30 minutters effektiv træning

Jeg faldt over en artikel her forleden, hvor en amerikansk dame tilsyneladende have løst sit vægtproblem med en effektiv, billig og let tilgængelig træningsmetode.

8 gange 30 minutters seksuel aktivitet om ugen.

Hendes mand havde været en ivrigt assistent i det forløb, og vupti, var hun kommet i god form på en sjovt og aktiv måde.

Jeg syntes altså at det var lidt smart, det er gratis, det kræver ikke at man iføre sig en sportsbh, ingen dyre løbesko, og det er, indtil en vis grænse, uafhængigt af tid og sted.

Jeg viste artiklen til sømanden.

Han læste den langsomt og grundigt, og sad så lidt og stirrede ud i luften.

“Hvad synes du?” Spurgte jeg ivrigt, og tænkte, at det var da et tilbud han ikke kunne sige nej til.

Sømanden sad længe hensunket i tavshed, og så kom det:

“Hvad siger du til 30 gange 8 minutter?”

Den sad vi lidt og tænkte over, og på en eller anden måde, så lød det altså lidt mere overskueligt.

Men noget skulle der ske, og her forleden var jeg så begyndt til træning.

Opvarmingen var fin, kropstemperaturen var steget og jeg var begyndt at blive forpustet. Jeg havde lavet nogle strækøvelser og kunne begynde at mærke nogle muskler jeg ikke havde mærket længe. En god start, og jeg var ganske optimistisk.

Men 20 minutter inde i seancen, så greb sømanden vækkeuret på natbordet og brølede:

“For helvede, 30 minutter er lang tid!”

xxx

Åh, det skulle jo være så sundt!

– åh, det skulle jo være så sundt at dyrke sport.

Godt for kroppen, forbrændingen, musklerne, psyken, ja, sundt hele vejen rundt.

Nu er jeg ikke sporty af natur, og foretrækker faktisk at læse en god bog, imens jeg spiser et eller andet der knaser og krummer nedad hagen.

Det kommer man jo ikke i god form af, især ikke hvis ens yndlingsspise er noget med chokolade.

Faktisk hvad som helst, bare det indeholder chokolade.

Eller minder om noget med chokolade, nogen gange er det fint, hvis bare indpakningen rasler lidt, så man kan bilde sig selv ind, at man er ved at åbne noget med chokolade.

Men så tonede der en entaustisk træner og coach frem i den bedste sendetid, (jeg troede, at coach var det engelske ord for træner, men på dansk er det i betydningen af mentaltræner, altså en mand der udstrålede ekspert på alle planer, ikke rigtigt beskyttede titler, men anyway..), der var han i fjernsynet, tynd, megatrænet og med lidt for mange tænder i munden. Jeg blev helt fascineret af ham, fordi det var så imponerende, at man nærmest kunne se formen af hans kranie igennem huden.

Det var et utroligt karakteristisk udseende.

Han proklamerede, at man da bare skulle finde den sportsgren som man brændte for.

Hokus Pokus, sund livsstil i fokus!

Jeg tog udfordringen op, og begyndte en ørkenvandring igennem de lokale træningstilbud.

Nu bor jeg i en lille by, så udvalget er faktisk lidt begrænset, der er ingen tilbud om nøgenyoga, ( gudskelov), man kan heller ikke gå til ballet, fægtning eller bueskydning, og de lokale motionscentre begrænser sig til de mest populære genre.

Men jeg lavede en liste og startede med at krydse løb af.

Da pigerne var små, stod jeg i en periode op kl.5 om morgenen, og løb 5 km. tre gange om ugen.

Så blev jeg grebet og trænede mig op til at løbe 10 km tre gange om ugen.

Det var sim-pelt-hen-så-ke-de-ligt.

Jeg løb og løb, og følte aldrig nogensinde, at jeg kom hjem. Plus mit ene knæ begyndte at brokke sig og det hele blev afsluttet med, at jeg på en løbetur trådte i en flintesten og fik en begyndende blodforgiftning.

Næste på listen var pilates, det kunne man ikke gå til i Skagen på det tidspunkt, så jeg købte en dvd og smed mig veloplagt på gulvet hjemme i stuen.

Pilates viste sig at være noget langstrukkent halløj, med tilhørende panfløjtemusik.

Aldrig har jeg gabt så meget.

– selv sømanden blev helt søvnig, og han deltog ikke engang i seancen.

Jeg har også prøvet yoga, kastet mig rundt i stillinger med navne som den opgående hund, stående sol, tigeren og krigeren. Imens man trækker vejret på en meget mærkelig måde, puster højlydt ind og ud, og kommer til at tænke på, hvorfor ens underbukser konstant kravler op, hvad man skal lave i morgen, hvorfor der ikke er nogen der tør sige til Donald Trump, at hans hår er for mærkeligt og stop nu med den spraytan, og hvornår timen er slut.

Det er ikke liiiige mig, og iøvrigt pissesvært, når ens bryster konstant kommer i vejen,  når man skal stå i diverse positioner og med hovedet nedad.

Det næste på listen var cirkeltræning, hvor træneren mente, at en god motivation bestod i at skrige: “Koooom såååå..!” imen hun klappe hårdt i hænderne. Altsammen ca. 15 cm. fra mit højre øre.

Der kom jeg kun en gang.

Jeg har også prøvet zumba, crossfit, styrketræning, spinning, og  noget halløj, hvor man skulle sidde på en kæmpe bold, imens instruktøren insisterende på at vi SKULLE smile. Her var der bolde af forskellige størrelser, alt efter højde, men de små lavbenede damer spurtede altid ind og hapsede de store bolde.

Somom deres ben blev længere af den grund!

Jeg spurgte pænt, om ville de ikke bytte, men næh, de havde det så fint oppe på deres bolde,  med de små fødder dinglende frit i luften. Så gennemførte jeg et par timer, på en lille bold, med knæene oppe om ørene, og Otto Brandenburg drønede ud af højtalerne.

Det var altså trættende.

På et tidspunkt ramte jeg så ind i latinmix, dans, ikke fitnessdans, som fx. zumba, men rigtig dans.

Med trin og koreografi, god musik og en rimelig sværhedsgrad.

Det var jeg vild med, og den kørte i et par år, så begyndte folk at falde fra og holdet blev aflyst flere gange end det blev gemmenført.

Desværre.

Så lige nu, er jeg tilbage ved gå- og cykelturer, imens jeg venter på Godot.

Det er jo dejligt at være i god form, det giver velvære, sundhed og overskud, og alt det der, og jeg er ikke helt samme sted, som min veninde, der proklamerede, at der der motionslort, det havde hun sgu droppet, det måtte famne være nok, at hun løb efter ungerne!

Så… mon ikke snart jeg begynder at se mig om efter noget, hvor musikken ikke har en insisterende baslyd,  hvor jeg ikke falder i søvn af kedsomhed, instruktøren ikke er totaltovergearet, og hvor jeg kan få pulsen op og komme i lidt bedre form.

xxx

Yoga og sportstøj

Blev inviteret til et yoga- event den anden dag.

En interessant og spændende yoga- person havde besluttet at beære Nordjylland med et besøg, og der kunne købes billetter og alt muligt!

Jeg blev inviteret på et afbud, og takkede efter lidt betænkelighed jatak, mest baseret på den sociale del, hyggesnak i bilen frem og tilbage, og så er det jo altid sundt at bevæge sig ud i den nærmeste udviklingzone.

Ja, nu ved jeg ikke, om det er den udviklingszone der lige ligger tættest på, men altså, en udvikling er det da i hvertfald.

Gik glad og forventningsfuld i seng, og vågnede næste morgen i et mindre panikanfald.

Yoga er jo en slags sport, motion, eller i hvertfald noget der vil indbefatte, at jeg ifører mig sportstøj, eller i det  mindste, en sports-bh.

Med en dyb vejrtrækning og en fast greb om håndtaget åbnede jeg skuffen med sportstøj.

Friske og sporty pangfarver stirrede tilbage på mig.

Sports- bh’erne lå som små kulørte neonkugler og ventede optimistisk på at blive brugt.

De er bare så svære at få på.

For det første er de stramme!

Det er de nødt til at være, for at kunne holde pigerne på plads.

Men det betyder bare, at når man har fået armene og hovedet igennem de rigtige huller, og det er faktisk heller ikke helt nemt, så begynder processen med at trække stram spandex ned over barmen.

Det er pissesvært!

Mega.

Jeg starter altid i venstre side.

Hiver ud i elastikken med venstre hånd, imens jeg med højre tager et fast greb om venstre bryst, for at proppe og mase det op i den kulørte spandex.

Når missionen er lykkes, fanges ens blik så af det andet bryst, som på dette tidspunkt er klemt over på midten af den stramme elastisk. Det ligner mest af alt et ottetal. Eller to små nye bryster.

Her plejer jeg så at gå i panik.

Dels fordi jeg ikke kan tække vejret, da alting ligesom klemmer om brystkassen og det sortner lidt for øjnene, dels fordi jeg får klaustrofobi, og bliver helt desperat ved tanken om at jeg måske aldrig får den af igen.

– også bliver jeg helt ærligt også blufærdig, og panisk ved tanken om, at der kommer andre ind i rummet og ser mig med armene krydset rundt om kroppen og det ene bryst i klemme.

Min løsning på den situation har altid været at hoppe.

Når der er noget tøj, der er svært at få på, så begynder jeg altid at hoppe.

Men når man har armene rundt om brystkassen, og er desperat fumler med et stykke stramt spandex i en energisk farve, så er det faktisk dumt at hoppe.

Man mister balancen.

Hvis man er heldig, så når man at gribe fast i en knage eller sætte sig på bænken, også sidder man der, med et halvt bryst udenfor.

Når missionen er lykkes, og pigerne er spændt fast i neongult spandex med fartstriber, så kommer det melankolske kig ind i fremtiden.

For når motion er slut, så skal man jo have skidtet af igen.

For der er kun en ting, der overgår at få en stram sports- bh på, og det er at få en stram og svedig sports-bh af igen.

Så kan den nemlig begynde at rulle, til sådan en lille irriterende pølse, som det er umuligt at finde hoved og hale på. Jeg bliver altid fristet til at slippe the girls fri med det samme, også hænger de der, imens jeg med armene overhovedet forsøger at få fat i den neongule pølse bag på ryggen, men den sidder ubarmhjertigt fast under mine arme.

Her kan panikken igen nå astronomiske højder og jeg griber til vrikke-taktikken.

Jeg begynder at vrikke med numsen, helt vildt og intenst. – hvorfor min hjerne tror det virker, det står hen i det uvisse! – og ganske langsomt, et lille nøk af gangen lykkes det mig at få vrikket lortet af.

Herefter bruger jeg ofte lidt tid på at komme mig over det alt sammen, imens jeg stirrer ud i ingenting og knuger et stykke svedigt sportstøj i hånden.

Derfor passer det mig fint, når jeg kan klæde om hjemme, så jeg ikke skal udfører denne komplicerede seance i omklædningsrum med glatte fliser og undrende publikum.

En anden fordel ved at klæde om derhjemme er muligheden for at bruge et kvarter post-træning; til at vælte om på sengen, nøgen og i søstjernestilling, for lige at svede helt af, inden badet kalder.

Men kludder med billetterne gjorde, at jeg slet ikke skulle til yoga alligevel, og de små neonsataner fik lov til at blive liggende i skuffens mørke.

Indtil næste gang.

xxx