Nytår

-se, sagde jeg til sømanden og pegede på bordet.

-jae, svarede han tøvende, tydeligvis lidt i tvivl om, hvad det var han skulle se.

Jeg besluttede mig for at hjælpe ham lidt på vej.

-er det ikke fint pyntet?

-jo, hold da op, sagde han med sit mest venlige ansigt, tydeligvis imponerende uinteresseret i glimmer og serpentiner.

Men glad, fordi konen var glad.

Jeg har dækket op til tre.

Mig, sømanden og den yngste af tøserne, som forlader os senere på aftenen for at deltage i en anden fest.

Så er det mig, sømanden, fjernsynet og kransekagen.

Og dronningen.

Vores allesammens mor, som sømanden kalder hende.

Vi har holdt nytår på mange måder.

Alene, sammen med andre, i små hold og store grupper.

Vi har ikke rigtigt nogen fast tradition, bortset fra min insisteren på kransekage.

Sommetider har sømanden vagt, sommetider ikke.

Den eneste tilbagevendende tradition er folks høflige og omsorgsfulde venlighed, når man oplyser, at vi skal være alene nytårsaften.

-åh, siger de så og har tydeligvis fortrudt, at de spurgte, -det er da sikkert også hyggeligt.

For det der med familiejul og nytårsfester er jo forbundet med en vis social status.

En målepind for din sociale succes.

At kunne lægge billeder op på sociale medier, fine veldækkede borde med mange tallerkner og snabel-a’er med navne på de kommende gæster.

Nytår med de bedste.

Og det er jo dejligt og hyggeligt med selskab og gæster. Skønt at folk glæder sig.

Men det er jo sjældent, at folk deler billeder af en alene jul eller et solo nytår.

Heller ikke selvom det er selvvalgt.

Nu er alenehed og ensomhed ikke det samme, men de bliver tit forvekslet og blandet sammen, og begge dele får folk til at træde et skridt tilbage.

Men det kan faktisk også være rigtigt rart at holde nytår og jul i al fredsommelighed.

Så det gør vi i år.

Sømanden er ved at putte en steg ovnen og har lige vist mig et fad ristede pinjekerner, hvilket tydeligvis var betydeligt mere imponerende end det pyntede spisebord.

Gadens unger fyrer festligt krudt af, mørket er ved at falde på og katten er gået i hi.

Også vil jeg bare benytte lejligheden til at takke jer, der følger med herinde.

Jeg ved faktisk ikke rigtigt hvor mange I er, for jeg kan ikke finde ud af at aktivere en åndsforladt google-funktion, der kan tælle antal besøgende på hjemmesiden.

Til gengæld kan man jo se tilbage på et år, hvor vi endelige begyndte at få styr på corona og kunne bevæge os udenfor matriklen uden mundbind og håndsprit.

Mulighederne har budt sig til og vi har da både været i Berlin, København og på Rømø.

Og i Århus, hvor skolelæreren og jeg pludselig befandt os i den forkerte kørselsretning på en ensrettet gade.

Lettere paniske og temmeligt forvirrede.

-hvad gør vi nu? Spurgte hun og knugede rettet, imens mødre hev deres børn i land og bilen kantede sig forbi de runde cafeborde.

-kør, bare kør, svarede jeg med blikket fastlåst på horisonten.

Så det gjorde vi.

Kørte og følte os meget nordjyske i storbyen.

Men vi var på tur.

Så modsat sidste nytår, hvor hele familien var isoleret med corona, så vil jeg nyde at se ind i 2023 uden restriktioner og afstandsregler.

Jeg vil melde mig til ting, deltage i ting og tage på tur.

Fordi jeg kan.

Og jeg er allerede i gang.

Jeg er nemlig tilmeldt en uge højskole i korstingsbroderi i Tyskland.

Det bliver famne fedt.

Og sjovt.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Regler og idealer

Igår var jeg i en situation, hvor jeg skulle oplyse min alder.

Det fik mig til at tænke lidt.

I første omgang, fordi jeg helt ærligt ikke kunne huske det præcise antal år. Efter jeg har rundet de fyrre, så er det blevet mere flydende og diffust, ligegyldigt og abstrakt, men jeg kunne da heldigvis huske mit fødselsår og regnede mig frem til resultatet.

Jeg er 43 år.

– har lige måtte regne efter engang til, da jeg allerede har glemt resultatet fra igår.

Hvad betyder det så?

– ikke en skid, hvis du spørger mig!

Der er nok mange, der vil mene, at vi lever med ungdomsfikseret skønhedsideal, hvor du skal være mager som en strikkepind, max. 16 somre, med store glugøjne og læber der ser som ud somom du er på vej til et anafylaktisk chok efter et bistik.

Det kan man bruge en masse energi, penge  og snapchatfiltre på at efterligne.

Men det er bare det, at det er jeg både for doven og for nærig til.

Istedet for, så samler jeg på nogle andre idealer.

Man må nemlig godt selv vælge sine idealer, sine forbilleder.

Jeg samler på kvinder som tør, kan og vil.

Kvinder som skider på de tøjregler, der blev opfundet af to hysteriske kvinder i et populært overgearet make-over -program, som huserede i fjerneren omkring 2010.

Jeg husker endnu med gru, da programmet kom til Danmark, og de to værtinder drønede rundt i gaderne for at finde dem med det grimmeste tøj.

De arme kvinder blev så trukket ind i et studie, tøjet blev flået af dem og alt, incl. undertøjet blev udskiftet for rullende kamera. Ny frisure, ny makeup i et snuptag, hvorefter offeret blev skubbet ind på en scene foran familie og venner, som gerne skulle begynde at græde af ren lykke.

Briller var et No-go, så dårligt seende klienter stod der i spotlightet og missede med øjnene og knugede deres briller i hånden,  ude af stand til at se sig selv eksponeret på det kæmpestore lærred.

De to værtinder var fulde af overskud og gode intentioner, og spredte glæde, støttebh’er og gode råd udover skærmen. Happy days.

Men der var også noget samlebånd, ensretning og falden til patten stemning over programmet.

Hvad nu hvis man kan lide tøj, der ikke nødvendigvis er superklædeligt?

Hvis man har en tyk mave, og godt kan lide stramme bluser?

Har en stor barm og gerne vil være nedringet?

Hvad nu, hvis man har “lår i skoene” og elsker at gå i lårkort?

Hvis man er gammel, rynket og i bingoalderen, men har allermest lyst til at skide det hele et stykke og lave en lilla hat ud af et pudevår og 21 elastikker?

Hvor går man hen for at finde idealer og forbilleder, der ikke følger de fastlagte regler, men bare giver den gas og tager det på de har lyst til?

Her er Instagram er en mulighed.

Der kan man finde kvinder, som går andre veje.

Stærke, vidunderlige og seje kvinder, der viser billeder af dem selv og deres kroppe.

Overvægtige kvinder i bikini.

Ældre kvinder i stramme pink bukser.

Folk med hatte og festlige briller.

Kvinder på den anden side af 90, i fuld makeup og knaldrøde negle.

Folk, som klær sig anderledes, som tør, vil og kan.

Kvinder som bryder tabuer, ignorer janteloven og giver den gas, uanset alder, vægt, størrelse, rynker og fordømmende blikke fra jantelovskneppere.

De kvinder, – og mænd, er mine idealer.

Det er der, hvor jeg søger inspiration og åbner døren ud imod en verden, hvor reglerne brydes og man kan sætte sin hat som man vil.

Her er et par hurtige foreslag til interessante instagramprofiler:

Advancedstyle

tessholliday

lauranloveserik

diablorose

fullerfigurefullerbust

dittepip

bodyposipanda

Bare for at nævne et par stykker…

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ting jeg er bange for..

Jeg er bange for Mumitroldene!

Mumitroldene er noget af det mest uhyggelige.

Nogensinde!

Jeg kan slet ikke begribe, hvordan man kan udtænke noget så uhyggeligt.

Jeg husker stadig, hvordan jeg som barn var fuldstændig paralyseret af skræk, når Mumitroldene fjumsede rundt i fjernsynet.

Når  Mumitrold-barnet vandrede alene rundt i skoven og ledte efter sin far og mor! I en skov, hvor tåge og mørke var evigt tilstede. Og hvor hans eneste selskab var en ondskabsfuld lille satan med hårknold og onde øjne.

Hun gik under navnet My.

Den dag i dag, kan jeg få ubehag og gåsehud, når jeg går forbi butikkernes udvalg af kopper og tilbehør, dekoreret med Mumitroldene og deres kumpaner. Sådan en kop ønsker jeg mig ikke i julegave!

Jeg er også bange for mørke.

Jeg kan sagtens gå en tur i mørke, og jeg synes faktisk, at det er hyggeligt, når det er mørkt udenfor.

Problemet opstår, når jeg skal i seng.

Især hvis sømanden er på havet.

Når jeg trækker gardinet for, så opstår der en kø udenfor mit vindue. Det er en lang række, bestående af: seriemordere, indbrudstyve, spøgelser og enhjørninger. Bortset fra enhjørningerne, som muligvis er gået forkert, så er det jo en ret uhyggelig temafest lige udenfor soveværelset.

Jeg er bange for at bruge en økse, boremaskiner og for at der bor en edderkop i min morgenkåbe. Jeg er bange for at få sukkersyge, klø mig i øjnene når jeg skræller løg og bange for at knække en tand, når jeg åbner en flaske sodavand med tænderne.

Men allermest er jeg bange for ensretning.

Når vi allesammen skal gå det det samme tøj, have den samme frisure, mene de samme ting, og være vilde med den samme stribede vase på samme tid. Når sofapuderne skal passe til skjorten, farver er forbudt og der bliver holdt skarpt øje med dem der træder ved siden af..

Det er da skide uhyggeligt….

 

 

 

 

 

 

 

Vandkantsrockabilly

Jeg bor i Skagen.

Det er ikke sådan rigtigt den rådne banan, eller udkantsdanmark som det jo populært kaldes.

Der kommer simpelthen for mange turister, der er for meget flow i byen, til at man kan tale om udkantsdanmark.

Tæller man kun de fastboende, så er det en lille by. Tæller man turister, deltidsskawboer og andet tilbehør med, så er billedet et ganske andet.

Så det kaldes ikke udkantsdanmark, men vandkantsdanmark.

Det lugter også lidt mere af poesi og varme sommerdage.

Vandkantsdanmark.

Her bor jeg så. I toppen af Nordjylland. Med alle mine kjoler, strutskørt, victoryrolls, hårblomster og kulørte sko.

Og min slags er der ikke så mange af heroppe, skal jeg lige hilse og sige.

Man kunne godt kalde mig en enlig svale.

At klæde sig anderledes, at skille sig ud, at være helt sig egen, så synligt og tydeligt som jeg er det, kommer selvfølgelig med en pris.

Her kunne jeg snakke en masse om Janteloven, men det har jeg faktisk ikke lyst til.

Jeg har mere lyst til, og er meget mere fokuseret på glæden og styrken ved at være den jeg er!  Ja, jeg er den eneste i Skagen der klæder mig sådan, den eneste der møder op med victoryrolls og Collectifs Pearlcoat til den lokale julestue, og jeg tænker faktisk ikke over om folk glor og snakker om det, eller om de bare er ligeglade.

For jeg er glad, jeg er tilfreds, og det er faktisk nok for mig. Også synes jeg faktisk, at jeg har de pæneste kjoler, sko og smykker. Og når jeg tager mit tøj på, og sætter mit hår, så er det min personlighed og min sjæl jeg bærer. Så er jeg hjemme i mig selv.

Men, der er et minus ved at bo i vandkantsdanmark og være vild med rockabilly, vintagehår og kulørt tilbehør.

Der er bare så langt til alting!

Butikker, events og andre rockabillylovers. (Gudskelov for internettet!)

Men der er også en fordel!

Genbrugsfund.

Her er det jo super, at stå lidt alene med sin smag udi møbler og indretning. Her har jeg bjærget mange fine møbler, gammel julepynt og diverse halløj, som ingen andre vil bruge penge på.

Så jeg holder fanen højt heroppe i det kolde nord.

Men jeg gør det med stolthed og glæde.

Tusind kys