Forleden var jeg i Netto.
Fandt lidt forskellige ting, som jeg puttede i kurven.
Gik op til kassen, stillede mig i køen og ventede på, at det blev min tur.
Det var en travl dag, køerne var lange og folk havde tydeligvis helt ustyrligt travlt.
Stablede deres ting op på båndet og gik helt op i hælene på hinanden.
Pressede på, holdt øje med hinanden og ikke mindst kasse tre, der muligvis blev åbnet lige om lidt.
Så blev det min tur.
Jeg lagde pænt mine ting på transportbåndet og de bevægede sig ned mod ekspedienten, som begyndte at bippe tingene ind.
Det gik fint med salaten, håndsæben og shampooen.
Men så kom vi til en pakke med akryltusser.
Stregkoden drillede.
Ekspedienten forsøgte forskellige strategier. Variationen over afstanden, forskellige vinkler, hun rystede pakken lidt.
-nå, sagde hun så,- den vil ikke lige.
Hun kiggede lidt undskyldende op på mig.
Et forsigtigt smil.
Køen voksede.
Hun prøvede igen.
Det virkede ikke.
Så hang den lidt der, imens hun febrilsk ledte i et katalog.
Så skete det.
Imod min vilje.
Men dybt inde i min hjerne, kunne jeg mærke noget røre på sig.
Det startede ovre i højre side.
Som en lille svamp, der voksede på indersiden af hjernebarken.
Jeg kæmpede imod.
Forsøgte at skære den af ved roden.
Men jeg kunne mærke, at den voksede.
Groede derinde.
I et forsøg på at surre lasten fast, kneb jeg læberne hårdt sammen.
Holdt vejret.
Det sitrede i den ene kind.
Ekspedienten vendte en side i kataloget.
Den næste i køen rømmede sig irriteret.
Et par pensionister længere nede i køen blev urolige.
Så skete det.
Det var som en urkraft.
Uimodståelig.
Rullede ind som en bølge, der rejste sig i mit indre.
Pressede mine læber op og lagde sig på tungen.
Ordene formede sig selv.
Ud skulle de.
Ud kom de.
Jeg var magtesløs.
-nåe, kvækkede jeg, -så er den nok gratis, hæ-hæ!
Hun drejede hovedet og kiggede op på mig.
Lignede allermest en, der langsomt var ved at dø. Livskraften sivede langsomt ud af hende og hun så helt utroligt træt ud.
-ja,ha-ha.
Det lod vi så hænge i luften, imens hun vendte hun endnu en side i kataloget og fandt prisen.
-129, meddelte hun så.
Jeg betalte, pakke mine sager i tasken og forlod lidt skamfuld butikken.
Den næste i køen var straks superklar, og pensionisterne havde allerede nået at klage to gange.
Og jeg var flov.
Jeg ved simpelthen ikke, hvor det kom fra.
Tilsyneladende er der et sted, dybt inde i min hjerne, hvor far-jokes og onkel-vitser ligger på spring. Klar til at forfriske enhver stemning, lette humøret og lige få stemningen til at gå lidt lettere.
Men det gør de jo bare sjældent.
Det føles allermest som at træde i et stykke brugt tyggegummi på en varm sommerdag.
Det klistrer, trækker lange tråde og sidder som en irriterede plamage under skoen resten af dagen.
Og det er jo ikke engang sjovt.
Bare trættende og uinspirerende.
Og hun havde helt sikkert hørt den før.
Tusindmillioner gange.
Så undskyld.
Der var ikke med vanilje.
xxx