Coronajeggåramok episode 3, afsnit 5
Her på matriklen er vi så ramt af influenza.
Vi er testet for corona, enkelte personer endda to gange, men det er bare i kategorien “almindelig forkølelse”.
Så det er også en af de fede oplevelser, som 2020 har budt på.
4 mennesker der på skift hoster, harker og snøfter, indespærret i et parcelhus, for enden af en blind vej.
Jeg går amok.
Også har jeg fået halsbrand af varm kakao.
Supermarkedet Lidl uddeler jo jævntligt en lille erkendtlighed til de trofaste kunder.
Sømanden er super trofast.
Så i sidste uge hjembragte han en pose kakaopulver.
Det skal røres op i varmt vand og smager et sted imellem automatkakao og tankstationskaffe.
Det er godt nok til mig.
For hvis det smager af automat og tankstation, så må det jo betyde, at man har fået lov til at komme PÅ UDFLUGT.
Så det har jeg drukket.
Og fået halsbrand.
Så det er jo super!
Pigerne er blevet friske igen, men sømanden og jeg er stadigvæk sygemeldte.
Og det er jo virkelig en kærlighedsbooster, sådan at være sammen hele dagen, imens man pudser næse, trækker vejret tungt og har så meget snot i hovedet, at man ikke rigtigt kan høre, hvad den anden siger.
Vi har delt huset imellem os, sømanden hænger foran fjernsynet og jeg sidder ved køkkenbordet, hvor jeg kan stirre irriteret ud af vinduet.
Og som alt andet i 2020, så venter vi bare på, at det går over.
Men jeg er så træt af at vente.
Og jeg ved godt, at jeg ikke kan være bekendt at sige det, for det er jo sådan set det eneste jeg skal, imens andre opfinder vacciner, lægger strategier og arbejder i døgndrift.
Vente og følge med i nyhederne, og mærke en snert af retfærdighedsfølelse, når stramningerne nu også rammer derovre på djævleøen.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at alle gør, hvad de kan, og det er ikke en pegen fingre af noget som helst, men bare et udtryk for den udmattelse og sociale isolation, som efterhånden er ved at få skovlen under os.
Vi når aldrig at komme i nærheden af målenstregen, før den bliver flyttet lidt længere væk.
Så skal vi lige løbe lidt længere, strække os lidt mere og vente lidt endnu.
Kirkerne er begyndt at sælge billetter til julegudstjenesterne, sjællænderne spekulere over, om de må holde Jul i Jylland og andre giver den gas med julebelysning og Gløgg med runkne rosiner, for hvad skal vi ellers gøre?
-man må sno sig, som ålen sagde, og der kommer jo en ende på alting, men jeg synes godt nok, at vejen er træls og lang at gå.
Xxx