For et par uger siden var jeg på et kursus, hvor der var fællesspisning til frokost.
Menuen stod på uspecificeret smørrebrød.
Der var både mænd og kvinder tilstede.
Og allerede inden vi havde sat os, så begyndte det.
-hold da op, sukkede den ene kvinde, imens hun helt opgivende kiggede udover i øvrigt ret begrænsede og kedsommelige udvalg, -sikke en masse mad, det er jo alt for meget, jeg er jo slet ikke vant til så store portioner.
Og det undrede mig jo egentligt lidt, for hun lignede ikke lige sådan en, der udelukkende spiste bitte små portioner.
Ved bordet havde hun særligt fokus på, at mændene i selskabet sådan rigtigt forstod, hvor småtspisende hun var.
Med små suk og med en stemme, der lige pludselig var helt luftig og feminin, informerede hun os andre om den helt vanvittige mængde mad, hun helt ufrivilligt var blevet eksponeret for.
Uoverskueligt var det.
Hun var overvældet og måske endda lidt svimmel.
Det udløste en kædereaktion, hvor de andre kvinder straks begrænsede deres indtag.
Uha, så mætte de var.
Imens var mændene begyndt at sammenligne maden med størrelsen på et lokumsbræt, suppleret med en omgang intenst mansplaining om den korrekte mængde af brun sovs på kartofler.
Jeg tog to stykker smørrebrød til frokost.
Det var et for meget.
I hvert fald, hvis man var kvinde.
Det blev ikke i talesat, men jeg mærkede presset.
Og så var det, at jeg kom til sat tænke på den gang, jeg var til en 50-års fødselsdag.
Der var buffet, og tredje gang, at værten nødede os til at gå op til bordet, så rejste jeg mig og gik derop.
Som en første.
Jeg var sulten, maden begyndte at blive kold og jeg fik faktisk også lidt ondt af værten, der ikke rigtigt kunne få festen i gang.
På vej op til buffet, gik jeg forbi to daværende kollegaer.
-åh, hviskede den ene højlydt til den anden, da jeg gik forbi, -hader du ikke bare folk, der går først op til en buffet?
Det er sådan cirka det mest mærkelige, jeg nogen sinde har hørt.
For det første, så er er had da et stort ord i denne sammenhæng, og for det andet, så skal nogen jo gå først, ellers så slutter sådan en 50-års fødselsdag jo aldrig.
Som i aldrig nogen sinde.
Ever.
Efterhånden som jeg er blevet ældre, så må jeg bare konstatere, at der er noget, i det der kvinde-underkastelse-vi-er-så-feminine-og-petit-med-små-portioner-og-vi holder-øje-med-om-andre-kvinder-træder-ved-siden-af-spil, som jeg ikke fatter en skid af.
Dybt bekymret over min totalt mangel på sociale kompetencer, forelagde jeg sagen for sømanden.
Han fattede overhovedet ikke, hvad jeg snakkede om.
Så forelagde jeg sagen for mig selv, og efter et udvalgsmøde, hvor vi fik højtbelagt smørrebrød til frokost, så blev det enstemmigt vedtaget, at der ikke er en skid galt med mig.
Min identitet som kvinde, hænger ikke sammen med størrelsen på mine portioner, og den heraf ligefrem proportionale størrelse på min røv, små feminine suk eller mængden af luft på min stemme.
Jeg er kvinde og jeg taler højt, griner højt, vælter ting og spilder ned af mig selv. Spiser, drikker og ændrer ikke adfærd, fordi der er en mand i lokalet.
Jeg siger nogen gange for meget, og nogen gange for lidt, men jeg kan ikke holde min kæft.
Og så jeg bruger altid min egen stemme.
xxx