Hverdagsperler

Som en anden buddhistisk munk er jeg gået i mentaltræning.

Jeg øver mig i at se de små bitte ting.

De små bitte glæder.

Lyden af børnelatter.

Måden lyset glimter på, når jeg vander mine potteplanter med tepotten, hvor hældetuden er belagt med guld.

En varm kattemave.

Tag over hovedet, ild i brændeovnen og mad i maven.

Og det lyder jo helt frelst, men som så mange andre, bruger jeg sommetider rigtig meget tid på at kigge ud af mine egne vinduer og ind af andres.

Og det kommer der jo bare aldrig rigtigt noget godt ud af.

Så jeg øver mig.

Kigger på sømanden, der føler sig som verdens rigeste mand, når han sidder foran fjernsynet og gumler hjemmebrændte mandler.

Tilfreds med at være lige her, lige nu.

Særligt fordi han kan streame den nye sæson af “Folk og Fæ”.

Den er nemlig blevet genindspillet.

Hvor heldig kan man lige være.

Så nu har jeg spist en dejlig rugbrødstoast, imens jeg har beundret den flotteste juledekoration, som jeg set i flere år.

Med kalenderlys, mos, skagens roser og en julekugle.

Produceret af tre glade drenge, og modtaget som tak for de Tinkakort, jeg fik udleveret i A-Z og hjembragte til deres samling.

Og så nemt var det at gøre hinanden glade.

Og det er vel der, at den gode hverdagslykke ligger.

Gemt i de små hverdagslommer.

En gåtur med studievejlederen, varm kaffe og sneen, der falder på de dyner, som man lige har lagt til luftning på terrassen.

Og selvom jeg måtte hive dynerne ind igen efter 10 minutters lufteri, så er der jo ikke noget så fint, som den første sne.

Selvom om det er koldt og katten har holdt sig i så bekymrende mange timer, at jeg til sidst hældte hende ud af døren, så hun kunne få ordnet sit business.

Det tog halvandet minut, så pressede hun en lille kold snue mod ruden og jamrede håbefuldt.

Og der kunne jeg jo hjælpe.

Åbne døren og lempe katten ind i varmen.

For det er det, som jeg øver mig i.

At have fokus på der hvor jeg kan gøre noget, se de små fine hverdagsperler og lægge de ting i haveskuret, som jeg ikke rigtigt kan ændre.

For jeg kunne også vælge at samle på utilfredshed, mukkeri og skuddermudder.

Det er et nemmeste i verden.

Det er ganske gratis, og man kan få det i spandevis.

Slæbe det hjem og gemme det i skabe og skuffer.

På loftet og i kælderen.

Men man kan jo også vælge at lade de spande stå.

Så er hænderne nemlig frie til at samle de små fine hverdagsperler op og putte den i lommen.

Høre sømanden synge, imens han steger frikadeller, se yngste barnet komme ind af døren med røde kinder, og glæde sig over, at lørdag formiddag blev brugt helt alene i A-Z, hvor der blev kigget på gavebånd og julepapir.

Hørte julemusik i bilradioen, imens jeg kun dryssede en lille smule med den indkøbte københavnerbirkes og spildte en lille smule kaffe.

Bare lige en sjat.

Tullede rundt med indkøbsvognen i mit eget tempo, imens jeg fandt strømpebukser, vatrondeller og hårshampoo.

Kiggede på juledekorationer.

Spiste en fransk hotdog.

Nød formiddagen i mit helt eget selskab.

For selvom indkøb af vaskepulver og deodoranter ikke lyder som den mest inspirerende formiddag, så var det ganske hyggeligt.

Og udløste en stak Tinka-kort, der blev vekslet til en fin dekoration, som nu står på bordet ved siden af skålen med klementiner og en ny indkøbt julerose, som et hyggeligt varsel om den december, der lurer lige rundt om hjørnet.

Og tænk, hvis man kunne få en omvendt julekalender, hvor man hver dag samlede en lille hverdagsperle op og hang den på træet.

Så kunne man sidde der juleaften og se tilbage på 24 fine minder, 24 små glimt af lykke.

Det må da være verdens bedste julegave.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dagens julepynt #9

For satan han er træt!

Sådan slidt helt ned til sokkeholderne og “I don’t give a fuck” – træt…

Alting har ændret sig og nutidens irriterende møgunger og deres curlingsforældre kan rende og hønse.

Han har ikke rigtigt fået sparet op til pensionen.

Han er nødt til at blive ved med at arbejde, indtil han er 472..

It’s hard to be a nissemand, og han har den ondemelynene ikke tænkt sig at investere i en ny dragt. Den må holde hans tid ud og iøvrigt skal han gå tidligt den 24 december…

 

 

Dagens julepynt #5

Englehår

Gad vide, om det stadigvæk kan købes?

Det der hvide syntetiske halløj, vi limede på flamingokugler i starten af firserne.

Så blev de fremstillede engle nemlig ekstra fine.

Bevares, man kunne også tegne håret på med en tus, eller lave noget af silkepapir.

Hvis man var til den slags!

Men det fedeste var, hvis man havde noget englehår.

Det kunne købes i små poser.

Kridhvidt, elektrisk og sylespidst.

 

Julepynt – fuck jeg elsker det !

Jeg elsker julepynt, som i virkelig elsker- elsker-elsker julepynt.

Jeg elsker glimmer, guld, plastik, glaskugler i alle former og farver.

Jeg er typen der forventningsfuld kigger efter julepynt allerede i efterårsferien, – omtrent det samme tidspunkt, hvor jeg også har lange overvejelser omkring temaet for årets indpakningspapir.

Det er ikke tanker og overvejelser jeg deler med sømanden, for han vil vist hellere have en finger i øjet.

Næh, det er mit helt eget hyggeprojekt, og hvert år griber jeg forventningsfuldt ugebladene i det lokale supermarked. Fristende overskrifter om jul og julepynt lokker, og jeg hopper på den hvert år.

” Sådan pynter vi op i købmandsgården”

” Klar til jul!”

” Julepynt i nye farver”  – er overskifter der lokker mig i fælden hvert år.

Helt spændt op af juleglæde køber jeg bladene og fiser hjem for at smække benene op og blive inspireret.

Hvert år bliver jeg skuffet..

Møgskuffet.

De lovede fotoreportager er så fesne.

Alting i de menneskers hjem er bare Hvidt.

Hvidt Hvidt Hvidt

Nu er jeg nærsynet, så derfor får jeg hvert år tanken om at det skyldes mine briller. Er de ikke pudsede ordentligt? Briller af – briller på. Øjnene knibes sammen og spærres op. Men uanset hvor længe og hvor intens jeg stirrer, så kan jeg ikke få øje på julepynten i de lovede fotoreportager.

Tilsidst må jeg konkludere, at det sarte lyserøde bloklys på sofabordet, og de to lidt skæve grene som er kysset med antydningen af mos, må være julepynten.

Også er der ellers fyldt op med tillægsord som fx.: smuk, hvid, nordisk, enkel, minimalistisk.

Jeg ved ikke hvem det er der holder minimalistisk hvid nordisk jul, men det er ihverfald ikke mig.

Jeg har en svaghed for glimmer, glaskugler og lyskæder. Og da jeg er ivrig genbrugstosse, så har jeg da også samlet lidt vintage julepynt gennem årerne, som er blandt perlerne i min samling. Jeg har også et plastic juletræ, så jeg kan få glæde af mine samling af figurglaskugler hele december.

” And I love it!”

Glædelig julepynt xxx

Mine farvoritter, købt i Netto for tusind år siden

Så fine gamle kugler i original æske, med oprindeligt prismærke, 3kr i en lokal, men forlængst nedlagt butik

Tre store håndmalede glaskugler i original æske, stadigvæk med det røde silkebånd som den tidligere ejer har sat i.

Gammel julemand, nyere, men brugt sølvtræ og gammel æske med julelys.