Nytår

-se, sagde jeg til sømanden og pegede på bordet.

-jae, svarede han tøvende, tydeligvis lidt i tvivl om, hvad det var han skulle se.

Jeg besluttede mig for at hjælpe ham lidt på vej.

-er det ikke fint pyntet?

-jo, hold da op, sagde han med sit mest venlige ansigt, tydeligvis imponerende uinteresseret i glimmer og serpentiner.

Men glad, fordi konen var glad.

Jeg har dækket op til tre.

Mig, sømanden og den yngste af tøserne, som forlader os senere på aftenen for at deltage i en anden fest.

Så er det mig, sømanden, fjernsynet og kransekagen.

Og dronningen.

Vores allesammens mor, som sømanden kalder hende.

Vi har holdt nytår på mange måder.

Alene, sammen med andre, i små hold og store grupper.

Vi har ikke rigtigt nogen fast tradition, bortset fra min insisteren på kransekage.

Sommetider har sømanden vagt, sommetider ikke.

Den eneste tilbagevendende tradition er folks høflige og omsorgsfulde venlighed, når man oplyser, at vi skal være alene nytårsaften.

-åh, siger de så og har tydeligvis fortrudt, at de spurgte, -det er da sikkert også hyggeligt.

For det der med familiejul og nytårsfester er jo forbundet med en vis social status.

En målepind for din sociale succes.

At kunne lægge billeder op på sociale medier, fine veldækkede borde med mange tallerkner og snabel-a’er med navne på de kommende gæster.

Nytår med de bedste.

Og det er jo dejligt og hyggeligt med selskab og gæster. Skønt at folk glæder sig.

Men det er jo sjældent, at folk deler billeder af en alene jul eller et solo nytår.

Heller ikke selvom det er selvvalgt.

Nu er alenehed og ensomhed ikke det samme, men de bliver tit forvekslet og blandet sammen, og begge dele får folk til at træde et skridt tilbage.

Men det kan faktisk også være rigtigt rart at holde nytår og jul i al fredsommelighed.

Så det gør vi i år.

Sømanden er ved at putte en steg ovnen og har lige vist mig et fad ristede pinjekerner, hvilket tydeligvis var betydeligt mere imponerende end det pyntede spisebord.

Gadens unger fyrer festligt krudt af, mørket er ved at falde på og katten er gået i hi.

Også vil jeg bare benytte lejligheden til at takke jer, der følger med herinde.

Jeg ved faktisk ikke rigtigt hvor mange I er, for jeg kan ikke finde ud af at aktivere en åndsforladt google-funktion, der kan tælle antal besøgende på hjemmesiden.

Til gengæld kan man jo se tilbage på et år, hvor vi endelige begyndte at få styr på corona og kunne bevæge os udenfor matriklen uden mundbind og håndsprit.

Mulighederne har budt sig til og vi har da både været i Berlin, København og på Rømø.

Og i Århus, hvor skolelæreren og jeg pludselig befandt os i den forkerte kørselsretning på en ensrettet gade.

Lettere paniske og temmeligt forvirrede.

-hvad gør vi nu? Spurgte hun og knugede rettet, imens mødre hev deres børn i land og bilen kantede sig forbi de runde cafeborde.

-kør, bare kør, svarede jeg med blikket fastlåst på horisonten.

Så det gjorde vi.

Kørte og følte os meget nordjyske i storbyen.

Men vi var på tur.

Så modsat sidste nytår, hvor hele familien var isoleret med corona, så vil jeg nyde at se ind i 2023 uden restriktioner og afstandsregler.

Jeg vil melde mig til ting, deltage i ting og tage på tur.

Fordi jeg kan.

Og jeg er allerede i gang.

Jeg er nemlig tilmeldt en uge højskole i korstingsbroderi i Tyskland.

Det bliver famne fedt.

Og sjovt.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det stikker af

Jeg har broderet korssting hele mit liv.

Sat kryds efter kryds.

Møjsommeligt arbejdet mig igennem det ene åndsforladte blomstermønster efter det andet.

Lavet juleklokkestrenge.

Puder.

Rekorden er en buket blomster, hvor mønsteret fyldte 34 A4-ark.

34.

Så syede jeg det.

Som en anden tvangsidiot.

Kryds efter kryds.

Nåede lige at blive færdig inden fødslen af mit første barn.

Det var sjovt at lave.

Fint håndværk.

Og jeg husker tydeligt følelsen, da jeg helt tyk og forpustet bredte det færdige broderi ud på gulvet.

Det var for stort til, at jeg kunne lægge det på spisebordet.

Så stod jeg lidt og nød det færdige resultat.

Så mange korssting.

Krydser.

Arbejdstimer.

Jeg var helt stolt.

Så gik jeg i panik.

For hvad fa’en stiller man op med 1 kvadratmeter broderede markblomster.

Jeg fik kvalme ved tanken om at få den gigantiske blomsterdusk indrammet og hængt op i stuen.

Over sofaen.

Det havde jeg overhovedet ikke lyst til.

Jeg tænkte faktisk, at det ville komme til at se rigtigt, rigtigt grimt ud.

Stygt.

Min mor overtog gesjeften.

Fik skidtet indrammet og det har nu hængt i et af hendes gæsteværelser i mere end 20 år.

For når man er mor, så er det flot, fordi ens barn har lavet det.

Sådan er morreglen.

Og det har netop været problemet med korstingsbroderi.

Det er saftsusme sjovt at lave, og dælme grimt, når det er færdigt.

Så har jeg freestylet, opfundet mine egne mønstre og designet selv.

Lidt skamfuld og diskret i et hjørnet af stuen, for lysten til korstingsbroderi er ikke noget, som der tales om i offentligheden.

Så dukkede der en norsk gruppe op på facebook.

Den handlede om aggressivt korstingsbroderi.

Jeg var på med det samme.

Fandt ny inspiration og fattede nålen.

Så lukkede gruppen og jeg syede videre alene hjemme i stuen.

Broderede “Pas dit overskæg, tykke Dorte” og pyntede med en lille rose.

Sømanden beundrede lidt fortabt værket, som jeg tappert indrammede og hang op på væggen.

Gik i gang med et nyt produkt.

Lagde lidt puslespil for variationens skyld.

Men så skete der noget.

Nede i Århus blev der pludseligt broderet dåsemad, tarteletter og John Mogensen.

Drukket Top-øl og spist Blommer i Madeira.

Nogen fra et fjernsyn filmede noget og ting gik viralt.

Så var jeg pludselig ikke alene længere.

Det var lige før, at jeg blev lidt moderne.

Altså bare lidt.

Broderisten fra Århus lavede en facebook-gruppe med højt til loftet og plads til skæve indfald.

Jeg blev medlem.

Finn-Oles mor fik lært at brodere og vi tog til foredrag med broderisten.

Finn-Ole blev hjemme, hunde broderer ikke så meget.

Og vi fik grinet, fik nye ideer, broderet lidt og hilst på et menneske, der også bare synes, at korssting er noget af det fedeste.

For håndarbejde er fedt.

Det giver ro og mening at lade hænderne arbejde, telefonen lægge og se produktet vokse frem.

Og man kan jo vælge imellem mange forskellige ting. Strikkeri, hækling, knipling, porcelænsmaling og rya-tæpper.

Og guderne skal vide, at jeg har været forbi de fleste.

Produceret en islandsk sweater til sømanden, hæklet karklude, kniplet på en spisebordsdug til 12 personer og malet 28 tallerkner til min konfirmation.

28.

Det var alt sammen sjovt, lærerigt og produktivt.

Men størst af alt er korssting.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

Mistet

Jeg har fuldstændigt mistet overblikket.

Så op i røven med det nytårsfortsæt, og det ville jo heller ikke være et rigtigt nytårsfortsæt, hvis man kunne overholde det.

Jeg går en masse skridt, har ikke spist chokolade og frokosten er rimeligt sund.

Så, hvem ved, måske er jeg tynd til jul?

Til gengæld har jeg fået broderet en masse.

Og det er jo også fedt.

Og en hel del sjovere.

Så her kommer et overblik over januars produktion:

Samfundssind

Indhentet af fortiden


Når folk gravalvorligt diskuterer søndagsrundstykker og man ikke rigtigt kan være med
..

Glædelig januar

xxx

En hemmelig last

Jeg har en hemmelig last.

– eller, der er ikke rigtig nogen grund til at den er hemmelig. Det er hverken perverst eller ulovligt.

Men alligevel, så er det ikke noget, jeg bralder ud med til folk jeg ikke kender. Det er noget, som får folk til at måbe og knibe øjnene mistænktsomt sammen. Der er altid en lille pause, en undren, og så kommer det.

” Hvad gør du?”

“Jeg broderer” må jeg så ofte gentage.

“Korssting”

– og jeg elsker det!

Det er lidt som at lægge puslespil, hvilket jeg også elsker, men det smarte ved et broderi er, at det kan lægges sammen og puttes væk, uden at det går i stykker. Det er lidt svært med et puslespil. Med mindre man er typen, der smører lim bag på brikkerne og limer dem på en stor træplade og hænger det op over sofaen.

Jeg har altid lavet håndarbejde. Strikket, hæklet, broderet, malet porcelæn, tegnet og malet. Og i en alder af 16 år, fik jeg det geniale indfald at jeg ville lære at kniple.

Jeg fandt et kniplebræt på en venindes loft, et aftenskolekursus og produktionen var igang. Jeg var den yngste på det kursus, den næstyngste var omkring 60. Det generede jeg ikke så meget, det var straks værre med bunken af kniplemønstrene. Der var mange forskellige, men godt nok ikke ret meget der var relevant for en 16-årig gymnasieelev i starten af 1990’erne. Det kom faktisk bag på mig! Læreren, som gerne ville opmuntre den nye generation af kniplere gik i gemmerne og fandt to moderne og ungdommelige opskrifter. Jeg kunne vælge imellem øreringe eller et fancy slips. Jeg valgte, med vanlig optimisme, en spisebordsdug til 12 personer.

Jeg blev aldrig færdig med den.

Men jeg har broderet så længe jeg kan huske.

Altid.

Jeg elsker det bare. Det er blandingen af farver, matematik, mønsterlæsning, nørkleri og systematikken. Det er ikke så vigtigt, hvad de færdige produkter skal bruge til, ind imellem bliver de til puder eller billeder,det er processen jeg er vild med.

Roen der opstår, når nålen trækkes igennem igen og igen, og tilfredsheden når billedet langsomt kommer frem.

Indimellem bliver jeg ramt af broderiblues, jeg mener, så mange timers arbejde for noget, der ikke rigtigt kan bruges til noget, og jeg har holdt pauser på flere år.

Men jeg vender altid tilbage. Netop fordi det er en unødvendig beskæftigelse. Det kan sagtens undværes, og kan sikkert også fremstilles billigere og hurtigere på en fabrik i Kina.

Men nogen gange, er det bare rart at lave noget, der ikke behøver at blive lavet.

Nogen gange, så er det bare rart at brodere.

Hyggeligt julebroderi, købt over nettet, fik ikke lige nærlæst størrelsen, så det er væsentligt mindre end jeg regnede med

Broderet frit efter det lille billede, altså uden mønster.

Jeg broderer altid med mange tråde, så er det nemmere at undgå fejl.