Kender I den der med, at man cykler i modvind, iført tøj af tynd kvalitet, og bare kan mærke hvordan stoffet smyger sig om kroppen, ind i alle folder og synliggør ting, som man ellers gør sig umage for at skjule.
Når jeg cykler i en tynd sommerkjole, så føler jeg nogen gange, at jeg ligeså godt kunne være nøgen!
– og jeg forsøger forgæves at trække lidt ud i kjolen, sådan drapere den kamuflerende og diskret, udover mavens manglende muskulatur og bløde områder.
Men to tramp i pedalerne senere, så sidder det hele igen som var det limet på.
Skammer jeg mig over min krop?
Det synes jeg egentligt ikke jeg gør, og hjemme på matriklen vandre jeg fuldstændigt upåvirket nøgen rundt.
Faktisk i sådan en grad, at den ældste af tøserne, i sin konfirmationstale, titulerede sømanden og mig, som sine ” lidt for nøgne” forældre!
Men tager jeg tøj på, og bevæger mig ud i offentligheden, så starter der automatisk en afdækningsmanøvre. Ting bliver fremhævet, og andre ting bliver skjult, for at opnå det bedst mulige resultat.
– og så er det jo bare pisseærgeligt, når sådan en cykeltur ødelægger illusionen.
For på en eller anden måde, så har jeg åbenbart et behov for at opretholde en illusion over for tilfældigt forbipasserende bilister.
Åbenbart er det vigtigt for mig, at de ikke ser mine deller på maven.
Måske fordi jeg har al den tid i verden, når jeg selv sidder i en bil.
Især hvis jeg er passager.
Så kan jeg rigtigt sidde og kigge på dem vi kører forbi.
– og skrue op og ned for radioen. Det bruger jeg faktisk en del tid på. Jeg skruer på radioen og så tager jeg min cardigan af og på.
Og glor uhæmmet og kommenterer højlydt folk, som befinder sig uden for bilens lydtætte rum.
– og jeg er stensikker på, at en masse andre bilister gør det samme.
Selvom det ikke er en undskyldning.
Men hvorfor er jeg så hård en dommer, både overfor mig selv og andre ?
Når jeg kigger på Instagram, og ser overvægtige kvinder, som klæder sig i stramt kropsnært tøj, som ikke bare viser, men også fremhæver de områder der ikke lever op til idealet, så fyldes jeg både af beundring og forundring.
Og misundelse.
For hvordan går de?
Hvordan tør de?
Er det en provokation, en test, en personlig udviklingsrejse, eller hviler de bare så meget i sig selv, at de ikke engang tænker over det?
Og hvor har jeg brugt mange timer af mit liv, på at få min krop til at passe ind, istedet for bare at være i den.
At forme min krop sådan, at tilfældigt forbipasserende bilister ikke finder fejl og mangler hos mig, når de suser forbi.
Hvor er det egentligt åndssvagt !
xxx