Nå, men teløk!

Så har corona officiet blandet sig i vores liv i et helt år.

Som en anden irriterende grandfætter, har den skruet sig ind i alle sammenhænge. Familiefester, arbejde, juleaften, begravelser, konfirmation og alt det der imellem.

Som den der gæst, man ikke rigtigt gider at have med, men som man alligevel inviterer, fordi det giver alt for meget pangel, hvis man ikke gør.

Et helt år med corona på slæb.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg var blevet klogere.

At jeg ikke ville have været corona foruden.

At jeg har gravet dybt i mit indre, lært mig selv at kende og kommer ud på den anden side, som et nyt og bedre menneske.

Men det er bare ikke sket.

Jeg har kedet mig, været bange, optimistisk, pessimistisk, foldet en jahat og haft alvorlige samtaler med Gerda.

Jeg har strikket klarklude, lagt puslespil, stirret på de sociale medier, indtil mine øjenæbler blev tørre og fulgt intenst med i dagens coronakurver.

Jeg har siddet hjemme.

I et helt år.

Jeg arbejder ikke på et hospital eller i et supermarked, så min opgave under pandemien har været at dyppe mig selv i sprit, blive hjemme og holde mig i ro.

Så det har jeg gjort.

Låst Johnny Fisskarl inde i kælderen, og set dyreprogrammer med Dovnekurt.

I et helt år.

Og af respekt for dem der kæmper ved fronten, skal jeg nok fortsætte.

Hvis det er det, der gør en forskel.

Men når jeg sidder på et plejehjem om mange år, i en øreklapstol med et hæklet tæppe om benene og et glas portvin på det lille bord ved siden af, så kan det være, at jeg får besøg at nogle unge studerende.

De er måske ved at skrive afgangsprojekt, om dengang i 20’erne hvor den globale pandemi hærgede.

Og nu har de fundet mig.

En gammel krage på 121 år, en lille smule bimmelim af portvin og med et par gigantiske glimmer øreringe i ørerne.

De har sikkert forberedt en masse kloge spørgsmål, som de vil bruge til deres interview.

Også vil jeg lukke øjnene og tænke tilbage på dengang, vi alle sammen havde utroligt grimt hår.

Dengang vi sprittede alting af, gik med mundbind og så så mange dyreprogrammer i fjernsynet, at man til sidst troede, at den russiske los var med i huset sociale boble.

Dengang ens sociale liv døde fuldstændigt, hvor man kun forlod matriklen for at handle ind og husets eneste gæst var den mus, katten slæbte med hjem.

-var det spændende? vil de unge studerende nok spørge om.

-nej, det var det ikke, vil jeg så svare, det var naturligvis hårdt, særligt for dem der kæmpede i fronten, men for os, der bare skulle blive hjemme, var det allermest bare røvsygt og kedeligt.

-hvad lærte du af pandemien? vil de så nok spørge om, imens de forventningsfulde vil kigge på mig, for at se min utrolige selvindsigt folde sig ud.

-ikke en skid, vil jeg så svare og drikke resten af min portvin, ikke en skid.

Og så vil jeg pege på flasken henne på skænken, hvor plejepersonalet har stillet den, for at begrænse mit indtag.

Den mest vakse af de unge studerende vil hente flasken og fylde mit glas op.

-det var bare ulideligt, grimt og forfærdelig at se folk blive syge, virksomheder gå op i røg og mærke hvor hurtigt folks sociale kompetencer skrumper ind, når de ikke bliver brugt. Det var ikke spor morsomt, styrkende eller udviklende. Det var bare trælst. Med joggingtøj på.

Og så vil jeg drikke resten af portvinen og falde i søvn midt i samtalen.

Og de to unge studerende vil stille liste ud, og på vejen hjem vil de overveje, om de kan bruge interviewet til deres opgave.

De vil være i tvivl om, der er kød nok på min fortælling.

Og de vil undre sig over, at jeg ikke kom med alle mulige spændende guldkorn og universelle indsigter, når jeg nu havde overlevet den store pandemi i 20’erne.

Men det er fordi, der ikke rigtigt er nogen indsigt.

Der er ingen guldkorn.

Det er bare været mørke og stueurets sagte tikken.

Og en ubeskrivelig kedsomhed.

xxx

Coronafængsel

Coronaens uendelige, kedsommelige og drænende indtog i min hverdag har betydet, at jeg efterhånden har set ubeskriveligt mange røvsyge, programmer i fjernsynet.

I tusindvis.

Jeg ved godt, at man kan bruge de der streamingstjenester og vælge, hvad man gerne vil se.

Jeg har bare så svært ved at vælge.

Jeg synes, at det hele lyder lidt kedeligt.

Derfor ender vi altid med at se “alle katagorier” det meste aftenen.

Altså den der funktion, hvor der er oversigt over de programmer, man kan vælge.

Det er nok det, jeg ser mest.

Det er derfor sømanden har sørget for, at vi har den mindste pakke hos Skagen Antennelaug.

-når vi alligevel kun ser “alle katagorier”, så kan vi ligeså godt spare de 300 kr, meddelte han med vanlig økonomisk snu og afmeldte den mellemstore kanalpakke.

Så kom corona.

Så nu sidder vi der, og kan vælge imellem tre kanaler.

Og så er det, at man kommer ud i alle afkroge af billigt produceret fjernsyn.

Helt derude, hvor man pludselige ser et program, hvor folk stolt fremviser deres samling af fodboldtrøjer.

Opbevaret i en plasticboks, så de nemt kan medbringes i tilfælde af ildebrand.

Programmer, hvor opkørte folk med lommelygter i panden, sidder i forladte huse og venter på spøgelser, der aldrig kommer.

Programmer, hvor folk skal gætte alverdens revl og krat. Og det er ikke fordi, at quizdeltagerne har en særlig viden, eller spørgsmålene har et tema.

Det er bare tilfældigt gætteri på tilfældige spørgsmål.

Så kan de vinde noget, også har vi fræst den halve time af foran kukkassen.

Jeg kunne selvfølge bare streame en god film.

Det kunne jeg.

Men det gider jeg ikke.

Jeg vil underholdes af godt gammeldags flowtv, hvor jeg ikke skal tage stilling til hvad jeg vil se, men hvor der er en vis garanti for en vis kvalitet, hvor jeg måske bliver en lille smule klogere på et emne, som jeg ikke lige have interesseret mig for i forvejen.

Jeg  vil gerne udsættes for lidt almen dannelse.

Bare en lille smule.

Men det er store krav at stille, jeg ved det godt.

Jeg kunne selvfølge også bare slukke for fjerneren.

Det kunne jeg godt.

Give mig til at strikke, sy, brodere, læse en bog eller bygge et hønsehus.

Det kunne jeg godt.

Men nogle aftenener så vil jeg bare gerne ikke lave noget, og bare sidde der, med fødderne oppe og se noget fjernsyn.

Så indtil videre ser vi “alle kategorier”.

Og sommetider sker der det, at vi kommer til at snakke sammen.

Altså vores lille familie, samlet der foran husalteret.

Nogle gange griner vi også.

Eller står på hovedet efter tur, bare for at se om vi kan.

Nogle kan og andre kan ikke.

Imens står “alle katagorier” og  blinker på skærmen.

Ene og forladt.

For nogle gange er det bedste show, det vi selv laver.

xxx

Karantæne

Så sidder vi her.

Sammen med resten af Danmarks befolkning.

For vi er hverken sundhedspersonale, statsminister eller politibetjente her i huset. Vi er mere dem, der bare skal blive hjemme.

Så det gør vi.

Bliver hjemme i sofaen, hjemme på matriklen, arbejder ved spisebordet, kun afbrudt af strejftogter for at skaffe mad og gåture med passende afstand til andre mennesker.

Imens vi vasker hænder, vasker tøj, vasker samvittigheden og bekæmper trangen til at vaske andres mund med sæbe.

Og keder os.

For sømanden, som har et medfødt højt energiniveau, er situationen særligt presset.

-skal jeg sparke dine briller af med et cirkelspark, spurgte han optimistisk i formiddags, da jeg var ved at gøre badeværelset rent.

For sådan er det, når man er isoleret med familien, og der efterhånden ikkke er mere at fortælle, når selv de mindste oplevelse er gennemtygget, både forfra og bagfra, og der sådan set ikke er sket noget nyt den sidste uge.

Og man har støvsuget under sengen, bagt boller, hæklet en klarklud og set alle film om Hobitten.

Så er det, at man pludselig kommer i tanke om, alt det man kunne være blevet, hvis man havde holdt fast dengang, da man startede til karate, klaver, glaskunst og håndbold.

Og en akut trang til at finde den gamle tennisketsjer frem, begynde strikke, løbetræne og sylte tomater melder sig.

Men det bliver ikke rigtigt til noget alligevel, for dagene glider ind i hinanden, imens man lytter til nyhederne og tæller minutterne til næste måltid.

Sømanden sidder hårdt på snacks-kassen her i huset, og selvom jeg har prøvet med både sweettalk og løfter om tørre tæsk, så bliver der kun åbnet for chokoladeindkøb om fredagen.

-men vi har jo aftalt, at vi kun skal have fredagsslik om fredagen, siger han helt fortvivlet, når jeg skuffet og irriteret spejder efter chokolade i hans indkøbsnet.

Så imens vi venter på næste måltid, den næste kop kaffe og et nyt opslag på de sociale medier, er vi overladt til at underholde os selv.

Så er det, at man pludselig imiterer en flagermus, imens resten af familien optimistisk gætter på kænguru og grævling.

Så er det, at man byder stilheden med oplysningen om, at ens kollega har fået bananpandekager til morgenmad.

Så er det, at resten af familien synes, at det er en spændende nyhed.

Så er det, at man bliver uvenner med sin mor, fordi de har sagt i radioen, at man skal ringe til de gamle familiemedlemmer.

Så er det, at man har hæklet fire klarklude på en uge.

Og haft alvorlige samtaler om kattes sovestillinger, skænderier om hvorfor lighteren ikke er lagt på plads, kigget i gamle fotoalbums og overvejet at lave kunstige blomster af gamle æggebakker.

Påklædningen bliver mere og mere sjusket, håret vikles i en knold og de gode bh’er får lov til at vente. Makeuppen ligger ubrugt i skuffen, man opdager, at man går i uens sokker, bliver forskrækket over sit eget spejlbillede og ser små film på telefonen, om aber i Thailand, der sulter, fordi turisterne ikke længere kan fodre dem.

Så er det, vi rider stormen af.

Hjemme på matriklen.

Det er da det mindste, vi kan gøre, når nu de andre kæmper ved fronten.

Xxx