Måned: november 2022

Som en anden buddhistisk munk er jeg gået i mentaltræning.

Jeg øver mig i at se de små bitte ting.

De små bitte glæder.

Lyden af børnelatter.

Måden lyset glimter på, når jeg vander mine potteplanter med tepotten, hvor hældetuden er belagt med guld.

En varm kattemave.

Tag over hovedet, ild i brændeovnen og mad i maven.

Og det lyder jo helt frelst, men som så mange andre, bruger jeg sommetider rigtig meget tid på at kigge ud af mine egne vinduer og ind af andres.

Og det kommer der jo bare aldrig rigtigt noget godt ud af.

Så jeg øver mig.

Kigger på sømanden, der føler sig som verdens rigeste mand, når han sidder foran fjernsynet og gumler hjemmebrændte mandler.

Tilfreds med at være lige her, lige nu.

Særligt fordi han kan streame den nye sæson af “Folk og Fæ”.

Den er nemlig blevet genindspillet.

Hvor heldig kan man lige være.

Så nu har jeg spist en dejlig rugbrødstoast, imens jeg har beundret den flotteste juledekoration, som jeg set i flere år.

Med kalenderlys, mos, skagens roser og en julekugle.

Produceret af tre glade drenge, og modtaget som tak for de Tinkakort, jeg fik udleveret i A-Z og hjembragte til deres samling.

Og så nemt var det at gøre hinanden glade.

Og det er vel der, at den gode hverdagslykke ligger.

Gemt i de små hverdagslommer.

En gåtur med studievejlederen, varm kaffe og sneen, der falder på de dyner, som man lige har lagt til luftning på terrassen.

Og selvom jeg måtte hive dynerne ind igen efter 10 minutters lufteri, så er der jo ikke noget så fint, som den første sne.

Selvom om det er koldt og katten har holdt sig i så bekymrende mange timer, at jeg til sidst hældte hende ud af døren, så hun kunne få ordnet sit business.

Det tog halvandet minut, så pressede hun en lille kold snue mod ruden og jamrede håbefuldt.

Og der kunne jeg jo hjælpe.

Åbne døren og lempe katten ind i varmen.

For det er det, som jeg øver mig i.

At have fokus på der hvor jeg kan gøre noget, se de små fine hverdagsperler og lægge de ting i haveskuret, som jeg ikke rigtigt kan ændre.

For jeg kunne også vælge at samle på utilfredshed, mukkeri og skuddermudder.

Det er et nemmeste i verden.

Det er ganske gratis, og man kan få det i spandevis.

Slæbe det hjem og gemme det i skabe og skuffer.

På loftet og i kælderen.

Men man kan jo også vælge at lade de spande stå.

Så er hænderne nemlig frie til at samle de små fine hverdagsperler op og putte den i lommen.

Høre sømanden synge, imens han steger frikadeller, se yngste barnet komme ind af døren med røde kinder, og glæde sig over, at lørdag formiddag blev brugt helt alene i A-Z, hvor der blev kigget på gavebånd og julepapir.

Hørte julemusik i bilradioen, imens jeg kun dryssede en lille smule med den indkøbte københavnerbirkes og spildte en lille smule kaffe.

Bare lige en sjat.

Tullede rundt med indkøbsvognen i mit eget tempo, imens jeg fandt strømpebukser, vatrondeller og hårshampoo.

Kiggede på juledekorationer.

Spiste en fransk hotdog.

Nød formiddagen i mit helt eget selskab.

For selvom indkøb af vaskepulver og deodoranter ikke lyder som den mest inspirerende formiddag, så var det ganske hyggeligt.

Og udløste en stak Tinka-kort, der blev vekslet til en fin dekoration, som nu står på bordet ved siden af skålen med klementiner og en ny indkøbt julerose, som et hyggeligt varsel om den december, der lurer lige rundt om hjørnet.

Og tænk, hvis man kunne få en omvendt julekalender, hvor man hver dag samlede en lille hverdagsperle op og hang den på træet.

Så kunne man sidde der juleaften og se tilbage på 24 fine minder, 24 små glimt af lykke.

Det må da være verdens bedste julegave.

xxx