Lørdag morgen vågnede sømanden og jeg op og havde en hel dag liggende foran os.
Det kom lidt bag på os.
Kun mig og ham, ingen planer, ingen aftaler, ingenting.
Da vi så kom i tanke om den langsomme, men systematiske ophævelse af coronarestriktionerne, så åbnede dagen sig for os med et hav af muligheder.
Hvad gør man så, når man har siddet indespærret i en lille nordjysk by i 1 1/2 år, hungrer efter oplevelser og pludseligt har mulighed for at indfri nogle af dem?
Så tager man til Hjørring.
På shopping.
Og for jer, der i bor i en storby, eller bare uden for Vendsyssel, kan det måske godt lyde som en oplevelse, der er en lille smule overvurderet.
Men for os, der bor heroppe, er det faktisk en oplevelse, der er en lille smule undervurderet.
Så det gjorde vi, sømanden og jeg.
Tog til Hjørring.
Kravlede ind i bilen, sømanden medbringende sine læsebriller, og mig med morgenkaffen hældt over i en guldfarvet termokop fra Lidl.
Så var vi klar.
Vi rundede et par genbrugser på vejen, inden vi satte kurs mod metropolen.
Hjørring shoppingcenter.
I et plan, med H&M, toiletter, Normal og alt hvad der sig tilhører.
Efter indtagelse af en sandwich fra Kvickleys bager, gik sømanden og jeg hver sin vej, for at ordne nogle småting.
Så var det, at jeg kom i tanke om, at jeg manglede nye bh’er.
Et oplagt tidspunkt at ordne det ærinde.
Så jeg svingede ind hos min bh-pusher.
Det er et kædekoncept, hvor jeg er registreret i kundekartoteket. Så skal jeg bare oplyse mit telefonnummer, hvorefter de kan se, hvad jeg købte sidste gang og i hvilken størrelse.
Smart.
Nemt, hurtigt og effektivt.
Håbefuldt trådte jeg ivrigt over dørtrinnet og styrede direkte mod kassen.
En ung pige smilede sødt til mig.
-hvad kan jeg hjælpe med? Spurgte hun venligt.
-jeg er registreret hos jer, sagde jeg optimistisk, -så jeg tænkte, om du kan se, hvad jeg fik sidste gang, så vil jeg nemlig gerne have nogen magen til.
Jeg kunne allerede se målstregen i horisonten.
Det kunne hun godt hjælpe mig med, og et par indtastninger senere havde hun fundet det, som jeg søgte.
-hvis du køber fire dele, så får du fyrre procents rabat, oplyste hun og så opfordrende på mig.
Det er en del penge at spare, så det ville jeg da gerne.
De havde bare ikke fire bh’er i min størrelse.
Ekspedienten kneb øjnene sammen og trådte et skridt tilbage, imens hun vurderede mit korpus.
-du har altså ikke fået taget mål, siden 2017, så jeg synes lige, at vi skal måle dig igen, meddelte hun og rodede efter målebåndet under disken.
-nej tak, svarede jeg høfligt og tænkte tilbage på tidligere tiders langsommelige og ulidelige seancer med målebånd, iført underbukser i bittesmå overophedede prøverum.
-ellers tak, understregede jeg, -jeg vil bare gerne bede om det samme som sidste gang.
-4 år er lang tid, blev jeg så belært om, -og kroppen kan forandre sig meget.
Hun løftede det ene øjenbryn.
Det ved jeg godt, skreg jeg indeni, jeg ved godt, at de bliver længere og tyndere, men jeg ved også godt, at massefylden sådan cirka er den samme, så jeg folder dem bare, så skal de nok komme til at passe.
Men jeg sagde ikke noget.
Spurgte bare, om de havde modellen i andre farver.
Det havde de ikke.
Men de havde en anden model magen til.
Der blev jeg lidt forvirret, for hvordan kan man have en anden model, der er magen til den første.
Er det så ikke den samme?
Hun fandt den frem, og vi sammenlignede.
En anden typer stof, en anden type blonde, samme bredde i stropperne.
-du kan jo lige smutte ind for at prøve den, forslog hun snedigt og nikkede mod omklædningsrummet.
-nej tak, sagde jeg bare, og orkede ikke at gentage mig selv.
Så kom ekspedient nummer to på banen.
Iført let gennemsigtig gul kjole med hvide prikker og sort undertøj, kom hun ud fra baglokalet.
-har du spurgt, om hun vil prøve den nye model, spurgte hun så sin kollega, hen over hovedet på mig.
-ja, sukkede ekspedient nummer 1 og tog en lille kunstpause, inden hun fortsatte, -men det vil hun ikke!
-åhhh, ekspedient nummer 2 trak vejret smerteligt dybt, akut overvældet af min manglende vilje til at samarbejde, -det var ærgerligt, den vil eller bare klæ’ hende mega godt.
Hun pillede ved kraven på sin gule kjole, imens hun kiggede distræt ud af døren på udkig efter lidt mere medgørlige kunder.
-er du sikker på, at du ikke vil prøve den, her talte den gule kjole for første gang direkte til mig, -den vil bare være så superflot til dig.
-nej tak, meddelte jeg igen og døde en lille smule indeni.
Jeg blev simpelthen så træt.
Jeg har haft store kasser siden jeg var fjorten, hvilket er længe før den unge dame var så meget, som et glimt i hendes fars øjne.
Jeg ved, hvad jeg vil have, jeg ved, hvad jeg skal bruge og jeg ved, hvad der fungerer.
-sælg mig nu bare det undertøj, skreg jeg tavst indeni.
Vi nåede frem til, at jeg fik tre stk med hjem, og en fjerde eftersendt, så jeg kunne få rabatten på fyrre procent, hvilket var en besparelse på cirka 800 kr.
Så kom den.
Den uundgåelige.
-skal du have trusser med?
Ekspedient nummer 1 forsøgte at smile venligt, men vores forhold var efterhånden en smule anspændt.
-nej tak, sukkede jeg og forsøgte at se mig selv i en g-streng eller en avanceret blondetrusse.
Det fungerede ikke rigtigt.
Hun afsluttede handlen.
-har du kigget forbi vores lagersalg, spurgte ekspedient nummer to så, ganske uopfordret, imens jeg svingede dankortet.
-ja, svarede jeg, og tænkte på, om hun ikke snart skulle ud bagved for at folde nogle underbukser,-men der var ikke lige noget i min størrelse.
-nåeee, sagde hun og kiggede på dovent på mig igennem et par helt utroligt lange kunstige øjenvipper, -deeet tror jeg nu nok!
Så var det, at jeg hankede op i min papirspose og gik.
Ud af butikken og ud på fællesarealerne, hvor jeg fandt sømanden og spurgte om han ville med i A-Z efter kattemad.
Det ville han gerne.
Så gik vi ned i parkeringkælderen, hvor jeg lagde træt lagde mit indkøb i bagagerummet.
Jeg kunne selvfølge godt handle i en anden butik, finde et andet mærke, en anden model, men det er bare en luksus, som man ikke rigtigt har, når man runder en vis størrelse.
Ligesom farvevalget altid er begrænset.
Så der er faktisk ikke så mange muligheder, også selvom man kryber op i en prisklasse, hvor man får en lille smule åndedrætsbesvær bare ved tanken.
Så det er sådan her, det er.
Men nummer fire landede i postkassen et par dage senere, så nu kan jeg da heldigvis klare mig i stykke tid, uden at skulle igennem en ørkenvandring af nejtak’er, målebånd, belæringer og bemærkninger.
Også findes de jo heldigvis også på nettet.
xxx
–