Måned: januar 2021

Stødt på manchetterne

Coronajaloux episode 4,7

Hold nu kæft, hvor jeg keder mig!

Jeg har gennemtrævlet Facebook, gloet på alverdens mærkelige stories, været på Instagram, gået ture, gjort rent, gloet ud af vinduet og mødtes med en veninde på en bænk i en skov, indtil vi fik frostbylder et vist sted og blev nødt til at gå hver til sit.

Jeg har lagt puslespil, broderet og hørt P4, indtil jeg ikke orkede mere smalltalk og skiftede til P8jazz.

Jeg kan simpelthen ikke finde på mere at lave.

Jeg er socialt udmagret, udsultet og udhungret, og hvis bare det kunne ses på badevægten, så ville det da i det mindste have lidt nytte.

Der er sker så lidt i mit liv, at jeg ikke engang har tankemylder, når jeg skal sove.

Jeg falder bare i søvn af ren og skær kedsomhed.

-eller, det var da lige, indtil jeg opdagede, at nogen sneg sig ud af bagdøren og susede til Dubai.

Det har været en blandet flok, de der nogen, og der kan både nævnes vigtige og meget betydningsfulde influencers, politikere der medbringer kærester som afslapningsbasis, millionærdøtre og afdankede sportsstjerner.

Allesammen med meget vigtige og betydningsfulde opgaver, der ikke kan løses over Skype.

Så kan man godt, af ren og skær kedsomhed, gå hen og blive lidt bitter.

Det kunne faktisk godt gå så vidt, at jeg blev en bitterfisse.

Min retfærdighedsfølelse er i hvertfald krænket.

De suser til Dubai, og jeg kommer ikke engang i NETTO.

Jeg kunne selvfølgelig godt finde på en grund, købe en billet og fræse til Dubai, det står jo åbenbart frit for.

Grunden skal bare være vigtig for mig!

Så længe jeg kan retfærdiggøre det over for mig selv, så skide være med alle de andre.

Åbenbart.

Men det har jeg bare ikke rigtigt lyst til.

Det er muligt, at jeg er jaloux, misundelig, jantelovsknepper og coronanazist.

Det er muligt.

Så kald mig det.

Men jeg synes bare ikke, at det er fair, når sygehusvæsenet hænger i med neglene, de gamle er låst inde på plejehjemmene, børnefamilierne er ved at gå op i limningen og landet efterhånden ligger fladt ned.

Det er simpelthen bare dårlig stil.

Man skal da være noget fyldt af sig selv, for at kunne gøre det og bagefter lige ligge lidt billeder op på de sociale medier.

Så selvfølgelig er jeg jaloux, det er da klart.

Jeg vil også gerne ud og rejse, men at gøre det lige nu, det er satme røvhulsstil.

Og uklogt.

Xxx

Gå, så går det nok

Coronatraskeri episode 4,6

Så det gør jeg.

Trasker troligt afsted hver dag efter endt arbejde.

På med gåskoene og ud på den samme rute hver dag.

-for når du går igennem helvede, så skal du bare blive ved med at gå, som en cigarrygende brite engang sagde.

Så jeg går.

Nu er det bare blevet så koldt, at jeg har fået tiltusket mig en af sømandens aflagte havnehabitter.

Den er blå og rød, fyldt med velcrofunktioner og en lille smule for lille.

Faktisk er jeg nødt til at tage skoene på, inden jeg lyner den.

For jeg kan simpelthen ikke bukke mig ned, når den først er lukket.

Der er ikke plads.

Jeg kan mærke, at det også vil være svært at gå op af en trappe i den kedeldragt.

Jeg kan heller ikke klø mig i rumpen.

Altså hvis jeg skulle få brug for det.

Og som studievejlederen sagde, da vi mødtes i hver vores dragt, så gør det ikke rigtigt noget godt for ens figur.

Men den er varm.

Og så længe jeg kun skal gå lige ud, så går det fint.

Når jeg så skal dreje til højre eller venstre, så gør jeg det bare med forsigtighed.

Så iført pandebånd, skiluffer, musik i ørene og godt med læbepomade vandre jeg afsted på min tur.

Hvis musikken er rigtig god, kan jeg også komme til at tage et par dansetrin.

Eller synge med.

Eller snurre rundt om mig selv, bare fordi det er flot at se horisonten hele vejen rundt.

Som regel er jeg alene derude.

Men ind imellem møder jeg nogen, der går tur på en meget alvorlig måde.

De traver målbevidst afsted, iklædt passende tøj og med hovedet bøjet i vinden.

De er ude-at-gå-tur.

-og det virker lidt somom det skal overståes, og der skal i hvert fald ikke fjolles imens.

Det er alvorlige ture.

Meget alvorlige.

Og passende og ordentlige.

Og vi er allesammen forskellige og vi skal være her allesammen, men næste gang du er ude for at gå en tur, så prøv lige at tage et dansetrin.

Bare et enkelt.

Drej rundt om dig selv, eller syng højt og falsk med på et gammelt Dolly Parton hit.

Måske kan du også hinke lidt.

Det koster ikke noget, også er det sjovt.

Fun.

Og det har vi da ved Gud ikke for meget af i disse tider…

Så hvis I ser en dansende blå Michelinmand derude på heden, så er det bare mig.

I modvind, med musik i ørene og en dragt der er en lille smule for stram.

Xxx

Cho-cho-chokolade

Coronaslikken episode 4,5

Nu har jeg rodet i alle skabe og skuffer.

Kigget i den gamle margarinekasse, der står ovenpå køleskabet, selvom jeg udmærket godt ved, at den kun indeholder gammelt knækbrød, en pose med bløde chips og et porcelænsfad med en kanin, som jeg engang har fået af min far i fødselsdagsgave.

-og svaret er nej!

Vi har ikke noget chokolade nogen steder.

Og jeg ved godt, at det er min egen skyld.

Jeg har nemlig forbudt sømanden at købe chokolade.

Så vi har ikke noget, fordi vi ikke har købt noget.

Men da jeg sagde til sømanden, at han ikke skulle købe chokolade, fordi at jeg gerne ville leve lidt sundere, gerne ville snacke lidt mindre og alt muligt andet vrøvl, så mente jeg jo ikke, at han skulle stoppe med at købe chokolade.

Jeg mente bare, at han skulle købe noget, som han kunne smugle ind i huset, og gemme på strategiske steder, hvor jeg så kunne finde det, når trangen til chokolade blev for stor.

Sådan en slags gemmeleg, bare med yankiebars, snickers og rittersport.

Og jeg er ikke den der holder nogen udenfor, så vingummibamser, lakridspiber og romkugler må gerne være med.

Når man sådan skal bevæge sig, for at få fat i de gode sager, så når man jo også at brænde lidt kalorier af, inden chokoladen bliver fundet og spist.

Tænker det er en nulsumsspil.

Det lyder i hvertfald  ikke som noget, man kan blive ret tyk af.

Også ville der jo også ske lidt.

Man kan både gøre det alene eller sammen med familien.

jeg forstiller mig fx, at hele familien mødes kl 10.30 i køkkenet, og så går den vilde skattejagt, og vinderen får yankiebaren.

Hvis man gør det alene, så er man selvfølgelig sikker på at få præmien.

-så jeg kommer nok mest til at gøre det alene.

Så nu skal jeg bare have overtalt sømanden til at indkøbe og gemme chokolade på matriklen.

Det kan både være udenfor og indenfor.

Jeg er åben for alle muligheder.

Bare de kan spises.

-og smager af chokolade.

xxx

Det var een..

Coronaræs episode 4,4

Så gik den første uge af 2021.

Og selvom jeg optimistisk forestillede mig, at januar ville smelte stille og fordringsløst væk, så lykkedes det alligevel den orange mand i Amerika at lave gak og løjer i årets første uge.

Suppleret med et par metooskandaler, så var 2021 ligesom skudt igang.

Heldigvis kan vi klamre os til vaccinehåbet.

Og imens så traver jeg min daglige tur, for at få bevæget kroppen og sove bedre om natten.

Sømanden cykler.

Det har han altid gjort.

Kilometer efter kilometer.

Hvis ikke det kan kureres med zinkpasta eller en cykeltur, så er det ikke noget for ham.

Det er ikke noget med spandex, klunkevoks, drikkedunke eller fråde om munden, men bare almindeligt cykleri rundt havnen.

Ligesom mine gåture.

Bare helt almindeligt gåen.

Fordelen er også, at det ikke kræver omklædning, specialudstyr og brusebade.

Desuden så orker jeg bare ikke at proppe alle mine løsdele ned i en omgang elastisk sportstøj.

Der er simpelthen for meget at tage hensyn til, og så ved jeg ikke, om I nogensinde har prøvet at skulle tisse halvvejs i sådan med træningstime med spandextræningsbukser.

Det går fint med at få dem af, men det er faktisk utroligt svært at få sådan nogle sataner på igen, hvis man har svedt bare en lille bitte smule.

Jeg ved ikke hvad er sker, med det der sportsstof, de er lavet af. Det er somom alt ruller den forkerte vej, og pludselig er det meste af den dyrt betalte træningstime gået med at stå ude på toilettet, imens man panisk kæmper imod sved og elastik.

Jeg ved godt, at man kan tisse af, inden man går ind til timen, men når man når en vis alder, og der er meget hopperi involveret, så forslår det som en skrædder i helvede at tisse inden timen.

Til gengæld har jeg købt nyt hjemme-hygge-tøj.

Eller loungewear, som det hedder nu om dage.

Akkurat som dengang det pludseligt ikke længere hed gamacher, men leggings.

Fra den ene dag til den anden, var det navn ændret.

Og moderne, smarte butiksassistenter med lidt for meget eyeliner, irrettesatte dig straks, når du vovede sig ind og spurgte efter et par gamacher.

-mener du leggings? Spurgte de så, og spidsede overlegent munden, så det hele kom til at minde lidt om at spise en citron.

Vi købte nemlig mange gamacher dengang i 80’erne, med t-shirts det passede til.

Gerne i neonfarver og med et flot mønster der forestillede tropiske frugter.

Ananas og den slags.

Xxx

Nå for dælen..

Coronasåerdengaligen episode 4,3

Jamen, det er da super.

Imens vi har sprittet af, holdt afstand og trukket vejret igennem mundbind fyldt af frustration, panikangst og smittetalskurver, der bliver mere og mere indviklede for hver dag, så har Corona udviklet sig til et syvhovedet monster, der frådende vælter sig igennem Europa.

Så i eftermiddags trak Mette F. i habitten, denne gang i en karrybrun nuance, og præsenterede de nye restriktioner.

Som den pligtopfyldende samfundsborger jeg er, så vil jeg selvfølge gerne gøre det hele rigtigt.

Problemet er bare, at jeg ikke engang har fem personer i min sociale bobbel.

Heller ikke, selvom jeg tæller den hundelufter med, som jeg møder hver dag på min daglige gåtur.

Heller ikke, selvom jeg tæller hans hund med.

Det er da muligt, at jeg havde en omgangskreds engang, men jeg kan simpelthen ikke huske, hvordan de ser ud.

Eller hvem de er!

Og det der med at aflyse sociale arrangementer…

Det er ikke noget problem, for jeg har ingen.

Min kalender er ørkenvandring.

Uden oaser.

Her forleden forsøgte jeg at knibe øjnene sammen, så jeg kunne se dobbelt og dermed få illusionerne af, at der var flere i rummet.

Det lykkedes ikke rigtigt, og desuden vil det jo bare give dobbelt op af sømanden, og det virkede på en eller anden måde lidt for overvældende.

Og så mistede jeg helt ærligt lidt interessen for det pressemøde, for de kommer godt nok hele tiden.

Og de ævler bare løs om tal og kurver, så man bliver helt søsyg, og jeg indrømmer blankt, at jeg efterhånden ikke rigtigt kan skelne det ene tal fra det andet. Kurverne cykler op og ned, tegnsprogstolkene gør deres bedste for at følge med og ord som positivprocent, pcr-test og incidens væver sig ind og ud af ordstrømmen.

Måske magter jeg det bare ikke mere.

Jeg skal nok gøre som der bliver sagt, det er jo ikke rigtigt noget problem, for mit liv er alligevel en indetørret rosin, uden indhold og med endeløse kilometer af ingenting.

Igår gik dagen for et eksempel med at sortere mine underbukser, se “Sex and the City” og lede efter mine vinterstøvler.

Jeg er nemlig en praktisk sjæl, så da der faldt 21 snefnug igår eftermiddags, så begyndte jeg straks af forberede mig på en snestorm.

Efter lidt søgen fandt jeg mine Sorell-støvler med pelskant.

Jeg tog dem straks på.

Sømanden syntes, at de var flotte.

Pigerne syntes, at de var meget 00’erne.

Men de blev også købt i 00’erne.

Det var dengang, butikkerne havde åbnet.

Xxx