Måned: november 2021

Slut prut finale

Så, nu gider jeg altså ikke tale mere om det corona.

Jeg orker det simpelthen ikke.

Så holder vi!

Jeg har besluttet mig for at lave strudsen og stikke hovedet i busken.

Ude af øje, ude af sind, det er mit nye motto.

Så jeg slukker for tv-avisen og og skifter kanal på radioen.

Undgår at læse aviser og begynder højtlydt at synge la-la-la-la-la, hver gang personer indleder en samtale, der handler om vacciner, test og smittetal.

Jeg har bestemt mig for at ignorere virkeligheden, akkurat som når man skal opdrage en uartig hund.

Ignorere upassende adfærd.

Jeg kan godt være lidt i tvivl om det virker, men jeg er villig til at gøre forsøget.

Fremover vil jeg tysse på folk, der taler om corona.

-ti stille, vil jeg så råbe, -nu er det nok!

Og så vil jeg begynde at synge “Last Christmas” meget højt og meget skingert, imens jeg hænger tilfældige lyskæder på tilfældige stakitter.

Og måske vil jeg begynde at drikke julesnaps direkte af flasken, iføre mig en lidt for stor nissehue og bare fuldstændigt ignorere den virkelighed, som vi alle sammen lever i.

For jeg gider simpelthen ikke mere.

Jeg er så træt.

Færdig.

Solgt til stanglakrids.

Jeg får kvalme bare ved tanken om isolation, karantæne og pressemøder.

Jeg kan mærke at vanviddet trænger sig på og ubeskriveligt mange frustrationer ligger og skvulper rundt i min indre brækspand.

Så derfor har jeg bygget mig en jule-jahat.

Den er stor og fyldt med glimmer og toppet med en lyskæde.

Og op af hatten vil jeg trække julehumør, julepynt, knallerter og glaskugler.

Og det kan godt være, at det er en fortrængning af fakta, meget umodent og en virkelighedsflugt.

Men det er en overlevelsesstrategi.

En backup, noget at stå på og noget andet tale om, imens vi venter på det tredje stik, den nye variant og smittekædernes galop.

Så når folk begynde at tale om Mr. C., så vil jeg tage hatten på, snurre rundt om mig selv og synge jule potpourri.

Det er det, som mit overskud rækker til lige nu.

Sådan er det.

xxx

Joker

Nå, men så kom min yndlingsserie da lige i fjerneren.

Fam’ne osse på tide, at de lavede en fortsættelse af “Pressemødet”, den har jo efterhånden halet ind på Horton-sagaen.

Dejligt trygt og genkendeligt, de samme replikker, kulissen er genbrug og tegnsprogsdamen hænger godt fast dernede i hjørnet.

Akkurat som det plejer at være.

Så godt de kom forbi, og gav os lidt indhold i tilværelsen.

Hvad skulle vi ellers få tiden til at gå med, her i det tiltagende vintermørke.

Nu har vi jo lidt at snakke om, når vi møder ind på arbejde i morgen.

Så kan vi rigtigt snakke om coronapas og mundbind.

Det bliver skide hyggeligt.

Restriktioner, indlæggelsestal og håndsprit, krydret med fortællinger fra det virkelige liv, hvor nogen altid kender nogen…

Armen, det er da super.

Jeg glæder mig allerede.

Jeg hørte ikke pressemødet til ende.

Gav op, der hvor journalisterne forsøgte at stille nye spændende spørgsmål.

Det lykkes ikke rigtigt.

Så valgte jeg at skrue op for julemusikken.

Fyrede op under en engelsk udgave af bedste, der blev kørt over af et rensdyr.

Imens jeg stædigt hang kugler på mit hvide juletræ af plastic.

Alternativet ville være at bryde ud i vandvids latter.

Kaste nakken tilbage og grine højt op i luften.

-hahahahaaaaa, mundbind!

-arhhahahahah, coronapas!

-vaccine!

Det er da ikke noget problem, jeg danser da bare min lille sindssyge jokerdans i hvide underbukser, så finder jeg da at sted inde i mig selv, hvor jeg crazy nok til at kunne håndtere endnu en coronavinter.

Intet problem, giv mig da bare det mundbind på, så kan jeg da heldigvis nøjes med at lade vanviddet lyse ud af øjnene.

-ahahahahahaah…

Den klarer jeg da som en mis.

Og det allerfedeste bliver samtaleemnerne. Hvis samfundet lukker lige så stille ned, og alt bliver aflyst, så skal vi jo igen til at sidde der, isoleret på matriklen, sammen med resten af familien. Dag ud og dag ind.

Dèt bliver hyggeligt.

Sikken en jul.

Og vi har jo prøvet det hele før, så det er jo faktisk en tradition.

Fedt.

Og Søren ved det jo godt. Han ved godt, at vi synes, at det er trælst.

Vi ved også godt, at vi synes, at det er trælst.

Det er trælst.

Og det mest trælse er, at vi er nødt til at gøre det.

Mundbindet, coronapasset og det.

Så nu kan vi jo bare afvente næste afsnit af “Pressemødet”.

Det bliver spændende…

xxx

Synd for mig

-åhh, hvor er det synd for dig, meddelte en tidligere kollega, en tilfældig tirsdag i december for et par år siden, hvor vi sad med formiddagskaffen.

Selvom jeg da altid kan trække en syndparagraf op af baglommen i en snæver vending, så var jeg da lige lidt i tvivl om, hvad hun mente.

Jeg blev nødt til at spørge ind.

-hvad tænker du på? Spurgte jeg lidt bekymret, imens jeg nippede til den varme kaffe.

-det er så synd for dig, at dine naboer har så dårlig en smag!

Den måtte jeg lige tænke lidt over.

Dårlig smag.

Mine naboer bor da sådan meget almindeligt.

-ej, hvorfor siger du det?

Jeg var lidt forvirret.

-åh, sukkede min tidligere kollega og var tydeligt frustreret over mine naboers helt utrolige dårlige stil og min ringe fatteevne, -jeg kørte fordi dit hus i går, og så kunne jeg ikke undgå at bemærke den rædselsfulde lyskæde, som dine naboer har hængt op ud mod vejen.

-lyskæde?

Her begyndte jeg at fornemme, at samtalen nok ville ende et lidt uheldigt sted.

-ja, fortsatte min tidligere kollega, -den der skrækkelige lyskæde i flere farver, også har de oven i købte sat den til blinke. Hvor må det være forfærdeligt at bo ved siden af nogen, der har så dårlig en smag.

Hun kiggede på mig, hen over kaffekoppen, fuld af omsorgsfuld forståelse.

Så faldt tiøren.

-nå, den lyskæde, sagde jeg og trak på skulderne, -det er min!

Så var der stille lidt.

Helt stille.

Jeg drak lidt mere kaffe og hun vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle fortsætte samtalen.

Smag og behag er jo som bekendt forskelligt, og jeg ved godt, at jeg kom til at melde afbud til det møde, hvor der blev aftalt at koldt hvidt lys er det pæneste julelys.

Jeg fik heller ikke tilsendt referatet af det møde, hvor det åbenbart også blev vedtaget, at det er tilladt at hakke på alle med kulørte lyskæder.

Helt åbenlyst.

Det er bare ikke så tit, at jeg får deltaget i de der kvindemøder.

Hvis jeg begyndte at deltage i møderne, så ville jeg jo nok have lidt mere styr på, hvornår jeg skal drikke ingefærshots, hvilke vaser der er moderne, hvorfor vi alle sammen pludseligt går i det samme tøj og ikke mindst få min julebelysning under kontrol.

Men jeg bliver altid optaget af noget andet. Rhanders handsker, en taske formet som en kat og hvor utroligt mange funktioner sådan en kulørt lyskæde egentligt har.

-så skulle det da også være første gang, at du gjorde som alle de andre, sukkede studievejlederen, imens vi klatrede over en klit, for at komme forbi noget meget seriøst vejarbejde på nazituren.

Det måtte jeg give hende ret i.

-jeg har bare så svært ved at forstå, at folk kan være så sikre på deres egen smag, at de forbeholder sig ret til at kommentere andres, sagde jeg og følte mig en lille smule mere velopdragen end alle andre.

-ja, svarede studievejlederne og begyndte hjemturen, -så er det da bare godt, at hun ikke bor på vores vej.

Og så måtte jeg give studievejlederen ret igen.

For så ville min tidligere kollega da både få ondt i øjnene og den gode smag.

Men vi har en fest, derude på vejen.

Og det er vel det vigtigste.

xxx

Ønskelisten

Forleden blev jeg afkrævet en ønskeliste.

Julegaveønskeliste.

Jeg blev inspireret af 80’erne og skrev, at jeg ønskede mig fred i verden.

Det skrev vi altid i de der venindebøger, hvor man skulle skrive alle mulige peronlige oplysninger. Man blev tildelt to sider med fortrykte spørgsmål om familiemedlemmer, yndlingsting og fødselsdatoer.

Så skrev man omhyggeligt lyserød, boller i karry og Dirty Dancing med sin pæneste håndskrift.

Og så var der altid den der linje, hvor man skulle skrive sit højeste ønske.

Så skrev man “Fred i verden”.

For det var det rigtige svar på det spørgsmål, selvom man måske i virkeligheden allermest ønskede sig den gule walkman fra Sony.

Nu nu går den åbenbart ikke længere, den der med fred i verden, for jeg blev korrekset og henstillet til at notere noget, der kunne købes i en butik.

Og det gjorde straks sagen lidt mere kompliceret.

For hvad ønsker man sig lige, når man er voksen og køber det meste selv, fordi man ikke kan vente til juleaften med at få de guldsko.

Og man vil heller ikke løbe den risiko, at de er udsolgt, når sømanden endelig strammer op og går på indkøb den 22. december.

Så kan man altså godt blive lidt ideforladt, når man udfylde årets ønskeseddel.

Sømanden har løst dilemmaet for mange år siden.

Han ønsker sig systematisk strømper, underbukser, en herreduft og en æske afbrændte tændstikker.

Fik han underbukser sidste år, så ønsker han sig strømper i år.

Et cirkulært forløb, som jo også holder de faste udgifter nede.

Han er selv meget tilfreds med ordningen.

Problemet er jo løst, og så er der tid til at gå i cykelværkstedet.

Lidt som en herre jeg engang kendte, som fik det samme sæt undertøj hvert år. Dagen efter juleaften blev det omhyggeligt lagt i skabet til næste jul, hvor sættet blev pakket ind og lagt under træet endnu en gang.

Sømanden blev fuld af beundring, da han hørte om sættet, der blev indkøbt i 70’erne og forsat cirkulerede i 80’erne.

Smart, sparsommeligt og løsningsorienteret.

Nemt.

Vi kunne selvfølgeligt godt gå godhedens vej og give hinanden geder, høns, et stykke regnskov eller en klimakompensation. Så kunne vi sidde der og være sådan helt selvfede juleaften, fordi vi var sådan nogle rige hvide typer, der delte ud af vores overflod.

Og jeg vil gerne dele ud af min overflod, forære geder væk og betale CO2-gæld, men jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg synes om at åbne et gavekort på en ged juleaften.

Så kan man sidde der og kigge på et opstillet foto af glade folk et sted i Afrika, der lykkeligt trækker afsted med ens julegave.

Jeg vil gerne give en ged, men jeg gider ikke rigtigt have den i julegave.

I julegave vil jeg gerne have noget luksus, noget lækkert, noget til mig.

Så skal jeg bare lige have fundet på, hvad det skal være…

xxx

Gemt og glemt

For et par år siden sad jeg og sludrede med en kollega.

Det var hyggeligt.

Vi drak kaffe og spiste kiks.

Chokoladekiks.

Prinzen Rolle, for at være helt nøjagtig.

Imens jeg sad med en helt ny kiks i hånden, kom vi til at grine.

Jeg kan ikke huske, hvad vi grinede af, men bagefter var kiksen væk.

Pist væk.

Gone.

Vi kiggede over alt.

Under bordet, under stolen, under reolen.

Den var forsvundet.

Det var lidt mystisk.

Men så tog jeg en ny kiks fra pakken, og sagen gik i glemmebogen.

Ude af øje, ude af sind.

Indtil jeg kom hjem.

Jeg ved ikke med jer, men et af højdepunkterne på min dag er, når jeg kan spænde bh’en op om eftermiddagen.

Sætte ting fri og holde fri.

Den bedste følelse i verden.

Sommetider er jeg nødt til at råbe et højt åhhhh, bare fordi det er så skønt.

Så det gjorde jeg også den dag.

Hægtede op og råbte åhhh.

Så var det, at jeg fik øje på den.

Kiksen.

Den lå i min bh.

Den venstre side.

Kiksen fejlede ingenting.

Den var helt rund og fin, som om den lige var taget op af pakken.

Til gengæld havde jeg et mærke på mit venstre bryst.

Nærmest et stempel.

Man kunne se prinsen helt tydeligt, med spredte ben og krone.

Omgivet af den karakteristiske cirkel med små buer og prikker.

Jeg tog kiksen op af bh’en.

Utroligt nok var chokoladen ikke smeltet.

Kiksen var ikke knækket.

Så stod jeg der i soveværelset efter en lang arbejdsdag. Kun iført underbukser og med en perfekt Prinzen Rolle i hånden.

Så åd jeg den.

Kiksen.

Den smagte fint.

xxx

25 stk.

I går gik jeg 25 skridt.

25.

Altså ifølge min telefon, som trofast har registreret mine skridt hver eneste dag.

Jeg anede ikke, at den funktion fandtes før for nylig, hvor tøserne gjorde mig opmærksom på det.

En lille hvid app med et rødt hjerte holder åbenbart øje med min sundhed og daglige motion.

Den registrere flittigt antal skridt pr. dag, uge, måned og år.

Udregner gennemsnit og sammenligner med tidliger resultater.

Så kan man rigtigt følge med i sine fremskridt.

Så nu ved jeg, hvor mange skridt jeg gik sidste år i marts.

Og april for den sags skyld.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal bruge den info til, og den ville jo nok også være lidt mere præcis, hvis jeg ville huske at tage telefonen med, når jeg stavrer over heden med studievejlederen.

Men 25 skridt, det er godt nok ikke ret meget.

Der er langt til de anbefalede 10.000.

9975 være at være helt nøjagtig.

Og jeg må da indrømme, at jeg blev grebet af funktionen, da jeg først opdagede den.

Jeg satte mig omgående et mål på 10.000 skridt om dagen.

Eller i hvert fald det mål, at jeg ville have telefonen med i lommen, så den kunne registrere den enorme mængde skridt, som jeg var fuldstændigt overbevist om, at jeg gik hver dag.

Jeg startede med støvsugning.

Så kedelig en aktivitet må da udløse noget sundhedsbonus, ellers er der da ingen retfærdighed til.

Nu har jeg ikke ret meget tøj med lommer, og da anbefalingen lød på, at telefonen skulle opbevares tæt på hoften, hvor den havde mulighed for følge hoftens svingninger, så var sædvanlige løsning med at proppe telefonen i bh’en ikke så oplagt. Desuden har bh-løsningen en tendens til at starte mit kamera, og dermed gøre mig til den stolte ejer af en 10 sekunders film indefra en solid dame bysteholder.

Og det er slet ikke så sexet som det lyder.

Så derfor fandt jeg en lille taske, som jeg kunne bære på skrå, imens støvsugeren blev drevet rundt i huset.

Efter endt støvsugningsseance åbnede jeg spændt for telefonen.

235 skridt.

235!

Ufatteligt skuffende.

På linje med den gang jeg opdagede, at man skal løbetræne i noget der minder om 1000 år, for at forbrænde en marsbar.

Åbenbart går jeg ikke så mange skridt, når jeg støvsuger. Jeg er vist mere typen der står stille også rækker armene ud, så langt som jeg kan.

Frem og tilbage, frem og tilbage.

Så hang jeg vasketøj op.

45 skridt.

Så spurgte jeg, om studievejlederen ville med på nazituren.

Det hjalp gevaldigt på regnskabet, og en tur til den lokale pakkepusher fik regnskabet til nærme sig de 10.000.

Til sidst endte jeg med at gå i cirkler i gårdhaven, for at hente de sidste 122.

Sømanden kiggede bekymret ud af køkkenvinduet.

Han var ved at skrælle gulerødder.

-hvad fanden laver du? Mimede han, og sendte mig et blik der lige umiddelbart afskrev mig som normal fungerende.

Jeg ramte de 10 store.

10.022 hvis vi skal gå i detaljer.

Og det kan jeg mærke, at jeg ikke er så god til, når det kommer til skridt.

Det med detaljer.

Jeg udvikler omgående en tvangsidioti, der rider mig som en mare og tager al glæden ud af den daglige gåtur.

Så nu er jeg begyndte at gå til og fra arbejde, og kombineret med nazituren, så rammer det sådan nogenlunde den anbefalede daglige motion.

Plus minus.

xxx