Bee There

-ååhh, hylede sømanden, imens han skrubbede løs på det honningglas, som han var ved at rengøre.

-folk der ikke kan lide honning, de skulle satme skydes ved daggry!

En lidt voldsom udmelding, men vi har jo alle sammen nogle ting, som vi brænder for.

Sømanden brænder for honning.

Lokal lynghonning, indsamlet af flittige bier på Hulsig hede, opsamlet og slynget af en lokal biavler og hans dansk-svenske gårdhund. Herefter hældt på glas, påsat etiketter og bragt til vores matrikel, i den fineste lille papirspose med motiver af nuttede bier og fine blomster.

Og du giver en femmer i pant for glasset, som du får retur, når du afleverer et rengjort glas med intakt låg.

Det er et koncept, som sømanden kan forstå.

Vi tømmer så mange honningglas om året, at det næsten nærmer sig religiøs fanatisme.

Og når man tænker på, hvad folk ellers får nedlukningen til at gå med, så er det da forholdvist uskadeligt.

Honningspiseri er vel på line med surdejsbagning, strikning og vandreturer.

Modsat sortklædte demonstrationer, galdegylperi på sociale medier og alle de indre Gerda’er, som får frit løb i de lokal supermarkeder.

Og jeg forstår godt behovet for at gøre noget.

Bare et eller andet.

Jeg forstår godt, at man kan blive helt stram i kroppen, når folk glemmer at spritte af, ikke holder afstand og alt det der.

Det er jo bare fordi, at man vil jo så gerne have, at det snart går over.

For vi gider jo ikke rigtigt mere, og for fanden hvor jeg glæder mig til den vaccine.

Så jeg holder Gerda i rigtig stram snor lige for tiden.

Og når jeg kan mærke, at hun rumsterer og gerne vil ud, så rækker jeg hende min hånd, og så får vi lige en lille snak.

Så kigger vi lige på agendaen og intentionen bag ved det verbale udbrud, der ligger og lurer.

Er det reelt en kommentar, der kommer til at gøre en forskel, eller er det bare fordi, at det vil give lidt luft for alle de frustrationer, som vi alle sammen efterhånden slæber rundt på.

Og hvis det er det sidste, som det nok oftes er, så sætter jeg lige Gerda til at tælle til 38, inden hun åbner sin mund.

Tælle til ti er sjældent nok og tælle til hundrede er for langt tid til at hidse sig op i.

38 er det perfekte tal.

Så når hjernen lige at blive afledt, men man når ikke at begynde på intense og indædte grublerier.

Bagefter går vi hjem, Gerda og jeg, og måske kigger vi lidt på en solsort, der sidder på stakittet og spiser af det æble, som sømanden troligt sætter frem hver dag.

Laver en kop kaffe, tænder for P8 Jazz, smækker benene op og prøver at finde lidt ro, i en verden af lave.

Og hvis vi er heldige og sømanden er hjemme, så kan det være, at han tilbyder at smøre en ostemad.

Med honning på, naturligvis.

xxx

Mørkemænd og vildsvin

Enhver ved jo, at det er meget, meget farligt at stikke fødderne udenfor dynen om natten.

Allerhelst, skal enden af dynen foldes ind under fødderne, sådan at mystiske mørkemænd (det kunne f.eks. være ham den langhårede fra Twin Peaks) ikke kan rykke dynen af om natten.

-arh, der er jo ikke nogen der kommer og rykker dynen af dig om natten, brølede sømanden, og var lige ved at gå ud af sit gode skind ved alt mit rumsteren og folden dyner ved sengetid.

-jo, i drømme, forsvarede jeg mig, og brugte en rum tid på at få hovedpuden til at ligge på den helt rigtige måde.

I drømme kan alting ske, og når man, som mig, drømmer tit og ofte, og jævnligt hiver alverdens mareridt ned fra hylden, så er alle muligheder åbne, når først søvnen indfinder sig.

Og forleden nat, vågnede jeg ved, at NOGEN klemte om min hæl.

I søvnens bevidstløse tilstand var min hæl smuttet udenfor dynen, og lange, tynde, hvide finger havde taget fat om min hæl, bare lige for at markere, at hvis de ville, så kunne de rykke dynen af.

Jeg lå vågen længe efter, med dynen foldet ind under fødderne og lyttede intens i mørket.

Mon han var gået, ham med de lange tynde fingre, eller stod han lige og gemte sig lidt, for at øge spændingen.

Næste morgen havde jeg et akut behov for at indvie sømanden i nattens oplevelser.

-det er jo kun inde i dit eget hoved, sukkede sømanden, og lignede en der havde mest lyst til at gå i seng igen.

-jamen, du skulle prøve at være inde i mit hoved, pev jeg og følte mig meget misforstået.

-nej tak, ikke uden sikkerhedsudstyr! Sømanden åbnede sin Ipad, som tegn på at samtalen var slut.

Og så sad jeg der, med en livlig fantasi og en halvlunken kaffe, og tænkte på dengang jeg drømte, at jeg lå i ske med et vildsvin.

Jeg kan stadigvæk mærke den ru pels i ryggen, og den våde tryne tæt på mit øre.

xxx