Jeg bor i Skagen.
Selvom det er en by, så er det en lille by, og naturen er helt bogstaveligt tæt på. Vi bor på en lukket vej, og alligvel, så har vi jævntligt vilde dyr i haven.
Det kan både være rådyr, mink, mår, pindsvin, egern, vilde småfugle og store måger, som faktisk larmer en del, når de trasker rundt på taget.
Vi har også fastboende solsorte, der starter dagen med at stirre ind ad køkkenvinduet, indtil der bliver udleveret æbler.
Rådyrerne kommer mest om nattten, de er tilsyneladende helt vilde med tulipaner, og kommer jævntligt forbi for at græsse dem ned.
Men en varm sommernat for et par år siden, havde jeg faktisk et besøg i haven, som bestemt ikke var et rådyr.
Sømanden var på de syv verdenshave, så jeg var alene hjemme med pigerne.
Nu er jeg mørkeræd og ikke specielt modig om natten, men det var det sommer, og det var varmt, og jeg har sådan en haps på terrassedøren i soveværelset, som gør at døren er låst, selvom den står på klem.
Jeg vågende midt om natten, ved en insisterende pusten og stønnen ude på terrassen.
Der var en rumsteren og en stønnen, og man kunne fristes til at tro, at der stod en mand og rykkede sig i banditten derude på terrassen.
Nu har min fantasi aldrig fejlet noget, så jeg digtede straks en historie om, at det var en undvegen straffefange, som stod og lurede på, hvordan han kunne bryde ind og få påbegyndt sit blodige voldsorgie.
Sveden drev ned af ryggen og øjnene var helt spilet op i mørket, imens jeg febrilsk fik fundet min mobil på natbordet og trykket sømandens nummer.
Imens den ringede, fik jeg sammenstykket traileren til den kommende film bygget på virkelige begivenheder.
Pludselig fortrød jeg, at jeg havde ringet til sømanden.
Hvad nu; hvis vi blev myrdet, imens telefonlinien var åben, så kunne han bare sidde der ude i styrhuset og lytte, imens hans kone og børn blev tortureret ihjel af en blodtørstig psykopat.
Mine tanker blev dog afbrudt af sømanden, der irriteret havde råbt hallo gentagne gange i telefonen.
Mig: Heeeyjj…
Sømanden( dybt bekymret) : Hvad er der ?
Mig: Der en en ude på terrassen…
Sømanden: Hvorfor tror du det ?
Mig (lidt irriteret over, at sømanden ikke gik i panik med det samme): Jeg kan høre, en der puster og stønner helt vildt!
Sømanden: okay..
Mig( nu med klynkestemme): Det er altså rigtigt..
Sømanden: Prøv at holde telefonen hen til døren, så jeg kan høre det!
Her blev jeg lidt irriteret over, at sømanden ikke troede på mig med det sammen, men jeg var også ivrig efter at bevise hvor farligt det hele var. Så jeg holdt telefonen ud i strakt arm, stak telefonen ud af døråbningen, imens jeg vendte hovedet bort.
Jeg havde også lukket øjnene!
Der var en intens stønnen på terrassen og en intens lytten i telefonen.
Efter noget, der føltes som livstid, tog jeg telefonen op til øret.
Mig( åndeløs af spænding) : Kunne du høre det?
Sømanden: Det er et pindsvin!
Efter lidt debatteren frem og tilbage, og en episode, hvor sømanden tvang mig til at sige som en slange ud igennem dørsprækken, hvilket fik pindsvinets til at tie og lytte, måtte jeg overgive mig, og give sømanden ret.
Et pindsvin.
Det er det vildeste antiklimaks jeg nogensinde har haft.
Ever!
Siden dengang har vi tit mødt pindsvinet, når det går sin haverunde og under højtlydt snøfteri og stønnen guffer snegle og andet kryb.
– og hvis jeg bliver vækket om natten ved lidt pusten og stønnen fra terrassen, så ved jeg nu; at det ikke nødvendigvis er en moderisk voldsforbryder, men at det kan være et pindsvin på sneglejagt.
xxx