Ren glæde

-SE!

Brølede sømanden og trak noget orange stof op af en pose, hjembragt fra den lokale genbrug.

– se, jublede han endnu engang, sikke et fund!

Det orange stof blev stolt foldet ud, og et afrikansk mønster i orange, gule og røde farver åbenbarede sig på det ret store stykke bomuld.

Han holdt stoffet ud i strakt arm og viftede blæret med det i luften.

-hvad er det? spurgte jeg forundret, da min hjerne ikke kunne koble det afrikanske mønster med sømandens utilslørede glæde og noget der mest af alt mindede om en dug fra 70’ernes forgangne hippiedage.

– det er da en djellaba, hylede han og forsøgte at presse den ned over hovedet på mig.

-du kan sikkert også passe den, råbte han ivrigt, den er skide fin!

Da det ikke lige umiddelbart kunne lade sig gøre at skrue mig i de orange gevandter, trak han omgående blank inde på stuegulvet og iførte sig det hjembragte klenodie.

Så stod han der i stuen, iført fuldskæg, tatoveringer og en gulvlang djellaba.

I orange.

-fuck, den er fed, sagde han tilfreds, imens han vred sig i forskellige positioner, for sådan rigtigt at mærke den ubegrænsede bevægelighed, som det nye klædestykke gav mulighed for.

-den er da skøn, skat, sagde jeg, og sådan dejligt frisk i farven. Men hvad skal du bruge den til?

-til at stege fisk i, råbte han og drønede ud i køkkenet, for at afprøve sit nye fund i de rette omgivelser.

Og så sad jeg der i min lænestol, endnu engang sat til dørs af sømandens helt egen logik og praktiske sans.

For i hans familie er der nemlig en lang tradition for at stege fisk iført underbukser.

Fordi; når der steges fisk, så kan tøjet komme til at lugte af stegt fisk, hvilket betyder, at det skal vaskes bagefter.

Det er selvfølgelig frås, sådan at vaske tøj, hvis det ellers ikke trænger, så derfor strippes der ned til underdrengene.

Men så er der problemet med sprøjt fra panden, hvilket kalder på et forklæde.

Så derfor steges der fisk i underbukser og forklæde.

En forbavsende, men yderst praktisk kombination.

Især når der er sæson for småmakreller.

Men nu har sømanden fundet det perfekte stykke tøj, som løser alle problemerne på en gang.

Let, luftig og praktisk.

Og orange.

Men jeg tror nu, at jeg alligevel kommer til at savne synet af sømanden iført underbukser, forklæde og palet.

xxx

Dengang i 70’erne…

Jeg følger en blogger på Instagram, der tester tøj, sportstøj, badetøj og undertøj. Hun har nogenlunde samme kropstype som mig, så derfor følger jeg interesseret med i hendes anmeldelser.

Her forleden anmeldte hun så undertøj.

Og hjemmesiden hvor undertøjet kunne købes.

Så den hjemmeside skulle jeg da lige tjekke ud.

En hjemmeside der åbenbart også forhandler “Vibrierende Dildos” og “Sexspielszeug”. Nu var der ikke lige noget på den side, som jeg ville købe, så oplevelsen og hjemmeside forsvandt lykkeligt i glemslen.

Altså hos mig.

Men internettet er en stædig satan, og hver gang jeg nu skal søge på min telefon, så foreslår den “Vibrierende Dildos” und “Sexspielzeug”

Jeg er ikke helt sikker på hvad det sidste er og det ender nok med, at jeg må gribe til den der “slet historik” funktion.

Men et øjeblik blev jeg grebet af panik, og fik den der “hvad-nu-hvis” – fornemmelse fra min barndom.

Hvad-nu-hvis jeg faldt om på gaden, og fremmede mennesker følte sig nødsaget til at lede efter oplysninger på min telefon, og det første der kom frem var ” vibrierende dildos”.

Det er nemlig sådan, vi blev opdraget i 70’erne.

Der var mange hvad-nu-hvis’er. For man havde ikke mobiltelefoner, så man kunne hverken Google eller ringe hjem, når det brændte på. Når man lukkede hoveddøren og forlod hjemmet for at gå i skole, eller bare for at slippe for sine forældre eller en røvirritrende søskende, så var man alene.

On your own.

Ens forældre var sådan lidt; klar dig selv, og vi skal spise klokken seks.

For at undgå de værste katastrofer, og holde stien ren, så var der to regler, som blev indprentet ved enhver lejlighed, og som ALTID skulle overholdes:

Regel nummer 1:

Du skulle altid have rent undertøj på!

Fordi; hvad-nu-hvis, du blev kørt ned af en bil, og hentet af ambulancen og indlagt på sygehuset, så var den største og første bekymring ikke, at du måske havde brækket arme og ben, og fået en hjernerystelse. Nej, det altoverskyggende problem ville jo være, hvis sygeplejerskerne opdagede, at dit undertøj ikke var rent og nysvasket.

Hvilken skam det ville være!

Især for dine forældre, som omgående villle blive stemplet som dårlige forældre.

Hvad ville de ikke tænke på det sygehus?

Regel nummer 2:

Aldrig, aldrig nogensinde samle noget op fra gaden.

Fordi; hvad-nu-hvis, en hund havde tisset på det!

Åbenbart var 70’erne fyldt med løsgående hunde, som brugte deres liv på at tisse på tilfældigt løsøre.

Regel nummer to blev i start 80’erne udvidet med: – aldrig nogensinde drikke af en dåsesodavand, men altid hælde det over i et glas.

Fordi, hvad-nu-hvis, en hund havde tisset på dåsen.

Hunde tisser nemlig også på dåser.

Åbentbart.

Det er nogle travle dyr de hunde.

I det hele taget var der mange hvad-nu-hvis’er i 70’erne.

Hvad-nu-hvis der kom atomkrig?

Her var vi heldigvis forberedt på Østbirk skole, hvor vi havde trænet manøvren med at kravle under skolebordet i matematiktimen. Hvordan et skolebord skulle kunne beskytte mod en atombombe, var ikke noget vi talte om, imens vi sad på gulvet og beskyttede ansigtet med hænderne.

Hvad-nu-hvis det var rigtigt, det der med at de voksne også kunne være bange?

Hvad så med os børn?

Det var i hvertfald rigtigt, at de sang lange sange.

Faktisk sang man en del dengang, og jeg kan stadigvæk teksten til en hel del fællessange med fokus på kapitalisternes udnyttelse af de fattige, kvinders rettigheder og en om en indianer der stod på en skrænt tæt på floden og kiggede længselsfuldt efter “Hvide due”, en lækker indianertøs fra en anden stamme.

Så da jeg stod forleden dag, og blev irriteret over min telefon, som åbenbart er blevet besat af vibrerede sexlegetøj, så var det, at jeg kom til at tænke, at hvad-nu- hvis, vi holdt op med at bekymre os om hvad-nu-hvis?

Xxx