Gaveregn på en lørdag

I går eftermiddags piskede sømanden afsted, sammen med den yngste af tøserne, for at handle ind til aftensmad.

Imens lavede jeg en kop kaffe og tændte et par stearinlys, og satte mig i min røde lænestol.

Fødderne op og en kat, der gav udtryk for sin generelle tilfredshed med livet, ved at spinde højt og gennemtrængende. Skumringen trak til udenfor og livet stod på pause et øjeblik.

Det blev imidlertid brat afbrudt af sømanden, der rødkindet og iført islandsk sweater, kom væltende ind i stuen.

-vi har købt en gave til dig, brølede han og viftede ivrigt med en lille plasticboks.

-næh, hvorfor skal jeg have en gave, spurgte jeg, og rakte forventningsfuldt hånden frem.

-det er da fordi, at vi godt kan lide dig, proklamerede sømanden og lagde stolt den lille gennemsigtige plasticboks i min hånd.

Det var  en æske tandstikker!

Lilla tandstikker.

Dem med spids i den ene ende og tandtråd i den anden.

-der er mere, jublede sømanden, og fòr spændt ud i køkkenet efter den næste gave.

Det viste sig at være en pose ristede løg.

-det er et godt mærke, påpegede sømanden, imens han rodede intenst i indkøbsposen, for at finde den tredje og sidste gave.

En lille flaske chilisovs, nedsat til 5 kr.

Og så sad jeg der, i min røde lænestol, og kiggede på ristet løg, tandstikker og chilisovs.

Jeg ved godt, at det ikke er sko og diamanter, weekendophold eller moderne porcelæn, men nu bruger jeg faktisk en del tandstikker, desuden er ristede løg og chilisovs er blandt mine livretter, så i min verden er det gode gaver.

Især fordi nogen havde tænkt på mig.

Fordi der er nogen, der har stået et sted ude i byen, og tænkt, at det var da lige noget, købt det og hjembragt det, udelukkende fordi de gerne ville glæde mig.

Det er da den ultimative gave.

I min verden.

xxx

Chokolademuffins

Jeg bagte chokolademuffins i går.

Jeg er ellers ikke den store bager, og går sjældent i køkkenet, det er mest sømandens domæne.

Men trangen til chokoladekager havde fulgt efter mig i en uges tid, som en kat i natten.

Hver anden tanke har handlet om chokoladekage, og ind imellem er det lykkedes mig at indflette ordene chokolade eller kage i tilfældige samtaler.

Vi er ellers i en kost-opstramningsfase her i huset.

Vi er ikke på ”afmagringskur”, som min mormor altid kaldte det.

Bare et fokus på at øge mængden af grøntsager og rydde lidt op i usunde vaner, som fredagsslik, tirsdags-marsbar og sådan.

Almindelig sund varieret kost, madpyramidekost.

Men et hurtigt besøg på google, og et efterfølgende intenst studie af madpyramiden, viser desværre ingen tegn på, at chokolade er en del af det system.

Der er muslinger, lever, selleri og spaghetti på plakaten.

Men ingen chokolade.

Eller kage.

Eller chokoladekage.

Ikke engang i den øverste trekant.

Og i disse tider, hvor kost, sundhed og madvaner er i konstant fokus, og hvor mange mennesker lever efter diverse åndsforladte mad-ideologier, opfundet af selvbestaltede kostguru’er, så venter jeg stadigvæk på chokoladekuren.

Af og til, er der små pip i damebladene om chokoladens helbredende egenskaber. Hvor der gives udtryk for, at chokolade kan øge intelligensen, sexlysten og andre interessante ting.

Men det drejer sig altid om ET stykke chokolade.

Mørk.

80% kakao.

Jeg ved simpelthen ikke, hvem der kan nøjes med et stykke chokolade.

Og jeg har altid haft en mistanke om, at dem der siger, at de kan lide 80% mørk chokolade, er fulde af løgn.

De lyver.

De lyver for sig selv og verden, i håbet om at tabe sig og få et lykkeligt og aktivt liv.

Når jeg forestiller mig en chokoladekur, så er det mere i retning af marsbar til morgenmad, snickers til frokost og chokolademuffins til aftensmad.

Men det kommer jo nok ikke rigtigt til at ske.

Og som alle andre kure, så ender man jo nok med at blive træt af det.

Selvom det er svært at forestille sig.

Så når jeg har spist mine chokolademuffins, så vender jeg nok tilbage til det med flere grøntsager og sådan.

Men lige nu, og nogen gange, så må man altså godt give efter.

Især når det drejer sig om chokolade.

xxx

Romantik og grønne gajoler

Sømanden har inviteret mig på date.

Eller, ja, altså, han spurgte om jeg ville med på lossepladsen.

Jeg sad alligevel og trængte til lidt friskt luft, så jeg slog til, og vi sprang op på cyklerne.

Nu har vi jo hverken anhængertræk eller trailer, men til gengæld har sømanden en Christianiacykel, som han er stærkt begejstret for, og flittigt bruger. Den havde han fyldt med skrammel efter en oprydning i skuret, og velankommet på lossepladsen sorterede vi affaldet, og brugte lidt tid på at undre os over, hvor mange gode sager folk smider ud.

Bagefter kørte vi ned på stranden, og stod lidt, og kiggede ud over havet.

Så var det, at sømanden bød en grøn gajol.

Jeg fik lov til at tage to, selvom han synes, at det er frås.

Så gik vi lidt ned af stranden og kiggede på alting og ingenting, og lidt længere henne gik vi op i klitterne, for at gå tilbage hen over heden.

Her gik vi forbi et af de mange hjemmelavede ”Adgang forbudt!!!”-skilte som ophidsede sommerhusejere har sat op rundt omkring, imens vi huskede på det gamle ordsprog: ”Der hvor himlen den er blå, der må de lokale gå.”

Og som vi gik der, i al fredsommelighed, så kom jeg til at tænke på alle de artikler, som damebladene ofte bringer om at pleje parforholdet.

Det er tit noget med en romantisk weekend, tre retters middag, blomster, eller som en opfindsom journalist, gudhjælpemig, engang foreslog, massere hinanden på skift, i 30 minutter, med en lækker, duftende kropsolie, evt med tændte duftslys stående i vindueskarmen, som et bidrag til den gode stemning.

-hvem ved, hvad det kan føre til, som journalisten optimistisk skrev.

-fedtede lagner, og en syntetisk dunst af lavendel, var min første tanke, imens jeg prøvede at forestille mig sømandens reaktion på ordet ”lækker, duftende kropsolie”.

Romantik er mange ting, og det behøver faktisk ikke være så stort.

Det kan være, når din cykel bliver lappet, når bilen bliver skrabet fri for is om morgenen, og når nogen ved præcis, hvor mange teskefulde sukker, der skal i din kaffe.

Eller når du bliver inviteret på lossepladsen og efterfølgende budt på en grøn gajol.

xxx

Nyt år, nye løfter

Nytårsaften har lige været forbi.

Med fyrværkeri, champagne, serpentiner og de der 5 minutters eftertænksomhed lige efter midnat, hvor man står og gumler kransekage og knuger champagneglasset, imens man håber på, at dette år bliver en lille smule bedre end sidste år.

Og da jeg jo tilhører den generation, hvor vi har fået tudet ørerne fulde af, at vi kan blive lige hvad vi vil, bare vi selv gør en indsats, så er det jo helt naturligt at vende alting indad og se på, hvad man selv kan gøre.

Så er det jo at nytårsløfterne bliver lavet og næsten altid handler om, at i år der vil jeg løbe en maraton, gå på slankekur, begynde i motionscentret, spise sundere og drikke mindre alkohol..

Det er altid noget med at stramme til og stramme op, skælde ud på sig selv og svinge pisken.

Den slags nytårsforsætter har sømanden og jeg lagt på hylden for mange år siden, og derfor havde vi egentligt helt droppet konceptet med nytårsforsætter.

Men så var det, at telefonen ringede i går.

Det var min bror, lagerforvalteren.

Han fortalte om et nytårsforsæt, der handlede om at sige ja.

Sige ja til invitationer, ja til alt slags socialt samvær (-også selv om det er i grundejerforeningen), sige ja til en omgang dart på den lokale bodega, sige ja til billard, ja til at hjælpe de lokale spejdere med at afholde loppemarked, ja til alt muligt, stort og småt, ja til at møde nye mennesker, ja til at møde nye mulige venner, ja til oplevelser som lyder trættende på papiret, men måske er superhyggelige, når det først kommer i gang.

Det var sidste år.

I år er hans forsæt at få ryddet op på loftet, men sidste års nytårsforsæt havde faktisk vist sig at være en gave af nye muligheder og nye oplevelser.

Og det fik mig til at tænke, om man kunne give nytårsforsætterne et twist fra den traditionelle bodsøvelse, med en mulig belønning langt ude i horisonten, til at være noget, der løfter året allerede fra starten.

Så derfor er mit nytårsforsæt, en lille uge forsinket, at jeg vil være bedre til at give komplimenter.

Det kunne være at sige noget pænt til kassedamen, stoppe fremmede på gaden for at komplimentere deres tøj, rose andres gode energi og dejlige smil. Fortælle en veninde, at jeg sætter pris på hendes venskab, rose folks juleudsmykning, fortælle en kollega, at hun er en god arbejdskammerat og fortælle forældre til småbørn, at de gør et godt job.

Mulighederne er mange og komplimenter er dejlige, både for giveren og modtageren, og de spreder glæde og giver god stemning.

Det er da en ren win-win-situation.

 xxx

Mørkemænd og vildsvin

Enhver ved jo, at det er meget, meget farligt at stikke fødderne udenfor dynen om natten.

Allerhelst, skal enden af dynen foldes ind under fødderne, sådan at mystiske mørkemænd (det kunne f.eks. være ham den langhårede fra Twin Peaks) ikke kan rykke dynen af om natten.

-arh, der er jo ikke nogen der kommer og rykker dynen af dig om natten, brølede sømanden, og var lige ved at gå ud af sit gode skind ved alt mit rumsteren og folden dyner ved sengetid.

-jo, i drømme, forsvarede jeg mig, og brugte en rum tid på at få hovedpuden til at ligge på den helt rigtige måde.

I drømme kan alting ske, og når man, som mig, drømmer tit og ofte, og jævnligt hiver alverdens mareridt ned fra hylden, så er alle muligheder åbne, når først søvnen indfinder sig.

Og forleden nat, vågnede jeg ved, at NOGEN klemte om min hæl.

I søvnens bevidstløse tilstand var min hæl smuttet udenfor dynen, og lange, tynde, hvide finger havde taget fat om min hæl, bare lige for at markere, at hvis de ville, så kunne de rykke dynen af.

Jeg lå vågen længe efter, med dynen foldet ind under fødderne og lyttede intens i mørket.

Mon han var gået, ham med de lange tynde fingre, eller stod han lige og gemte sig lidt, for at øge spændingen.

Næste morgen havde jeg et akut behov for at indvie sømanden i nattens oplevelser.

-det er jo kun inde i dit eget hoved, sukkede sømanden, og lignede en der havde mest lyst til at gå i seng igen.

-jamen, du skulle prøve at være inde i mit hoved, pev jeg og følte mig meget misforstået.

-nej tak, ikke uden sikkerhedsudstyr! Sømanden åbnede sin Ipad, som tegn på at samtalen var slut.

Og så sad jeg der, med en livlig fantasi og en halvlunken kaffe, og tænkte på dengang jeg drømte, at jeg lå i ske med et vildsvin.

Jeg kan stadigvæk mærke den ru pels i ryggen, og den våde tryne tæt på mit øre.

xxx

Afsender ubekendt

Jeg har en instagram profil.

Min profil er åben.

Det er den fordi, at min profil handler om tøj og håropsætning i en bestemt stilart. Jeg følger andre kvinder med samme stil, de følger mig, vi inspirerer hinanden og mødes i et fællesskab på nettet.

Det var såmænd bare det, der var meningen.

Men ind imellem, så sker der det, at jeg får beskeder fra mænd, der har lidt andre interesser end kjoler, sko og håropsætning.

I nat lagde afifm0949 en besked.

”You seem like we had sex before” havde han valgt at skrive til mig.

-Arg, det tror jeg nu ikke, afifm0949! Var min umiddelbare reaktion, imens tankerne bevægede videre til andre mærkværdige beskeder, jeg har modtaget.

Som ham der optimistisk forslog, at jeg tog et foto af mig selv iført noget stramt!

Eller ham, der skrev ”Hallo” kl. 2 om natten, for så at skrive ”Awkward” kl.4.  

Har han siddet i to timer og ventet på mit svar?

Eller dengang jeg fik tilsendt en lille film, af en ung veltrænet mand, der rodede sig noget så gevaldigt i underbukserne!

Men hvorfor?

Sikkert noget med, at han gerne vil ses, men altså!

Hvad tror han selv?

At jeg straks bliver helt varm i trussen og sender et matchende foto retur?

Andre beskeder som: ” You are lovely” eller ”Hallo beautiful”, er såmænd meget søde, og hvis man lader være med at godkende beskederne, så forsvinder de efter en rum tid.

Og jeg havde egentligt, sådan helt generaliserende, betegnet det som en maskulin tendens.

Eller som sømanden konstaterede:- verden er fuld af syge stoddere!

Men så var det, at jeg så aftensshowet, hvor en mandlig deltager fra ”Den store bagedyst” medvirkede.

Fordi han havde fået ubeskriveligt mange beskeder på facebook, fra kvinder, der ytrede ønske om at ælte hans bolledej, spise hans roulade og sluge hans konfekt!

Der er sikkert en masse psykologiske grunde til, at folk sidder bag skærmen og sender grove seksuelle hentydninger ud i verden, men hvad er deres forventninger?

At ham fra bagedysten straks skriver tilbage, og invitere til bolleæltning og rouladespisning.

At jeg skriver tilbage til en mand, der er bosat i Texas, og indleder en samtale om hans seksuelle ønsker?

Jeg føler mig hverken krænket, eller stødt, som jo ellers er så moderne, men forundret, det er jeg, og ind imellem fuldstændigt flad af grin.

xxx  

Kim, støvsugning og ABBA

 I dag tændte jeg for mit anlæg.

Pillede en jule-cd ud og satte en med ABBA i afspilleren.

Så oldschool er jeg nemlig. Jeg kan godt lide at høre sangene i den rækkefølge de er tænkt, i den sammenhæng som musikerne har tænkt, jeg kan godt lide at høre cd’er.

Så jeg skruede op for ABBA.

For fuld knald.

Så ved tøserne godt, hvad klokken har slået.

Så skal der nemlig støvsuges.

Det er en cd fra filmen Mamma Mia. Det er ikke Agnetha og Anni-Frid der synger, men et udvalg af skuespillere fra filmen.

Hvilket givet musikken et strejf af amatør, viljestyrke, plads til at fejle og mod til at turde.

-den lyder af helvede til, var sømandens kommentar, første gang jeg satte den i afspilleren.

Men skruer jeg op, tænder for støvsugeren og skråler med og danser som en åndsvag.

Pigerne lukker dørene til værelserne, og kattene tigger om at komme udenfor.

Så jeg har det hele for mig selv, og det er da ikke så værst.

-åh, for satan, hvor jeg elsker at støvsuge! Som min svigerinde begejstret råbte, da hun engang, i et pludseligt anfald af rengøringslyst, tændte for støvsugeren, imens vi drak kaffe.

-prøv at se hvor nemt det er! -jublede hun, imens hun ivrigt kørte frem og tilbage med støvsugeren.

Og hvor har hun ret! En støvsuger er da en skide smart opfindelse, og hvis man kombinere den med god musik, og en hel masse dans, så kan man faktisk godt komme i helt godt humør.

Og ikke et ord om høj puls, motion og antal skridt, for så lægger man jo bare pligt ovenpå pligt, og hvem gider det?

Jeg går efter glæden, dansen og musikken.

Jeg bruger mundstykket som mikrofon, danser salsa ned af gangen, og svinger med ledningen i takt til musikken. Jeg vrikker med rumpetten, når jeg støvsuger sofaen, og laver piruetter når jeg fanger spindelvæv i loftet.

-Livet er, hvad man gør det til, som Kim Fupz Aakeson engang har udtrykt det.

Livet er, hvad man gør det til!

xxx

Quiz og ballade

Sømanden elsker en god quiz.

Især hvis han kunne være så heldig, at den handler om 2.verdens krig eller søfart.

Eller begge dele.

Men i mangel af bedre, så kan alverdens quizzer i fjerneren bruges. Især genudsendelserne af ”Hvornår var det nu det var?”, hvor Gregers styrede slaget, taberen vandt et båthorn og der var et levende orkester inde bag et forhæng.

I går sad vi så og så ”Klipfiskerne”.

Et program, hvor redaktionen har fundet alverdens mere eller mindre morsomme klip fra internettet.

Det kan fx være; Hund gør fjollede ting, lam ligger i vaskebalje, baby griner højlydt, lama slikker skur, ung mand falder og slår sig, bedstemor taber gebisset og klassikeren; tyk dame dummer sig.

Diverse kendte er så indkaldt til at sige noget morsomt.

Det gør de sig så stor anstrengelse for.

De kendte.

De skulle jo gerne blive indkaldt en anden gang, måske på en anden kanal – i et andet quiz-show, men det vigtigste er jo at blive set og holde gryden i kog.

I går var det så Anette Heick og Stig Rossen der havde trukket det korte strå.

Der sad de så, flankeret at nogle professionelle standup-komikere af ukendt oprindelse, i håbet om, at de morsomme og kvikke bemærkninger kunne flyve uhindret henover bordet og ud igennem skærmen.

Og de gjorde sig umage.

Grinede høfligt og lidt for længe af hinandens morsomheder. Forsøgte at komme med absurde og morsomme kommentarer til de små morsomme filmklip. Det hele var bare så morsomt.

Altså bortset fra Stig Rossen, som overhovedet ikke grinede, men allermest lignede en, der glædede sig til at få fri.

Og mig, jeg grinede heller ikke.

Jeg kunne selvfølgelig skifte kanal eller slukke, men sømanden ville gerne se det, og så sad jeg lidt der.

Og tænkte over, hvor hårdt det må være at være sådan en kendis, der skal holde gryden i kog. For det slutter jo ikke når den quiz slutter, så er det bare at skifte kanal, og finde det næste quiz-show, så starter det hele forfra. De skiftes til at være værter, og temaerne kan være alt fra gæt-en-sang, 1980’erne, fjollede konkurrencer eller madlavning.

Til jul tager de så nissehuer på og holder juletema.

Og hvem er alle de mennesker, der er publikum. Som griner på kommando og sidder der, på ubekvemme stole i deres pæne tøj og med nyfriseret hår.

Måske er jeg bare nordjyde og for langt væk fra nældens rod.

Der er sikkert en eller anden der har regnet på pris og seertal, men det er altså lidt som at have en klat tyggegummi i håret.

Klæbrigt, trælst og en lille smule ulækkert.

Men heldigvis noget der kan fjernes med saks eller et klik med fjernbetjeningen.

xxx