kurvet – Laura Bork

Cykleri

Kender I den der med, at man cykler i modvind, iført tøj af tynd kvalitet, og bare kan mærke hvordan stoffet smyger sig om kroppen, ind i alle folder og synliggør ting, som man ellers gør sig umage for at skjule.

Når jeg cykler i en tynd sommerkjole, så føler jeg nogen gange, at jeg ligeså godt kunne være nøgen!

– og jeg forsøger forgæves at trække lidt ud i kjolen, sådan drapere den kamuflerende og diskret, udover mavens manglende muskulatur og bløde områder.

Men to tramp i pedalerne senere, så sidder det hele igen som var det limet på.

Skammer jeg mig over min krop?

Det synes jeg egentligt ikke jeg gør, og hjemme på matriklen vandre jeg fuldstændigt upåvirket nøgen rundt.

Faktisk i sådan en grad, at den ældste af tøserne, i sin konfirmationstale, titulerede sømanden og mig, som sine ” lidt for nøgne” forældre!

Men tager jeg tøj på, og bevæger mig ud i offentligheden, så starter der automatisk en afdækningsmanøvre. Ting bliver fremhævet, og andre ting bliver skjult, for at opnå det bedst mulige resultat.

– og så er det jo bare pisseærgeligt, når sådan en cykeltur ødelægger illusionen.

For på en eller anden måde, så har jeg åbenbart et behov for at opretholde en illusion over for tilfældigt forbipasserende bilister.

Åbenbart er det vigtigt for mig, at de ikke ser mine deller på maven.

Måske fordi jeg har al den tid i verden, når jeg selv sidder i en bil.

Især hvis jeg er passager.

Så kan jeg rigtigt sidde og kigge på dem vi kører forbi.

– og skrue op og ned for radioen. Det bruger jeg faktisk en del tid på. Jeg skruer på radioen og så tager jeg min cardigan af og på.

Og glor uhæmmet og kommenterer højlydt folk, som befinder sig uden for bilens lydtætte rum.

– og jeg er stensikker på, at en masse andre bilister gør det samme.

Selvom det ikke er en undskyldning.

Men hvorfor er jeg så hård en dommer, både overfor mig selv og andre ?

Når jeg kigger på Instagram, og ser overvægtige kvinder, som klæder sig i stramt kropsnært tøj, som ikke bare viser, men også fremhæver de områder der ikke lever op til idealet, så fyldes jeg både af beundring og forundring.

Og misundelse.

For hvordan går de?

Hvordan tør de?

Er det en provokation, en test, en personlig udviklingsrejse, eller hviler de bare så meget i sig selv, at de ikke engang tænker over det?

Og hvor har jeg brugt mange timer af mit liv, på at få min krop til at passe ind, istedet for bare at være i den.

At forme min krop sådan, at tilfældigt forbipasserende bilister ikke finder fejl og mangler hos mig, når de suser forbi.

Hvor er det egentligt åndssvagt !

xxx

Yoga og sportstøj

Blev inviteret til et yoga- event den anden dag.

En interessant og spændende yoga- person havde besluttet at beære Nordjylland med et besøg, og der kunne købes billetter og alt muligt!

Jeg blev inviteret på et afbud, og takkede efter lidt betænkelighed jatak, mest baseret på den sociale del, hyggesnak i bilen frem og tilbage, og så er det jo altid sundt at bevæge sig ud i den nærmeste udviklingzone.

Ja, nu ved jeg ikke, om det er den udviklingszone der lige ligger tættest på, men altså, en udvikling er det da i hvertfald.

Gik glad og forventningsfuld i seng, og vågnede næste morgen i et mindre panikanfald.

Yoga er jo en slags sport, motion, eller i hvertfald noget der vil indbefatte, at jeg ifører mig sportstøj, eller i det mindste, en sports-bh.

Med en dyb vejrtrækning og en fast greb om håndtaget åbnede jeg skuffen med sportstøj.

Friske og sporty pangfarver stirrede tilbage på mig.

Sports- bh’erne lå som små kulørte neonkugler og ventede optimistisk på at blive brugt.

De er bare så svære at få på.

For det første er de stramme!

Det er de nødt til at være, for at kunne holde pigerne på plads.

Men det betyder bare, at når man har fået armene og hovedet igennem de rigtige huller, og det er faktisk heller ikke helt nemt, så begynder processen med at trække stram spandex ned over barmen.

Det er pissesvært!

Mega.

Jeg starter altid i venstre side.

Hiver ud i elastikken med venstre hånd, imens jeg med højre tager et fast greb om venstre bryst, for at proppe og mase det op i den kulørte spandex.

Når missionen er lykkes, fanges ens blik så af det andet bryst, som på dette tidspunkt er klemt over på midten af den stramme elastisk. Det ligner mest af alt et ottetal. Eller to små nye bryster.

Her plejer jeg så at gå i panik.

Dels fordi jeg ikke kan tække vejret, da alting ligesom klemmer om brystkassen og det sortner lidt for øjnene, dels fordi jeg får klaustrofobi, og bliver helt desperat ved tanken om at jeg måske aldrig får den af igen.

– også bliver jeg helt ærligt også blufærdig, og panisk ved tanken om, at der kommer andre ind i rummet og ser mig med armene krydset rundt om kroppen og det ene bryst i klemme.

Min løsning på den situation har altid været at hoppe.

Når der er noget tøj, der er svært at få på, så begynder jeg altid at hoppe.

Men når man har armene rundt om brystkassen, og er desperat fumler med et stykke stramt spandex i en energisk farve, så er det faktisk dumt at hoppe.

Man mister balancen.

Hvis man er heldig, så når man at gribe fast i en knage eller sætte sig på bænken, også sidder man der, med et halvt bryst udenfor.

Når missionen er lykkes, og pigerne er spændt fast i neongult spandex med fartstriber, så kommer det melankolske kig ind i fremtiden.

For når motion er slut, så skal man jo have skidtet af igen.

For der er kun en ting, der overgår at få en stram sports- bh på, og det er at få en stram og svedig sports-bh af igen.

Så kan den nemlig begynde at rulle, til sådan en lille irriterende pølse, som det er umuligt at finde hoved og hale på. Jeg bliver altid fristet til at slippe the girls fri med det samme, også hænger de der, imens jeg med armene overhovedet forsøger at få fat i den neongule pølse bag på ryggen, men den sidder ubarmhjertigt fast under mine arme.

Her kan panikken igen nå astronomiske højder og jeg griber til vrikke-taktikken.

Jeg begynder at vrikke med numsen, helt vildt og intenst. – hvorfor min hjerne tror det virker, det står hen i det uvisse! – og ganske langsomt, et lille nøk af gangen lykkes det mig at få vrikket lortet af.

Herefter bruger jeg ofte lidt tid på at komme mig over det alt sammen, imens jeg stirrer ud i ingenting og knuger et stykke svedigt sportstøj i hånden.

Derfor passer det mig fint, når jeg kan klæde om hjemme, så jeg ikke skal udfører denne komplicerede seance i omklædningsrum med glatte fliser og undrende publikum.

En anden fordel ved at klæde om derhjemme er muligheden for at bruge et kvarter post-træning; til at vælte om på sengen, nøgen og i søstjernestilling, for lige at svede helt af, inden badet kalder.

Men kludder med billetterne gjorde, at jeg slet ikke skulle til yoga alligevel, og de små neonsataner fik lov til at blive liggende i skuffens mørke.

Indtil næste gang.

xxx

Skomageren

For nogle år siden, havde jeg brug for en skomager.

Det drejede sig om lidt reparationer og blokning af flere par sko.

Jeg havde forsøgt at få skoene lavet lokalt, men blev afvist i de lokale skobutikker, da skoene ikke var købt hos dem. Så gik jeg på jagt efter en uafhængig skomager, med håndværket i orden.

Stor var lykken, da jeg blev tippet om en faglært skomager med egen forretning i en nærliggende provinsby.

Skoene blev pakket, pigerne og jeg hoppede i bilen og drønede afsted for at finde skomagerens værksted.

Vel ankommet valgte pigerne at gå i nogle andre butikker, imens jeg lige smuttede ind til skomageren.

En operation, som jeg forventede ville tage omkring 30 sekunder.

Jeg blev klogere.

Butikken lå under gadeplan, så man skulle gå nogle trin ned af en gammel betontrappen, af den slags med revner i betonen og med et bøjet og ustabilt vandrør som gelænder. Da jeg åbnede døren, var der en lille messingklokke der bekendtgjorde min ankomst.

Rummet var dunkelt, væggene gulbrune og disken var ældgammel og slidt af daglig brug og hårdt arbejde. Til venstre for døren var der hylder langs væggene, hvor de indleverede sko stod på række, klar til at blive fixet og afhentet.

Til højre i rummet, på den anden side af disken, åbenbarede skomagerens værksted sig. Et lille kældervindue med forlængst aftjente gardiner kastede firkanter af lys på arbejdsbordet, hvor værktøj, maskiner, læder, ufærdige sko, dimser og dingenoter lå i et organiseret kaos. Et rum, som emmede arbejdsomhed og håndværk og som samtidigt ledte tankerne hen på 70’ernes brune værtshuse i det indre København.

Et forhæng bevægede sig bagerst i lokalet, og en mager gråskægget mand, iklædt et patineret læderforklæde, kom ind i rummet.

Det var skomageren.

Efter lidt snak frem og tilbage, blev vi enige om, at det var bedst, hvis jeg tog skoene på, så han med kridt kunne markere helt præcist hvor skoene skulle blokkes.

Punktblokking, kaldte han det.

Skånsomt og effektivt.

Så jeg hoppede glad i mine røde Lola Ramona sko, og skomageren lagde sig på knæ foran mine fødder.

Her bliver jeg lige nødt til at indskyde, at jeg havde kjole på.

Da skomageren var ved at lave skridtstreger på mine sko, valgte han så, midt under seancen, at strække halsen, dreje hovedet og kigge op under min kjole.

Jeg nåede lige at tænke:”Ej, gjorde han lige det..?”

– også trak han hovedet til sig, kiggede op på mig og sagde: “Hmmm… jeg elsker damer!”

Her tænkte jeg, at tingene var ved at udvikle sig i en lidt mærkelig retning, og havde allermest lyst til at smutte. Men de fleste af mine sko var allerede på den anden side af disken, og de tydeligvis ikke tilgængelige længere, så derfor skyndte jeg mig at få afsluttet aftalen og lagde hånden på dørhåndtaget for at forlade butikken.

Skomageren kiggede helt roligt på mig og sagde: “Du må ikke gå!”

Lidt forundret, men alligevel rimeligt fattet, fik jeg sagt: ” Nåee.. men jeg skal hente mine pigerne nu, og så kommer jeg jo efter skoene i næste uge!”

Her gjorde jeg lige et indre notat om, at jeg ikke skulle komme alene ugen efter.

Så er det, at skomager leverede følgende replik:

“Hvis du skal handle med mig, så kræver det, at jeg lærer dig at kende, så derfor skal du blive og snakke med mig i mindst 5 minutter!”

En anelse forvirret og en hel del utryg ved den udmelding, valgte jeg at tøve med hånden på dørhåndtaget.

Hvis jeg gik nu, ville jeg så aldrig se mine sko igen?

“Jamen, hvad skal vi da snakke om?” Spurgte jeg forundret.

“Jeg kan se, at du har en tattovering på armen, så vi kan jo for eksempel snakke om tattoveringer”, erklærede skomageren og bekendtgjorde, at han elskede tatoveringer.

En meget passioneret mand, ham skomageren.

Han var åbenbart glad ved mange ting. Damer, tattoveringer og sådan.

Her begyndte ham så at rulle skjorteærmet op, for at vise mig hans tattovering.

Skomagerforeningens logo.

Jeg forgav interesse og nikkede tilpas imponeret.

Således opmuntret valgte så han at betro mig, at han havde endnu en tattovering.

På et privat sted!

– men ikke desto mindre et sted, som han havde glæde af flere gange om dagen.

På dette tidspunkt, var det somom mine sanser blev skarpere og min hjerne begyndte at tænke i flugtveje.

“Jeg har selv lavet den!”

Betroelserne ville åbenbart ingen ende tage.

” Ja, jeg skal famne ikke have en anden mand til at røre ved min pik, så derfor lavede jeg den selv.”

Samtalen havde på dette tidspunkt udviklet sig til en monolog, for jeg kunne simpelthen ikke komme i tanke om et passende svar.

” Ja, den blev ærlig talt ikke særligt pæn, den tattovering, så tilsidst fandt jeg en kvindelig tattovør, og hun måtte gerne røre!”

Det sidste blev afleveret med et sjoflet grin og en inviterende vippen med øjenbrynene.

Jeg svarende med et høfligt:”Nåe.. okay” – og gjorde endnu engang antaster til at forlade butikken.

Så kiggede skomager helt roligt på mig og sagde:

“Du må ikke gå endnu, du skal blive her!”

Inden jeg kunne nå at svare, blev jeg helt bogstaveligt talt reddet af klokken, som bimlede, fordi en ældre dame med alpehue og indkøbstasker mosede ind i butikken.

Den nyankomne gav mig en mulighed for at smutte, og da jeg efterfølgende skulle hente mine sko, tog jeg en veninde med. I den anledning lykkedes det ham så at befamle min veninde på brysterne, inden vi tilsidst fik udleveret mine sko.

Så nu blokker jeg mine sko i ovnen, 50 grader i 10 minutter, trækker i tykke sokker og går rundt i skoene til de bliver kolde. Og hvis det ikke er nok, så får de lige lidt velplaceret varm luft med føntørren.

Ej-det-kan-man-altså-ikke!

Jeg har store bryster.

Det er ingen hemmelighed, og heller ikke rigtigt noget jeg kan skjule.

De er med mig hver dag, altid.

Jeg mærker dem når jeg går, danser, gør rent og skal dreje med rattet i bilen. Det er svært at stå på hovedet, uden at få sløret synfeltet.

Det er mig og en del af mig.

Egentlig burde det være en privat sag, og mit problem hvordan jeg håndterer det, men en stor buste, som min mors faster kaldte det, er altid med i synfeltet.

Jeg kan ikke trække dem ind, men til gengæld kan jeg trække dem op!

Det gør jeg så engang imellem, når jeg har tøj på, der passer til det og når jeg har lyst til at være nedringet.

Så er det, at jeg nogen gange rammer ind i “Ej-det-kan-man-altså-ikke-reglen!”

“Hvis man har store bryster, så kan man ikke være alt for nedringet, det er simpelthen bare for meget.”

“Så er man ihvertfald selv uden om det, hvis mænd glor og man ikke bliver taget alvorligt.”

“Hun havde patterne hejst helt op under hagen og klaskede dem lige i synet på ham!”

– er finker der godt kan ryge af bordet, når kvinder skal stive deres selvtillid af ved at hakke på andre.

Jeg har taget imod mange verbale lussinger fra indtørrede og snerpede kvinder, som har følt konkurrencen presse og mændenes opmærksomhed vandre.

Spidse bemærkninger til julefrokoster, hjælpsom belærende vejledning dagen efter julefrokoster, og nedladende og direkte ondskabsfulde kommentarer fra både venner, kollegaer og fuldstændig fremmede mennesker, som mente de havde ret til, fuldstændig uden blusel, at kommentere og belære mig om korrekt påklædning.

Jeg havde engang en veninde, som foreslog at jeg skulle få mine bryster fjernet. I det hele taget var der mange ting, hun mente jeg skulle lave om. Så fik jeg hende fjernet fra mit liv, og det fjernede faktisk en del andre problemer, men det er en helt anden snak.

Er mine store bryster et problem?

Næh, ikke for mig ihvertfald.

Nogen gange, så har jeg en stram nedringet trøje på og nogen gange en tyk, løs, varm sweater.

Det bestemmer jeg nemlig lige selv!

Min krop, mine behov, min lyst.

Det har kostet venskaber, indbydelser til selskaber, givet social isolation og medfødt utallige bitre, mavesure opstød fra tøjpolitiet og moralens vogtere.

Og hvor er det egentligt synd for dem. At deres synsfelt og tolerancetærskel er så indsnævret. At der er så lidt man må, så meget tøj der dømmes ude og så meget energi, der spenderes på at klemme det hele ned i en bestemt kasse.

Og her står jeg, med min bryster, der helst skulle opereres mindre, eller i det mindste indfanges af en blød bh, der gør dem aflange og flade, så usynlige som muligt.

Her står jeg.

– og jeg klæder mig famne som jeg har lyst til!

Tæt på naturen!

Jeg bor i Skagen.

Selvom det er en by, så er det en lille by, og naturen er helt bogstaveligt tæt på. Vi bor på en lukket vej, og alligvel, så har vi jævntligt vilde dyr i haven.

Det kan både være rådyr, mink, mår, pindsvin, egern, vilde småfugle og store måger, som faktisk larmer en del, når de trasker rundt på taget.

Vi har også fastboende solsorte, der starter dagen med at stirre ind ad køkkenvinduet, indtil der bliver udleveret æbler.

Rådyrerne kommer mest om nattten, de er tilsyneladende helt vilde med tulipaner, og kommer jævntligt forbi for at græsse dem ned.

Men en varm sommernat for et par år siden, havde jeg faktisk et besøg i haven, som bestemt ikke var et rådyr.

Sømanden var på de syv verdenshave, så jeg var alene hjemme med pigerne.

Nu er jeg mørkeræd og ikke specielt modig om natten, men det var det sommer, og det var varmt, og jeg har sådan en haps på terrassedøren i soveværelset, som gør at døren er låst, selvom den står på klem.

Jeg vågende midt om natten, ved en insisterende pusten og stønnen ude på terrassen.

Der var en rumsteren og en stønnen, og man kunne fristes til at tro, at der stod en mand og rykkede sig i banditten derude på terrassen.

Nu har min fantasi aldrig fejlet noget, så jeg digtede straks en historie om, at det var en undvegen straffefange, som stod og lurede på, hvordan han kunne bryde ind og få påbegyndt sit blodige voldsorgie.

Sveden drev ned af ryggen og øjnene var helt spilet op i mørket, imens jeg febrilsk fik fundet min mobil på natbordet og trykket sømandens nummer.

Imens den ringede, fik jeg sammenstykket traileren til den kommende film bygget på virkelige begivenheder.

Pludselig fortrød jeg, at jeg havde ringet til sømanden.

Hvad nu; hvis vi blev myrdet, imens telefonlinien var åben, så kunne han bare sidde der ude i styrhuset og lytte, imens hans kone og børn blev tortureret ihjel af en blodtørstig psykopat.

Mine tanker blev dog afbrudt af sømanden, der irriteret havde råbt hallo gentagne gange i telefonen.

Mig: Heeeyjj…

Sømanden( dybt bekymret) : Hvad er der ?

Mig: Der en en ude på terrassen…

Sømanden: Hvorfor tror du det ?

Mig (lidt irriteret over, at sømanden ikke gik i panik med det samme): Jeg kan høre, en der puster og stønner helt vildt!

Sømanden: okay..

Mig( nu med klynkestemme): Det er altså rigtigt..

Sømanden: Prøv at holde telefonen hen til døren, så jeg kan høre det!

Her blev jeg lidt irriteret over, at sømanden ikke troede på mig med det sammen, men jeg var også ivrig efter at bevise hvor farligt det hele var. Så jeg holdt telefonen ud i strakt arm, stak telefonen ud af døråbningen, imens jeg vendte hovedet bort.

Jeg havde også lukket øjnene!

Der var en intens stønnen på terrassen og en intens lytten i telefonen.

Efter noget, der føltes som livstid, tog jeg telefonen op til øret.

Mig( åndeløs af spænding) : Kunne du høre det?

Sømanden: Det er et pindsvin!

Efter lidt debatteren frem og tilbage, og en episode, hvor sømanden tvang mig til at sige som en slange ud igennem dørsprækken, hvilket fik pindsvinets til at tie og lytte, måtte jeg overgive mig, og give sømanden ret.

Et pindsvin.

Det er det vildeste antiklimaks jeg nogensinde har haft.

Ever!

Siden dengang har vi tit mødt pindsvinet, når det går sin haverunde og under højtlydt snøfteri og stønnen guffer snegle og andet kryb.

– og hvis jeg bliver vækket om natten ved lidt pusten og stønnen fra terrassen, så ved jeg nu; at det ikke nødvendigvis er en moderisk voldsforbryder, men at det kan være et pindsvin på sneglejagt.

xxx

Regler og idealer

Igår var jeg i en situation, hvor jeg skulle oplyse min alder.

Det fik mig til at tænke lidt.

I første omgang, fordi jeg helt ærligt ikke kunne huske det præcise antal år. Efter jeg har rundet de fyrre, så er det blevet mere flydende og diffust, ligegyldigt og abstrakt, men jeg kunne da heldigvis huske mit fødselsår og regnede mig frem til resultatet.

Jeg er 43 år.

– har lige måtte regne efter engang til, da jeg allerede har glemt resultatet fra igår.

Hvad betyder det så?

– ikke en skid, hvis du spørger mig!

Der er nok mange, der vil mene, at vi lever med ungdomsfikseret skønhedsideal, hvor du skal være mager som en strikkepind, max. 16 somre, med store glugøjne og læber der ser som ud somom du er på vej til et anafylaktisk chok efter et bistik.

Det kan man bruge en masse energi, penge og snapchatfiltre på at efterligne.

Men det er bare det, at det er jeg både for doven og for nærig til.

Istedet for, så samler jeg på nogle andre idealer.

Man må nemlig godt selv vælge sine idealer, sine forbilleder.

Jeg samler på kvinder som tør, kan og vil.

Kvinder som skider på de tøjregler, der blev opfundet af to hysteriske kvinder i et populært overgearet make-over -program, som huserede i fjerneren omkring 2010.

Jeg husker endnu med gru, da programmet kom til Danmark, og de to værtinder drønede rundt i gaderne for at finde dem med det grimmeste tøj.

De arme kvinder blev så trukket ind i et studie, tøjet blev flået af dem og alt, incl. undertøjet blev udskiftet for rullende kamera. Ny frisure, ny makeup i et snuptag, hvorefter offeret blev skubbet ind på en scene foran familie og venner, som gerne skulle begynde at græde af ren lykke.

Briller var et No-go, så dårligt seende klienter stod der i spotlightet og missede med øjnene og knugede deres briller i hånden, ude af stand til at se sig selv eksponeret på det kæmpestore lærred.

De to værtinder var fulde af overskud og gode intentioner, og spredte glæde, støttebh’er og gode råd udover skærmen. Happy days.

Men der var også noget samlebånd, ensretning og falden til patten stemning over programmet.

Hvad nu hvis man kan lide tøj, der ikke nødvendigvis er superklædeligt?

Hvis man har en tyk mave, og godt kan lide stramme bluser?

Har en stor barm og gerne vil være nedringet?

Hvad nu, hvis man har “lår i skoene” og elsker at gå i lårkort?

Hvis man er gammel, rynket og i bingoalderen, men har allermest lyst til at skide det hele et stykke og lave en lilla hat ud af et pudevår og 21 elastikker?

Hvor går man hen for at finde idealer og forbilleder, der ikke følger de fastlagte regler, men bare giver den gas og tager det på de har lyst til?

Her er Instagram er en mulighed.

Der kan man finde kvinder, som går andre veje.

Stærke, vidunderlige og seje kvinder, der viser billeder af dem selv og deres kroppe.

Overvægtige kvinder i bikini.

Ældre kvinder i stramme pink bukser.

Folk med hatte og festlige briller.

Kvinder på den anden side af 90, i fuld makeup og knaldrøde negle.

Folk, som klær sig anderledes, som tør, vil og kan.

Kvinder som bryder tabuer, ignorer janteloven og giver den gas, uanset alder, vægt, størrelse, rynker og fordømmende blikke fra jantelovskneppere.

—

De kvinder, – og mænd, er mine idealer.

Det er der, hvor jeg søger inspiration og åbner døren ud imod en verden, hvor reglerne brydes og man kan sætte sin hat som man vil.

Her er et par hurtige foreslag til interessante instagramprofiler:

Advancedstyle

tessholliday

lauranloveserik

diablorose

fullerfigurefullerbust

dittepip

bodyposipanda

Bare for at nævne et par stykker…

xxx

Slankekur i januar og alt det der…

Januar står for døren og tiden er inde til restriktioner og en intens gruen for bikinisæsonen. Så skal der laves sund mad, meldes ind i fitnesscenter, steppes på badevægten og købes tøj i størrelse “det-passer-når-jeg-har-tabt-mig”! Ugebladene flyder over af slankekure og motionscentrene tilbyder vægttabsforløb, med inspirerede foredrag og fedtmåling.

Og det er jo synligt for enhver, at det ikke virker.

For satan, hvor har jeg hoppet på den mange gange!

Fulgt mærkelige kostplaner og motioneret som en gal.

Og billigt har det heller ikke været.

Slankekostplaner indeholder altid de mærkeligste megadyre ingredienser, og diætister og slankeklubber kommer ikke på udsalg i januar.

Sådan nogle slankeklubber ledes altid af entusiastiske og overgearede mennesker, som holder motiverende oplæg, hvor de lokker, truer og belærer de tykke om vejen til vægttab og lykke.

Jeg husker tydeligt et foredrag, hvor en entuastisk diætist var helt blæst bagover af sit eget påfund. Hun sendte små poser rundt med krummer af mørk chokolade. Den helt mørke, som overhovedet ikke smager af chokolade, men af selvfedhed og arrogance. Os, hendes ydmyge publikum, skulle så fiske et lille-bitte stykke op og SUTTE på det.

Så stod vi 50 overvægtige mennesker, med chokoladekrummer i munden og suttede.

For at få smagen af chokolade!

Teorien var, at når vi havde fået smagen, så mistede vi lysten til mere chokolade.

Den mest åndssvage teori jeg nogensinde har hørt!

For det første, så går jeg ikke efter smagen af chokolade, jeg går efter virkningen! Tilfredsstillelsen når chokoladen pakkes ud af det knitrende papir, den SØDE smag, det syndige og følelsen af at forkæle mig selv.

Den oplevelser får man ikke, når man står og sutter på et halvt gram 80% mørk øko-cacao- chokolade.

For det andet, så tror jeg aldrig nogensinde, at jeg mister lysten til chokolade. Heller ikke, når jeg har gennemrodet køkkenskufferne, efter ungerne var puttet, for at finde noget kogechokolade, der var hvidt af ældre og så tørt, at det måtte skylles ned med vand.

Men tykke mennesker er høflige mennesker og vi ville jo så gerne, så vi nikkede og sagde :”.. hmmm..” og lod hende tro, at hun havde fundet nøglen til universet og fedmeepidemien.

Imens jeg forsøgte at få chokoladekrummen til at smelte på tungen, kom jeg til at tænke på en kollega som engang foreslog, at jeg spiste et æble inden jeg spiste chokolade, for så kunne jeg nok ikke spise så meget chokolade.

Hver gang jeg tænker på den kommentar, så griner jeg højt for mig selv!

Men det mest åndsbollede jeg har prøvet, var et koncept der kom til byen, en klub, som man for dyre penge kunne melde sig ind i.

Der var ugentlig kontrolvejninger, hvor det halve af byen stod i kø i den lokale sportshal. Man skulle medbringe et lille hæfte, hvor vægten blev omhyggeligt noteret. Hvis man havde tabt sig tilstrækkeligt, så udløste det et klistermærke!

Og ved ti kilo fik man en nøglering – wuhu..

Jeg kan ikke huske kostprincipperne, udover at det var noget med lever, sødemidler og en satans masse mayonnaise.

Da vi sad til et af deres motiverende og oplysende foredrag, så spurgte en af de andre deltagere ind til den store brug af sødemidler.

Hun havde hørt, at det var kræftfremkaldende.

Det tænkte foredragsholderen længe over, hvor efter hun leverede replikken:

” Men hvad vil I helst; have kræft eller være overvægtige..?”

Så gik jeg hjem..

Det mest effektive jeg har prøvet, var faktisk Slankedoktoren på nettet.

Ikke på grund af kost planen, eller diætisterne som fyrede floskler af og kom med “individuelle -skræddersyede – kostplaner-min-røv”, men fordi man var anonym og kom i gruppe med andre ligesindede. Man kunne udøse sit hjerte og der var altid støtte og opbakning. Det var de kærlige ord, støtten og omsorgen, der gjorde en forskel. Ikke unaturlige kostplaner, belønningssystemer eller afholdenhed, men venskaber og kærlighed.

Jeg tabte mig også rigtigt meget og kom på forsiden af et ugeblad og alt muligt – og tog det hele på igen bagefter.

For det handler ikke om kostplaner og chokoladesutteri, men om kærlighed og omsorg.

Den kærlighed man giver til sig selv, når man sætter grænser, siger fra, forlanger respekt og går sin vej, når tingene ikke er gode mere.

Så min badevægt er smidt ud og jeg går aldrig mere på slankekur eller til foredrag med jubel-idioter.

Jeg er ikke blevet tyndere af den grund, men det er en hel del billigere og så bliver man sparet for en masse selvopfundet drama og det frigør mentale ressourcer.

Så jeg vil gerne fritage januar for titlen som årets slankekurs-måned og tilgengæld fylde hele året med selvrespekt og kærlighed til mig selv og min krop.

xxx

Juleaften… næsten!

Jeg fik en SMS i går.

Fra Bring.

De informerede mig om, at der lå en pakke klar til afhentning på den lokale Shell-station.

Så her til morgen trak jeg i leopardpelsen, hoppede op på den røde cykel og satte kursen mod den Shell.

Det er meget sjovere at cykle i modvind, når der er en præmie.

Jeg elsker at få pakker!

Jeg bestille, køber, betaler og henter selv, men alligevel så får jeg en lille optur hver gang og er altid spændt på, hvad pakken mon indeholder..!

Da jeg var ved at flå emballagen op, så ringede posten på døren med endnu en pakke.

Næææhh…

2 pakker på en dag…

Første pakke indeholdt to strik fra Hellbunny, købt på tilbud.

Det er første gang jeg prøver deres strik, men de er faktisk rigtigt fine og med en god pasform.

Den ene sort med røde kranier, hvor fedt er det lige..

Den anden lyseblå med hvidt mønster.

Jow..jeg er godt tilfreds.

I pakke nummer to var mit tøj fra Collectif.

Som forudset gaber skjorten imellem knapperne over brystet, men hvis jeg flytter de øverste knapper og finder en sikkerhedsnål, så skal det nok ende godt.

Nederdelen sidder supergodt og falder pænt.

Så jeg er happy, nye tilføjelser til garderoben, så nu kan julen bare komme an..

Udsalg – wuhu…

Min yndlingsbutik holder udsalg.

Altså ikke sådan rigtigt udsalg, mere sådan udsalg på udsalg.

Ved hjælp af rabatkoden SALE50, får man 50% på deres udsalgafdeling.

Altså halv pris på udsalgsvarer 🙂

Imens sømanden så et meget spændende program om reparation af gamle biler, så fik jeg lige en ny grøn nederdel og en rød skjorte.

Når man har store bryster, som jeg har, så er det altid ekstra spændende med en skjorte.

Kan den knappes?

Og hvis den kan, gaber den så imellem knapperne?

Ellers kan et par velplacerede sikkerhedsnåle sikkert hjælpe..

Jeg kunne selvfølgelig også købe den i et nummer eller to større, men det kunne jeg ikke få.

– og desuden, så er jeg ikke interesseret i store, flagrende skjorter, men modeller som sidder til kroppen.

Det er ellers noget der kan irritere folk.

Stramtsiddende tøj på ikke-slanke-mennesker!

Tilsyneladende, er det at se en mavedelle eller fremvise en delle det værste der kan ske.

Tykke mennesker skal helst gå i flagrende gevandter, delleskjulere og sækkeformet tøj. Og et eller andet sted, har designerne vedtaget en regel om, at jo større tøjet er, jo større og mere crazy skal mønstret være.

Hvad forestiller de sig, at tykke mennesker gør ved at diskret mønster?

Æder det eller hvad?

Så det er derfor, jeg er så lykkelig for internettet.

Det udvider nemlig mængden af butikker, og med et lille klik kan man finde alle størrelser og modeller.

– og pludselig, for første gang i mit liv, har jeg kunne købe tøj som passer til min sjæl – og min krop.

Så hvis jeg kan passe min røde skjorte og min grønne nederdel, mangler jeg bare en gul hat, så kommer jeg til at ligne et juletræ med en stjerne i toppen..

Find butikken på:

https://www.collectif.co.uk

Mød min nye 2. bedste ven !

Mød min 2. bedste ven !

Jeps, det er babyolie !

Når man som jeg er en kurvet dame ( -og til jer der ikke har fulgt med tiden, så hedder det ikke længere buttet, tyk eller kraftigt bygget, men kurvet), så møder man hvert sommer det samme problem, når sommerkjolen skal luftes.

Der er jo visse områder på kroppen, der lider mere i sommervarmen end andre.

Her tænker jeg især på mine lår.

Mine inderlår.

Og indtil videre har jeg haft 2 muligheder.

1: røde, sviende inderlår, hvor smerten og irritationen sidst på dagen er fuldstændig uudholdelig. Hvor man ender med at gå som en cowboy der har siddet i sadlen hele dagen, eller laver desperate forsøg på at folde kjolens stof diskret ind imellem lårene, bare for at få lidt lindring. Hvorefter en eller anden emsig okkenok altid finder det passende at påpege at: “din kjole sidder da vist fast”! Jeg ved det godt, jeg har selv proppet den derind!

2: uklædelige og usexede cykelshorts, som forhindre friktion og svien, men som til gengæld får din samlede kropstemperatur til at stige til uanede højder. Og for mig, som altid har det varmt i forvejen, er det er rigtigt trælst og ubehageligt alternativ.

Så var det, at jeg sad og studerede instagram-billeder. En blogger, som jeg har fulgt igennem længere tid skulle giftes. Jeg kender hende ikke personligt, men jeg følte alligevel en lille smule, at jeg var inviteret med.

Hyggeligt så det ud.

Der var billeder hvor hun fik makeup på, sat hår osv. Pludselig var der et foto som fangede min opmærksomhed. Hun stod med det ene ben på en stol, imens hun var optaget af at smøre noget på sine inderlår.

Det var kokosolie!

Et ganske enkelt trick, der får lårene til at glide i stedet for at gnide.

BUM-BUM

Op på cykel, og ned i den lokale Matas. Fandt babyolien som et super, ikke lugtende alternativ, og det virker!

Derfor er babyolie nu officielt min 2. bedste ven

Nummer 1; det er min kat Findus.

Babyolie er nummer 2.

Ligesom Barack Obama er nummer 2.

På listen over verdens mest inspirerende mennesker.

Nummer 1; det er nemlig Anja Lovén.

Hvor cool er det lige?