Politiskukorrekt – Laura Bork

Sådan spiller klaveret

Har jeres børn nogensinde gået til musikundervisning?

Klaver for et eksempel?

Eller violin?

Kor?

Mine tøser gik både til klaver og kor.

Og de øvede sig tappert på klaveret hjemme i stuen.

Skalaer og små melodier.

Mødte troligt op i musikskolen på ugentlig basis.

Der var koncert to gange om året i musikskolen.

Forår og efterår.

Plus det løse.

Julekoncerter og sådan.

Så sad der en hel masse forældre og bedsteforældre på rad og række, for at høre noget, der lød som den samme melodi spillet om og om igen, i forskelligt tempo, toneart og varieret indlevelse af børn og voksne i alle aldre.

Og man klappede og smilede opmuntrende til børnene, der med sommerfugle i maven trådte op på scenen, imens de kiggede nervøst på publikum og knugede “Klaver for begyndere” i de små varme barnehænder.

Man måtte ikke gå, når ens eget barn var færdigt med at optræde. Det var fejt, for så var der ikke rigtigt noget publikum til de sidste musikanter.

Sådan var reglen, men for at holde på masserne, så blandede de kortene.

Mixede indskolingen med talentholdet, og tilsatte de voksne musikskoleelever, der også gerne ville optræde.

Sådan en oktober aften kunne godt føles lidt lang.

Stolene var hårde, og de havde ikke alkoholbevilling.

Til gengæld var der tørre småkager i pausen, og dem der kom først, var heldige og kunne hapse de tre eneste med chokoladebund.

Til at skylle småkagerne ned med, var der en flaske sodavand til 5 kr.

En enkelt gang var der muffins.

Og så smalltalkede man lidt med de andre forældre, og sagde nej til ens egne børn, når de spurgte, om vi ikke nok kunne køre hjem, for de andre klaverelever var allerede smuttet.

Man forklarede pædagogisk og tålmodigt om fællesskabet og om at bakke hinanden om, og følte sig som en katolsk helgen uden på og en asocial skid indeni, imens man tænkte med længsel på sin sofa og det uforpligtende fjernsyns flimmer.

Så var pausen slut og ungerne blev kaldt til orden og man traskede lidt modløs hen til sin plads, og spekulerede på, hvor mange numre der mon var tilbage.

En del, viste det sig, og man lyttede og klappede tålmodigt.

For det er jo fantastisk, at børn og unge interessere sig for musik, gider at øve sig, og har mod på at optræde.

Det kunne bare godt blive til mange gange på et skoleår.

Rigtigt meget klaver og trompet.

Og et år var der en virkelig stor koncert i den lokale sportshal.

Der var dækket op med papirsdug og grankogler. Der var et forhæng på scenen og man kunne købe hjemmebagt kage med tyk hvid glasur serveret på bløde paptallerkner.

Kaffe i lange baner og dæmpet belysning.

Det var en spændende festaften og for at oppe gamet, havde de hevet kavaleriet ind.

Voksenkorene.

Der var tre kategorier og hierarkiet var uudtalt, men helt gennemsigtigt.

Koret med optagelsesprøven, koret for dem der ikke bestod optagelsesprøven og koret for dem, der var lidt i tvivl om, hvilken dag det var.

Det sidste kor var absolut det bedste.

Og det er muligt, at de to andre kor sang bedre, var teknisk dygtigere og engang havde været i fjernsynet, men til gengæld havde det sidste kor ikke rigtigt fået øvet sig. For vinteren havde meldt sin ankomst, vejene var glatte og ikke alle havde været i besiddelse af pigsko, og derfor havde der været en del afbud til øveaftenerne.

Så de havde valgt at rappe.

Det er en af de bedste koncerter, som jeg har været til i mit liv.

Fordi jeg er vild med, når folk bare gør det.

Når man går til kor, fordi det er fucking fedt at synge.

Når man synger af hjertes lyst, og måske ikke lige opdager, hvor langt de andre er i teksten.

Men man er nået en alder og et livsmål, hvor man er ligeglad. Man vil bare gerne synge, gå til kor og have en grund til at komme ud af døren tirsdag aften.

Hvis man altså har husket at købe pigsko.

Jeg lavede en pagt med en af de andre mødre den aften.

Når vi bliver gamle nok, så vil vi også gå til det kor.

Vi håber, at de har portvin.

Ellers må vi selv tage det med.

Og let’s face it; jeg synger pivfalsk og får aldrig muligheden for at blive optaget i det alvorlige kor, men det gør ikke noget.

Man kan ikke være god til det hele, men man kan gå derhen, hvor man gerne vil være.

Og jeg vil gerne være det sjove sted.

xxx

Nytår

-se, sagde jeg til sømanden og pegede på bordet.

-jae, svarede han tøvende, tydeligvis lidt i tvivl om, hvad det var han skulle se.

Jeg besluttede mig for at hjælpe ham lidt på vej.

-er det ikke fint pyntet?

-jo, hold da op, sagde han med sit mest venlige ansigt, tydeligvis imponerende uinteresseret i glimmer og serpentiner.

Men glad, fordi konen var glad.

Jeg har dækket op til tre.

Mig, sømanden og den yngste af tøserne, som forlader os senere på aftenen for at deltage i en anden fest.

Så er det mig, sømanden, fjernsynet og kransekagen.

Og dronningen.

Vores allesammens mor, som sømanden kalder hende.

Vi har holdt nytår på mange måder.

Alene, sammen med andre, i små hold og store grupper.

Vi har ikke rigtigt nogen fast tradition, bortset fra min insisteren på kransekage.

Sommetider har sømanden vagt, sommetider ikke.

Den eneste tilbagevendende tradition er folks høflige og omsorgsfulde venlighed, når man oplyser, at vi skal være alene nytårsaften.

-åh, siger de så og har tydeligvis fortrudt, at de spurgte, -det er da sikkert også hyggeligt.

For det der med familiejul og nytårsfester er jo forbundet med en vis social status.

En målepind for din sociale succes.

At kunne lægge billeder op på sociale medier, fine veldækkede borde med mange tallerkner og snabel-a’er med navne på de kommende gæster.

Nytår med de bedste.

Og det er jo dejligt og hyggeligt med selskab og gæster. Skønt at folk glæder sig.

Men det er jo sjældent, at folk deler billeder af en alene jul eller et solo nytår.

Heller ikke selvom det er selvvalgt.

Nu er alenehed og ensomhed ikke det samme, men de bliver tit forvekslet og blandet sammen, og begge dele får folk til at træde et skridt tilbage.

Men det kan faktisk også være rigtigt rart at holde nytår og jul i al fredsommelighed.

Så det gør vi i år.

Sømanden er ved at putte en steg ovnen og har lige vist mig et fad ristede pinjekerner, hvilket tydeligvis var betydeligt mere imponerende end det pyntede spisebord.

Gadens unger fyrer festligt krudt af, mørket er ved at falde på og katten er gået i hi.

Også vil jeg bare benytte lejligheden til at takke jer, der følger med herinde.

Jeg ved faktisk ikke rigtigt hvor mange I er, for jeg kan ikke finde ud af at aktivere en åndsforladt google-funktion, der kan tælle antal besøgende på hjemmesiden.

Til gengæld kan man jo se tilbage på et år, hvor vi endelige begyndte at få styr på corona og kunne bevæge os udenfor matriklen uden mundbind og håndsprit.

Mulighederne har budt sig til og vi har da både været i Berlin, København og på Rømø.

Og i Århus, hvor skolelæreren og jeg pludselig befandt os i den forkerte kørselsretning på en ensrettet gade.

Lettere paniske og temmeligt forvirrede.

-hvad gør vi nu? Spurgte hun og knugede rettet, imens mødre hev deres børn i land og bilen kantede sig forbi de runde cafeborde.

-kør, bare kør, svarede jeg med blikket fastlåst på horisonten.

Så det gjorde vi.

Kørte og følte os meget nordjyske i storbyen.

Men vi var på tur.

Så modsat sidste nytår, hvor hele familien var isoleret med corona, så vil jeg nyde at se ind i 2023 uden restriktioner og afstandsregler.

Jeg vil melde mig til ting, deltage i ting og tage på tur.

Fordi jeg kan.

Og jeg er allerede i gang.

Jeg er nemlig tilmeldt en uge højskole i korstingsbroderi i Tyskland.

Det bliver famne fedt.

Og sjovt.

xxx

Gang i løjerne

Så kom sømanden og jeg til at rode os ud i en partileder-debat.

Helt blåøjede og lidt naive havde vi tændt for fjernsynet i håbet om lidt uforpligtende underholdning.

Smækket benene op og tændt et par stearinlys.

Mærkelig nok var der ikke en hysterisk kendisquiz på plakaten, det fylder jo ellers efterhånden stor procentdel af sendefladen.

Der var heller ikke håndbold.

Til gengæld var der optakt til partilederdebat.

Den røde løber var rullet ud, og eksperter udtalte sig om løst og fast.

Programmet var ikke rigtigt gået i gang endnu, det var sådan mere programmet om programmet.

For lige at sætte stemningen.

Det mindede lidt om et set up til en større sportsbegivenhed.

Journalisterne spillede hele tiden hinanden gode, og sagde ting som: -tilbage til dig, eller -hvordan går det ude foran?

Også skiftede vi ellers lokation.

Og partilederne driblede ind på den røde løber med passende mellemrum.

Imponerende mange partiledere faktisk.

14 styks.

Jeg vidste ikke lige, at der var så mange.

Velsmurte, velformulerede, velfriserede og klar til kamp.

Der var også et par tidligere partiledere backstage, der udtalte sig om, hvordan man forberedte sig til sådan en kamp.

Så var det en af eksperterne fik lidt mikrofontid.

Og forklarede, at med 14 partier, så ville det sandsynligvis blive en regering sammensat af mange forskellige partier, holdninger og fokuspunkter.

Hun gav den kommende regering to år, så ville der sandsynligvis blive udskrevet valg igen.

Og igen.

Så skiftede vi kanal.

Tanken om mistillidsvotum, afgående statsministre, sure oppositioner og medier fyldt af valglir gav mig simpelthen helt utroligt lange løg.

Vi så “Unge Mose” i stedet for.

Der blev myrdet 4 personer indenfor 48 timer i en lille engelsk landsby med tilhørende nudistlejr.

På en eller anden måde virkede det mere virkelighedsnært og vedkomne end 14 voksne mennesker med hvæssede kløer og knivskarpe oneliners.

Og fotoshoppede valgplakater med friske slogans.

Mere af det, mindre af noget andet, veganer, landbrug og ældre eller børnefamilier.

En enkelt kandidat havde bare valgt at skrive: [indsæt valgfri tekst]

På en eller anden måde, synes han alligevel at have fanget grundstemningen i dette valg.

Men jeg har allerede glemt, hvem han var, og hvilket parti han stillede op for.

For det hele flyder lidt sammen og dagens mest interessante nyhed var alligevel, at det parti der har krævet valget udskrevet, måske ender under spærregrænsen.

Hovmod står for fald, fristes man til at tænke, og samtidigt er jeg fuld af beundring over dem har overskud til stille op på øretævernes holdeplads.

Som er klar til at få vasket deres undertøj offentligt, sætte alt på spil og kaste sig ind i kampen.

Så er det jo alligevel lidt nemmere og en lille smule gratis at se en seriemorder slå sig løs i en lille engelsk landsby.

xxx

Kender du det..

Jeg følger Leonora Christine Skov på instagram.

En dygtigt, stærk og beundringsværdig kvinde, der forleden skrev følgende:

“Kender du det med at udvælge dig mennesker, der ikke særligt godt kan lide dig, og forsøger at overbevise dem om, at du er okay?”

Citatet ramte mig som en hammer, og har blinket som et neonskilt i panden på mig, lige siden jeg læste det.

For det rammer lige ned i mit liv.

Al den energi jeg har brugt i forsøget på at overbevise tidligere kollegaer, familiemedlemmer eller andre der har krydset min vej, om at jeg er god nok.

I håbet om, at så jeg ville være god nok til dem.

Jeg ville bare så gerne være med, inviteres til festen, have del i hemmelighederne, være en del af fællesskabet.

I mange år har jeg så arbejdet ud fra den tese, at det handlede om dårligt selvværd, og guderne skal vide, at jeg også har gennempløjet alverdens selvhjælpsbøger, for at arbejde med mit selvværd, for at blive anerkendt, set og mærket.

Teorien er så, at anerkendelse skal komme fra mig selv, indefra. Jeg skal forstå, at jeg er god nok som jeg er, blot fordi jeg er!

Det står på første side i alle selvhjælpsbøgerne.

Sommertider er der også skemaer der skal udfyldes, eller små cases der skal tænkes over.

Og guderne skal vide, at jeg da både har udfyldt skemaer og spekuleret over cases, til jeg var både gul og blå.

Det har ikke hjulpet en skid.

– for som en klog person på et tidspunkt sagde til mig, så kommer anerkendelsen fra andre først, når vi ikke længere har brug for den.

Når man er et frit menneske, som ikke længere higer efter at blive inviteret med til festen.

Så kommer indbydelserne flyvende ind ad døren.

Det er en mærkelig regel, men sådan er det!

Lidt ligesom, hvis du ikke kan lide katte, så er det helt sikkert, at enhver kat elsker dig.

Ubetinget.

Og hvordan kan jeg så komme derhen, hvor jeg ikke længere har brug for andres anerkendelse. Men hviler i min egen?

Det er som et kort, af den gammeldags slags, hvor veje, stier og jernbanespor, rodes sammen i noget, der mest af alt minder om spaghetti på en lysegrøn tallerken.

Hvilken vej skal man vælge, hvilket spor skal man følge og fører alle vej til Rom, og er det der jeg gerne vil hen?

“Det som du ikke har fået, skal du give dig selv” – for der er ikke andre der kommer forbi og fylder dit indre op. Barndommen er forbi, løbet er kørt, og det er på tide at lukke hullerne og bygge et nyt fundament.

Så istedet for at vente på indbydelser til fester og indvielser i hemmeligheder, så må man jo skabe sine egne hemmeligheder, sine egne fester.

Men så var det, at jeg opdagede, at det ikke altid handler et dårligt selvværd, og personlig udvikling. Men ind imellem så støder man bare på folk, som ikke vil.

De har bare besluttet, at man ikke må være med.

Måske er det fordi, at ens mor fyrede deres mor engang i 80’erne, måske fordi man har de pæneste ben, måske fordi man er en trussel for deres eget selvbillede, måske er grunden så dybt begravet, at de ikke selv kan huske den længere.

Og uanset hvor sød du er, uanset hvor meget du griner af deres vittigheder, hjælper dem i pressede situationer og beundre deres frisure, så vil de dig ikke.

Men det gør faktisk ikke noget.

For der er masser af andre mennesker derude.

Som gerne vil.

Som griner af ens vittigheder, som smiler når man kommer ind af døren, som roser når det går godt, og som griber en, når der går skidt. Hvor relationen, kærligheden og omsorgen går begge veje, og bygger op i stedet for at rive ned.

Så næste gang usikkerheden, utrygheden og det dårlige selvværd banker på, så overvej lige, hvem der har fulgt det hen til døren.

Og man behøver ikke altid at lukke andre mennesker ind, og er de kommet indenfor døren, så må man faktisk godt følge dem ud, – og skifte låsen!

xxx

Hot silver fox

Uhh, jeg glæder mig til at sømanden får gråt hår.

Jeg forestiller mig; sådan lidt grå stænk i siderne og i skægget.

En hot silver fox.

Har faktisk set en hårvoks til mænd, som giver et sølv-gråt skær, der lige lægger ti år til alderen.

Og jeg kan lide det.

Jeg kan godt lide alderdom, visdom, erfaring og modenhed.

Vi lever i et samfund, hvor vi, som Johnny Madsen har udtrykt det, bruger en masse energi på at blive så gamle som muligt, og en masse energi på at se så unge ud som muligt.

Det er da mærkeligt!

Vi forsager cigaretter, alkohol, kager, fed mad, lykken ved at gå alt for sent i seng, og det komplet meningsløse, men også fantastiske, ved at drive en søndag væk på sofaen, iført grimt hår og uens sokker.

Alt det bytter vi ud med bjerge af motion, ( jeg føler mig sommetider som den eneste i hele verden, der ikke har ordnet mindst to maratonløb og en ironman, inden jeg blev fyrre), sund kost, grønne juicer der smager af hø og en jahat presset så stramt ned om ørene, at man slet ikke kan mærke, hvor kedeligt det i virkeligheden er.

For vi skal nemlig blive så gamle som muligt. Gerne hundrede år, og i super fysik form.

Det eneste vi ikke må, og det er supervigtigt, – vi må ikke se gamle ud!

Der bliver indtaget tonsvis af vitaminer og kosttilskud, gået til diverse behandlinger, smurt cremer overalt og børster med stive hår køres koncentreret i urets retning. Løs hud klippes af, og hver en sprække og revne spartles ud med plastic.

Og jeg vil da give Johnny Madsen ret.

Det er da underligt.

Når man runder de halvtreds, i superform, sund og helt oppe at ringe på en aktiv livstil, så er det åbenbart forfærdeligt at ligne en på halvtreds!

Og kendisser fortæller vidt og bredt om at forbygge rynker, at fylde ansigtet med botox og andre gode sager, INDEN rynkerne indfinder sig!

Jeg synes bare, at de får sådan et underligt hævet ansigt.

Bevares, der er ikke en rynke, og det er et frit land vi lever i, men jeg kommer bare til at tænke på en tøjdukke, der er stoppet lidt for hårdt med pladevat.

Så kan jeg altså bedre lide en rynke eller to.

Eller tusind.

Mennesker smiler, græder, ler, sørger, griner til de får ondt i maven, er syge, har feber, bliver skuffede, vrede, glade, lykkelige og forelskede.

Alt muligt.

Og det sætter spor i ansigtet.

Og jeg kan lide det.

Jeg køber præmissen om, at vi skal leve et sundt og aktivt liv, og det er da ikke skide smart at ryge en pakke smøger om dagen, ligesom indtaget af alkohol og kage godt kan begrænses. Og jeg er en ubestridt tilhænger af menneskets frie valg, og har også forståelse for, at man kan få lyst til at ændre på noget, som man er ked af.

Men jeg fatter satme ikke, at det skal være fedt at ligne en på 23, når man er 52.

Verden er fuld af dejlige, smukke og lækre mennesker på 23, og den er altså også fuld af dejlige, smukke og lækre mennesker på 52.

Gråt hår, alderdom, erfaring og viden er da fedt. Samtalerne udvider sig, prioriteterne ændre sig og nye perspektiver og indfaldsvinkler kommer til.

Og det må da gerne kunne ses.

xxx

Skomageren

For nogle år siden, havde jeg brug for en skomager.

Det drejede sig om lidt reparationer og blokning af flere par sko.

Jeg havde forsøgt at få skoene lavet lokalt, men blev afvist i de lokale skobutikker, da skoene ikke var købt hos dem. Så gik jeg på jagt efter en uafhængig skomager, med håndværket i orden.

Stor var lykken, da jeg blev tippet om en faglært skomager med egen forretning i en nærliggende provinsby.

Skoene blev pakket, pigerne og jeg hoppede i bilen og drønede afsted for at finde skomagerens værksted.

Vel ankommet valgte pigerne at gå i nogle andre butikker, imens jeg lige smuttede ind til skomageren.

En operation, som jeg forventede ville tage omkring 30 sekunder.

Jeg blev klogere.

Butikken lå under gadeplan, så man skulle gå nogle trin ned af en gammel betontrappen, af den slags med revner i betonen og med et bøjet og ustabilt vandrør som gelænder. Da jeg åbnede døren, var der en lille messingklokke der bekendtgjorde min ankomst.

Rummet var dunkelt, væggene gulbrune og disken var ældgammel og slidt af daglig brug og hårdt arbejde. Til venstre for døren var der hylder langs væggene, hvor de indleverede sko stod på række, klar til at blive fixet og afhentet.

Til højre i rummet, på den anden side af disken, åbenbarede skomagerens værksted sig. Et lille kældervindue med forlængst aftjente gardiner kastede firkanter af lys på arbejdsbordet, hvor værktøj, maskiner, læder, ufærdige sko, dimser og dingenoter lå i et organiseret kaos. Et rum, som emmede arbejdsomhed og håndværk og som samtidigt ledte tankerne hen på 70’ernes brune værtshuse i det indre København.

Et forhæng bevægede sig bagerst i lokalet, og en mager gråskægget mand, iklædt et patineret læderforklæde, kom ind i rummet.

Det var skomageren.

Efter lidt snak frem og tilbage, blev vi enige om, at det var bedst, hvis jeg tog skoene på, så han med kridt kunne markere helt præcist hvor skoene skulle blokkes.

Punktblokking, kaldte han det.

Skånsomt og effektivt.

Så jeg hoppede glad i mine røde Lola Ramona sko, og skomageren lagde sig på knæ foran mine fødder.

Her bliver jeg lige nødt til at indskyde, at jeg havde kjole på.

Da skomageren var ved at lave skridtstreger på mine sko, valgte han så, midt under seancen, at strække halsen, dreje hovedet og kigge op under min kjole.

Jeg nåede lige at tænke:”Ej, gjorde han lige det..?”

– også trak han hovedet til sig, kiggede op på mig og sagde: “Hmmm… jeg elsker damer!”

Her tænkte jeg, at tingene var ved at udvikle sig i en lidt mærkelig retning, og havde allermest lyst til at smutte. Men de fleste af mine sko var allerede på den anden side af disken, og de tydeligvis ikke tilgængelige længere, så derfor skyndte jeg mig at få afsluttet aftalen og lagde hånden på dørhåndtaget for at forlade butikken.

Skomageren kiggede helt roligt på mig og sagde: “Du må ikke gå!”

Lidt forundret, men alligevel rimeligt fattet, fik jeg sagt: ” Nåee.. men jeg skal hente mine pigerne nu, og så kommer jeg jo efter skoene i næste uge!”

Her gjorde jeg lige et indre notat om, at jeg ikke skulle komme alene ugen efter.

Så er det, at skomager leverede følgende replik:

“Hvis du skal handle med mig, så kræver det, at jeg lærer dig at kende, så derfor skal du blive og snakke med mig i mindst 5 minutter!”

En anelse forvirret og en hel del utryg ved den udmelding, valgte jeg at tøve med hånden på dørhåndtaget.

Hvis jeg gik nu, ville jeg så aldrig se mine sko igen?

“Jamen, hvad skal vi da snakke om?” Spurgte jeg forundret.

“Jeg kan se, at du har en tattovering på armen, så vi kan jo for eksempel snakke om tattoveringer”, erklærede skomageren og bekendtgjorde, at han elskede tatoveringer.

En meget passioneret mand, ham skomageren.

Han var åbenbart glad ved mange ting. Damer, tattoveringer og sådan.

Her begyndte ham så at rulle skjorteærmet op, for at vise mig hans tattovering.

Skomagerforeningens logo.

Jeg forgav interesse og nikkede tilpas imponeret.

Således opmuntret valgte så han at betro mig, at han havde endnu en tattovering.

På et privat sted!

– men ikke desto mindre et sted, som han havde glæde af flere gange om dagen.

På dette tidspunkt, var det somom mine sanser blev skarpere og min hjerne begyndte at tænke i flugtveje.

“Jeg har selv lavet den!”

Betroelserne ville åbenbart ingen ende tage.

” Ja, jeg skal famne ikke have en anden mand til at røre ved min pik, så derfor lavede jeg den selv.”

Samtalen havde på dette tidspunkt udviklet sig til en monolog, for jeg kunne simpelthen ikke komme i tanke om et passende svar.

” Ja, den blev ærlig talt ikke særligt pæn, den tattovering, så tilsidst fandt jeg en kvindelig tattovør, og hun måtte gerne røre!”

Det sidste blev afleveret med et sjoflet grin og en inviterende vippen med øjenbrynene.

Jeg svarende med et høfligt:”Nåe.. okay” – og gjorde endnu engang antaster til at forlade butikken.

Så kiggede skomager helt roligt på mig og sagde:

“Du må ikke gå endnu, du skal blive her!”

Inden jeg kunne nå at svare, blev jeg helt bogstaveligt talt reddet af klokken, som bimlede, fordi en ældre dame med alpehue og indkøbstasker mosede ind i butikken.

Den nyankomne gav mig en mulighed for at smutte, og da jeg efterfølgende skulle hente mine sko, tog jeg en veninde med. I den anledning lykkedes det ham så at befamle min veninde på brysterne, inden vi tilsidst fik udleveret mine sko.

Så nu blokker jeg mine sko i ovnen, 50 grader i 10 minutter, trækker i tykke sokker og går rundt i skoene til de bliver kolde. Og hvis det ikke er nok, så får de lige lidt velplaceret varm luft med føntørren.

Ej-det-kan-man-altså-ikke!

Jeg har store bryster.

Det er ingen hemmelighed, og heller ikke rigtigt noget jeg kan skjule.

De er med mig hver dag, altid.

Jeg mærker dem når jeg går, danser, gør rent og skal dreje med rattet i bilen. Det er svært at stå på hovedet, uden at få sløret synfeltet.

Det er mig og en del af mig.

Egentlig burde det være en privat sag, og mit problem hvordan jeg håndterer det, men en stor buste, som min mors faster kaldte det, er altid med i synfeltet.

Jeg kan ikke trække dem ind, men til gengæld kan jeg trække dem op!

Det gør jeg så engang imellem, når jeg har tøj på, der passer til det og når jeg har lyst til at være nedringet.

Så er det, at jeg nogen gange rammer ind i “Ej-det-kan-man-altså-ikke-reglen!”

“Hvis man har store bryster, så kan man ikke være alt for nedringet, det er simpelthen bare for meget.”

“Så er man ihvertfald selv uden om det, hvis mænd glor og man ikke bliver taget alvorligt.”

“Hun havde patterne hejst helt op under hagen og klaskede dem lige i synet på ham!”

– er finker der godt kan ryge af bordet, når kvinder skal stive deres selvtillid af ved at hakke på andre.

Jeg har taget imod mange verbale lussinger fra indtørrede og snerpede kvinder, som har følt konkurrencen presse og mændenes opmærksomhed vandre.

Spidse bemærkninger til julefrokoster, hjælpsom belærende vejledning dagen efter julefrokoster, og nedladende og direkte ondskabsfulde kommentarer fra både venner, kollegaer og fuldstændig fremmede mennesker, som mente de havde ret til, fuldstændig uden blusel, at kommentere og belære mig om korrekt påklædning.

Jeg havde engang en veninde, som foreslog at jeg skulle få mine bryster fjernet. I det hele taget var der mange ting, hun mente jeg skulle lave om. Så fik jeg hende fjernet fra mit liv, og det fjernede faktisk en del andre problemer, men det er en helt anden snak.

Er mine store bryster et problem?

Næh, ikke for mig ihvertfald.

Nogen gange, så har jeg en stram nedringet trøje på og nogen gange en tyk, løs, varm sweater.

Det bestemmer jeg nemlig lige selv!

Min krop, mine behov, min lyst.

Det har kostet venskaber, indbydelser til selskaber, givet social isolation og medfødt utallige bitre, mavesure opstød fra tøjpolitiet og moralens vogtere.

Og hvor er det egentligt synd for dem. At deres synsfelt og tolerancetærskel er så indsnævret. At der er så lidt man må, så meget tøj der dømmes ude og så meget energi, der spenderes på at klemme det hele ned i en bestemt kasse.

Og her står jeg, med min bryster, der helst skulle opereres mindre, eller i det mindste indfanges af en blød bh, der gør dem aflange og flade, så usynlige som muligt.

Her står jeg.

– og jeg klæder mig famne som jeg har lyst til!

Regler og idealer

Igår var jeg i en situation, hvor jeg skulle oplyse min alder.

Det fik mig til at tænke lidt.

I første omgang, fordi jeg helt ærligt ikke kunne huske det præcise antal år. Efter jeg har rundet de fyrre, så er det blevet mere flydende og diffust, ligegyldigt og abstrakt, men jeg kunne da heldigvis huske mit fødselsår og regnede mig frem til resultatet.

Jeg er 43 år.

– har lige måtte regne efter engang til, da jeg allerede har glemt resultatet fra igår.

Hvad betyder det så?

– ikke en skid, hvis du spørger mig!

Der er nok mange, der vil mene, at vi lever med ungdomsfikseret skønhedsideal, hvor du skal være mager som en strikkepind, max. 16 somre, med store glugøjne og læber der ser som ud somom du er på vej til et anafylaktisk chok efter et bistik.

Det kan man bruge en masse energi, penge og snapchatfiltre på at efterligne.

Men det er bare det, at det er jeg både for doven og for nærig til.

Istedet for, så samler jeg på nogle andre idealer.

Man må nemlig godt selv vælge sine idealer, sine forbilleder.

Jeg samler på kvinder som tør, kan og vil.

Kvinder som skider på de tøjregler, der blev opfundet af to hysteriske kvinder i et populært overgearet make-over -program, som huserede i fjerneren omkring 2010.

Jeg husker endnu med gru, da programmet kom til Danmark, og de to værtinder drønede rundt i gaderne for at finde dem med det grimmeste tøj.

De arme kvinder blev så trukket ind i et studie, tøjet blev flået af dem og alt, incl. undertøjet blev udskiftet for rullende kamera. Ny frisure, ny makeup i et snuptag, hvorefter offeret blev skubbet ind på en scene foran familie og venner, som gerne skulle begynde at græde af ren lykke.

Briller var et No-go, så dårligt seende klienter stod der i spotlightet og missede med øjnene og knugede deres briller i hånden, ude af stand til at se sig selv eksponeret på det kæmpestore lærred.

De to værtinder var fulde af overskud og gode intentioner, og spredte glæde, støttebh’er og gode råd udover skærmen. Happy days.

Men der var også noget samlebånd, ensretning og falden til patten stemning over programmet.

Hvad nu hvis man kan lide tøj, der ikke nødvendigvis er superklædeligt?

Hvis man har en tyk mave, og godt kan lide stramme bluser?

Har en stor barm og gerne vil være nedringet?

Hvad nu, hvis man har “lår i skoene” og elsker at gå i lårkort?

Hvis man er gammel, rynket og i bingoalderen, men har allermest lyst til at skide det hele et stykke og lave en lilla hat ud af et pudevår og 21 elastikker?

Hvor går man hen for at finde idealer og forbilleder, der ikke følger de fastlagte regler, men bare giver den gas og tager det på de har lyst til?

Her er Instagram er en mulighed.

Der kan man finde kvinder, som går andre veje.

Stærke, vidunderlige og seje kvinder, der viser billeder af dem selv og deres kroppe.

Overvægtige kvinder i bikini.

Ældre kvinder i stramme pink bukser.

Folk med hatte og festlige briller.

Kvinder på den anden side af 90, i fuld makeup og knaldrøde negle.

Folk, som klær sig anderledes, som tør, vil og kan.

Kvinder som bryder tabuer, ignorer janteloven og giver den gas, uanset alder, vægt, størrelse, rynker og fordømmende blikke fra jantelovskneppere.

—

De kvinder, – og mænd, er mine idealer.

Det er der, hvor jeg søger inspiration og åbner døren ud imod en verden, hvor reglerne brydes og man kan sætte sin hat som man vil.

Her er et par hurtige foreslag til interessante instagramprofiler:

Advancedstyle

tessholliday

lauranloveserik

diablorose

fullerfigurefullerbust

dittepip

bodyposipanda

Bare for at nævne et par stykker…

xxx

Slankekur i januar og alt det der…

Januar står for døren og tiden er inde til restriktioner og en intens gruen for bikinisæsonen. Så skal der laves sund mad, meldes ind i fitnesscenter, steppes på badevægten og købes tøj i størrelse “det-passer-når-jeg-har-tabt-mig”! Ugebladene flyder over af slankekure og motionscentrene tilbyder vægttabsforløb, med inspirerede foredrag og fedtmåling.

Og det er jo synligt for enhver, at det ikke virker.

For satan, hvor har jeg hoppet på den mange gange!

Fulgt mærkelige kostplaner og motioneret som en gal.

Og billigt har det heller ikke været.

Slankekostplaner indeholder altid de mærkeligste megadyre ingredienser, og diætister og slankeklubber kommer ikke på udsalg i januar.

Sådan nogle slankeklubber ledes altid af entusiastiske og overgearede mennesker, som holder motiverende oplæg, hvor de lokker, truer og belærer de tykke om vejen til vægttab og lykke.

Jeg husker tydeligt et foredrag, hvor en entuastisk diætist var helt blæst bagover af sit eget påfund. Hun sendte små poser rundt med krummer af mørk chokolade. Den helt mørke, som overhovedet ikke smager af chokolade, men af selvfedhed og arrogance. Os, hendes ydmyge publikum, skulle så fiske et lille-bitte stykke op og SUTTE på det.

Så stod vi 50 overvægtige mennesker, med chokoladekrummer i munden og suttede.

For at få smagen af chokolade!

Teorien var, at når vi havde fået smagen, så mistede vi lysten til mere chokolade.

Den mest åndssvage teori jeg nogensinde har hørt!

For det første, så går jeg ikke efter smagen af chokolade, jeg går efter virkningen! Tilfredsstillelsen når chokoladen pakkes ud af det knitrende papir, den SØDE smag, det syndige og følelsen af at forkæle mig selv.

Den oplevelser får man ikke, når man står og sutter på et halvt gram 80% mørk øko-cacao- chokolade.

For det andet, så tror jeg aldrig nogensinde, at jeg mister lysten til chokolade. Heller ikke, når jeg har gennemrodet køkkenskufferne, efter ungerne var puttet, for at finde noget kogechokolade, der var hvidt af ældre og så tørt, at det måtte skylles ned med vand.

Men tykke mennesker er høflige mennesker og vi ville jo så gerne, så vi nikkede og sagde :”.. hmmm..” og lod hende tro, at hun havde fundet nøglen til universet og fedmeepidemien.

Imens jeg forsøgte at få chokoladekrummen til at smelte på tungen, kom jeg til at tænke på en kollega som engang foreslog, at jeg spiste et æble inden jeg spiste chokolade, for så kunne jeg nok ikke spise så meget chokolade.

Hver gang jeg tænker på den kommentar, så griner jeg højt for mig selv!

Men det mest åndsbollede jeg har prøvet, var et koncept der kom til byen, en klub, som man for dyre penge kunne melde sig ind i.

Der var ugentlig kontrolvejninger, hvor det halve af byen stod i kø i den lokale sportshal. Man skulle medbringe et lille hæfte, hvor vægten blev omhyggeligt noteret. Hvis man havde tabt sig tilstrækkeligt, så udløste det et klistermærke!

Og ved ti kilo fik man en nøglering – wuhu..

Jeg kan ikke huske kostprincipperne, udover at det var noget med lever, sødemidler og en satans masse mayonnaise.

Da vi sad til et af deres motiverende og oplysende foredrag, så spurgte en af de andre deltagere ind til den store brug af sødemidler.

Hun havde hørt, at det var kræftfremkaldende.

Det tænkte foredragsholderen længe over, hvor efter hun leverede replikken:

” Men hvad vil I helst; have kræft eller være overvægtige..?”

Så gik jeg hjem..

Det mest effektive jeg har prøvet, var faktisk Slankedoktoren på nettet.

Ikke på grund af kost planen, eller diætisterne som fyrede floskler af og kom med “individuelle -skræddersyede – kostplaner-min-røv”, men fordi man var anonym og kom i gruppe med andre ligesindede. Man kunne udøse sit hjerte og der var altid støtte og opbakning. Det var de kærlige ord, støtten og omsorgen, der gjorde en forskel. Ikke unaturlige kostplaner, belønningssystemer eller afholdenhed, men venskaber og kærlighed.

Jeg tabte mig også rigtigt meget og kom på forsiden af et ugeblad og alt muligt – og tog det hele på igen bagefter.

For det handler ikke om kostplaner og chokoladesutteri, men om kærlighed og omsorg.

Den kærlighed man giver til sig selv, når man sætter grænser, siger fra, forlanger respekt og går sin vej, når tingene ikke er gode mere.

Så min badevægt er smidt ud og jeg går aldrig mere på slankekur eller til foredrag med jubel-idioter.

Jeg er ikke blevet tyndere af den grund, men det er en hel del billigere og så bliver man sparet for en masse selvopfundet drama og det frigør mentale ressourcer.

Så jeg vil gerne fritage januar for titlen som årets slankekurs-måned og tilgengæld fylde hele året med selvrespekt og kærlighed til mig selv og min krop.

xxx

Ting jeg er bange for..

Jeg er bange for Mumitroldene!

Mumitroldene er noget af det mest uhyggelige.

Nogensinde!

Jeg kan slet ikke begribe, hvordan man kan udtænke noget så uhyggeligt.

Jeg husker stadig, hvordan jeg som barn var fuldstændig paralyseret af skræk, når Mumitroldene fjumsede rundt i fjernsynet.

Når Mumitrold-barnet vandrede alene rundt i skoven og ledte efter sin far og mor! I en skov, hvor tåge og mørke var evigt tilstede. Og hvor hans eneste selskab var en ondskabsfuld lille satan med hårknold og onde øjne.

Hun gik under navnet My.

Den dag i dag, kan jeg få ubehag og gåsehud, når jeg går forbi butikkernes udvalg af kopper og tilbehør, dekoreret med Mumitroldene og deres kumpaner. Sådan en kop ønsker jeg mig ikke i julegave!

Jeg er også bange for mørke.

Jeg kan sagtens gå en tur i mørke, og jeg synes faktisk, at det er hyggeligt, når det er mørkt udenfor.

Problemet opstår, når jeg skal i seng.

Især hvis sømanden er på havet.

Når jeg trækker gardinet for, så opstår der en kø udenfor mit vindue. Det er en lang række, bestående af: seriemordere, indbrudstyve, spøgelser og enhjørninger. Bortset fra enhjørningerne, som muligvis er gået forkert, så er det jo en ret uhyggelig temafest lige udenfor soveværelset.

Jeg er bange for at bruge en økse, boremaskiner og for at der bor en edderkop i min morgenkåbe. Jeg er bange for at få sukkersyge, klø mig i øjnene når jeg skræller løg og bange for at knække en tand, når jeg åbner en flaske sodavand med tænderne.

Men allermest er jeg bange for ensretning.

Når vi allesammen skal gå det det samme tøj, have den samme frisure, mene de samme ting, og være vilde med den samme stribede vase på samme tid. Når sofapuderne skal passe til skjorten, farver er forbudt og der bliver holdt skarpt øje med dem der træder ved siden af..

Det er da skide uhyggeligt….