For nogle år siden, havde jeg brug for en skomager.
Det drejede sig om lidt reparationer og blokning af flere par sko.
Jeg havde forsøgt at få skoene lavet lokalt, men blev afvist i de lokale skobutikker, da skoene ikke var købt hos dem. Så gik jeg på jagt efter en uafhængig skomager, med håndværket i orden.
Stor var lykken, da jeg blev tippet om en faglært skomager med egen forretning i en nærliggende provinsby.
Skoene blev pakket, pigerne og jeg hoppede i bilen og drønede afsted for at finde skomagerens værksted.
Vel ankommet valgte pigerne at gå i nogle andre butikker, imens jeg lige smuttede ind til skomageren.
En operation, som jeg forventede ville tage omkring 30 sekunder.
Jeg blev klogere.
Butikken lå under gadeplan, så man skulle gå nogle trin ned af en gammel betontrappen, af den slags med revner i betonen og med et bøjet og ustabilt vandrør som gelænder. Da jeg åbnede døren, var der en lille messingklokke der bekendtgjorde min ankomst.
Rummet var dunkelt, væggene gulbrune og disken var ældgammel og slidt af daglig brug og hårdt arbejde. Til venstre for døren var der hylder langs væggene, hvor de indleverede sko stod på række, klar til at blive fixet og afhentet.
Til højre i rummet, på den anden side af disken, åbenbarede skomagerens værksted sig. Et lille kældervindue med forlængst aftjente gardiner kastede firkanter af lys på arbejdsbordet, hvor værktøj, maskiner, læder, ufærdige sko, dimser og dingenoter lå i et organiseret kaos. Et rum, som emmede arbejdsomhed og håndværk og som samtidigt ledte tankerne hen på 70’ernes brune værtshuse i det indre København.
Et forhæng bevægede sig bagerst i lokalet, og en mager gråskægget mand, iklædt et patineret læderforklæde, kom ind i rummet.
Det var skomageren.
Efter lidt snak frem og tilbage, blev vi enige om, at det var bedst, hvis jeg tog skoene på, så han med kridt kunne markere helt præcist hvor skoene skulle blokkes.
Punktblokking, kaldte han det.
Skånsomt og effektivt.
Så jeg hoppede glad i mine røde Lola Ramona sko, og skomageren lagde sig på knæ foran mine fødder.
Her bliver jeg lige nødt til at indskyde, at jeg havde kjole på.
Da skomageren var ved at lave skridtstreger på mine sko, valgte han så, midt under seancen, at strække halsen, dreje hovedet og kigge op under min kjole.
Jeg nåede lige at tænke:”Ej, gjorde han lige det..?”
– også trak han hovedet til sig, kiggede op på mig og sagde: “Hmmm… jeg elsker damer!”
Her tænkte jeg, at tingene var ved at udvikle sig i en lidt mærkelig retning, og havde allermest lyst til at smutte. Men de fleste af mine sko var allerede på den anden side af disken, og de tydeligvis ikke tilgængelige længere, så derfor skyndte jeg mig at få afsluttet aftalen og lagde hånden på dørhåndtaget for at forlade butikken.
Skomageren kiggede helt roligt på mig og sagde: “Du må ikke gå!”
Lidt forundret, men alligevel rimeligt fattet, fik jeg sagt: ” Nåee.. men jeg skal hente mine pigerne nu, og så kommer jeg jo efter skoene i næste uge!”
Her gjorde jeg lige et indre notat om, at jeg ikke skulle komme alene ugen efter.
Så er det, at skomager leverede følgende replik:
“Hvis du skal handle med mig, så kræver det, at jeg lærer dig at kende, så derfor skal du blive og snakke med mig i mindst 5 minutter!”
En anelse forvirret og en hel del utryg ved den udmelding, valgte jeg at tøve med hånden på dørhåndtaget.
Hvis jeg gik nu, ville jeg så aldrig se mine sko igen?
“Jamen, hvad skal vi da snakke om?” Spurgte jeg forundret.
“Jeg kan se, at du har en tattovering på armen, så vi kan jo for eksempel snakke om tattoveringer”, erklærede skomageren og bekendtgjorde, at han elskede tatoveringer.
En meget passioneret mand, ham skomageren.
Han var åbenbart glad ved mange ting. Damer, tattoveringer og sådan.
Her begyndte ham så at rulle skjorteærmet op, for at vise mig hans tattovering.
Skomagerforeningens logo.
Jeg forgav interesse og nikkede tilpas imponeret.
Således opmuntret valgte så han at betro mig, at han havde endnu en tattovering.
På et privat sted!
– men ikke desto mindre et sted, som han havde glæde af flere gange om dagen.
På dette tidspunkt, var det somom mine sanser blev skarpere og min hjerne begyndte at tænke i flugtveje.
“Jeg har selv lavet den!”
Betroelserne ville åbenbart ingen ende tage.
” Ja, jeg skal famne ikke have en anden mand til at røre ved min pik, så derfor lavede jeg den selv.”
Samtalen havde på dette tidspunkt udviklet sig til en monolog, for jeg kunne simpelthen ikke komme i tanke om et passende svar.
” Ja, den blev ærlig talt ikke særligt pæn, den tattovering, så tilsidst fandt jeg en kvindelig tattovør, og hun måtte gerne røre!”
Det sidste blev afleveret med et sjoflet grin og en inviterende vippen med øjenbrynene.
Jeg svarende med et høfligt:”Nåe.. okay” – og gjorde endnu engang antaster til at forlade butikken.
Så kiggede skomager helt roligt på mig og sagde:
“Du må ikke gå endnu, du skal blive her!”
Inden jeg kunne nå at svare, blev jeg helt bogstaveligt talt reddet af klokken, som bimlede, fordi en ældre dame med alpehue og indkøbstasker mosede ind i butikken.
Den nyankomne gav mig en mulighed for at smutte, og da jeg efterfølgende skulle hente mine sko, tog jeg en veninde med. I den anledning lykkedes det ham så at befamle min veninde på brysterne, inden vi tilsidst fik udleveret mine sko.
Så nu blokker jeg mine sko i ovnen, 50 grader i 10 minutter, trækker i tykke sokker og går rundt i skoene til de bliver kolde. Og hvis det ikke er nok, så får de lige lidt velplaceret varm luft med føntørren.