Tag: Ensomhed

Nytår

-se, sagde jeg til sømanden og pegede på bordet.

-jae, svarede han tøvende, tydeligvis lidt i tvivl om, hvad det var han skulle se.

Jeg besluttede mig for at hjælpe ham lidt på vej.

-er det ikke fint pyntet?

-jo, hold da op, sagde han med sit mest venlige ansigt, tydeligvis imponerende uinteresseret i glimmer og serpentiner.

Men glad, fordi konen var glad.

Jeg har dækket op til tre.

Mig, sømanden og den yngste af tøserne, som forlader os senere på aftenen for at deltage i en anden fest.

Så er det mig, sømanden, fjernsynet og kransekagen.

Og dronningen.

Vores allesammens mor, som sømanden kalder hende.

Vi har holdt nytår på mange måder.

Alene, sammen med andre, i små hold og store grupper.

Vi har ikke rigtigt nogen fast tradition, bortset fra min insisteren på kransekage.

Sommetider har sømanden vagt, sommetider ikke.

Den eneste tilbagevendende tradition er folks høflige og omsorgsfulde venlighed, når man oplyser, at vi skal være alene nytårsaften.

-åh, siger de så og har tydeligvis fortrudt, at de spurgte, -det er da sikkert også hyggeligt.

For det der med familiejul og nytårsfester er jo forbundet med en vis social status.

En målepind for din sociale succes.

At kunne lægge billeder op på sociale medier, fine veldækkede borde med mange tallerkner og snabel-a’er med navne på de kommende gæster.

Nytår med de bedste.

Og det er jo dejligt og hyggeligt med selskab og gæster. Skønt at folk glæder sig.

Men det er jo sjældent, at folk deler billeder af en alene jul eller et solo nytår.

Heller ikke selvom det er selvvalgt.

Nu er alenehed og ensomhed ikke det samme, men de bliver tit forvekslet og blandet sammen, og begge dele får folk til at træde et skridt tilbage.

Men det kan faktisk også være rigtigt rart at holde nytår og jul i al fredsommelighed.

Så det gør vi i år.

Sømanden er ved at putte en steg ovnen og har lige vist mig et fad ristede pinjekerner, hvilket tydeligvis var betydeligt mere imponerende end det pyntede spisebord.

Gadens unger fyrer festligt krudt af, mørket er ved at falde på og katten er gået i hi.

Også vil jeg bare benytte lejligheden til at takke jer, der følger med herinde.

Jeg ved faktisk ikke rigtigt hvor mange I er, for jeg kan ikke finde ud af at aktivere en åndsforladt google-funktion, der kan tælle antal besøgende på hjemmesiden.

Til gengæld kan man jo se tilbage på et år, hvor vi endelige begyndte at få styr på corona og kunne bevæge os udenfor matriklen uden mundbind og håndsprit.

Mulighederne har budt sig til og vi har da både været i Berlin, København og på Rømø.

Og i Århus, hvor skolelæreren og jeg pludselig befandt os i den forkerte kørselsretning på en ensrettet gade.

Lettere paniske og temmeligt forvirrede.

-hvad gør vi nu? Spurgte hun og knugede rettet, imens mødre hev deres børn i land og bilen kantede sig forbi de runde cafeborde.

-kør, bare kør, svarede jeg med blikket fastlåst på horisonten.

Så det gjorde vi.

Kørte og følte os meget nordjyske i storbyen.

Men vi var på tur.

Så modsat sidste nytår, hvor hele familien var isoleret med corona, så vil jeg nyde at se ind i 2023 uden restriktioner og afstandsregler.

Jeg vil melde mig til ting, deltage i ting og tage på tur.

Fordi jeg kan.

Og jeg er allerede i gang.

Jeg er nemlig tilmeldt en uge højskole i korstingsbroderi i Tyskland.

Det bliver famne fedt.

Og sjovt.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kender du det..

Jeg følger Leonora Christine Skov  på instagram.

En dygtigt, stærk og beundringsværdig kvinde, der forleden skrev følgende:

“Kender du det med at udvælge dig mennesker, der ikke særligt godt kan lide dig, og forsøger at overbevise dem om, at du er okay?”

Citatet ramte mig som en hammer, og har blinket som et neonskilt i panden på mig, lige siden jeg læste det.

For det rammer lige ned i mit liv.

Al den energi jeg har brugt i forsøget på at overbevise tidligere kollegaer, familiemedlemmer eller andre der har  krydset min vej, om at jeg er god nok.

I håbet om, at så jeg ville være god nok til dem.

Jeg ville bare så gerne være med, inviteres til festen, have del i hemmelighederne, være en del af fællesskabet.

I mange år har jeg så arbejdet ud fra den tese, at det handlede om dårligt selvværd, og guderne skal vide, at jeg også har gennempløjet alverdens selvhjælpsbøger, for at arbejde med mit selvværd, for at blive anerkendt, set og mærket.

Teorien er så, at anerkendelse skal komme fra mig selv, indefra. Jeg skal forstå, at jeg er god nok som jeg er, blot fordi jeg er!

Det står på første side i alle selvhjælpsbøgerne.

Sommertider er der også skemaer der skal udfyldes, eller små cases der skal tænkes over.

Og guderne skal vide, at jeg da både har udfyldt skemaer og spekuleret over cases, til jeg var både gul og blå.

Det har ikke hjulpet en skid.

– for som en klog person på et tidspunkt sagde til mig, så kommer anerkendelsen fra andre først, når vi ikke længere har brug for den.

Når man er et frit menneske, som ikke længere higer efter at blive inviteret med til festen.

Så kommer indbydelserne flyvende ind ad døren.

Det er en mærkelig regel, men sådan er det!

Lidt ligesom, hvis du ikke kan lide katte, så er det helt sikkert, at enhver kat elsker dig.

Ubetinget.

Og hvordan kan jeg så komme derhen, hvor jeg ikke længere har brug for andres anerkendelse. Men hviler i min egen?

Det er som et kort, af den gammeldags slags, hvor veje, stier og jernbanespor, rodes sammen i noget, der mest af alt minder om spaghetti på en lysegrøn tallerken.

Hvilken vej skal man vælge, hvilket spor skal man følge og fører alle vej til Rom, og er det der jeg gerne vil hen?

“Det som du ikke har fået, skal du give dig selv” – for der er ikke andre der kommer forbi og fylder dit indre op. Barndommen er forbi, løbet er kørt, og det er på tide at lukke hullerne og bygge et nyt fundament.

Så istedet for at vente på indbydelser til fester og indvielser i hemmeligheder, så må man jo skabe sine egne hemmeligheder, sine egne fester.

Men så var det, at jeg opdagede, at det ikke altid handler et dårligt selvværd, og personlig udvikling. Men ind imellem så støder man bare på folk, som ikke vil.

De har bare besluttet, at man ikke må være med.

Måske er det fordi, at ens mor fyrede deres mor engang i 80’erne, måske fordi man har de pæneste ben, måske fordi man er en trussel for deres eget selvbillede, måske er grunden så dybt begravet, at de ikke selv kan huske den længere.

Og uanset hvor sød du er, uanset hvor meget du griner af deres vittigheder, hjælper dem i pressede situationer og beundre deres frisure, så vil de dig ikke.

Men det gør faktisk ikke noget.

For der er masser af andre mennesker derude.

Som gerne vil.

Som griner af ens vittigheder, som smiler når man kommer ind af døren, som roser når det går godt, og som griber en, når der går skidt. Hvor relationen, kærligheden og omsorgen går begge veje, og bygger op i stedet for at rive ned.

Så næste gang usikkerheden, utrygheden og det dårlige selvværd banker på, så overvej lige, hvem der har fulgt det hen til døren.

Og man behøver ikke altid at lukke andre mennesker ind, og er de kommet indenfor døren, så må man faktisk godt følge dem ud, – og skifte låsen!

xxx

Genveje og kartofler

Sømanden skræller kartofler.

I en lyserød spand.

Med en lokumsbørste.

– og en boremaskine.

Livet er jo fyldt af smutveje og gode ideer, hvis bare man gider at kigge efter.

For eksempel, så kan IKEAs poseklemmere bruges til at få det sidste ud af tandpastetuben.

bum- bum

– og måden man rengør en peberfrugt på, kan næsten udløse håndgemæng, hvis man ikke bruger “Den Smarte Metode”.

Altså, sådan skærer i en ring rundt om stilken, og med snuptag rykker kernerne ud.

Livet er fyldt af genveje og lave gærde.

– og sommetider kan det jo godt betale sig at smutte over, hvor det er nemmest.

Jeg har i mange år troet, at det var bedst, mest fornuftigt og ansvarligt, møjsommeligt at kravle over hvor gærdet er højest. Med stiger, remme og sikkerhedssko, pust og støn, og med en martyrs alvorlige mine, langsommeligt og indviklet, kravle over det allerhøjeste sted og gøre alting helt rigtigt.

– indtil det gik op for mig, at hvis man smutter over hvor gærdet er lavest, så har man jo også tid til at hygge sig. Grine, drikke sig fuld i rose og grine til man tisser i bukserne.

For når jeg endelig var kommet over gærdet, ryddet op og lagt tingene på plads, ja, så var festen slut. Så var de andre smuttet videre, fnisende og i højt humør, imens jeg har stået alene tilbage på marken, upopulær og ensom.

Folk der altid smutter over hvor gærdet er lavest, kan nemlig godt blive vrede på dem, der vælger det højeste sted. Så råber de stræber, paragrafrytter og flueknepper efter en, man får fuckfingeren og bliver ikke inviteret med til fredagsøl. Som iøvrigt starter om torsdagen, fordi alle de smutveje og lave gærde gør, at weekenden uofficielt begynder allerede torsdag morgen.

Men det ligger i min natur at være grundig, ordentlig og seriøs, og jeg kan faktisk godt lide flueknepperi. At skille tingene ad, fordybe mig i ord og sætninger, indtil jeg helt har forstået, indtil jeg forstår dybden, baggrunden og detaljerne helt og præcist.

Og det tager tid.

Og det kan virke utroligt provokerende på genvejsmutterne.

Og det sker da også, at jeg får besøg af en lille buddhistisk munk, klædt i orange gevanter, som står på højre skulder og hvisker i mit øre, at den gyldne middelvej er den bedste.

– og det ville jo være rart, at blive inviteret med til fredagsøl, bare engang imellem.

Så jeg øver mig. Lukker øjnene og springer over hvor gærdet er lavest.

Bare engang imellem.

Selvom det er svært.

xxx

Jeg hører ingensteds hjemme

Jeg er rodløs.

Hører ingensteds hjemme.

Som en flaksende sommerfugl afsøger jeg hver en sprække, hvert et gemmested, en rede, et bo!

Jeg hører ingensteds hjemme.

Mine rødder har stået i vand, blevet lange og hvide, med tynde sideskud svævende i det kolde vand.

Jeg er aldrig blevet sat i jorden, fået min egen plads, haft tid til at gro og strække mig efter solen.

Jeg hører ingensteds hjemmme.

Jeg findes ikke.

Min krop er hovedløs.

Mit liv er vægtløst.

Min sjæl piskes rundt i en rastløs søgen efter holdepunkter, imens min stamme står vindsvajende, skrøbelig og robust, med vindens lange kys mejslet ind barkens tykke læderhud.

Jeg er Robinson og jeg venter på min hverdag.

Jeg venter på, og jeg leder efter mit folk.

Der hvor jeg hører til.

“Where are my people?”