Så har corona officiet blandet sig i vores liv i et helt år.
Som en anden irriterende grandfætter, har den skruet sig ind i alle sammenhænge. Familiefester, arbejde, juleaften, begravelser, konfirmation og alt det der imellem.
Som den der gæst, man ikke rigtigt gider at have med, men som man alligevel inviterer, fordi det giver alt for meget pangel, hvis man ikke gør.
Et helt år med corona på slæb.
Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg var blevet klogere.
At jeg ikke ville have været corona foruden.
At jeg har gravet dybt i mit indre, lært mig selv at kende og kommer ud på den anden side, som et nyt og bedre menneske.
Men det er bare ikke sket.
Jeg har kedet mig, været bange, optimistisk, pessimistisk, foldet en jahat og haft alvorlige samtaler med Gerda.
Jeg har strikket klarklude, lagt puslespil, stirret på de sociale medier, indtil mine øjenæbler blev tørre og fulgt intenst med i dagens coronakurver.
Jeg har siddet hjemme.
I et helt år.
Jeg arbejder ikke på et hospital eller i et supermarked, så min opgave under pandemien har været at dyppe mig selv i sprit, blive hjemme og holde mig i ro.
Så det har jeg gjort.
Låst Johnny Fisskarl inde i kælderen, og set dyreprogrammer med Dovnekurt.
I et helt år.
Og af respekt for dem der kæmper ved fronten, skal jeg nok fortsætte.
Hvis det er det, der gør en forskel.
Men når jeg sidder på et plejehjem om mange år, i en øreklapstol med et hæklet tæppe om benene og et glas portvin på det lille bord ved siden af, så kan det være, at jeg får besøg at nogle unge studerende.
De er måske ved at skrive afgangsprojekt, om dengang i 20’erne hvor den globale pandemi hærgede.
Og nu har de fundet mig.
En gammel krage på 121 år, en lille smule bimmelim af portvin og med et par gigantiske glimmer øreringe i ørerne.
De har sikkert forberedt en masse kloge spørgsmål, som de vil bruge til deres interview.
Også vil jeg lukke øjnene og tænke tilbage på dengang, vi alle sammen havde utroligt grimt hår.
Dengang vi sprittede alting af, gik med mundbind og så så mange dyreprogrammer i fjernsynet, at man til sidst troede, at den russiske los var med i huset sociale boble.
Dengang ens sociale liv døde fuldstændigt, hvor man kun forlod matriklen for at handle ind og husets eneste gæst var den mus, katten slæbte med hjem.
-var det spændende? vil de unge studerende nok spørge om.
-nej, det var det ikke, vil jeg så svare, det var naturligvis hårdt, særligt for dem der kæmpede i fronten, men for os, der bare skulle blive hjemme, var det allermest bare røvsygt og kedeligt.
-hvad lærte du af pandemien? vil de så nok spørge om, imens de forventningsfulde vil kigge på mig, for at se min utrolige selvindsigt folde sig ud.
-ikke en skid, vil jeg så svare og drikke resten af min portvin, ikke en skid.
Og så vil jeg pege på flasken henne på skænken, hvor plejepersonalet har stillet den, for at begrænse mit indtag.
Den mest vakse af de unge studerende vil hente flasken og fylde mit glas op.
-det var bare ulideligt, grimt og forfærdelig at se folk blive syge, virksomheder gå op i røg og mærke hvor hurtigt folks sociale kompetencer skrumper ind, når de ikke bliver brugt. Det var ikke spor morsomt, styrkende eller udviklende. Det var bare trælst. Med joggingtøj på.
Og så vil jeg drikke resten af portvinen og falde i søvn midt i samtalen.
Og de to unge studerende vil stille liste ud, og på vejen hjem vil de overveje, om de kan bruge interviewet til deres opgave.
De vil være i tvivl om, der er kød nok på min fortælling.
Og de vil undre sig over, at jeg ikke kom med alle mulige spændende guldkorn og universelle indsigter, når jeg nu havde overlevet den store pandemi i 20’erne.
Men det er fordi, der ikke rigtigt er nogen indsigt.
Der er ingen guldkorn.
Det er bare været mørke og stueurets sagte tikken.
Og en ubeskrivelig kedsomhed.
xxx