Gå, så går det nok

Coronatraskeri episode 4,6

Så det gør jeg.

Trasker troligt afsted hver dag efter endt arbejde.

På med gåskoene og ud på den samme rute hver dag.

-for når du går igennem helvede, så skal du bare blive ved med at gå, som en cigarrygende brite engang sagde.

Så jeg går.

Nu er det bare blevet så koldt, at jeg har fået tiltusket mig en af sømandens aflagte havnehabitter.

Den er blå og rød, fyldt med velcrofunktioner og en lille smule for lille.

Faktisk er jeg nødt til at tage skoene på, inden jeg lyner den.

For jeg kan simpelthen ikke bukke mig ned, når den først er lukket.

Der er ikke plads.

Jeg kan mærke, at det også vil være svært at gå op af en trappe i den kedeldragt.

Jeg kan heller ikke klø mig i rumpen.

Altså hvis jeg skulle få brug for det.

Og som studievejlederen sagde, da vi mødtes i hver vores dragt, så gør det ikke rigtigt noget godt for ens figur.

Men den er varm.

Og så længe jeg kun skal gå lige ud, så går det fint.

Når jeg så skal dreje til højre eller venstre, så gør jeg det bare med forsigtighed.

Så iført pandebånd, skiluffer, musik i ørene og godt med læbepomade vandre jeg afsted på min tur.

Hvis musikken er rigtig god, kan jeg også komme til at tage et par dansetrin.

Eller synge med.

Eller snurre rundt om mig selv, bare fordi det er flot at se horisonten hele vejen rundt.

Som regel er jeg alene derude.

Men ind imellem møder jeg nogen, der går tur på en meget alvorlig måde.

De traver målbevidst afsted, iklædt passende tøj og med hovedet bøjet i vinden.

De er ude-at-gå-tur.

-og det virker lidt somom det skal overståes, og der skal i hvert fald ikke fjolles imens.

Det er alvorlige ture.

Meget alvorlige.

Og passende og ordentlige.

Og vi er allesammen forskellige og vi skal være her allesammen, men næste gang du er ude for at gå en tur, så prøv lige at tage et dansetrin.

Bare et enkelt.

Drej rundt om dig selv, eller syng højt og falsk med på et gammelt Dolly Parton hit.

Måske kan du også hinke lidt.

Det koster ikke noget, også er det sjovt.

Fun.

Og det har vi da ved Gud ikke for meget af i disse tider…

Så hvis I ser en dansende blå Michelinmand derude på heden, så er det bare mig.

I modvind, med musik i ørene og en dragt der er en lille smule for stram.

Xxx

Årh, hold nu kæft…

Coronablues episode 2, dag 6

-behøver du råbe så højt i telefonen, hvæsede sømanden, da jeg diskret og velafbalanceret, havde talt i telefon med en kollega.

-jeg er sgu da nødt til at passe mit arbejde, hvæsede jeg tilbage, og gloede ondt på ham hen over spisebordet.

-ja, men det behøver sguda ikke være så højt, mukkede han, og stirrede intens ind i sin bærbare, imens han slubrede kaffe helt utroligt højlydt.

Så sad vi lidt i indædt stilhed.

Indtil sømanden rejste sig op og meddelte, at han cyklede en tur til Hulsig.

Så meddelte jeg, at det var da en UD-mærket ide!

For man kan jo godt blive lidt presset, når man bevæger sig i de samme cirkler, på den samme matrikel, i det samme hus, med de samme mennesker og gør alting på samme tid.

Og så var jeg pludselig alene hjemme.

Og så var det, at den kom snigende.

Min coronablues.

Jeg har ellers forsøgt at holde den stangen.

Stoppet alle huller og sprækker med kapok, gamle klude og stumper af papir fra gamle jahatte.

Men alligevel så krøb den ind under huden.

Trak mit humør ned under gulvbrædderne og trak i overskuddet, som var det en gammel elastik.

Jeg forsøgte ellers med en fyldt chokoladeskildpadde, en af de store.

Lovede mig selv, at jeg ville spise den langsomt, og rigtigt nyde den.

Men det glemte jeg, da jeg først kom i gang.

Så gik det hurtigt.

Vi har heller ikke flere yankie-bars.

Så er der jo også ryddet op i det.

Så nu er der efterhånden ikke flere ting i skuffer og skabe.

Altså, der er jo selvfølgelig alle de sunde ting.

Rugbrød, mel, mærkelige dåser, tørrede kikærter og sådan nogle ting.

Men altså, de lækre ting, de er udsolgt!

Og det er jeg helt sikker på, for jeg har nemlig åbnet og lukket alle skufferne i køkkenet flere gange.

Fire gange, bare her i formiddag, for lige at være helt præcis.

Og der er intet interessant dernede, skulle jeg hilse og sige.

Hvilket jo lige lagde et ekstra lag på min coronablues.

Og jeg har været ude for at gå en tur, jeg har foldet en jahat, sludret med en kollega over Skype, læst på sundhed.dk, at jeg ikke har corona og set et klip om en gadehund, der blev kureret for eksem.

Men det hjælper ikke rigtigt.

Jeg har efterhånden så lange og tørre løg, at jeg er nødt til at binde dem op, når jeg går en tur.

For det gør jeg to gange om dagen.

Går en tur.

En lille tur om formiddagen, og en lang tur om eftermiddagen.

Nazi-turen, som resten af familien har døbt min eftermiddagstur, fordi den åbenbart indeholder mange regler og retningslinier.

Men gå, så går det nok, som Søren K. sagde i tidernes morgen.

Så det gør jeg.

Går.

Også skal tiden bare gå.

Xxx