Jeg er rodløs.
Hører ingensteds hjemme.
Som en flaksende sommerfugl afsøger jeg hver en sprække, hvert et gemmested, en rede, et bo!
Jeg hører ingensteds hjemme.
Mine rødder har stået i vand, blevet lange og hvide, med tynde sideskud svævende i det kolde vand.
Jeg er aldrig blevet sat i jorden, fået min egen plads, haft tid til at gro og strække mig efter solen.
Jeg hører ingensteds hjemmme.
Jeg findes ikke.
Min krop er hovedløs.
Mit liv er vægtløst.
Min sjæl piskes rundt i en rastløs søgen efter holdepunkter, imens min stamme står vindsvajende, skrøbelig og robust, med vindens lange kys mejslet ind barkens tykke læderhud.
Jeg er Robinson og jeg venter på min hverdag.
Jeg venter på, og jeg leder efter mit folk.
Der hvor jeg hører til.
“Where are my people?”