Hverdagsperler

Som en anden buddhistisk munk er jeg gået i mentaltræning.

Jeg øver mig i at se de små bitte ting.

De små bitte glæder.

Lyden af børnelatter.

Måden lyset glimter på, når jeg vander mine potteplanter med tepotten, hvor hældetuden er belagt med guld.

En varm kattemave.

Tag over hovedet, ild i brændeovnen og mad i maven.

Og det lyder jo helt frelst, men som så mange andre, bruger jeg sommetider rigtig meget tid på at kigge ud af mine egne vinduer og ind af andres.

Og det kommer der jo bare aldrig rigtigt noget godt ud af.

Så jeg øver mig.

Kigger på sømanden, der føler sig som verdens rigeste mand, når han sidder foran fjernsynet og gumler hjemmebrændte mandler.

Tilfreds med at være lige her, lige nu.

Særligt fordi han kan streame den nye sæson af “Folk og Fæ”.

Den er nemlig blevet genindspillet.

Hvor heldig kan man lige være.

Så nu har jeg spist en dejlig rugbrødstoast, imens jeg har beundret den flotteste juledekoration, som jeg set i flere år.

Med kalenderlys, mos, skagens roser og en julekugle.

Produceret af tre glade drenge, og modtaget som tak for de Tinkakort, jeg fik udleveret i A-Z og hjembragte til deres samling.

Og så nemt var det at gøre hinanden glade.

Og det er vel der, at den gode hverdagslykke ligger.

Gemt i de små hverdagslommer.

En gåtur med studievejlederen, varm kaffe og sneen, der falder på de dyner, som man lige har lagt til luftning på terrassen.

Og selvom jeg måtte hive dynerne ind igen efter 10 minutters lufteri, så er der jo ikke noget så fint, som den første sne.

Selvom om det er koldt og katten har holdt sig i så bekymrende mange timer, at jeg til sidst hældte hende ud af døren, så hun kunne få ordnet sit business.

Det tog halvandet minut, så pressede hun en lille kold snue mod ruden og jamrede håbefuldt.

Og der kunne jeg jo hjælpe.

Åbne døren og lempe katten ind i varmen.

For det er det, som jeg øver mig i.

At have fokus på der hvor jeg kan gøre noget, se de små fine hverdagsperler og lægge de ting i haveskuret, som jeg ikke rigtigt kan ændre.

For jeg kunne også vælge at samle på utilfredshed, mukkeri og skuddermudder.

Det er et nemmeste i verden.

Det er ganske gratis, og man kan få det i spandevis.

Slæbe det hjem og gemme det i skabe og skuffer.

På loftet og i kælderen.

Men man kan jo også vælge at lade de spande stå.

Så er hænderne nemlig frie til at samle de små fine hverdagsperler op og putte den i lommen.

Høre sømanden synge, imens han steger frikadeller, se yngste barnet komme ind af døren med røde kinder, og glæde sig over, at lørdag formiddag blev brugt helt alene i A-Z, hvor der blev kigget på gavebånd og julepapir.

Hørte julemusik i bilradioen, imens jeg kun dryssede en lille smule med den indkøbte københavnerbirkes og spildte en lille smule kaffe.

Bare lige en sjat.

Tullede rundt med indkøbsvognen i mit eget tempo, imens jeg fandt strømpebukser, vatrondeller og hårshampoo.

Kiggede på juledekorationer.

Spiste en fransk hotdog.

Nød formiddagen i mit helt eget selskab.

For selvom indkøb af vaskepulver og deodoranter ikke lyder som den mest inspirerende formiddag, så var det ganske hyggeligt.

Og udløste en stak Tinka-kort, der blev vekslet til en fin dekoration, som nu står på bordet ved siden af skålen med klementiner og en ny indkøbt julerose, som et hyggeligt varsel om den december, der lurer lige rundt om hjørnet.

Og tænk, hvis man kunne få en omvendt julekalender, hvor man hver dag samlede en lille hverdagsperle op og hang den på træet.

Så kunne man sidde der juleaften og se tilbage på 24 fine minder, 24 små glimt af lykke.

Det må da være verdens bedste julegave.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Snøft

Coronajeggåramok episode 3, afsnit 5

Her på matriklen er vi så ramt af influenza.

Vi er testet for corona, enkelte personer endda to gange, men det er bare i kategorien “almindelig forkølelse”.

Så det er også en af de fede oplevelser, som 2020 har budt på.

4 mennesker der på skift hoster, harker og snøfter, indespærret i et parcelhus, for enden af en blind vej.

Jeg går amok.

Også har jeg fået halsbrand af varm kakao.

Supermarkedet Lidl uddeler jo jævntligt en lille erkendtlighed til de trofaste kunder.

Sømanden er super trofast.

Så i sidste uge hjembragte han en pose kakaopulver.

Det skal røres op i varmt vand og smager et sted imellem automatkakao og tankstationskaffe.

Det er godt nok til mig.

For hvis det smager af automat og tankstation, så må det jo betyde, at man har fået lov til at komme PÅ UDFLUGT.

Så det har jeg drukket.

Og fået halsbrand.

Så det er jo super!

Pigerne er blevet friske igen, men sømanden og jeg er stadigvæk sygemeldte.

Og det er jo virkelig en kærlighedsbooster, sådan at være sammen hele dagen, imens man pudser næse, trækker vejret tungt og har så meget snot i hovedet, at man ikke rigtigt kan høre, hvad den anden siger.

Vi har delt huset imellem os, sømanden hænger foran fjernsynet og jeg sidder ved køkkenbordet, hvor jeg kan stirre irriteret ud af vinduet.

Og som alt andet i 2020, så venter vi bare på, at det går over.

Men jeg er så træt af at vente.

Og jeg ved godt, at jeg ikke kan være bekendt at sige det, for det er jo sådan set det eneste jeg skal, imens andre opfinder vacciner, lægger strategier og arbejder i døgndrift.

Vente og følge med i nyhederne, og mærke en snert af retfærdighedsfølelse, når stramningerne nu også rammer derovre på djævleøen.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at alle gør, hvad de kan, og det er ikke en pegen fingre af noget som helst, men bare et udtryk for den udmattelse og sociale isolation, som efterhånden er ved at få skovlen under os.

Vi når aldrig at komme i nærheden af målenstregen, før den bliver flyttet lidt længere væk.

Så skal vi lige løbe lidt længere, strække os lidt mere og vente lidt endnu.

Kirkerne er begyndt at sælge billetter til julegudstjenesterne, sjællænderne spekulere over, om de må holde Jul i Jylland og andre giver den gas med julebelysning og Gløgg med runkne rosiner, for hvad skal vi ellers gøre?

-man må sno sig, som ålen sagde, og der kommer jo en ende på alting, men jeg synes godt nok, at vejen er træls og lang at gå.

Xxx

Lyt engang

Prøv at lytte.

Vær stille et øjeblik, hold vejret og lyt.

Kan du høre det ?

Derude i horisonten.

Det er julemusikken, der er begyndt at sende sine sprøde toner ud i universet.

WHAM!, Band Aid og Bing Crosby begynder snart at oplade deres røst og ord som white, christmas og snow er på vej til at strømme ud af højtalerne, som lynghonning på en ostemad.

Og jeg glæder mig.

Sømanden glæder sig knapt så meget.

Faktisk er han allerede en lille smule presset, ikke så meget over gaveindkøb, madlavning og planlægning.

Mere over min trang til at høre de samme julemelodier igen og igen.

Og igen.

Og igen.

For mig; en fredfyldt aktivitet som masserer den gode stemning og fylder huset med hygge.

For ham; en tvangsidiotisk handling, som bestyrker hans gryende mistanke om, at hans kones maniske juleri er taget til i styrke. Krydret med bekymringer og tanker om, hvad fanden der nu er indkøbt af glimmerskrammel til overpris, hvor mange lyskæder en stikkontakt kan trække og hvornår ragelset skal på loftet igen.

Imens jeg begejstret hjembringer glimmer, glaskugler og gamle bøjede piberensernisser fundet på et loppemarked.

Jeg elsker det hele.

Og de der regler med, at julen er rød, grøn og hvid, at kulørte lamper er dårlig stil og naturlig pynt er pænest, er ikke rigtigt noget for mig.

Smag og behag er jo som bekendt forskellig, og folk må gøre som de har lyst til, men jeg bliver bare så træt, når folk opfinder deres egne regler og bagefter påstår, at det er universelle regler, som alle skal overholde.

For der er jo så meget julegejl derude. Og hvorfor skal man lade noget ligge, bare fordi det ikke overholder julepynts-reglementet .

Det er jo ikke noget med politiet.

De kommer jo ikke og banker på døren med strenge, alvorlige ansigter og noterer i deres sorte bøger, imens de kigger misbilligende på dit pink plasticjuletræ.

Politiet er faktisk fløjtende ligeglade.

Og det er jeg også.

Med andres mening, altså.

For her i huset har julen alle farver, glimmeret hældes ud i lårfede stråler og jeg ønsker mig et pink plasticjuletræ.

For sådan kan jeg lide det.

Og det er jo mig, der bor her.

Og sømanden?

Han hjembragte forleden en glaskugle, formet som en syltet agurk.

Det er da true love.

Xxx

Julen sig nærmer…

Huset står juleklart, træet er pyntet, gaverne købt og maden godt i vej.

Der er ikke gjort hovedrent, bagt julesmåkager eller lavet konfekt.

Der er købt juleslik, set James Bond film og hørt latterligt meget julemusik.

Der er blevet pyntet til jul og hængt kulørte lyskæder op.

Der er blevet indkøbt gavepapir, bånd og til-og-fra-kort med guldtema, og pakket gaver ind.

Der er ikke blevet drukket et eneste glas gløgg.

Der er blevet indkøbt frosne æbleskiver.

Der er blevet optøet frosne æbleskiver i microovn.

Og bagt Luciaboller.

Og spist Luciaboller.

Og appelsiner med kanel.

Der er ikke noget juletræstæppe under juletræet.

Der er blevet spist risengrød af tøserne og sømanden, imens jeg har siddet med kvalmen oppe i halsen i rummet ved siden af.

Der er indkøbt et stk. julestjerne, som efterfølgende er placeret på spisebordet.

Der er vundet en and i et lokalt lotteri og indkøbt en and.

Der er blevet stegt to ænder.

Der er to katte, der er blevet maniske og hyperaktive ved duften af stegt and.

Der er set julemadlavningsprogrammer i fjerneren. Gået i uldne sokkker, gået lange ture og cyklet rundt havnen. Købt juleugeblade, læst bøger og grinet i sofaen. Foldet juletstjerner i guld og indkøbt en pytknap. Spist sildemadder og drukket nisseøl.

Der er helt sikkert nullermænd i hjørnerne og støv i vindueskarmen. Vi har ikke rigtigt styr på, hvad vi skal i juledagene og den julekjole jeg har bestilt hjem, kan jeg ikke passe.

Der er drukket litervis af kaffe alene og med gode venner og snakket om alt mellem himmel og jord.

Der er blevet lyttet til Mads og monopolet, og talt om alverdens juledilemmaer. Og nået til den konklusion, at vores jul, har den form vores jul skal have. Med den grad af socialt samvær, forberedelser og mængde af gavebytteri som passer os.

I vores lille familie.

Xxx

Dagens julepynt #10

Jeg er gået i køkkenet!

Og dem der kender mig IRL ved, at det er en epokegørende begivenhed.

Sømanden drøner rundt på de syv verdenshave i øjeblikket, så derfor er det faktisk sket FLERE gange i denne måned, at jeg har stået for aftensmaden!

Bum-bum.

Jeg lagde ud med kylling i tomatsovs tilsat kidneybønner i chilisovs og løse ris.

Så fulgte hakket oksekød i tomatsovs tilsat kidneybønner i chilisovs med pasta.

Succesen ville ingen ende tage..

Så kastede jeg mig over madpandekager, oksekød  tilsat kidneybønner i chilisovs og salat.

Det gik faktisk ret godt.

Igår var meddelte sømanden så, at han ikke ville være hjemme til aftensmaden.

“Den skal jeg nok lave!” Proklamerede jeg så, fuld af optimisme og med selvtilliden hvilende i sidste uges succes.

Så var det, at den yngste af pigerne blev sådan helt stiv i kroppen. Hun trak vejret dybt, vendte sig om og kiggede på mig.

” Jeg kan ikke!” Sagde hun så, ” jeg kan ikke flere kidneybønner i chilisovs! Det må stoppe nu!”

Så igår lavede jeg kylling i appelsinmarinade, med løse ris og UDEN chilibønner.

Selvtilliden fik da lige et hak opad, kan jeg godt betro jer.

Så dagens julepynt er Luciaboller.

Hjemmelavede.

-overvejer at melde mig til ” Den Store Bagedyst” næste år.

Hva’be’ha’…fuck de er flotte..

 

Dagens julepynt #9

For satan han er træt!

Sådan slidt helt ned til sokkeholderne og “I don’t give a fuck” – træt…

Alting har ændret sig og nutidens irriterende møgunger og deres curlingsforældre kan rende og hønse.

Han har ikke rigtigt fået sparet op til pensionen.

Han er nødt til at blive ved med at arbejde, indtil han er 472..

It’s hard to be a nissemand, og han har den ondemelynene ikke tænkt sig at investere i en ny dragt. Den må holde hans tid ud og iøvrigt skal han gå tidligt den 24 december…

 

 

Dagens julepynt #5

Englehår

Gad vide, om det stadigvæk kan købes?

Det der hvide syntetiske halløj, vi limede på flamingokugler i starten af firserne.

Så blev de fremstillede engle nemlig ekstra fine.

Bevares, man kunne også tegne håret på med en tus, eller lave noget af silkepapir.

Hvis man var til den slags!

Men det fedeste var, hvis man havde noget englehår.

Det kunne købes i små poser.

Kridhvidt, elektrisk og sylespidst.