Blev inviteret til et yoga- event den anden dag.
En interessant og spændende yoga- person havde besluttet at beære Nordjylland med et besøg, og der kunne købes billetter og alt muligt!
Jeg blev inviteret på et afbud, og takkede efter lidt betænkelighed jatak, mest baseret på den sociale del, hyggesnak i bilen frem og tilbage, og så er det jo altid sundt at bevæge sig ud i den nærmeste udviklingzone.
Ja, nu ved jeg ikke, om det er den udviklingszone der lige ligger tættest på, men altså, en udvikling er det da i hvertfald.
Gik glad og forventningsfuld i seng, og vågnede næste morgen i et mindre panikanfald.
Yoga er jo en slags sport, motion, eller i hvertfald noget der vil indbefatte, at jeg ifører mig sportstøj, eller i det mindste, en sports-bh.
Med en dyb vejrtrækning og en fast greb om håndtaget åbnede jeg skuffen med sportstøj.
Friske og sporty pangfarver stirrede tilbage på mig.
Sports- bh’erne lå som små kulørte neonkugler og ventede optimistisk på at blive brugt.
De er bare så svære at få på.
For det første er de stramme!
Det er de nødt til at være, for at kunne holde pigerne på plads.
Men det betyder bare, at når man har fået armene og hovedet igennem de rigtige huller, og det er faktisk heller ikke helt nemt, så begynder processen med at trække stram spandex ned over barmen.
Det er pissesvært!
Mega.
Jeg starter altid i venstre side.
Hiver ud i elastikken med venstre hånd, imens jeg med højre tager et fast greb om venstre bryst, for at proppe og mase det op i den kulørte spandex.
Når missionen er lykkes, fanges ens blik så af det andet bryst, som på dette tidspunkt er klemt over på midten af den stramme elastisk. Det ligner mest af alt et ottetal. Eller to små nye bryster.
Her plejer jeg så at gå i panik.
Dels fordi jeg ikke kan tække vejret, da alting ligesom klemmer om brystkassen og det sortner lidt for øjnene, dels fordi jeg får klaustrofobi, og bliver helt desperat ved tanken om at jeg måske aldrig får den af igen.
– også bliver jeg helt ærligt også blufærdig, og panisk ved tanken om, at der kommer andre ind i rummet og ser mig med armene krydset rundt om kroppen og det ene bryst i klemme.
Min løsning på den situation har altid været at hoppe.
Når der er noget tøj, der er svært at få på, så begynder jeg altid at hoppe.
Men når man har armene rundt om brystkassen, og er desperat fumler med et stykke stramt spandex i en energisk farve, så er det faktisk dumt at hoppe.
Man mister balancen.
Hvis man er heldig, så når man at gribe fast i en knage eller sætte sig på bænken, også sidder man der, med et halvt bryst udenfor.
Når missionen er lykkes, og pigerne er spændt fast i neongult spandex med fartstriber, så kommer det melankolske kig ind i fremtiden.
For når motion er slut, så skal man jo have skidtet af igen.
For der er kun en ting, der overgår at få en stram sports- bh på, og det er at få en stram og svedig sports-bh af igen.
Så kan den nemlig begynde at rulle, til sådan en lille irriterende pølse, som det er umuligt at finde hoved og hale på. Jeg bliver altid fristet til at slippe the girls fri med det samme, også hænger de der, imens jeg med armene overhovedet forsøger at få fat i den neongule pølse bag på ryggen, men den sidder ubarmhjertigt fast under mine arme.
Her kan panikken igen nå astronomiske højder og jeg griber til vrikke-taktikken.
Jeg begynder at vrikke med numsen, helt vildt og intenst. – hvorfor min hjerne tror det virker, det står hen i det uvisse! – og ganske langsomt, et lille nøk af gangen lykkes det mig at få vrikket lortet af.
Herefter bruger jeg ofte lidt tid på at komme mig over det alt sammen, imens jeg stirrer ud i ingenting og knuger et stykke svedigt sportstøj i hånden.
Derfor passer det mig fint, når jeg kan klæde om hjemme, så jeg ikke skal udfører denne komplicerede seance i omklædningsrum med glatte fliser og undrende publikum.
En anden fordel ved at klæde om derhjemme er muligheden for at bruge et kvarter post-træning; til at vælte om på sengen, nøgen og i søstjernestilling, for lige at svede helt af, inden badet kalder.
Men kludder med billetterne gjorde, at jeg slet ikke skulle til yoga alligevel, og de små neonsataner fik lov til at blive liggende i skuffens mørke.
Indtil næste gang.
xxx