Træning – Laura Bork

Hverdagsperler

Som en anden buddhistisk munk er jeg gået i mentaltræning.

Jeg øver mig i at se de små bitte ting.

De små bitte glæder.

Lyden af børnelatter.

Måden lyset glimter på, når jeg vander mine potteplanter med tepotten, hvor hældetuden er belagt med guld.

En varm kattemave.

Tag over hovedet, ild i brændeovnen og mad i maven.

Og det lyder jo helt frelst, men som så mange andre, bruger jeg sommetider rigtig meget tid på at kigge ud af mine egne vinduer og ind af andres.

Og det kommer der jo bare aldrig rigtigt noget godt ud af.

Så jeg øver mig.

Kigger på sømanden, der føler sig som verdens rigeste mand, når han sidder foran fjernsynet og gumler hjemmebrændte mandler.

Tilfreds med at være lige her, lige nu.

Særligt fordi han kan streame den nye sæson af “Folk og Fæ”.

Den er nemlig blevet genindspillet.

Hvor heldig kan man lige være.

Så nu har jeg spist en dejlig rugbrødstoast, imens jeg har beundret den flotteste juledekoration, som jeg set i flere år.

Med kalenderlys, mos, skagens roser og en julekugle.

Produceret af tre glade drenge, og modtaget som tak for de Tinkakort, jeg fik udleveret i A-Z og hjembragte til deres samling.

Og så nemt var det at gøre hinanden glade.

Og det er vel der, at den gode hverdagslykke ligger.

Gemt i de små hverdagslommer.

En gåtur med studievejlederen, varm kaffe og sneen, der falder på de dyner, som man lige har lagt til luftning på terrassen.

Og selvom jeg måtte hive dynerne ind igen efter 10 minutters lufteri, så er der jo ikke noget så fint, som den første sne.

Selvom om det er koldt og katten har holdt sig i så bekymrende mange timer, at jeg til sidst hældte hende ud af døren, så hun kunne få ordnet sit business.

Det tog halvandet minut, så pressede hun en lille kold snue mod ruden og jamrede håbefuldt.

Og der kunne jeg jo hjælpe.

Åbne døren og lempe katten ind i varmen.

For det er det, som jeg øver mig i.

At have fokus på der hvor jeg kan gøre noget, se de små fine hverdagsperler og lægge de ting i haveskuret, som jeg ikke rigtigt kan ændre.

For jeg kunne også vælge at samle på utilfredshed, mukkeri og skuddermudder.

Det er et nemmeste i verden.

Det er ganske gratis, og man kan få det i spandevis.

Slæbe det hjem og gemme det i skabe og skuffer.

På loftet og i kælderen.

Men man kan jo også vælge at lade de spande stå.

Så er hænderne nemlig frie til at samle de små fine hverdagsperler op og putte den i lommen.

Høre sømanden synge, imens han steger frikadeller, se yngste barnet komme ind af døren med røde kinder, og glæde sig over, at lørdag formiddag blev brugt helt alene i A-Z, hvor der blev kigget på gavebånd og julepapir.

Hørte julemusik i bilradioen, imens jeg kun dryssede en lille smule med den indkøbte københavnerbirkes og spildte en lille smule kaffe.

Bare lige en sjat.

Tullede rundt med indkøbsvognen i mit eget tempo, imens jeg fandt strømpebukser, vatrondeller og hårshampoo.

Kiggede på juledekorationer.

Spiste en fransk hotdog.

Nød formiddagen i mit helt eget selskab.

For selvom indkøb af vaskepulver og deodoranter ikke lyder som den mest inspirerende formiddag, så var det ganske hyggeligt.

Og udløste en stak Tinka-kort, der blev vekslet til en fin dekoration, som nu står på bordet ved siden af skålen med klementiner og en ny indkøbt julerose, som et hyggeligt varsel om den december, der lurer lige rundt om hjørnet.

Og tænk, hvis man kunne få en omvendt julekalender, hvor man hver dag samlede en lille hverdagsperle op og hang den på træet.

Så kunne man sidde der juleaften og se tilbage på 24 fine minder, 24 små glimt af lykke.

Det må da være verdens bedste julegave.

xxx

Vandhund

Så er jeg begyndt at svømme om onsdagen.

Simpelthen.

Iført solidt badetøj har jeg møjsommeligt svømmet brystsvømning i Frederikshavn svømmehal.

Frem og tilbage.

Der er fem baner i den svømmehal.

Bane 5 er reserveret til crawl.

Folk der suser intenst frem og tilbage, iført dykkerbriller og en meget avanceret vejrtrækningsteknik, hvor hovedet systematisk drejes, sådan at frisk luft kan hives indenbords og det høje tempo kan fastholdes.

De er meget dygtige.

Og hurtige.

Jeg holder mig fra bane 5.

Bane 1 er reserveret til vandgang.

Det vidste jeg slet ikke fandtes.

Det betyder, at man tager en svømmevest på og går frem og tilbage i bassinet. Akkurat som hvis du spadserende en tur på Langelinie en hyggelig eftermiddag.

Bare i Frederikshavn svømmehal.

Jeg lagde ud i bassin 2.

I et adstadigt og værdigt tempo.

Jeg blev overhalet en del gange.

Især da der kom flere til, og jeg måtte dele bane med en anden motionist.

En af de hurtige.

Men jeg holdt fast i mit og svømmede stædigt frem og tilbage.

Så opstod behovet for en badehætte.

Jeg har et tykt hår, der er lang tid om at tørre og desuden har håret jo ikke godt af alt det klorvand.

Så jeg googlede.

Og googlede.

For mit hoved er til den store side, og mit hår fylder en del, så jeg stirrede bekymret på de forslag, som google bragte på banen.

En hjemmeside lovede, at det ville sætte min hastighed gevaldigt op, hvis jeg købte deres produkt.

En badehætte, hvor der oven i købet skulle bruges talkum, for rigtigt at kunne skrue hætten på hovedet.

Det så en lille smule besværligt ud.

Til trods for den lovede hastighedsforøgelse.

Jeg besluttede mig for, at hastigheden ikke var det vigtigste.

Komfort er nok mere mig.

Jeg brokkede mig til min storebror, lagerforvalteren.

Han kender problemet med stort hoved og tykt hår på egen krop.

Vi husker stadigvæk den dag i 80’erne, hvor han ved et uheld kom til at bruge balsam, og fik voksenskæld ud på arbejdet, fordi den påkrævede hovedbeklædning ikke kunne fastholdes på hovedet.

-nåe, sagde han lettere bekymret, – har du så købt en Yvonne-badehætte?

Jeg sagde ikke rigtigt noget.

-har du? Spurgte han igen, -sådan en med store kulørte blomster?

Jeg måtte indrømme, at jeg havde kigget på dem.

Et sejt og festligt indslag i den grå hverdag.

Men her var også bekymret for størrelsen.

Hvor meget kan sådan noget gummi give sig?

Til sidst fandt jeg en hætte med velcrolukning.

De påstod, at den var ekstra stor.

Det vil jeg nu ikke give dem ret i.

Men det går, og håret var kun en lille smule fugtigt bagefter.

Og så skal jeg lige regne ud, hvordan jeg undgår luftboblen ovenpå hovedet.

Jeg anede ikke, at så meget luft kunne samle sig på det sted.

Det var først, da jeg fik hovedet under vand, at jeg kunne mærke hulrummet imellem isse og hætte.

En helt ny følelse.

Så hvis du kommer forbi svømmehallen, og kan se en lille sort kugle langsomt bevæge sig henover vandet, så bare mig.

Med badehætte, brystsvømning og god tid.

xxx

–

Hot silver fox

Uhh, jeg glæder mig til at sømanden får gråt hår.

Jeg forestiller mig; sådan lidt grå stænk i siderne og i skægget.

En hot silver fox.

Har faktisk set en hårvoks til mænd, som giver et sølv-gråt skær, der lige lægger ti år til alderen.

Og jeg kan lide det.

Jeg kan godt lide alderdom, visdom, erfaring og modenhed.

Vi lever i et samfund, hvor vi, som Johnny Madsen har udtrykt det, bruger en masse energi på at blive så gamle som muligt, og en masse energi på at se så unge ud som muligt.

Det er da mærkeligt!

Vi forsager cigaretter, alkohol, kager, fed mad, lykken ved at gå alt for sent i seng, og det komplet meningsløse, men også fantastiske, ved at drive en søndag væk på sofaen, iført grimt hår og uens sokker.

Alt det bytter vi ud med bjerge af motion, ( jeg føler mig sommetider som den eneste i hele verden, der ikke har ordnet mindst to maratonløb og en ironman, inden jeg blev fyrre), sund kost, grønne juicer der smager af hø og en jahat presset så stramt ned om ørene, at man slet ikke kan mærke, hvor kedeligt det i virkeligheden er.

For vi skal nemlig blive så gamle som muligt. Gerne hundrede år, og i super fysik form.

Det eneste vi ikke må, og det er supervigtigt, – vi må ikke se gamle ud!

Der bliver indtaget tonsvis af vitaminer og kosttilskud, gået til diverse behandlinger, smurt cremer overalt og børster med stive hår køres koncentreret i urets retning. Løs hud klippes af, og hver en sprække og revne spartles ud med plastic.

Og jeg vil da give Johnny Madsen ret.

Det er da underligt.

Når man runder de halvtreds, i superform, sund og helt oppe at ringe på en aktiv livstil, så er det åbenbart forfærdeligt at ligne en på halvtreds!

Og kendisser fortæller vidt og bredt om at forbygge rynker, at fylde ansigtet med botox og andre gode sager, INDEN rynkerne indfinder sig!

Jeg synes bare, at de får sådan et underligt hævet ansigt.

Bevares, der er ikke en rynke, og det er et frit land vi lever i, men jeg kommer bare til at tænke på en tøjdukke, der er stoppet lidt for hårdt med pladevat.

Så kan jeg altså bedre lide en rynke eller to.

Eller tusind.

Mennesker smiler, græder, ler, sørger, griner til de får ondt i maven, er syge, har feber, bliver skuffede, vrede, glade, lykkelige og forelskede.

Alt muligt.

Og det sætter spor i ansigtet.

Og jeg kan lide det.

Jeg køber præmissen om, at vi skal leve et sundt og aktivt liv, og det er da ikke skide smart at ryge en pakke smøger om dagen, ligesom indtaget af alkohol og kage godt kan begrænses. Og jeg er en ubestridt tilhænger af menneskets frie valg, og har også forståelse for, at man kan få lyst til at ændre på noget, som man er ked af.

Men jeg fatter satme ikke, at det skal være fedt at ligne en på 23, når man er 52.

Verden er fuld af dejlige, smukke og lækre mennesker på 23, og den er altså også fuld af dejlige, smukke og lækre mennesker på 52.

Gråt hår, alderdom, erfaring og viden er da fedt. Samtalerne udvider sig, prioriteterne ændre sig og nye perspektiver og indfaldsvinkler kommer til.

Og det må da gerne kunne ses.

xxx

30 minutters effektiv træning

Jeg faldt over en artikel her forleden, hvor en amerikansk dame tilsyneladende have løst sit vægtproblem med en effektiv, billig og let tilgængelig træningsmetode.

8 gange 30 minutters seksuel aktivitet om ugen.

Hendes mand havde været en ivrigt assistent i det forløb, og vupti, var hun kommet i god form på en sjovt og aktiv måde.

Jeg syntes altså at det var lidt smart, det er gratis, det kræver ikke at man iføre sig en sportsbh, ingen dyre løbesko, og det er, indtil en vis grænse, uafhængigt af tid og sted.

Jeg viste artiklen til sømanden.

Han læste den langsomt og grundigt, og sad så lidt og stirrede ud i luften.

“Hvad synes du?” Spurgte jeg ivrigt, og tænkte, at det var da et tilbud han ikke kunne sige nej til.

Sømanden sad længe hensunket i tavshed, og så kom det:

“Hvad siger du til 30 gange 8 minutter?”

Den sad vi lidt og tænkte over, og på en eller anden måde, så lød det altså lidt mere overskueligt.

Men noget skulle der ske, og her forleden var jeg så begyndt til træning.

Opvarmingen var fin, kropstemperaturen var steget og jeg var begyndt at blive forpustet. Jeg havde lavet nogle strækøvelser og kunne begynde at mærke nogle muskler jeg ikke havde mærket længe. En god start, og jeg var ganske optimistisk.

Men 20 minutter inde i seancen, så greb sømanden vækkeuret på natbordet og brølede:

“For helvede, 30 minutter er lang tid!”

xxx

Åh, det skulle jo være så sundt!

– åh, det skulle jo være så sundt at dyrke sport.

Godt for kroppen, forbrændingen, musklerne, psyken, ja, sundt hele vejen rundt.

Nu er jeg ikke sporty af natur, og foretrækker faktisk at læse en god bog, imens jeg spiser et eller andet der knaser og krummer nedad hagen.

Det kommer man jo ikke i god form af, især ikke hvis ens yndlingsspise er noget med chokolade.

Faktisk hvad som helst, bare det indeholder chokolade.

Eller minder om noget med chokolade, nogen gange er det fint, hvis bare indpakningen rasler lidt, så man kan bilde sig selv ind, at man er ved at åbne noget med chokolade.

Men så tonede der en entaustisk træner og coach frem i den bedste sendetid, (jeg troede, at coach var det engelske ord for træner, men på dansk er det i betydningen af mentaltræner, altså en mand der udstrålede ekspert på alle planer, ikke rigtigt beskyttede titler, men anyway..), der var han i fjernsynet, tynd, megatrænet og med lidt for mange tænder i munden. Jeg blev helt fascineret af ham, fordi det var så imponerende, at man nærmest kunne se formen af hans kranie igennem huden.

Det var et utroligt karakteristisk udseende.

Han proklamerede, at man da bare skulle finde den sportsgren som man brændte for.

Hokus Pokus, sund livsstil i fokus!

Jeg tog udfordringen op, og begyndte en ørkenvandring igennem de lokale træningstilbud.

Nu bor jeg i en lille by, så udvalget er faktisk lidt begrænset, der er ingen tilbud om nøgenyoga, ( gudskelov), man kan heller ikke gå til ballet, fægtning eller bueskydning, og de lokale motionscentre begrænser sig til de mest populære genre.

Men jeg lavede en liste og startede med at krydse løb af.

Da pigerne var små, stod jeg i en periode op kl.5 om morgenen, og løb 5 km. tre gange om ugen.

Så blev jeg grebet og trænede mig op til at løbe 10 km tre gange om ugen.

Det var sim-pelt-hen-så-ke-de-ligt.

Jeg løb og løb, og følte aldrig nogensinde, at jeg kom hjem. Plus mit ene knæ begyndte at brokke sig og det hele blev afsluttet med, at jeg på en løbetur trådte i en flintesten og fik en begyndende blodforgiftning.

Næste på listen var pilates, det kunne man ikke gå til i Skagen på det tidspunkt, så jeg købte en dvd og smed mig veloplagt på gulvet hjemme i stuen.

Pilates viste sig at være noget langstrukkent halløj, med tilhørende panfløjtemusik.

Aldrig har jeg gabt så meget.

– selv sømanden blev helt søvnig, og han deltog ikke engang i seancen.

Jeg har også prøvet yoga, kastet mig rundt i stillinger med navne som den opgående hund, stående sol, tigeren og krigeren. Imens man trækker vejret på en meget mærkelig måde, puster højlydt ind og ud, og kommer til at tænke på, hvorfor ens underbukser konstant kravler op, hvad man skal lave i morgen, hvorfor der ikke er nogen der tør sige til Donald Trump, at hans hår er for mærkeligt og stop nu med den spraytan, og hvornår timen er slut.

Det er ikke liiiige mig, og iøvrigt pissesvært, når ens bryster konstant kommer i vejen, når man skal stå i diverse positioner og med hovedet nedad.

Det næste på listen var cirkeltræning, hvor træneren mente, at en god motivation bestod i at skrige: “Koooom såååå..!” imen hun klappe hårdt i hænderne. Altsammen ca. 15 cm. fra mit højre øre.

Der kom jeg kun en gang.

Jeg har også prøvet zumba, crossfit, styrketræning, spinning, og noget halløj, hvor man skulle sidde på en kæmpe bold, imens instruktøren insisterende på at vi SKULLE smile. Her var der bolde af forskellige størrelser, alt efter højde, men de små lavbenede damer spurtede altid ind og hapsede de store bolde.

Somom deres ben blev længere af den grund!

Jeg spurgte pænt, om ville de ikke bytte, men næh, de havde det så fint oppe på deres bolde, med de små fødder dinglende frit i luften. Så gennemførte jeg et par timer, på en lille bold, med knæene oppe om ørene, og Otto Brandenburg drønede ud af højtalerne.

Det var altså trættende.

På et tidspunkt ramte jeg så ind i latinmix, dans, ikke fitnessdans, som fx. zumba, men rigtig dans.

Med trin og koreografi, god musik og en rimelig sværhedsgrad.

Det var jeg vild med, og den kørte i et par år, så begyndte folk at falde fra og holdet blev aflyst flere gange end det blev gemmenført.

Desværre.

Så lige nu, er jeg tilbage ved gå- og cykelturer, imens jeg venter på Godot.

Det er jo dejligt at være i god form, det giver velvære, sundhed og overskud, og alt det der, og jeg er ikke helt samme sted, som min veninde, der proklamerede, at der der motionslort, det havde hun sgu droppet, det måtte famne være nok, at hun løb efter ungerne!

Så… mon ikke snart jeg begynder at se mig om efter noget, hvor musikken ikke har en insisterende baslyd, hvor jeg ikke falder i søvn af kedsomhed, instruktøren ikke er totaltovergearet, og hvor jeg kan få pulsen op og komme i lidt bedre form.

xxx