Sømanden har været på jagt.
I Netto.
Gennemrodet tilbudskurven og hjembragt en pakke kiks.
Sorte kiks.
Uden tvivl fancy, moderne og med et strejf af vesterhavssalt og tørret tang.
De smager præcis som så mange andre kiks.
Tørt og smuldrende.
Det er farven, der går mig på.
Det er muligt, at jeg ikke er den store gastronom, men sort mad gør mig altid lidt mistænksom.
Akkurat som den gang jeg havde forvildet mig på en cafe på “Black Friday”.
Inspireret af årets største shoppingdag havde cafeen valgt at tilbyde en sort burger.
Black burger, som de opfindsomt kaldte det.
Som fastboende nordjyde troede jeg først, at det var uden moms.
Lige lovligt friskt at trykke det på forsiden af menukortet.
Men det viste sig at være sort, sådan helt bogstaveligt.
Sort brød, sorte tomater, sorte løg og en tyk, elastisk sort sovs hældt ud over hele herligheden.
Det var et bekymrende syn.
Lignede lidt en mudderkage.
Men vi var ved frisk mod og greb bestikket.
Gik optimistiske til angreb.
Spiste med lukkede øjne, for at abstrahere fra det triste syn og lade smagsløgene bedømme oplevelsen.
Men det lykkedes ikke rigtigt.
Men der var point for opfindsomhed, innovation og gå-på-mod.
Og der findes jo ellers flere gode og kendet sorte madvarer.
Kaviar for et eksempel.
Tang rullet rundt om sushi.
Peber.
Lakrids.
Bortset fra, at lakridsmoden er ved et være en lille smule udkneppet.
I gamle dage var der lakrids i lakridskonfekt, lakridspiber og kong-fu-is.
Nu er der lakrids i alt.
Brød, salat, kød og fyldte chokolader.
Lakrids og så frysetørrede hindbær.
Det røde fnuller er jo drysset ud over enhver vandret flade.
Presset ned i glasur, proppet ned i chokolade og sølet ind i müsli.
Nogle gode mennesker har endda valgt at trække en tredje trendy spiller på banen, og har parret lakrids og frysetørret hindbær med en flødebolle.
Det skal jeg altså ikke bede om.
Så derfor var min overraskelse også stor, da sømanden hjembragte sutteis med lakrids og hindbær sidste sommer.
-dem skal vi prøve, meddelte han glad og masede kassen med sun-lollys ind i fryseren.
Jeg var ikke overbevist.
Indtil de var tilpas frosne og sømanden skar toppen af de trekantede is.
Han bød mig en.
Mopset besluttede jeg mig for at give den en chance.
Jeg blev omgående afhængig og går nu rundt og fadbyder dem til folk og fæ.
Har slæbt dem med på arbejde i en lille køletaske og presset dem ned i halsen på uskyldige kollegaer.
Den ene kunne ikke lide dem og den anden oplyste diplomatisk, at det nok ikke var hendes første valg.
Og sådan kan man jo blive overrasket.
For jeg stadigvæk træt af lakridspulver og frysetørrede hindbær.
Undtaget hvis det er frossent, åbenbart.
Så slubrer jeg det i mig.
xxx
