men jeg har allerede glemt, hvem han var, og hvilket parti han stillede op for.

For det hele flyder lidt sammen og dagens mest interessante nyhed var alligevel, at det parti der har krævet valget udskrevet, måske ender under spærregrænsen.

Hovmod står for fald, fristes man til at tænke, og samtidigt er jeg fuld af beundring over dem har overskud til stille op på øretævernes holdeplads.

Som er klar til at få vasket deres undertøj offentligt, sætte alt på spil og kaste sig ind i kampen.

Så er det jo alligevel lidt nemmere og en lille smule gratis at se en seriemorder slå sig løs i en lille engelsk landsby.

xxx

Sammen og hver for sig

Jeg har været på Louisiana.

Tog toget fra hovedbanegården til Humlebæk.

Traskede afsted på fortovet sammen med andre pilgrimme.

Familiegrupper, venindepar, ægtepar og unge rygsækrejsende.

Jeg var der præcis til åbningstid.

Kl.11.

Sammen med en masse andre.

Jeg elsker at gå på kunstmuseum, det er pissefedt, men vi må jo konstatere, at det er de grå hjelmes territorium.

Man skal faktisk stå lidt fast, hvis man ikke sådan vil mases ud af køen.

Især hvis man ikke er klubkortindehaver.

Der var åbenbart en særlig kø til klubkortindehavere, hvilket tydeligt bekymrede dem en hel del.

For stod de nu i den rigtige kø.

Og stod andre måske i den forkerte.

Enkelte ikke-klubkortindehavere kom i forvirringen til at stå det forkerte sted.

Det var ikke med vilje.

De undskyldte og smuttede hurtigt over i køen til os andre dødelige, sådan at tempoet og retfærdigheden i klubindehaverkøen kunne opretholdes.

For det gik selvretfærdigt og stærkt til i den kø.

De susede ind af døren og fordi kontrollen, imens andre blev overladt til at købe billetter ved kasse 1.

Den unge pige ved skranken tog betaling for to billetter, fuldstændigt overbevist om, at jeg da måtte følges med nogen.

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg fulgtes med mig selv.

Helt i mit eget selskab, og det var fantastisk.

Jeg kunne fordybe mit i de billeder, som jeg havde lyst til, læse skilte, gå tilbage, stå længe det samme sted og gå forbi det, som ikke havde så meget interesse.

Nyde summen at samtaler omkring mig, få plads til mine egne tanker og spørge om vej, da det lykkedes mig at fare vild.

Jeg havde også besluttet mig for at nyde en dejlig frokost i mit eget selskab, men der var ikke en eneste ledig plads i cafeen.

Måske var der et særligt tilbud, hvis man var klubkortindehaver.

I stedet supplerede jeg dagen med en fotoudstilling om Elsabeth Taylors hjem.

Nogle gange er det rart at gøre ting sammen, andre gange fedt at gøre noget alene.

Det er selvfølgelig svært at dele oplevelsen bagefter, og sømanden var da heller ikke specielt imponeret over min gengivelse af portrætter fra Tyskland i 1920’erne.

Han lyttede høfligt og en anelse distræt, men på den andens side, så gjorde jeg jo det samme, da han genfortalte om den havnefront, som han skridtede af tidligere på dagen.

Og det er jo som det skal være, bortset fra, at jeg glemte at tjekke ud på rejsekortet ved Humlebæk Station.

Det opdagede jeg ført tre timer senere, da jeg kom ud fra Louisiana.

Jeg benyttede mig af den funktion, hvor man kan tjekke ud via internettet, i tilfælde af akut glemsomhed.

Rejsekortet står i sømandens navn.

Så det udløste en mail til han, hvor han blev høfligt informeret om det uhørte sjuskeri.

Det viste sig, at det ikke var første gang.

Åbenbart.

Nu synes han, at jeg skal have mit eget rejsekort.

I mit eget navn.

-så kan du satme passe din egen rodebutik, som han utrykte det, inden han ivrigt spurgte mig om, hvornår jeg kom tilbage, så vi kunne mødes på hovedbanegården.

Under uret.

Sammen og hver for sig

xxx

Ud & Se med DSB

Sømanden og jeg tager til København et par dage.

Fordi vi kan, har lyst til at komme lidt hjemmefra og fordi der er en udstilling på Louisiana, som jeg gerne vil se.

Sømanden vil helst ikke se Louisiana, han bliver sådan lidt tør i munden bare ved tanken.

Så han har en aftale med den københavnske havnefront.

Alle mulige spændende både, tilbygninger og sådan.

Vi tager toget derover.

Det er nemt, hyggeligt og billigt.

Nærmest som et kinderæg.

Bare uden legetøjet i midten.

Og chokoladen.

Men jeg er bare glad for at køre tog.

Der er noget ganske særligt, når rejsen starter hjemme foran hoveddøren, med en rullekuffert og en lille gåtur over på trinbrættet.

Så er vi på vej.

Det er selvfølgelig nemt at være kysk, når man er impotent, for vi har jo en dejlig bil stående i indkørslen.

Og det er ikke fordi, at jeg er bange for at køre i en storby, utryg ved motorvejskørsel eller ikke bryder mig om at flyve.

Jeg kan bare godt lide at køre i tog.

Den særlige stemning der er, når man deler et stykke af rejsen med fremmede, udsigten og tiden til at kigge på alle de fine små stationsbyer, der minder om fordums tider og dengang en landsby var sit eget mikrokosmos.

Forskellen i rejsetid mellem tog og bil er ikke særlig stor, og skal der indlægges tissepause og ventetid ved færgen, så er forskellen hurtigt udlignet.

Og til sømandens udprægede fornøjelse er toget den billige løsning.

Den orange togpris fra trinbrættet til hovedbanegården er 614 kr. inklusiv pladsbilletter fra Ålleren.

Bilen ville koste lidt mere i benzin, plus tilkøb af færgebillet og parkering.

Så vi tager toget.

Nyder mangfoldigheden, friheden fra motorvejen og de fine små indblik i medpassagernes liv.

Fragmenter af samtaler, en opgraderet firserjakke, spændte børn og pendlere med cykler og fastspændte tasker.

Alt sammen en del af det der gør en rejse, alle de små oplevelser, små erindringer, der skaber turen.

Tog vi bilen og motorvejen fik vi sikkert nogle andre oplevelser, om ikke andet, så fik vi nok set en masse biler, besøgt en tankstation og hørt noget radio.

Men jeg foretrækker toget.

Det er muligt, at jeg er en gammel sjæl, oldschool og er rimelig nichepræget, men forskellen imellem at fræse afsted på motorvejen eller sidde i toget og skrive et blogindlæg, er for mig kæmpe stor.

Og så er der selvfølgelig altid klimaet.

Og broen.

For jeg holder faktisk mere af broer end af toge.

Men kan delene kombineres, så kan det næsten ikke blive bedre.

Så mangler vi bare, at de genindfører togkiosken.

xxx

Kagemand

Hvad sker der for folks bageevner?

Man kan jo snart ikke invitere til fødselsdag uden en kage, der som minimum ligner Eiffeltårnet.

Med julebelysning.

Jeg takker min Gud og skaber for, at det ikke var på mode, dengang tøserne var små.

Der var forventningerne hvide boller med smør, lagkage og kagemand fra Bager Krage, gavmildt dekoreret med slik.

Jeg kunne to lagkager.

Hindbærsyltetøj-flødeskum-kyskage-lagkagen og bananchokolade-med-glasur-og-pulver-kagecreme.

Jeg anede ikke, at der fandtes mousser, og der gjorde mine gæster vist heller ikke.

De sagde i hvert fald ikke noget.

Så købte jeg nogle servietter med flag, måske en pose blandede balloner, 2 gange lagkagebunde og noget glimmerdrys til lagkageglasuren.

Og så gik jeg i gang.

Jeg startede altid med at piske en 1/2 liter mælk med kagecreme-pulveret.

I køleren med det.

Så piskede jeg en 1/2 liter flødeskum og blandede det med en blå spand hindbærsyltetøj.

Hele pivtøjet blev så fordelt imellem det ene sæt lagkagebunde.

I mellem og udenpå.

Her efter blev hele herligheden dækket af kyskager.

Så flot.

Den anden lagkage blev lagt sammen med skiver af banan og chokoladespåner og den stivende kagecreme.

Hvis der var en rest pålægschokolade i køleskabet, så blev det knust og fordelt i kagen.

Et tykt lag glasur på låget, gerne i en festlig farve.

Med en endnu tykkere glasur kunne der nemt laves et mønster.

Måske skrev jeg tillykke og sådan.

Ellers lavede jeg bare et spindelsvæv.

Det var ret nemt.

Flødeskum på kanten og tillykke med fødselsdagen.

Fordelen var, at det bare blev spist.

Der blev ikke taget billeder til de sociale medier, hashtag-fødselsdag-med-de-bedste.

Boller og kager blev spist, den varme cacao blev drukket og ungen pakkede gaver ud.

Det var sådan set meget hyggeligt.

Og overkommeligt.

Og hvis folk elsker at bage, lave mousser og glace, modelleringschokolade og flødeboller med alverden fyld, så synes jeg bare, at de skal slå sig løs.

Jeg spiser det gerne.

Og jeg spiser også gerne en lagkage med pulvercreme og smarties som dekoration.

No problem.

Og det er da helt imponerende, så dygtige mange er blevet til at bage.

Det er bare lækkert og jeg ser da også troligt “Den Store Bagedyst”.

For det er altid sjovt at se folk nørde med noget.

Og jeg kan da også selv være en kæmpe nørd, når det interesserer mig.

Og på de sociale medier sejler det jo i små film med kagedekoration.

Småkager der pyntes så længe og omhyggeligt, at man frygter, at de er gået en lille smule i opløsning, når glasuren endelig er nået i mål.

En hest i naturlig størrelse, bygget i chokolade.

Smørcreme.

Vildt meget smørcreme.

I alle regnbuens farver.

Så putter de det bare i sådan nogle sprøjteposer, og vupti, så sidder der en frø på kanten af den lagkage.

Det var ikke var ikke noget der skete, da jeg biksede lagkager sammen hjemme i køkkenet.

Og det er jo det gode ved internettet og de sociale medier.

Der er helt utrolig meget inspiration og undervisningsmateriale.

Man googler bare lige, hvor man for et eksempel laver en hulsøm på en mellemlægsserviet, også er der en eller anden, der har lagt en lille video op på youtube, som du kan se helt gratis.

På den måde kan man lære alt muligt.

Vi skal bare huske, at det er umuligt at blive god til det hele.

Så hvis man er en haj til hulsøm, så er det vel helt okay, at fødselsdagslagkagerne er lidt til den skæve side.

xxx

Vandhund

Så er jeg begyndt at svømme om onsdagen.

Simpelthen.

Iført solidt badetøj har jeg møjsommeligt svømmet brystsvømning i Frederikshavn svømmehal.

Frem og tilbage.

Der er fem baner i den svømmehal.

Bane 5 er reserveret til crawl.

Folk der suser intenst frem og tilbage, iført dykkerbriller og en meget avanceret vejrtrækningsteknik, hvor hovedet systematisk drejes, sådan at frisk luft kan hives indenbords og det høje tempo kan fastholdes.

De er meget dygtige.

Og hurtige.

Jeg holder mig fra bane 5.

Bane 1 er reserveret til vandgang.

Det vidste jeg slet ikke fandtes.

Det betyder, at man tager en svømmevest på og går frem og tilbage i bassinet. Akkurat som hvis du spadserende en tur på Langelinie en hyggelig eftermiddag.

Bare i Frederikshavn svømmehal.

Jeg lagde ud i bassin 2.

I et adstadigt og værdigt tempo.

Jeg blev overhalet en del gange.

Især da der kom flere til, og jeg måtte dele bane med en anden motionist.

En af de hurtige.

Men jeg holdt fast i mit og svømmede stædigt frem og tilbage.

Så opstod behovet for en badehætte.

Jeg har et tykt hår, der er lang tid om at tørre og desuden har håret jo ikke godt af alt det klorvand.

Så jeg googlede.

Og googlede.

For mit hoved er til den store side, og mit hår fylder en del, så jeg stirrede bekymret på de forslag, som google bragte på banen.

En hjemmeside lovede, at det ville sætte min hastighed gevaldigt op, hvis jeg købte deres produkt.

En badehætte, hvor der oven i købet skulle bruges talkum, for rigtigt at kunne skrue hætten på hovedet.

Det så en lille smule besværligt ud.

Til trods for den lovede hastighedsforøgelse.

Jeg besluttede mig for, at hastigheden ikke var det vigtigste.

Komfort er nok mere mig.

Jeg brokkede mig til min storebror, lagerforvalteren.

Han kender problemet med stort hoved og tykt hår på egen krop.

Vi husker stadigvæk den dag i 80’erne, hvor han ved et uheld kom til at bruge balsam, og fik voksenskæld ud på arbejdet, fordi den påkrævede hovedbeklædning ikke kunne fastholdes på hovedet.

-nåe, sagde han lettere bekymret, – har du så købt en Yvonne-badehætte?

Jeg sagde ikke rigtigt noget.

-har du? Spurgte han igen, -sådan en med store kulørte blomster?

Jeg måtte indrømme, at jeg havde kigget på dem.

Et sejt og festligt indslag i den grå hverdag.

Men her var også bekymret for størrelsen.

Hvor meget kan sådan noget gummi give sig?

Til sidst fandt jeg en hætte med velcrolukning.

De påstod, at den var ekstra stor.

Det vil jeg nu ikke give dem ret i.

Men det går, og håret var kun en lille smule fugtigt bagefter.

Og så skal jeg lige regne ud, hvordan jeg undgår luftboblen ovenpå hovedet.

Jeg anede ikke, at så meget luft kunne samle sig på det sted.

Det var først, da jeg fik hovedet under vand, at jeg kunne mærke hulrummet imellem isse og hætte.

En helt ny følelse.

Så hvis du kommer forbi svømmehallen, og kan se en lille sort kugle langsomt bevæge sig henover vandet, så bare mig.

Med badehætte, brystsvømning og god tid.

xxx

–