Rundtur

Finn-Oles mor og jeg var smuttet på loppemarked.

Det foregik på en campingplads, så en del af boderne var fastliggere, der havde sat et bord på foran campingvognen, hvor de solgte alskens ting og sager.

Finn-Oles mor fik ret hurtigt opsnust en lysekrone og jeg fik bjærget mig en æske med gamle glansbilleder.

Et par gamle juleklokker i papir og to nisser fandt også vej ned i muleposen.

Vi gik videre og blev opslugt af boder med gamle cykler, porcelæn, glaskarafler og hjemmestrikkede sokker.

Ved en af boderne kunne vi ikke undgå at bemærke, at den faste ejendom var til salg.

En camplet til 7000 kroner.

Den emmede af brug og mange fine somre på campingpladsen.

-nå, sagde jeg, mest for at sige noget, -sælger du campletten?

Bodens ejer, en venlig dame på omkring 80, hev mig omgående ind til en rundvisning.

Jeg nåede ikke rigtigt at sige nej tak, før jeg pludseligt stod i køkkenalrummet.

Jeg tøvede lidt i døren.

-gå nu længere ind, så damen også kan være her, sagde bodens ejer så.

Jeg gik høfligt længere ind, imens jeg spekulerede på, hvem damen var.

Det viste sig, at være hende selv.

Så var vi tre mand i campletten.

Hendes mand sad på den ene klapstol.

Han var omkring 80, iført seler, stribet skjorte og mørkeblå cowboybukser.

Træsko og uldsokker.

Han briefede mig om sovemulighederne.

Imponerende plads, der er i sådan en camplet.

To adskilte sovekabiner, en oplagt mulighed for at medbringe børnebørn.

Han slog flot ud med hånden.

En skoreol i sort stof hang på stykket mellem de to soverum.

Jeg drejede 45 grader, så jeg kunne se spisestuen.

Tre klapstole og et klapbord udgjorde møblementet.

Det så hyggeligt ud.

Jeg blev tilbudt at prøvesidde en stol.

Jeg afslog høfligt.

Så prikkede konen mig på skulderen, og fik mig til at dreje 90 grader om egen akse, så jeg kunne se komfuret.

Jeg kom aldrig til at forstå mekanikken, men det kunne åbenbart klappes sammen og opbevares i campletten.

Et gaskomfur og lidt bordplads.

Opbevaringsmuligheder.

Jeg kiggede forbløffet på komfuret.

Manden kiggede lidt på mig og oplyste, at campletten kunne udvides.

I højden i hvert fald.

Det bekræftede konen, imens hun trådte et skridt tilbage og vurderede min størrelse.

-vi er jo ikke så store, så det er jo ikke nødvendigt for os, meddelte hun så.

Den tyggede vi alle sammen lidt på.

Så foreslog konen, at vi gik udenfor, for der var noget, som hun gerne ville vise mig.

Som en anden lemming troskede jeg efter hende.

Bag campletten lå noget gråt plastik.

Det viste sig at være en slags presenning.

Med lynlås

Det krævede en god pædagogisk indsats fra hende, før jeg fattede, at det var afdækningen, når hele herligheden var pakket sammen.

Hun løftede i det ene hjørne og oplyste, at den alene kostede mindst 7000 kr. fra ny.

Jeg nikkede imponeret.

Så smed hun trumfen.

-det er ekstra plads, så kufferterne kan ligge oven på campletten.

Hun pegede på lynlåsen.

Et øjeblik blev jeg lidt forvirret over, at man skulle have kufferter med på camping.

Jeg troede egentligt bare, at tingene blev kylet i bagagerummet.

Hun viste mig også en gasflaske, en vanddunk og noget elektronikhalløj.

Vi kiggede lidt på campletten udefra.

Vinduerne, højden og bredden.

Mulighederne.

Så var det, at jeg fik øje på den.

Lappen.

Det var en gammel lap.

På størrelse med en femkrone.

Et lille stykke stribet stof limet på teltdugen.

Omhyggeligt sat på og smurt med lim for ekstra forstærkning.

Vi talte ikke om lappen.

Men følelsen af at stå midt i andre menneskers livshistorie ramte mig lige i maven.

Det var jo ikke var bare en camplet.

Det var et lille stykke Danmarks historie, en livshistorie, levede liv.

Sommerdage, feriedage, søndag morgen med børnene.

Ferier med børnebørnene.

Mad lavet på det sammenklappelige komfur, nætter tilbragt i kabinerne og klapstole flyttet udenfor i solskinsvejr.

Et ægteskab, et helt almindeligt levet liv, med frokoster, oprydning, nedpakning og udpakning, imens verden og livet har bevæget sig forbi. Præsidenter der er blevet valgt, krige udkæmpet, moden der har ændret sig tusind gange og børn og børnebørn, der er vokset fra alting.

-vi kan ikke selv slå det op mere!

Hun smilede sørgmodigt og børstede et usynligt fnug af teltdugen.

-heldigvis har vi en god nabo, han kommer og hjælper os.

Jeg stod lidt, og lod hele den fine oplevelse synke lidt ind.

Her var ingen billeder på instagram, ingen facebookprofil eller behov for at have det sidste nye gear.

Her var to levede liv, to mennesker og en camplet.

Med sammenklappeligt komfur.

-hvad sige du, sagde hun så, – er du interesseret?

Og det var jeg.

Bare ikke i campletten.

Men historien, livet og den lille stribede lap, der vidnede om en tid, hvor man lappede og passede på sine ting, det interesserede mig.

Et lille stykke danmarkshistorie, der ikke kommer på museum, men er til salg for 7000 kr.

Prisen var skrevet på et stykke pap, med en lidt slidt sprittus. Skiltet var bundet fast med et stykke sejlgarn og blafrede lidt i vinden.

7000 kr.

Jeg gik ud til Finn-Oles mor, imens jeg overvejede, om jeg skulle lokke sømanden til at sætte anhængertræk på bilen.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skomageren

For nogle år siden, havde jeg brug for en skomager.

Det drejede sig om lidt reparationer og blokning af flere par sko.

Jeg havde forsøgt at få skoene lavet lokalt, men blev afvist i de lokale skobutikker, da skoene ikke var købt hos dem. Så gik jeg på jagt efter en uafhængig skomager, med håndværket i orden.

Stor var lykken, da jeg blev tippet om en faglært skomager med egen forretning i en nærliggende provinsby.

Skoene blev pakket, pigerne og jeg hoppede i bilen og drønede afsted for at finde skomagerens værksted.

Vel ankommet valgte pigerne at gå i nogle andre butikker, imens jeg lige smuttede ind til skomageren.

En operation, som jeg forventede ville tage omkring 30 sekunder.

Jeg blev klogere.

Butikken lå under gadeplan, så man skulle gå nogle trin ned af en gammel betontrappen, af den slags med revner i betonen og med et bøjet og ustabilt vandrør som gelænder. Da jeg åbnede døren, var der en lille messingklokke der bekendtgjorde min ankomst.

Rummet var dunkelt, væggene gulbrune og disken var ældgammel og slidt af daglig brug og hårdt arbejde. Til venstre for døren var der hylder langs væggene, hvor de indleverede sko stod på række, klar til at blive  fixet og afhentet.

Til højre i rummet, på den anden side af disken, åbenbarede skomagerens værksted sig. Et lille kældervindue med forlængst aftjente gardiner kastede firkanter af lys på arbejdsbordet, hvor  værktøj, maskiner, læder, ufærdige sko, dimser og dingenoter lå i et organiseret kaos. Et rum, som emmede arbejdsomhed og håndværk og som samtidigt ledte tankerne hen på 70’ernes brune værtshuse i det indre København.

Et forhæng bevægede sig bagerst i lokalet, og en mager gråskægget mand, iklædt et patineret læderforklæde, kom ind i rummet.

Det var skomageren.

Efter lidt snak frem og tilbage, blev vi enige om, at det var bedst, hvis jeg tog skoene på, så han med kridt kunne markere helt præcist hvor skoene skulle blokkes.

Punktblokking, kaldte han det.

Skånsomt og effektivt.

Så jeg hoppede glad i mine røde Lola Ramona sko, og skomageren lagde sig på knæ foran mine fødder.

Her bliver jeg lige nødt til at indskyde, at jeg havde kjole på.

Da skomageren var ved at lave skridtstreger på mine sko, valgte han så, midt under seancen, at strække halsen, dreje hovedet og kigge op under min kjole.

Jeg nåede lige at tænke:”Ej, gjorde han lige det..?”

– også trak han hovedet til sig, kiggede op på mig og sagde: “Hmmm… jeg elsker damer!”

Her tænkte jeg, at tingene var ved at udvikle sig i en lidt mærkelig retning, og havde allermest lyst til at smutte. Men de fleste af mine sko var allerede på den anden side af disken, og de tydeligvis ikke tilgængelige længere, så derfor skyndte jeg mig at få afsluttet aftalen og lagde hånden på dørhåndtaget for at forlade butikken.

Skomageren kiggede helt roligt på mig og sagde: “Du må ikke gå!”

Lidt forundret, men alligevel rimeligt fattet, fik jeg sagt: ” Nåee.. men jeg skal hente mine pigerne nu, og så kommer jeg jo efter skoene i næste uge!”

Her gjorde jeg lige et indre notat om, at jeg ikke skulle komme alene ugen efter.

Så er det, at skomager leverede følgende replik:

“Hvis du skal handle med mig, så kræver det, at jeg lærer dig at kende, så derfor skal du blive og snakke med mig i mindst 5 minutter!”

En anelse forvirret og en hel del utryg ved den udmelding, valgte jeg at tøve med hånden på dørhåndtaget.

Hvis jeg gik nu, ville jeg så aldrig se mine sko igen?

“Jamen, hvad skal vi da snakke om?” Spurgte jeg forundret.

“Jeg kan se, at du har en tattovering på armen, så vi kan jo for eksempel snakke om tattoveringer”, erklærede skomageren og bekendtgjorde, at han elskede tatoveringer.

En meget passioneret mand, ham skomageren.

Han var åbenbart glad ved mange ting. Damer, tattoveringer og sådan.

Her begyndte ham så at rulle skjorteærmet op, for at vise mig hans tattovering.

Skomagerforeningens logo.

Jeg forgav interesse og nikkede tilpas imponeret.

Således opmuntret valgte så han at betro mig, at han havde endnu en tattovering.

På et privat sted!

– men ikke desto mindre et sted, som han havde glæde af flere gange om dagen.

På dette tidspunkt, var det somom mine sanser blev skarpere og min hjerne begyndte at tænke i flugtveje.

“Jeg har selv lavet den!”

Betroelserne ville åbenbart ingen ende tage.

” Ja, jeg skal famne ikke have en anden mand til at røre ved min pik, så derfor lavede jeg den selv.”

Samtalen havde på dette tidspunkt udviklet sig til en monolog, for jeg kunne simpelthen ikke komme i tanke om et passende svar.

” Ja, den blev ærlig talt ikke særligt pæn, den tattovering, så tilsidst fandt jeg en kvindelig tattovør, og hun måtte gerne røre!”

Det sidste blev afleveret med et sjoflet grin og en inviterende vippen med øjenbrynene.

Jeg svarende med et høfligt:”Nåe.. okay” – og gjorde endnu engang antaster til at forlade butikken.

Så kiggede skomager  helt roligt på mig og sagde:

“Du må ikke gå endnu, du skal blive her!”

Inden jeg kunne nå at svare, blev jeg helt bogstaveligt talt reddet af klokken, som bimlede, fordi en ældre dame med alpehue og indkøbstasker mosede ind i butikken.

Den nyankomne gav mig en mulighed for at smutte, og da jeg efterfølgende skulle hente mine sko, tog jeg en veninde med. I den anledning lykkedes det ham så at  befamle min veninde på brysterne, inden vi tilsidst fik udleveret mine sko.

Så nu blokker jeg mine sko i ovnen, 50 grader i 10 minutter, trækker i tykke sokker og går rundt i skoene til de bliver kolde. Og hvis det ikke er nok, så får de lige lidt velplaceret varm luft med føntørren.

 

 

 

 

 

 

Tæt på naturen!

Jeg bor i Skagen.

Selvom det er en by, så er det en lille by, og naturen er helt bogstaveligt tæt på. Vi bor på en lukket vej, og alligvel, så har vi jævntligt vilde dyr i haven.

Det kan både være rådyr, mink, mår, pindsvin, egern, vilde småfugle og store måger, som faktisk larmer en del, når de trasker rundt på taget.

Vi har også fastboende solsorte, der starter dagen med at stirre ind ad køkkenvinduet, indtil der bliver udleveret æbler.

Rådyrerne kommer mest om nattten, de er tilsyneladende helt vilde med tulipaner, og kommer jævntligt forbi for at græsse dem ned.

Men en varm sommernat for et par år siden, havde jeg faktisk et besøg i haven, som bestemt ikke var et rådyr.

Sømanden var på de syv verdenshave, så jeg var alene hjemme med pigerne.

Nu er jeg mørkeræd og ikke specielt modig om natten, men det var det sommer, og det var varmt, og jeg har sådan en haps på terrassedøren i soveværelset, som gør at døren er låst, selvom den står på klem.

Jeg vågende midt om natten, ved en insisterende pusten og stønnen ude på terrassen.

Der var en rumsteren og en stønnen, og man kunne fristes til at tro, at der stod en mand og rykkede sig i banditten derude på terrassen.

Nu har min fantasi aldrig fejlet noget, så jeg digtede straks en historie om, at det var en undvegen straffefange, som stod og lurede på, hvordan han kunne bryde ind og få påbegyndt sit blodige voldsorgie.

Sveden drev ned af ryggen og øjnene var helt spilet op i mørket, imens jeg febrilsk fik fundet min mobil på natbordet og trykket sømandens nummer.

Imens den ringede, fik jeg sammenstykket traileren til  den kommende film bygget på virkelige begivenheder.

Pludselig fortrød jeg, at jeg havde ringet til sømanden.

Hvad nu;  hvis vi blev myrdet, imens telefonlinien var åben, så kunne han bare sidde der ude i styrhuset og lytte, imens hans kone og børn blev tortureret ihjel af en blodtørstig psykopat.

Mine tanker blev dog afbrudt af sømanden, der irriteret havde råbt hallo gentagne gange i telefonen.

Mig: Heeeyjj…

Sømanden( dybt bekymret) : Hvad er der ?

Mig: Der en en ude på terrassen…

Sømanden: Hvorfor tror du det ?

Mig (lidt irriteret over, at sømanden ikke gik i panik med det samme): Jeg kan høre, en der puster og stønner helt vildt!

Sømanden: okay..

Mig( nu med klynkestemme): Det er altså rigtigt..

Sømanden: Prøv at holde telefonen hen til døren, så jeg kan høre det!

Her blev jeg lidt irriteret over, at sømanden ikke troede på mig med det sammen, men jeg var også ivrig efter at bevise hvor farligt det hele var. Så jeg holdt telefonen ud i strakt arm, stak telefonen ud af døråbningen, imens jeg vendte hovedet bort.

Jeg havde også lukket øjnene!

Der var en intens stønnen på terrassen og en intens lytten i telefonen.

Efter noget, der føltes som livstid, tog jeg telefonen op til øret.

Mig( åndeløs af spænding) : Kunne du høre det?

Sømanden: Det er et pindsvin!

Efter lidt debatteren frem og tilbage, og en episode, hvor sømanden tvang mig til at sige som en slange ud igennem dørsprækken, hvilket fik pindsvinets til at tie  og lytte, måtte jeg overgive mig, og give sømanden ret.

Et pindsvin.

Det er det vildeste antiklimaks jeg nogensinde har haft.

Ever!

Siden dengang har vi tit mødt pindsvinet, når det går sin haverunde og under højtlydt snøfteri og stønnen guffer snegle og andet kryb.

– og hvis jeg bliver vækket om natten ved lidt pusten og stønnen fra terrassen, så ved jeg nu; at det ikke nødvendigvis er en moderisk voldsforbryder, men at det kan være et pindsvin på sneglejagt.

xxx

 

 

 

Juleaften… næsten!

Jeg fik en SMS i går.

Fra Bring.

De informerede mig om, at der lå en pakke klar til afhentning på den lokale Shell-station.

Så her til morgen trak jeg i leopardpelsen, hoppede op på den røde cykel og satte kursen mod den Shell.

Det er meget sjovere at cykle i modvind, når der er en præmie.

Jeg elsker at få pakker!

Jeg bestille, køber, betaler og henter selv, men alligevel så får jeg en lille optur hver gang og er altid spændt på, hvad pakken mon indeholder..!

Da jeg var ved at flå emballagen op, så ringede posten på døren med endnu en pakke.

Næææhh…

2 pakker på en dag…

Første pakke indeholdt to strik fra Hellbunny, købt på tilbud.

Det er første gang jeg prøver deres strik, men de er faktisk rigtigt fine og med en god pasform.

Den ene sort med røde kranier, hvor fedt er det lige..

Den anden lyseblå med hvidt mønster.

Jow..jeg er godt tilfreds.

I pakke nummer to var mit tøj fra Collectif.

Som forudset gaber skjorten imellem knapperne over brystet, men hvis jeg flytter de øverste knapper og finder en sikkerhedsnål, så skal det nok ende godt.

Nederdelen sidder supergodt og falder pænt.

Så jeg er happy, nye tilføjelser til garderoben, så nu kan julen bare komme an..

Ting jeg er bange for..

Jeg er bange for Mumitroldene!

Mumitroldene er noget af det mest uhyggelige.

Nogensinde!

Jeg kan slet ikke begribe, hvordan man kan udtænke noget så uhyggeligt.

Jeg husker stadig, hvordan jeg som barn var fuldstændig paralyseret af skræk, når Mumitroldene fjumsede rundt i fjernsynet.

Når  Mumitrold-barnet vandrede alene rundt i skoven og ledte efter sin far og mor! I en skov, hvor tåge og mørke var evigt tilstede. Og hvor hans eneste selskab var en ondskabsfuld lille satan med hårknold og onde øjne.

Hun gik under navnet My.

Den dag i dag, kan jeg få ubehag og gåsehud, når jeg går forbi butikkernes udvalg af kopper og tilbehør, dekoreret med Mumitroldene og deres kumpaner. Sådan en kop ønsker jeg mig ikke i julegave!

Jeg er også bange for mørke.

Jeg kan sagtens gå en tur i mørke, og jeg synes faktisk, at det er hyggeligt, når det er mørkt udenfor.

Problemet opstår, når jeg skal i seng.

Især hvis sømanden er på havet.

Når jeg trækker gardinet for, så opstår der en kø udenfor mit vindue. Det er en lang række, bestående af: seriemordere, indbrudstyve, spøgelser og enhjørninger. Bortset fra enhjørningerne, som muligvis er gået forkert, så er det jo en ret uhyggelig temafest lige udenfor soveværelset.

Jeg er bange for at bruge en økse, boremaskiner og for at der bor en edderkop i min morgenkåbe. Jeg er bange for at få sukkersyge, klø mig i øjnene når jeg skræller løg og bange for at knække en tand, når jeg åbner en flaske sodavand med tænderne.

Men allermest er jeg bange for ensretning.

Når vi allesammen skal gå det det samme tøj, have den samme frisure, mene de samme ting, og være vilde med den samme stribede vase på samme tid. Når sofapuderne skal passe til skjorten, farver er forbudt og der bliver holdt skarpt øje med dem der træder ved siden af..

Det er da skide uhyggeligt….

 

 

 

 

 

 

 

Vandkantsrockabilly

Jeg bor i Skagen.

Det er ikke sådan rigtigt den rådne banan, eller udkantsdanmark som det jo populært kaldes.

Der kommer simpelthen for mange turister, der er for meget flow i byen, til at man kan tale om udkantsdanmark.

Tæller man kun de fastboende, så er det en lille by. Tæller man turister, deltidsskawboer og andet tilbehør med, så er billedet et ganske andet.

Så det kaldes ikke udkantsdanmark, men vandkantsdanmark.

Det lugter også lidt mere af poesi og varme sommerdage.

Vandkantsdanmark.

Her bor jeg så. I toppen af Nordjylland. Med alle mine kjoler, strutskørt, victoryrolls, hårblomster og kulørte sko.

Og min slags er der ikke så mange af heroppe, skal jeg lige hilse og sige.

Man kunne godt kalde mig en enlig svale.

At klæde sig anderledes, at skille sig ud, at være helt sig egen, så synligt og tydeligt som jeg er det, kommer selvfølgelig med en pris.

Her kunne jeg snakke en masse om Janteloven, men det har jeg faktisk ikke lyst til.

Jeg har mere lyst til, og er meget mere fokuseret på glæden og styrken ved at være den jeg er!  Ja, jeg er den eneste i Skagen der klæder mig sådan, den eneste der møder op med victoryrolls og Collectifs Pearlcoat til den lokale julestue, og jeg tænker faktisk ikke over om folk glor og snakker om det, eller om de bare er ligeglade.

For jeg er glad, jeg er tilfreds, og det er faktisk nok for mig. Også synes jeg faktisk, at jeg har de pæneste kjoler, sko og smykker. Og når jeg tager mit tøj på, og sætter mit hår, så er det min personlighed og min sjæl jeg bærer. Så er jeg hjemme i mig selv.

Men, der er et minus ved at bo i vandkantsdanmark og være vild med rockabilly, vintagehår og kulørt tilbehør.

Der er bare så langt til alting!

Butikker, events og andre rockabillylovers. (Gudskelov for internettet!)

Men der er også en fordel!

Genbrugsfund.

Her er det jo super, at stå lidt alene med sin smag udi møbler og indretning. Her har jeg bjærget mange fine møbler, gammel julepynt og diverse halløj, som ingen andre vil bruge penge på.

Så jeg holder fanen højt heroppe i det kolde nord.

Men jeg gør det med stolthed og glæde.

Tusind kys