-se, sagde jeg til sømanden og pegede på bordet.
-jae, svarede han tøvende, tydeligvis lidt i tvivl om, hvad det var han skulle se.
Jeg besluttede mig for at hjælpe ham lidt på vej.
-er det ikke fint pyntet?
-jo, hold da op, sagde han med sit mest venlige ansigt, tydeligvis imponerende uinteresseret i glimmer og serpentiner.
Men glad, fordi konen var glad.
Jeg har dækket op til tre.
Mig, sømanden og den yngste af tøserne, som forlader os senere på aftenen for at deltage i en anden fest.
Så er det mig, sømanden, fjernsynet og kransekagen.
Og dronningen.
Vores allesammens mor, som sømanden kalder hende.
Vi har holdt nytår på mange måder.
Alene, sammen med andre, i små hold og store grupper.
Vi har ikke rigtigt nogen fast tradition, bortset fra min insisteren på kransekage.
Sommetider har sømanden vagt, sommetider ikke.
Den eneste tilbagevendende tradition er folks høflige og omsorgsfulde venlighed, når man oplyser, at vi skal være alene nytårsaften.
-åh, siger de så og har tydeligvis fortrudt, at de spurgte, -det er da sikkert også hyggeligt.
For det der med familiejul og nytårsfester er jo forbundet med en vis social status.
En målepind for din sociale succes.
At kunne lægge billeder op på sociale medier, fine veldækkede borde med mange tallerkner og snabel-a’er med navne på de kommende gæster.
Nytår med de bedste.
Og det er jo dejligt og hyggeligt med selskab og gæster. Skønt at folk glæder sig.
Men det er jo sjældent, at folk deler billeder af en alene jul eller et solo nytår.
Heller ikke selvom det er selvvalgt.
Nu er alenehed og ensomhed ikke det samme, men de bliver tit forvekslet og blandet sammen, og begge dele får folk til at træde et skridt tilbage.
Men det kan faktisk også være rigtigt rart at holde nytår og jul i al fredsommelighed.
Så det gør vi i år.
Sømanden er ved at putte en steg ovnen og har lige vist mig et fad ristede pinjekerner, hvilket tydeligvis var betydeligt mere imponerende end det pyntede spisebord.
Gadens unger fyrer festligt krudt af, mørket er ved at falde på og katten er gået i hi.
Også vil jeg bare benytte lejligheden til at takke jer, der følger med herinde.
Jeg ved faktisk ikke rigtigt hvor mange I er, for jeg kan ikke finde ud af at aktivere en åndsforladt google-funktion, der kan tælle antal besøgende på hjemmesiden.
Til gengæld kan man jo se tilbage på et år, hvor vi endelige begyndte at få styr på corona og kunne bevæge os udenfor matriklen uden mundbind og håndsprit.
Mulighederne har budt sig til og vi har da både været i Berlin, København og på Rømø.
Og i Århus, hvor skolelæreren og jeg pludselig befandt os i den forkerte kørselsretning på en ensrettet gade.
Lettere paniske og temmeligt forvirrede.
-hvad gør vi nu? Spurgte hun og knugede rettet, imens mødre hev deres børn i land og bilen kantede sig forbi de runde cafeborde.
-kør, bare kør, svarede jeg med blikket fastlåst på horisonten.
Så det gjorde vi.
Kørte og følte os meget nordjyske i storbyen.
Men vi var på tur.
Så modsat sidste nytår, hvor hele familien var isoleret med corona, så vil jeg nyde at se ind i 2023 uden restriktioner og afstandsregler.
Jeg vil melde mig til ting, deltage i ting og tage på tur.
Fordi jeg kan.
Og jeg er allerede i gang.
Jeg er nemlig tilmeldt en uge højskole i korstingsbroderi i Tyskland.
Det bliver famne fedt.
Og sjovt.
xxx
