Sommetider så møder jeg et menneske, der får mig til at tænke på underbukser.
Ikke sexet, uartigt undertøj, sloggitrusser eller boksershorts.
Jeg kommer bare til tænke på underbukser.
Når jeg møde humørsyge, mugne, småfornærmede mennesker, der hoster sure bøvser op, så snart de åbner munden, så er det, at jeg kommer til at tænke på deres underbenklæder.
Det er mest elastikken, jeg har fokus på.
Hvor stram er den elastik egentlig?
Er den for stram?
Er det hele buksen der er for lille, eller er det bare elastikken, der er lidt for kort?
Det har jeg nemlig selv prøvet engang, hvor jeg ved et uheld indkøbte og iførte mig underdrenge i et nummer for små.
Og det kan da ødelægge selv den bedste dag, skal jeg hilse og sige.
Sådan en arbejdsdag med en elastik, der borer sig gnavende ind i maveflæsket, det er satme en lang dag.
Og hvis man går for meget rundt, eller rejser sig for hurtigt op, så kan de have tendens til at påbegynde en nedrulning.
Det er en helt utrolig frustrerende, irriterende og forstyrrende ting at slæbe rundt på.
Og når man er frustreret, irriteret og bliver forstyrret hele tiden, så bliver ens personlige lunte jo også lidt kort.
Og så kan man jo godt gå hen og blive lidt småmuggen.
Så sommertider, så kommer jeg til at tænke på, om den type mennesker er født sure og fornærmede, eller om de i virkeligheden bare skal begynde at købe deres underbukser i et nummer større?
Det vil måske give dem lidt mere luft, på mere end et område af deres liv.
Sømandens holdning er mere enkel og lige til.
Han deler dem op i to grupper.
Uforbedrelige idioter og så dem, der får for lidt.
Det der med for lidt er, ifølge sømanden, årsagen til rigtig mange af verdens problemer.
Uforbedrelige idioter bærer årsagen til resten.
Når det så er sorteret, puttet i kasser og sat op på hylden, så cykler han en tur rundt havnen iført sin falmede blå busseronne.
Og tilbage sidder jeg så, og prøver at se sagen fra alle vinkler.
Leder efter folks empatiske sider, prøver at finde de gode sider, i de mest småskårne, fluekneppende, humørsyge mennesker, der hellere vil have en finger i øjet, end at give til fællesskabet.
For tænk nu, hvis de blev snydt, narret, sprunget over i køen eller kom at til bidrage med femogtyve øre mere end det absolutte minium.
Tænk, hvis man kom til at hjælpe nogen, uden at få noget igen.
Tænk, hvis der var nogen, der lavede mindre end andre.
Tænk, hvis det der med fair, ikke handlede om at tælle minutter, sekunder og arbejdsopgaver, men mere om at give det overskud, som man kan undvære.
Tænk hvis.
Men man kan jo ikke redde mennesker, der ikke selv vil reddes, selvom jeg virkelig har forsøgt at rumme og redde den type mennesker med kærlighed, empati, omsorg og forståelse.
Men nu er jeg faktisk blevet træt.
Så nu må de passe sig selv, alle sure røvhuller.
Også vil jeg hænge ud med dem, der er i godt humør.
I ved, dem med selvironi, humor, omsorg.
Dem der tilgiver, går videre og kommer videre.
Jeg vil sætte mig over til deres bord, lære af dem, være med dem og lægge mit fokus hos dem, der giver noget tilbage, uden beregning.
Og de sure røvhuller?
De er velkommen over ved vores bord, når de har købt sig et par underbukser med en lidt løsere elastik.
xxx