Måned: august 2021

I foråret faldt sømanden og jeg for et “Jatak-tilbud” på Facebook.

Det er ikke noget, som vi normalt bruger, men denne gang var det æbletræer.

299 pr.stk.

Fine træer på Sæby Planteskole.

Vi købte to, en af hver slags.

Studievejlederen takkede også ja til 2 stk, som vi lovede at tage med, så sømanden og jeg satte os ind i bilen med kurs mod Sæby, for at hente de 4 dejlige æbletræer.

And When in Rome..

…så kunne jeg jo ikke bare smutte ind efter de træer. Jeg var da nødt til at lave en rundering, og fik da både klematis og en klatrehortensia i trækvognen.

Og så var det, at jeg kom forbi området med chiliplanter.

Vi har et dejligt drivhus i haven, med en kæmpe stor gammel vin, der lystigt producerer druer hele sensommeren.

Der er også en bambus sofa og et plantebord i det drivhus.

Men har vi altså ikke chiliplanter, tomat eller agurk og den slags derude.

Allerhøjst lidt blomsterstiklinger.

Men nu elsker jeg stærk mad, og ifølge sømanden så hælder jeg gerne chilisovs på alt inklusiv koldskål, hvis jeg får lov, så derfor stod jeg lidt at faldt i staver foran det store fine udvalg af appetitlige chiliplanter.

Så var det, at jeg fik øje på den.

En lille, grøn ydmyg plante med det mest forbløffende navn.

“Chili Penis Choli”.

Et nærstudie af indlægssedlen oplyste, at planten simpelthen groede chilier i penisform.

Så hvis man ventede længe nok, og huske at vande, så ville man ganske enkelt få et helt træ fuld af tissemænd.

Styrke 4.

Jeg købte planten.

Plantede den ud i en fin lerpotte og stillede den forventningsfuld i drivhuset.

Da hedebølgen var på sit højeste, flyttede jeg den ind i køkkenvinduet, ved siden af sømandens avokadotræ.

Fuld af forventning.

Men den har altså kun groet en enkelt forkrøblet diller.

Med mulige tegn på forhudsbetændelse.

Sømanden mener, at jeg ikke har gødet den nok.

Faktisk har jeg slet ikke gødet den, for jeg troede slet ikke, at det var nødvendig.

Min erfaring med den slags, er at hvis de får lov til at stå, så kommer de helt af sig selv.

Så jeg bliver nødt til at konstatere, at chili-diller-planten er en nitte.

Bladene er begyndt at se lidt underlige ud, og den enlige høst ligger ensomt tilbage på køkkenbordet.

-pyt med det, sagde sømanden opmuntrende, da vi stod og betragtede de sørgelige rester, -hvis du gerne vil have lidt dill…

-nejtak, svarede jeg og kiggede trist på nedfaldsfrugten, der ikke engang nåede at få den fine røde farve.

Resultatet af vand i litervis, sol og varme og 69 kroner til Sæby Planteskole.

1 1/2 centimeter grøn chili-diller.

Det var godt nok meget arbejde, for sådan en smule tissemand.

xxx

-nåee, men skulle du ikke ned til din søster, for at drikke morgenkaffe? Spurgte jeg henkastet sømanden, da han var ved at tage tøj på i morges.

Sømanden stoppede op et øjeblik, lagde hovedet på skrå og sagde:

-vil du gerne af med mig da?

Han smilede skævt.

-neeej, da, svarede jeg og kunne næsten ikke engang lyve overfor mig selv.

-du sagde bare, at du skulle ned i grilleren, og så ville jeg bare gerne vide, hvornår du kørte.

Sømanden rystede på hovedet.

-sig nu bare, at du gerne vil være alene hjemme.

Han tog en ren T-shirt ud af skabet og trak den over hovedet.

-jeg kører lige om lidt, sagde han beroligende, imens han ledte i skabet, efter et par rene strømper, -så er du helt alene. Så du kan godt begynde at glæde dig.

Så det gjorde jeg.

Lavede kaffe, fandt brødristeren frem og tændte for P8 Jazz.

For det er jo sådan, det er. Jeg elsker min familie, jeg elsker at være sammen med min familie, men jeg elsker saftsusme osse at være alene hjemme.

Helt alene.

Så kan jeg høre min yndlingsmusik, skråle med og danse grimt, snakke med mig selv og bare futte rundt i mine egne rodede tankerækker.

Så rydder jeg lidt op, måske støvsuger jeg, eller måske så sidder jeg bare og glor ud af vinduet, imens Findus The Stalkerkat ligger henført på mit skød.

Måske ordner jeg lidt vasketøj, roder i skuffen efter noget lækkert eller læser en bog uden afbrydelser.

Sommertider går jeg nøgen rundt, både indenfor og udenfor.

Fordi jeg kan.

At være alene hjemme er det fedeste.

Og når man bor sammen med andre mennesker, så kan man jo ikke rigtigt bede dem om at skride, fordi man bare gerne vil være lidt alene hjemme.

Jeg kunne selvfølgelig gå en tur alene, men det er jo ikke det samme som at være alene hjemme.

Det er jo bare at være alene.

Det er bare dejligt at have huset for sig selv en gang imellem, at kunne gakke lidt ud og give slip på det hele.

Bare lige i et lille stykke tid.

Det er massage for sjælen.

Dybe indåndinger og stilhed.

Indtil døren går op, sømanden kommer hjem fra havnen og barnet kommer hjem fra skole.

Så er jeg ikke alene hjemme mere, og det er da det allerfedeste.

xxx

Inde i mit hoved er der en rutchebane.

Eller det er vel nærmere sådan et kæmpe nedløbsrør, som håndværkere bruger, når de er i gang med at renovere noget på femte sal.

Så hænger de sådan et rør uden på huset, som de så kan smide murbrokker, gamle stumper og andet affald ned i.

Neden under røret står der så en container, som opsamler alt det affald, som håndværkerne har smidt ud.

Så er de fri for at okse op og ned af trapperne, få dårlig ryg og alle mulige andre skavanker.

Sådan et rør har jeg inde i mit hoved.

Det hænger uden på huset.

På den vestre siden, så det ikke skæmmer.

Det går Gerda meget op i.

Røret starter oppe ved det lille gavlvindue på loftet.

Jeg har ansat Bent til at holde orden på det loft.

Det er en værre rodebutik, fyldt med kasser, skrammel og ragelse.

Og der kommer hele tiden nyt til.

Noget af det har jeg selv samlet sammen, andet har jeg fået foræret.

Folk er nemlig rigtigt gavmilde, når det gælder om at komme af med deres skrald.

Hvad jeg efterhånden ikke har modtaget af ligegyldige informationer, ævl og kævl, sure opstød og bemærkninger, der klemmes ud af et sideben.

Det hober sig op.

Jeg er ikke så god til at holde styr på det.

Det hober sig op.

Og det fylder.

Derfor har jeg ansat Bent.

Bent er ikke ret høj, og er udstyret med et par helt utroligt korte ben.

Til gengæld går han altid i blå smækbukser.

I nylon.

Og bare tæer i sorte træsko uden hæl.

Uldsokker om vinteren.

Når du taler med Bent, så stikker han hænderne ind under smækken, lægger nakken tilbage og kniber det ene øje i.

Han har sådan nogle små rektangulære briller i rustfrit stål, som han begejstret købte engang i firserne.

Når han går ud i solen, så bliver de til solbriller.

Det synes Bent er røvsmart.

Bent startede i mandags og er nu nået et godt stykke vej med oprydningen.

Han smider simpelthen bare hele baduljen ned i røret.

Kasser med ligegyldig viden, sladder og bagtalelse. Spande med jalousi, misundelse og sure bøvser. Poser med mugne kommentarer og lus i skindpelsen.

Alt sammen noget, som jeg har fået overleveret, afleveret og foræret.

Ting som jeg ikke skal bruge, og ting som jeg ikke har lyst til at bruge.

Så nu smider Bent det ud.

Og han behøver ikke at spørge mig først.

Han smider det bare ned i røret.

På de store bjælker under taget, hænger der poser med dårligt selvværd, snore af usikkerhed og en slidt skoletaske, som jeg ikke engang orker at kigge i.

Bent har lånt en trappestige, så han kan nå det hele.

Og en kost, så han kan feje bagefter.

Egentlig var Bent kun ansat i en tidsbegrænset periode, men jeg har besluttet mig for at fastansætte ham.

For det er nemlig sådan med det loftsrum, det bliver fyldt næsten lige så hurtigt, som Bent kan tømme det.

Så imens Bent smider ud og rydder op, så øver jeg mig.

Jeg øver mig i at sige fra, sige til og bede folk om at tage deres affald med hjem til dem selv, istedet for at efterlade det på mit loft.

xxx

-vil du se min diller? Hylede sømanden forleden morgen klokken kvart over seks.

Jeg var ikke helt vågen, så sådan lige umiddelbart, så takkede jeg nej.

Det var dog en postgang for sent, også så jeg den endnu engang.

Bagefter gik han fløjtende ud i køkkenet for at sætte vand over til morgenkaffen.

-hvorfor er det egentligt, at jeg skal se den hver morgen? Spurgte jeg undrende inde fra soveværelset, da jeg var kommet mig lidt.

Sømanden stak hovedet ind af døren.

-det er fordi, at jeg vil være sikker på, at du ikke glemmer den!

Han nikkede venligt.

-vil du se The Chopper Whopper?

Jeg betakkede mig.

Jeg fik den at se alligevel.

Lige for en sikkerheds skyld.

Og sådan er der forskel på A og B mennesker.

Sømanden er udpræget A-menneske og flår energisk dynen til side, for at springe ind i den nye dag.

Jeg er mere type, der lige skal ligge lidt længere og langsomt komme op til overfladen, imens jeg vipper lidt med tæerne og gaber omhyggeligt.

På det tidpunkt er sømanden allerede i tøjet, har drukket en halv kop kaffe og skrevet tre rasende indlæg på facebook.

Så finder jeg min lille radio, tænder for P8-Jazz og futter i bad.

Så plejer sømanden at snige sig ind på badeværelset, for at smugkigge ind af badeforhænget.

-vil du se min diller? Spørger han så optimistisk.

Jeg siger nej, ser den alligevel og bagefter børster han tænder i et voldsomt tempo.

Så tørrer jeg mig, får tildelt et grundigt klap i rumpen, og så er sømanden sådan set klar til at cykle på havnen.

Men han vil jo gerne følges, så han må vente.

Så han nupper en kop kaffe og to indlæg mere, imens jeg tager tøj på og lægger makeup.

Her begynder hans tålmodighed virkeligt at vride sig, så han går ud for at sætte cyklerne frem.

Ud af køkkenvinduet kan jeg se de to cykler side om side med fronten pegende ud af indkørslen.

Superklar.

Det gælder både cyklerne og sømanden.

Men han ved godt, at han ikke skal jage med mig, så han trasker hvileløst rundt i baggangen, imens jeg tager sko på.

-er du klar? Råber han så ivrigt, når han kan se, at jeg er ved at samle de sidste ting sammen.

I ren og skær fornøjelse over fremgangen, er han somme tider nødt til at ringe lidt med cyklernes ringeklokker.

Ding-ding-ding-ding-ding.

Hans glæde er helt utilsløret, når jeg endelig træder ud af døren.

-vil du med?

Det vil jeg gerne, og begynder at putte mine ting i cykelkurven.

Sømanden tilbyder altid meget høfligt, at jeg kan sætte tingene på hans cykellad.

Jeg takker som regel nej, for det er jo lidt nemmere, at mine ting følges med mig.

Også kører vi, syvsoveren og den morgenfriske.

A-mennesket og B-mennesket.

Ud i hverdagen, morgenbyen og ned mod havnen.

Med og uden diller.

xxx

Sommetider så møder jeg et menneske, der får mig til at tænke på underbukser.

Ikke sexet, uartigt undertøj, sloggitrusser eller boksershorts.

Jeg kommer bare til tænke på underbukser.

Når jeg møde humørsyge, mugne, småfornærmede mennesker, der hoster sure bøvser op, så snart de åbner munden, så er det, at jeg kommer til at tænke på deres underbenklæder.

Det er mest elastikken, jeg har fokus på.

Hvor stram er den elastik egentlig?

Er den for stram?

Er det hele buksen der er for lille, eller er det bare elastikken, der er lidt for kort?

Det har jeg nemlig selv prøvet engang, hvor jeg ved et uheld indkøbte og iførte mig underdrenge i et nummer for små.

Og det kan da ødelægge selv den bedste dag, skal jeg hilse og sige.

Sådan en arbejdsdag med en elastik, der borer sig gnavende ind i maveflæsket, det er satme en lang dag.

Og hvis man går for meget rundt, eller rejser sig for hurtigt op, så kan de have tendens til at påbegynde en nedrulning.

Det er en helt utrolig frustrerende, irriterende og forstyrrende ting at slæbe rundt på.

Og når man er frustreret, irriteret og bliver forstyrret hele tiden, så bliver ens personlige lunte jo også lidt kort.

Og så kan man jo godt gå hen og blive lidt småmuggen.

Så sommertider, så kommer jeg til at tænke på, om den type mennesker er født sure og fornærmede, eller om de i virkeligheden bare skal begynde at købe deres underbukser i et nummer større?

Det vil måske give dem lidt mere luft, på mere end et område af deres liv.

Sømandens holdning er mere enkel og lige til.

Han deler dem op i to grupper.

Uforbedrelige idioter og så dem, der får for lidt.

Det der med for lidt er, ifølge sømanden, årsagen til rigtig mange af verdens problemer.

Uforbedrelige idioter bærer årsagen til resten.

Når det så er sorteret, puttet i kasser og sat op på hylden, så cykler han en tur rundt havnen iført sin falmede blå busseronne.

Og tilbage sidder jeg så, og prøver at se sagen fra alle vinkler.

Leder efter folks empatiske sider, prøver at finde de gode sider, i de mest småskårne, fluekneppende, humørsyge mennesker, der hellere vil have en finger i øjet, end at give til fællesskabet.

For tænk nu, hvis de blev snydt, narret, sprunget over i køen eller kom at til bidrage med femogtyve øre mere end det absolutte minium.

Tænk, hvis man kom til at hjælpe nogen, uden at få noget igen.

Tænk, hvis der var nogen, der lavede mindre end andre.

Tænk, hvis det der med fair, ikke handlede om at tælle minutter, sekunder og arbejdsopgaver, men mere om at give det overskud, som man kan undvære.

Tænk hvis.

Men man kan jo ikke redde mennesker, der ikke selv vil reddes, selvom jeg virkelig har forsøgt at rumme og redde den type mennesker med kærlighed, empati, omsorg og forståelse.

Men nu er jeg faktisk blevet træt.

Så nu må de passe sig selv, alle sure røvhuller.

Også vil jeg hænge ud med dem, der er i godt humør.

I ved, dem med selvironi, humor, omsorg.

Dem der tilgiver, går videre og kommer videre.

Jeg vil sætte mig over til deres bord, lære af dem, være med dem og lægge mit fokus hos dem, der giver noget tilbage, uden beregning.

Og de sure røvhuller?

De er velkommen over ved vores bord, når de har købt sig et par underbukser med en lidt løsere elastik.

xxx