Coronaforsatan episode 4, 1
Igår lærte sømanden mig, hvordan man puster stearinlys ud med næsen.
Vi har nemlig et par fyrfadsstager, som jeg, i et entuastisk øjeblik, smurte ind i glimmer i starten af december.
Stagerne er lidt høje og står på kaminhylden, hvilket betyder, at de skal løftes ned, når de skal tændes og slukkes.
Sømandens glimmerkvote er opbrugt, så derfor har han udviklet næsepuster-teknikken.
Så behøver han ikke at røre ved glimmeret.
Istedet stiller han sig foran kaminhylden, vinker ansigtet, så skægget ikke kommer i kambolage med glimmeriet, og afsender et kort, præcist og hårdt pust med næsen, som dermed slukker det lille fyrfadslys i bunden af stagen.
Man må sno sig, som ålen sagde, da den ikke ville have glimmer i skægget.
Således tilfreds med sig selv, slukker sømanden så det elektriske lys, losser kattene ud, og skrider i seng med en god bog.
Slut med den dag, og der afventes en ny begyndelse.
Og det kan vi heldigvis snart gøre med det herrens år 2020. Losse kattene ud, slukke lyset og vente på at det bliver en ny dag, et nyt år og en ny situation.
Jeg har været rasende, hidsig, ked af det og sur over 2020, men lige nu, så har jeg bare overgivet mig. Indrettet mig, imens jeg venter, der er slukket for alle forhåbninger og forventninger om, at 2021 bliver bedre.
Det pæne tøj hænger ubrugt i skabet, ligesom resten af 2020, og hvad næste år bringer, det må guderne vide.
Til gengæld kan jeg nu puste stearinlys ud med næsen, og man kan da aldrig får for mange kundskaber, og om ikke andet, så har 2020 da tvunget os til at strække kompetanceelastikken til det yderste.
Evnen til at spritte af, holde afstand og bruge mundbind, er jo efterhånden så indgroet en vane, at jeg blev helt forskrækket, da jeg så en genudsendelse i fjernsynet.
-prøv at se, sagde jeg forarget til sømanden, der var dybt begravet i sin bærbare.
-Se! De giver hånd, og de står godt nok tæt!
Sømanden satte sine læsebriller op i panden og studerende fjernsynet.
-jeg tror, at det er optaget før Corona, konkluderede han så, tog læsebrillerne på igen og forsvandt ind i en debat på Facebook.
Så sad jeg der, og kiggede ind i en fortid, hvor man både kunne kramme, give hånd og slikke folk i øret, uden at det havde konsekvenser.
Det var en anden tid, dengang sidste år, og vi har været nødt til at lære at gøre tingene på nye måder, ændre på det der var og det der vil blive, og finde på nye strategier, når lysene skal pustes ud.
Xxx
