Kategori: Uncategorized

Tredje gang

Så blev det tredje søndag i advent, og som en lille nissegave har sundhedsstyrelsen smidt en vaccine i julestrømpen.

Til alle dem over fyrre, vel og mærke.

Det er jeg.

Altså over fyrre.

Så fra i morgen tidlig kan jeg booke min tredje vaccine.

Så det gør jeg.

Ruller ærmet op, bider tænderne sammen og håber, at den åndforladte virus snart har muteret sig selv i smadder og forsvinder ud af vores virkelighed.

Jeg er også blevet tilbudt en influenzavaccine i forbindelse med mit arbejde.

Den tager jeg også.

Pump it in og giv mig så mit Danmark tilbage.

Og mens jeg venter på Godot, så har jeg købt en lænestol på Lauritz.com.

En chesterfield øreklapstol i brunt læder.

Sådan en har jeg altid ønsket mig.

Og når nu, at juleferien ligger lang og begivenhedsløs foran os, så må man jo gøre hvad man kan for at overleve.

Skrue op for hyggen, sætte blus på komforten og lede på Lauritz.com efter en øreklapstol.

Chesterfield-style.

Den skal stå ved siden af min bogreol.

Så kan jeg sidde der og læse bøger i ført mine nye kameluldshjemmesko.

De er orange med brune tern.

Hjemmeskoene.

Akkurat som dem min morfar havde.

Sømanden spurgte, om jeg ønskede mig en pibe i julegave, da jeg begejstret viste ham mit lænestolsindkøb, to dage efter min hjemmeskofornyelse.

Jeg var ellers ude i en seriøs budrunde på Lauritz for at få stolen hjem, og de sidste 7 minutter turde jeg ikke blinke af skræk for at blive overbudt.

Jeg stod også med tungen ud af munden, klar til af fugte min pegefinger, for alt det sprit har gjort mine hænder kronisk udtørrede og derfor kan jeg ikke altid få min telefon til at reagere, hvis ikke jeg lige fugter lidt.

Men jeg fik den.

Stolen

Og jeg blev straks linket til et transportfirma, som var villig til at fragte stolen fra Nivå til Skagen.

Det er Pandoras berømte æske, der har åbnet sig.

Der er jo alverdens ting på auktion hos det firma.

Seje udstoppede dyr, sabler, diamantringe, lysekroner, en day-bed i grønt læder.

Et udstoppet vildsvin måske?

Sømanden er bekymret.

Jeg tænker mere, at verden ligger åben.

xxx

Synd for mig

-åhh, hvor er det synd for dig, meddelte en tidligere kollega, en tilfældig tirsdag i december for et par år siden, hvor vi sad med formiddagskaffen.

Selvom jeg da altid kan trække en syndparagraf op af baglommen i en snæver vending, så var jeg da lige lidt i tvivl om, hvad hun mente.

Jeg blev nødt til at spørge ind.

-hvad tænker du på? Spurgte jeg lidt bekymret, imens jeg nippede til den varme kaffe.

-det er så synd for dig, at dine naboer har så dårlig en smag!

Den måtte jeg lige tænke lidt over.

Dårlig smag.

Mine naboer bor da sådan meget almindeligt.

-ej, hvorfor siger du det?

Jeg var lidt forvirret.

-åh, sukkede min tidligere kollega og var tydeligt frustreret over mine naboers helt utrolige dårlige stil og min ringe fatteevne, -jeg kørte fordi dit hus i går, og så kunne jeg ikke undgå at bemærke den rædselsfulde lyskæde, som dine naboer har hængt op ud mod vejen.

-lyskæde?

Her begyndte jeg at fornemme, at samtalen nok ville ende et lidt uheldigt sted.

-ja, fortsatte min tidligere kollega, -den der skrækkelige lyskæde i flere farver, også har de oven i købte sat den til blinke. Hvor må det være forfærdeligt at bo ved siden af nogen, der har så dårlig en smag.

Hun kiggede på mig, hen over kaffekoppen, fuld af omsorgsfuld forståelse.

Så faldt tiøren.

-nå, den lyskæde, sagde jeg og trak på skulderne, -det er min!

Så var der stille lidt.

Helt stille.

Jeg drak lidt mere kaffe og hun vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle fortsætte samtalen.

Smag og behag er jo som bekendt forskelligt, og jeg ved godt, at jeg kom til at melde afbud til det møde, hvor der blev aftalt at koldt hvidt lys er det pæneste julelys.

Jeg fik heller ikke tilsendt referatet af det møde, hvor det åbenbart også blev vedtaget, at det er tilladt at hakke på alle med kulørte lyskæder.

Helt åbenlyst.

Det er bare ikke så tit, at jeg får deltaget i de der kvindemøder.

Hvis jeg begyndte at deltage i møderne, så ville jeg jo nok have lidt mere styr på, hvornår jeg skal drikke ingefærshots, hvilke vaser der er moderne, hvorfor vi alle sammen pludseligt går i det samme tøj og ikke mindst få min julebelysning under kontrol.

Men jeg bliver altid optaget af noget andet. Rhanders handsker, en taske formet som en kat og hvor utroligt mange funktioner sådan en kulørt lyskæde egentligt har.

-så skulle det da også være første gang, at du gjorde som alle de andre, sukkede studievejlederen, imens vi klatrede over en klit, for at komme forbi noget meget seriøst vejarbejde på nazituren.

Det måtte jeg give hende ret i.

-jeg har bare så svært ved at forstå, at folk kan være så sikre på deres egen smag, at de forbeholder sig ret til at kommentere andres, sagde jeg og følte mig en lille smule mere velopdragen end alle andre.

-ja, svarede studievejlederne og begyndte hjemturen, -så er det da bare godt, at hun ikke bor på vores vej.

Og så måtte jeg give studievejlederen ret igen.

For så ville min tidligere kollega da både få ondt i øjnene og den gode smag.

Men vi har en fest, derude på vejen.

Og det er vel det vigtigste.

xxx

Nå, men teløk!

Så har corona officiet blandet sig i vores liv i et helt år.

Som en anden irriterende grandfætter, har den skruet sig ind i alle sammenhænge. Familiefester, arbejde, juleaften, begravelser, konfirmation og alt det der imellem.

Som den der gæst, man ikke rigtigt gider at have med, men som man alligevel inviterer, fordi det giver alt for meget pangel, hvis man ikke gør.

Et helt år med corona på slæb.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg var blevet klogere.

At jeg ikke ville have været corona foruden.

At jeg har gravet dybt i mit indre, lært mig selv at kende og kommer ud på den anden side, som et nyt og bedre menneske.

Men det er bare ikke sket.

Jeg har kedet mig, været bange, optimistisk, pessimistisk, foldet en jahat og haft alvorlige samtaler med Gerda.

Jeg har strikket klarklude, lagt puslespil, stirret på de sociale medier, indtil mine øjenæbler blev tørre og fulgt intenst med i dagens coronakurver.

Jeg har siddet hjemme.

I et helt år.

Jeg arbejder ikke på et hospital eller i et supermarked, så min opgave under pandemien har været at dyppe mig selv i sprit, blive hjemme og holde mig i ro.

Så det har jeg gjort.

Låst Johnny Fisskarl inde i kælderen, og set dyreprogrammer med Dovnekurt.

I et helt år.

Og af respekt for dem der kæmper ved fronten, skal jeg nok fortsætte.

Hvis det er det, der gør en forskel.

Men når jeg sidder på et plejehjem om mange år, i en øreklapstol med et hæklet tæppe om benene og et glas portvin på det lille bord ved siden af, så kan det være, at jeg får besøg at nogle unge studerende.

De er måske ved at skrive afgangsprojekt, om dengang i 20’erne hvor den globale pandemi hærgede.

Og nu har de fundet mig.

En gammel krage på 121 år, en lille smule bimmelim af portvin og med et par gigantiske glimmer øreringe i ørerne.

De har sikkert forberedt en masse kloge spørgsmål, som de vil bruge til deres interview.

Også vil jeg lukke øjnene og tænke tilbage på dengang, vi alle sammen havde utroligt grimt hår.

Dengang vi sprittede alting af, gik med mundbind og så så mange dyreprogrammer i fjernsynet, at man til sidst troede, at den russiske los var med i huset sociale boble.

Dengang ens sociale liv døde fuldstændigt, hvor man kun forlod matriklen for at handle ind og husets eneste gæst var den mus, katten slæbte med hjem.

-var det spændende? vil de unge studerende nok spørge om.

-nej, det var det ikke, vil jeg så svare, det var naturligvis hårdt, særligt for dem der kæmpede i fronten, men for os, der bare skulle blive hjemme, var det allermest bare røvsygt og kedeligt.

-hvad lærte du af pandemien? vil de så nok spørge om, imens de forventningsfulde vil kigge på mig, for at se min utrolige selvindsigt folde sig ud.

-ikke en skid, vil jeg så svare og drikke resten af min portvin, ikke en skid.

Og så vil jeg pege på flasken henne på skænken, hvor plejepersonalet har stillet den, for at begrænse mit indtag.

Den mest vakse af de unge studerende vil hente flasken og fylde mit glas op.

-det var bare ulideligt, grimt og forfærdelig at se folk blive syge, virksomheder gå op i røg og mærke hvor hurtigt folks sociale kompetencer skrumper ind, når de ikke bliver brugt. Det var ikke spor morsomt, styrkende eller udviklende. Det var bare trælst. Med joggingtøj på.

Og så vil jeg drikke resten af portvinen og falde i søvn midt i samtalen.

Og de to unge studerende vil stille liste ud, og på vejen hjem vil de overveje, om de kan bruge interviewet til deres opgave.

De vil være i tvivl om, der er kød nok på min fortælling.

Og de vil undre sig over, at jeg ikke kom med alle mulige spændende guldkorn og universelle indsigter, når jeg nu havde overlevet den store pandemi i 20’erne.

Men det er fordi, der ikke rigtigt er nogen indsigt.

Der er ingen guldkorn.

Det er bare været mørke og stueurets sagte tikken.

Og en ubeskrivelig kedsomhed.

xxx

Et træktøj

Jeg har snart fødselsdag og jeg ønsker mig en trækvogn.

Det var en oplysning, der fik sømanden helt op i det røde felt.

-en trækvogn, brølede han, imens han intenst piskede i en kasserolle, hvor han havde gang i noget sovsehalløj, hvad fanden skal du nu bruge en trækvogn til?

-årh altså, forklarede jeg og kunne godt mærke at timingen måske ikke var så god, jeg skal bruge den, når jeg maler på stakittet. Så kan jeg lige have alle mine grejer i den, når jeg går frem og tilbage.

Jeg synes selv, at det var en fantastisk ide.

Nu stod sømanden helt stille.

Han var holdt op med sit piskeri og havde lukket øjnene.

-kan du da ikke bare ønske dig noget normalt, bare for en gangs skyld, sukkede han og trak vejret dybt.

-en trækvogn er da meget normal, protesterede jeg, og hvad er i øvrigt normalt? Er det de normale, der er gale og de gale, der er normale. Er det ikke Klaus Rifbjerg der har skrevet..

Nu smed sømanden piskeriset ned i vasken.

-kan du ikke bare ønske dig noget, som jeg kan købe på vej hjem fra havnen?

Han kiggede på mig med et desperat blik.

Så fik han et pludseligt snedigt indfald.

-hvad med en ny mobiltelefon? Den gamle er jo i udu.

Han var meget tilfreds med sin ide.

Og det er jo sandt. Der er noget galt med min telefon, der kun virker via højtaleren og hvis man engang imellem giver den en ordentlig rusketur.

Men jeg gider ikke at ønske mig en ny telefon. Og jeg gider ikke have en ny telefon.

Jeg ønsker mig en trækvogn, og som jeg påpegede overfor sømanden, så kan han sikkert købe en i jem&fix, og det ligger da på vejen.

Næsten.

For jeg forestiller mig, at en trækvogn vil kunne løse rigtigt mange problemer i mit liv.

Så kan jeg trække rundt med ting og sager.

Malergrejer, pensler og en lille skammel til at sidde på. Den kan også bruges til havearbejde, hvis man skal samle flasker eller når der er storindkøb af toiletpapir i Remse.

Alt muligt.

Faktisk havde jeg pludseligt svært ved at forstå, at vi havde overlevet så mange år, uden en trækvogn på matriklen.

Sømanden var ikke så begejstret.

Han mente, at jeg kunne bruge christianiacyklen til den slags. Og i øvrigt ville sådan en trækvogn udløse et opbevaringsproblem.

Hvor stiller man en trækvogn, når den ikke bliver brugt?

Nu er der heldigvis lidt tid endnu, inden jeg fylder år, så måske kan vi bruge ventetiden på at rydde op i skuret.

I ved, sådan ordne, sortere og smide ud.

Så der kan blive plads til en trækvogn.

xxx

Ren glæde

-SE!

Brølede sømanden og trak noget orange stof op af en pose, hjembragt fra den lokale genbrug.

– se, jublede han endnu engang, sikke et fund!

Det orange stof blev stolt foldet ud, og et afrikansk mønster i orange, gule og røde farver åbenbarede sig på det ret store stykke bomuld.

Han holdt stoffet ud i strakt arm og viftede blæret med det i luften.

-hvad er det? spurgte jeg forundret, da min hjerne ikke kunne koble det afrikanske mønster med sømandens utilslørede glæde og noget der mest af alt mindede om en dug fra 70’ernes forgangne hippiedage.

– det er da en djellaba, hylede han og forsøgte at presse den ned over hovedet på mig.

-du kan sikkert også passe den, råbte han ivrigt, den er skide fin!

Da det ikke lige umiddelbart kunne lade sig gøre at skrue mig i de orange gevandter, trak han omgående blank inde på stuegulvet og iførte sig det hjembragte klenodie.

Så stod han der i stuen, iført fuldskæg, tatoveringer og en gulvlang djellaba.

I orange.

-fuck, den er fed, sagde han tilfreds, imens han vred sig i forskellige positioner, for sådan rigtigt at mærke den ubegrænsede bevægelighed, som det nye klædestykke gav mulighed for.

-den er da skøn, skat, sagde jeg, og sådan dejligt frisk i farven. Men hvad skal du bruge den til?

-til at stege fisk i, råbte han og drønede ud i køkkenet, for at afprøve sit nye fund i de rette omgivelser.

Og så sad jeg der i min lænestol, endnu engang sat til dørs af sømandens helt egen logik og praktiske sans.

For i hans familie er der nemlig en lang tradition for at stege fisk iført underbukser.

Fordi; når der steges fisk, så kan tøjet komme til at lugte af stegt fisk, hvilket betyder, at det skal vaskes bagefter.

Det er selvfølgelig frås, sådan at vaske tøj, hvis det ellers ikke trænger, så derfor strippes der ned til underdrengene.

Men så er der problemet med sprøjt fra panden, hvilket kalder på et forklæde.

Så derfor steges der fisk i underbukser og forklæde.

En forbavsende, men yderst praktisk kombination.

Især når der er sæson for småmakreller.

Men nu har sømanden fundet det perfekte stykke tøj, som løser alle problemerne på en gang.

Let, luftig og praktisk.

Og orange.

Men jeg tror nu, at jeg alligevel kommer til at savne synet af sømanden iført underbukser, forklæde og palet.

xxx

Dengang i 70’erne…

Jeg følger en blogger på Instagram, der tester tøj, sportstøj, badetøj og undertøj. Hun har nogenlunde samme kropstype som mig, så derfor følger jeg interesseret med i hendes anmeldelser.

Her forleden anmeldte hun så undertøj.

Og hjemmesiden hvor undertøjet kunne købes.

Så den hjemmeside skulle jeg da lige tjekke ud.

En hjemmeside der åbenbart også forhandler “Vibrierende Dildos” og “Sexspielszeug”. Nu var der ikke lige noget på den side, som jeg ville købe, så oplevelsen og hjemmeside forsvandt lykkeligt i glemslen.

Altså hos mig.

Men internettet er en stædig satan, og hver gang jeg nu skal søge på min telefon, så foreslår den “Vibrierende Dildos” und “Sexspielzeug”

Jeg er ikke helt sikker på hvad det sidste er og det ender nok med, at jeg må gribe til den der “slet historik” funktion.

Men et øjeblik blev jeg grebet af panik, og fik den der “hvad-nu-hvis” – fornemmelse fra min barndom.

Hvad-nu-hvis jeg faldt om på gaden, og fremmede mennesker følte sig nødsaget til at lede efter oplysninger på min telefon, og det første der kom frem var ” vibrierende dildos”.

Det er nemlig sådan, vi blev opdraget i 70’erne.

Der var mange hvad-nu-hvis’er. For man havde ikke mobiltelefoner, så man kunne hverken Google eller ringe hjem, når det brændte på. Når man lukkede hoveddøren og forlod hjemmet for at gå i skole, eller bare for at slippe for sine forældre eller en røvirritrende søskende, så var man alene.

On your own.

Ens forældre var sådan lidt; klar dig selv, og vi skal spise klokken seks.

For at undgå de værste katastrofer, og holde stien ren, så var der to regler, som blev indprentet ved enhver lejlighed, og som ALTID skulle overholdes:

Regel nummer 1:

Du skulle altid have rent undertøj på!

Fordi; hvad-nu-hvis, du blev kørt ned af en bil, og hentet af ambulancen og indlagt på sygehuset, så var den største og første bekymring ikke, at du måske havde brækket arme og ben, og fået en hjernerystelse. Nej, det altoverskyggende problem ville jo være, hvis sygeplejerskerne opdagede, at dit undertøj ikke var rent og nysvasket.

Hvilken skam det ville være!

Især for dine forældre, som omgående villle blive stemplet som dårlige forældre.

Hvad ville de ikke tænke på det sygehus?

Regel nummer 2:

Aldrig, aldrig nogensinde samle noget op fra gaden.

Fordi; hvad-nu-hvis, en hund havde tisset på det!

Åbenbart var 70’erne fyldt med løsgående hunde, som brugte deres liv på at tisse på tilfældigt løsøre.

Regel nummer to blev i start 80’erne udvidet med: – aldrig nogensinde drikke af en dåsesodavand, men altid hælde det over i et glas.

Fordi, hvad-nu-hvis, en hund havde tisset på dåsen.

Hunde tisser nemlig også på dåser.

Åbentbart.

Det er nogle travle dyr de hunde.

I det hele taget var der mange hvad-nu-hvis’er i 70’erne.

Hvad-nu-hvis der kom atomkrig?

Her var vi heldigvis forberedt på Østbirk skole, hvor vi havde trænet manøvren med at kravle under skolebordet i matematiktimen. Hvordan et skolebord skulle kunne beskytte mod en atombombe, var ikke noget vi talte om, imens vi sad på gulvet og beskyttede ansigtet med hænderne.

Hvad-nu-hvis det var rigtigt, det der med at de voksne også kunne være bange?

Hvad så med os børn?

Det var i hvertfald rigtigt, at de sang lange sange.

Faktisk sang man en del dengang, og jeg kan stadigvæk teksten til en hel del fællessange med fokus på kapitalisternes udnyttelse af de fattige, kvinders rettigheder og en om en indianer der stod på en skrænt tæt på floden og kiggede længselsfuldt efter “Hvide due”, en lækker indianertøs fra en anden stamme.

Så da jeg stod forleden dag, og blev irriteret over min telefon, som åbenbart er blevet besat af vibrerede sexlegetøj, så var det, at jeg kom til at tænke, at hvad-nu- hvis, vi holdt op med at bekymre os om hvad-nu-hvis?

Xxx